Forskel mellem versioner af "Bundgaard Andersens Papvarefabrik"

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med ' Peder Bundgaard Andersen blev født 21. december 1860 i Smidstrup Sogn som søn af bødker H.T. Andersen og hustru. Som voksen drev Bundgaard Andersen i en årrække Harmon...')
(Ingen forskel)

Versionen fra 9. nov 2022, 08:55

Peder Bundgaard Andersen blev født 21. december 1860 i Smidstrup Sogn som søn af bødker H.T. Andersen og hustru. Som voksen drev Bundgaard Andersen i en årrække Harmonikafabrikken Skandinavien i Aarhus, inden han omkring 1894 flyttede til Staldgaardsgade i Vejle. Det blev ikke en lykkelig begyndelse i Vejle for Bundgaard Andersen og hustruen Kirstine Hansine f. Hansen. Den 9. april 1894 døde deres 1 måned gamle baby, Martin Harald. Bundgaard Andersen var formentlig med til at grundlægge den harmonikafabrik, der lå på hjørnet af Tønnesgade og Staldgaardsgade. Fabrikken blev hærget af en voldsom ildebrand i december 1894. VAF (22.12.1894) gav en levende beskrivelse af ildebranden. Året efter åbnede P. Bundgaard Andersen en ny harmonikafabrik i Vejle i Staldgaardsgade 33, 1. sal. Han kaldte i annoncer fabrikken i Vejle for Danmarks eneste harmonikafabrik. Fabrikken reparerede også harmonikaer. Fabrikken flyttede siden til Dæmningen 19, 1. sal. Efter 1897 blev fabrikken vist lukket, og Bundgaard Andersen gik over til kun at reparere harmoniumorgler. I slutningen af 1890’erne grundlagde han en æskefabrik i Vejle, den blev siden kendt Bundgaard Andersens Papvarefabrik, Stormgade 7. Den 12. november 1900 patenterede Bundgaard Andersens Papvarefabrik en æggetransportkasse (Horsens Avis 13.11.1900). Ifølge Horsens Avis (20.02.1945) var firmaets æggetransportpapramme den eneste benyttede ved eksport af danske æg. Fabrikken fremstillede derudover bl.a. emballage til æblesmør og marmelade (Jyllandsposten 15.09.1917). Bundgaard Andersens første hustru døde 21. november 1926. Han blev gift anden gang med Johanne Jensen Søe. De boede Eskholt, Vinding Sogn. Bundgaard Andersen døde som rentier i Fyldings Allé 4, Eskholt, 19. februar 1945. I 1924 blev Bundgaard Andersens Papvarefabrik overtaget af N. P. Pedersen og Helge Andersen. I løbet af ti år blev arbejdsstyrken hos Bundgaard Andersens Eftf. fordoblet fra ca. 45 til 90. Fabrikken nedbrændte totalt i 1984 og blev ikke genopbygget, men virksomheden blev året efter solgt til Klimax Etikketering A/S i Skovlunde.


  • Vejle Sogns Kirkebog – Død 09.04.1894 Martin Harald Bundgaard Andersen.
  • Vinding Sogns Kirkebog - Død 19.02.1945 Bundgaard Andersen.
  • Horsens Avis (20.02.1945).
  • VAF (24.10.1895, 09.11.1895, 14.01.1897, 25.02.1919).
  • Historisk Atlas – Peder Bundgaard Andersen.