Torvehallerne

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Torvehallerne på Kirketorvet i Vejle blev indviet 21. november 1992, hvor Kim Larsen og hans orkester Bellami sørgede for musikken.

Torvehallerne, der var indrettet i Vejle Amts Folkeblads tidligere bladhus gennem 100 år, var etableret af Juristernes og Økonomernes Pensionskasse i samarbejde med Ingeniørernes Pensionskasse.

Hallerne, som var en kombination af hotel, restaurant, mødelokaler og forretningsarkade, var berammet til at koste 100 mio. kroner, men etablering og indretning af det gamle bladhus kom til at koste mellem 120 og 140 mio. kroner.

Torvehallernes basilika var skabt med inspiration fra Andrea Palladios basilika i Vincenza i Italien.

Der var 74 hotelværelser og en mødesal/teater/Koncertsal med plads til 500.

I Væksthuset var der fra begyndelsen levende musik, mens folk sad og nød en frokost eller kaffe og kage. Både kendte navne og unge talenter fik her chancen for at præsentere sig selv ved Steinway-flygelet i Torvehallerne eller med sang fra scenen Nogle spillede wienermusik, andre mere populære toner i tiden. Frokost-jazz om lørdagen blev også et begreb, som det voksne publikum i Vejle med stor glæde tog til sig.

Det var tanken, at Torvehallerne skulle rumme en serie små special-butikker, men det lykkedes aldrig.

På et tidspunkt entrerede Torvehallerne med en dansk gourmet, der kørte til et kendt torvemarked i Paris og købte grønt, charcuteri og oste, men det var kun en kort tid.

I årenes løb har der været forskellige restauranter, barer og hotelnavne. Lige nu er det et hotel i Best Western-kæden, restaurant Jacobsen tilbyder mormor-mad, her er sushi-restaurant og italiensk bøf-restaurant, samt Gin-bar og plads til The Scotch Malt Whisky Society. Desuden er der stadig stand up og koncerter på scenen i Torvehallerne, ligesom der er levende musik og dansant i Væksthuset i weekenden.


Litteratur

Vejle Stadsarkiv - U50095, U51124, U51123, U51492.