Se kildekoden til Biskop Hans Adolph Brorson og den fromme præst i Vejle

==Bispevisitatser==

Salmedigteren og præsten Hans Adolph Brorson, der især er kendt for salmen ”Op al den ting som Gud har gjort” og julesalmerne ”Den yndigste rose er funden” og ”Her kommer, Jesus dine små”, var tillige biskop over Ribe Stift fra 1741 til 1764. Ribe Stift omfattede dengang også Vejle.


H. A. Brorson var en flittig biskop, der besøgte alle sognene i stiftet på bispevisitatser. Det hører til en biskops forpligtelser med regelmæssige mellemrum at komme på besøg i hele stiftet for at føre tilsyn med kirkebygningerne, præsternes arbejde og forholdene i de enkelte sogne, de besøg kaldes for visitatser. Mange af Brorsons visitatsberetninger er bevarede. De blev udgivet på Lohses Forlag i 1960 sammen med en brevsamling. Værket har titlen ”Hans Adolph Brorson Visitatsberetninger og breve”, det er en uvurderlig kilde til viden om forholdene i Ribe Stift i 1700-tallet. 


==Ribe Stift i 1700-tallet==

Ribe Stift blev anset for måske at være det vanskeligste stift i hele landet på den tid. Det var meget vidtstrakt. Det strakte sig fra Harboøre i nord til Amrum i syd og omfattede også de tre byer på Jyllands østkyst Kolding, Vejle og Fredericia. Vejene var mange steder elendige, og det var var biskoppens helbred også ganske ofte, og derfor er det imponerende, hvor meget han alligevel kommer rundt i sit store stift. Til gengæld havde han som biskop lov til at køre med karet og fire heste, han havde også ret til at blive indkvarteret privat i sognene, det vil ofte sige i præstegårdene. 

Af hans visitatsberetninger fremgår det, at han trods sit dårlige helbred og besværet med dårlige veje og dårligt vejr nød at komme rundt i sit stift. Han har også mange pæne ord om præsternes prædikener, det er sjældent, han virkelig er kritisk, og det til trods for at han må have hørt mange præster prædike ud fra en anden teologi end hans. 

Til gengæld er han ikke altid lige imponeret over undervisningen, og netop de unges oplæring i konfirmandstuen lå ham meget på sinde.


==Pietismen==

Brorson blev som ung grebet af den pietistiske fromhedsbevægelse, der opstod i Tyskland i slutningen af 1600-tallet, og som i løbet af 1700-tallet via Holsten, Slesvig og Sønderjylland bredte sig til hele Danmark, og som også fik indflydelse på livet ved det danske hof på Christian den 6.s tid. Det var en bevægelse med kirketugt, streng moral og til sidst også med lukkede teatre. Selve ordet pietisme, der egentlig var et øgenavn, kommer af det latinske pietas, der betyder fromhed. Den pietistiske bevægelse nåede sit højdepunkt i slutningen af 1700-tallet, men idegrundlaget og selve tanken om den levende tro, der udleves i et helligt liv og levned fortsatte i Indre Mission og konsoliderede sig i foreningen ”Kirkelig forening for Indre Mission i Danmark”, der blev stiftet 13. september 1861. Der er også en nøje sammenhæng mellem pietisterne og herrnhuterne, også kaldet Brødremenigheden, der grundlagde byen Christiansfeld i 1773. 


==Brorson og Vejle==

Biskop Brorson var jævnligt på besøg på Vejleegnen og også i Vejle by. Han fattede forkærlighed for en af byens præster, der delte hans syn på den pietistiske vækkelse. Det var Hans Henric Neuchs, der som ung teologisk kandidat blev ansat som tredje præst ved Sct. Nicolai Kirke i Vejle og sognepræst i Vinding. Sct. Nicolai Kirke var dengang byens eneste kirke og blev derfor altid omtalt som Vejle Kirke. Brorson skrev efter et besøg i Vejle Kirke den 6. august 1751: ”I den Meenighed hvor det tilforn har været meget dødt og elendigt, har Herren ved itzige (nuværende) Capellan Hr Hans Henric Neuchs hans utrættelige hellige Arbejde under mange Slags Lidelser og Modstand gjort en dejlig Opvækkelse, hvorfor hans Nafn være æret Ævindelig” (side 68-69).

Af visitatsbogen fremgår det imidlertid også, at det ikke er alle, der er lige begejstrede for pastor Neuchs. Der er både sager og klager fra medlemmer af menigheden og fra kolleger og andre ansatte ved kirkerne, der fortæller, at den strenge fromhed kunne være for meget af det gode. Men biskoppen tager i alle sager Neuchs parti.   


==Undervisning==

Således skriver han om et besøg i Vinding Kirke 19. søndag efter Trinitatis, den 4. oktober 1750: ” Sogne Præsten Hr Hans Henric Neuchs en Retsindig munter og arbejdsom Lærere, som i forrige meenighed Wejle og dets Annex Hornstrup, hvor han har staaet som Personell Capellan har seet ønskelig frugt af sit Embede, forklarede meget opbyggelig efter Textens Anledning (Matth. 9,1-8), hvordan Siælen skal føres til Iesum. Ungdomen var munter til at svare, og blev intet klaget”. (Side 61-62).

Den 30. juni 1755 er Brorson atter på besøg hos Neuchs i Vinding. Han skriver herom:


”Sogne Præsten Hr Hans Henric Neuchs, som tillige er Residerende Capellan i Wejle, prædikkede meget opbyggelig over Act (Apostlenes Gerninger) 20,27 v. Ungdomen svarede til stor Fornøjelse. Chordegnen Jesper Roetsteen i Wejle er Degn til samme Menighed, og lader sin tieneste Forrette ved Skoleholderen på Stedet Studios Bang som er skikkelig i sin Opførsel: Sogne Præsten var ogsaa tilfreds med Medhielperne samt Forældrene for deres flittighed i at holde deres Børn til Skole. I denne Meenighed er een stor bevægelse og Opvekkelse, der noksom bærer Vidne om deres Læreres gudelige Nidkiærhed og utrættelige Omsorg for deres Siæle”. (Side 100-101).

    
Undervisning lå pietisterne meget på sinde. Overalt hvor pietismen vandt frem, blev der lagt stor vægt på oplysning og undervisning, det er også under pietismen, konfirmationen bliver indført i Danmark. Martin Luther afskaffede konfirmation som sakramente, og det medførte, at konfirmationen gled ud af den lutherske-evangeliske kirke.  

Men som tiden gik, kom man til at savne både undervisningen og konfirmationen, og i Christian 6.s regeringstid blev den evangelisk-lutherske konfirmation indført i Danmark i 1736. Konfirmationen er i luthersk forstand en festgudstjeneste, der afslutter den dåbsundervisning, der ikke kunne gives det spæde dåbsbarn. Altså en forsinket dåbsundervisning på tærsklen til voksenlivet. Men for pietisterne var den personlige omvendelse og bekendelse alt afgørende. Det handler, som biskoppen skriver, om at føre sjælene til Jesus. Det handler om helliggørelse. 

Den store opmærksomhed på den gode undervisning forklarer også Brorsons engagement i konfirmationsundervisningen, når han kommer rundt i sit stift. Og hos Neuchs finder han en mand efter sit hjerte. Han er en dygtig underviser, og de unge svarer godt for sig hos ham.  Han samler så mange unge til undervisning og konfirmation, at det bliver et problem for kateketen Thomas Lindtved, der klager over, at han får så få konfirmander til undervisning og konfirmation, at det går ud over hans indtjening. Biskop Brorson afviser klagen, sognepræst Neuchs skal have lov til at have så mange konfirmander, som han kan overkomme. 


==Kirkegang og kirketugt==

På Brorsons tid var det et krav, at man gik til alters mindst en gang om året, og inden da skulle man indfinde sig hos sognepræsten til privat skriftemål. For særligt store syndere gjaldt det, at de skulle til åbenbart skriftemål i kirken med syndsbekendelse, og helt galt var det, hvis man ikke modtog nadveren i et helt år.    

Af et brev fra Brorson til provst Winther i Vejle af 11. juni 1743 fremgår det, at Peder Sørensen i Vinding havde været til skriftemål om lørdagen og derefter havde pligt til at gå til alters i kirken om søndagen. I stedet kørte han med sin vogn for amtsforvalteren i Kolding og kom derfor ikke i kirke. Da han var en fattig og uvidende mand, fik han lov til at slippe for at betale en bøde for sin forseelse. Men når Peder Sørensen kommer til gudstjeneste, så må det være sådan, at: ”Deres Velærværdighed beder, Menigheden ikke tager Forargelse derover, men sukker med ham, at det maae være en Opvækkelse for ham med desto større Hiertens Undseelse Ydmyghed og Alvorlighed samme hellige og høyværdige Himmel Spise at nyde”. (Side 183-184).      


==Anstændighed og god opførsel==

Det lå pietisterne meget på sinde at prædike overholdelse af Guds lov og at leve et gudvelbehageligt liv. Man skal tage vare på sin sjæl. Brorsons visitatsbøger og breve viser ham imidlertid også som en mand, der har stor forståelse for mennesker, der lever i social nød og fattigdom. Hvis man sammenligner med visitatsberetninger fra andre biskopper fra samme tid, kan man se at Brorson ikke var nær så kritisk, som sine bispekolleger, han var en mild og venlig mand.  


==Hans Henric Christoffersen Neuchs==

Hans Henric Christoffersen Neuchs blev født den 14. december 1719 i Horsbøl ved Tønder. Han blev student 1741 fra Kolding Latinskole og derefter ansat som hører i Kolding. Efter teologisk kandidateksamen blev han 1746 ansat som kapellan hos sognepræst Mourits Høyer. Der var dengang to præster i Vejle, magister Mourits Høyer (1724-1750), der både var sognepræst ved Vejle Kirke, fra 1741 tillige sognepræst i Hornstrup og desuden provst over Nørvang Herred. Hans helbred var dårligt. Desuden var der residerende kapellan Christian Henrik Winther (1742-1750), der også var sognepræst i Vinding og hospitalspræst samt provst for Holmans Herred. Neuchs var både flittig og dygtig, han steg efterhånden i graderne. I 1750 blev han ansat som residerende kapellan i Vejle, sognepræst i Vinding og præst ved Vejle Hospital, og i 1768 blev han ansat som sognepræst i Vejle. Han blev desuden udnævnt til provst over i Nørvang Herred, der var det største provsti i Vejle Amt. 

Han giftede sig i 1747 med Sofie, født i 1706, enke efter bagermester Friederich Saxe. Han døde 13. marts 1785. I 1760 udgav han ”Den aandelige Aarvaagenhed i sin sande Beskaffenhed og høje Fornødenhed”. Bogen var tilegnet kongen og havde et forord af biskop Brorson, den blev senere genudgivet. Han døde den 13. marts 1785. Han var en af de mest betydningsfulde pietistiske præster sin samtid, ikke mindst på grund af sin bog. Bogen anses for at være et hovedværk i den pietistiske litteratur. 


==Litteratur==

*Hans Adolph Brorson Visitatsberetninger og breve ved L. J. Koch, O. Lohses Forlag, Eftf. 1960.


Birgitte Arffmann marts 2025