Vejles sidste officielle anarkist Claude Glozmann

Claude Glozmann (1936-2003) var født i Paris med forfædre fra Napoleons ø, Korsika. Han kom til Vejle i 1964 og boede i byen til sin død i 2003.

Glozmann var Vejles sidste officielle anarkist. Han skrev anarkistisk verdenshistorie, da han i 2001 stillede op til byrådsvalget i Vejle på ”Den sorte liste” under valgsloganet ”Claude har en drøm”. Han ville i byrådet for at kontrollere, hvad kommunen brugte sine penge på.

Drømmen om en plads i byrådet blev en fuser for Claude Glozmann. Han fik 45 stemmer og blev ikke valgt.

På værtshuset Orienten på Koldingvej valgte stamkunderne ham som deres ven. Her var han altid blandt venner, her følte han sig hjemme.

Claude Glozmann kunne på dato og klokkeslæt berette, hvornår anarkismen slog rod i hans sind. Det skete 12. februar 1959 præcis klokken 12. Da var den 20-årige Claude netop vendt hjem fra Algeriet, hvor han som fransk værnepligtig deltog i Algier-krigen.

En af hans opgaver som soldat i 2. panserdivision var, at begrave ofrene for grusomme massakre. Han bar 12-årige piger til graven, 12-årige piger, der var blevet voldtaget, før deres hals var skåret over.

De ufattelige grusomheder gjorde ham til anarkist.

Da Claude Glozmanns fødeland endelig tog fat på retsopgøret efter den blodige Algier-krig i slutningen af 1950’erne og 1960’erne, rejste han til Paris for at bevidne, hvad han havde set dengang.

Krigens rystende oplevelser satte et brændemærke i hans sind og fik ham til at afsværge alle former for autoriteter. I stedet ville han bruge sit liv på at bekæmpe ondskab og nazisme.

Claude Glozmann kom første gang til Danmark i 1947. Som barn af en KZ-fange kom han via Red Barnet til en familie, der boede på en gård ved Randers. Familien var grundtvigianere, de lærte Claude om dansk kultur og samfundsforhold.

I årene fra 1947 til 1955 tilbragte Claude Glozmann hvert år tre måneder på ferie hos familien i Danmark.

Hjemme i Paris mødte han en dansk pige, der havde job som au pair. De forelskede sig, han flyttede med hende til Danmark i 1959.

Oplevelserne under Algier-krigen havde gjort ham skiftevis grådlabil og aggressiv, han trængte til at komme væk. Hver eneste nat havde han mareridt. Han drømte om lig af små børn, alle de børne-lig, han havde begravet under krigen.

Claude Glozmann fik to børn i sit ægteskab med sin danske hustru, en søn og en datter, men ægteskabet holdt ikke.

Han kom til Vejle i 1964, fik job som dekoratør, indtil han på et tidspunkt skiftede til et job som film-montør i Fredericia.

Det var med udfordringer til pistol-duel, indædte læserbreve og trusler mod McDonald’s og medlemmer af Nationalpartiet Danmark, Claude Glozmann blev kendt i den brede offentlighed. Han blev nærmest landskendt, da han udfordrede en redaktør på Dansk Metals fagblad til en pistol-duel. Redaktøren havde skrevet en leder, som gjorde Claude Glozmann så rasende, at han udfordrede ham til duel. Den blev dog aldrig til noget.

Truslerne mod Nationalpartiet Danmark resulterede derimod i en fængselsstraf, da han nægtede at betale en bøde på 500 kroner. Under stor mediebevågenhed og med det sorte anarkist-flag som ledsager, rejste han fra Vejle til Herning for at afsone fem dage i et åbent fængsel.

Senere blev han ved Retten i Vejle dømt for trusler mod McDonald’s. Claude Glozmann ringede til McDonald’s og spurgte, om de ansatte havde skudsikre veste. Det fik de nemlig brug for, mente han.

Dengang nægtede han at have truet burgerkædens ansatte, han forsvarede sig med, at han blot ville advare dem mod et muligt angreb fra autonome.

Sagen indbragte sammen med en række andre anklager Claude 14 dages betinget fængsel.

Claude Glozmann glemte aldrig, hvad han havde været vidne til i Algier-krigen. Oplevelserne prægede ham hele livet, han var bitter over, at Frankrig slap for let fra de grusomheder, som blev begået i Tricolorens hellige navn.

Claude var den sidste, der var tilbage gruppen af soldater fra krigen i Algier. De andre var døde. Flere begik selvmord, fordi de ikke kunne holde ud at leve med de grusomheder, som de havde været vidner til. Claude Glozmann var den sidste, der huskede datoer og steder, hvor grusomhederne fandt sted. Han var bevidst om, at krigen havde gjort ham psykisk skrøbelig. Som han forklarede, var han dengang en naiv og bange dreng, der ikke turde blive militærnægter, fordi det kostede fængsel. Han overlevede krigen på tre liter rødvin og 61 cigaretter om dagen. Men Algier-krigen blev også hans skæbne. Han huskede det hele.

Kilde

• Vejle Stadsarkiv - U6105 Claude Glozmann.