Se kildekoden til Begravelser og kirkegårde i Vejle fra middelalderen til i dag

Nye fund

[[Sct. Nicolai kirke]] var lukket fra begyndelsen af juli 2018 til begyndelsen af december 2019 på grund af indvendig restaurering og ombygning. I den periode var museumsinspektør på Nationalmuseet, Hans Mikkelsen, tilknyttet arbejdet som ekspert i kirkearkæologi. Det holdt han foredrag om den 21. november 2019 i Sct. Nicolai sogn. Han forklarede, at Nationalmuseets opgave er at være til stede i forbindelse med udgravninger i kirker, på kirkegårde og ved kirkegårdsdiger, men også at skynde sig væk igen for ikke at forsinke arbejdet og fordyre udgifterne for menighedsrådene. Derfor vil der i mange tilfælde ske det, at man fra Nationalmuseet kommer hurtigt til stede, fotograferer, fjerner evt. genstande eller jordlag for at solde det, og så går arbejdet videre. Det er også tilfældet her. Hans Mikkelsen har afleveret en meget fyldig rapport om arbejdet i Sct. Nicolai kirke. I betragtning af det meget store projekt, det var i de halvandet år, det stod på, er det forbavsende få overraskelser, der er kommet frem i dagens lys. Der var dog to overraskende opdagelser: Hans Mikkelsen skriver: ”Der har befundet sig en eller flere krypter i kirkens middelalderlige kor. Den seneste undersøgelse vest for tårnet, i 2019 viste en række fundamentsten, som sandsynligvis har været en del af en ældre kælder, måske middelalderlig. Vest for tårnet dokumenteredes ingen tegn på, at dele af kirkegården har befundet sig der, måske har der været torv”. I forbindelse med renoveringen af kirken blev der indlagt gulvvarme. Store dele af gulvet måtte brydes op, og det var spændende, om man gjorde nye fund, men det var egentlig ikke tilfældet, kun nogle få menneskeknogler. 


Begravelser i og omkring Sct. Nicolai kirke

I 2005 udgav Nationalmuseet værket ”Kirkerne i Vejle”. Heri skriver de to eksperter, Niels Jørgen Poulsen og Ebbe Nyborg, der undersøgte kirken meget nøje, at kirken formodentlig er opført i perioden 1240-80, og det ser ud til, at koret er opført først. Så har man muligvis holdt gudstjenester der, mens man byggede videre på resten af kirken. Og de sidste nye undersøgelser viser nu, at der sandsynligvis har været en eller flere krypter under koret. Det ser så ud til, at de er kastet til, da koret i 1855 blev revet ned og flyttet tre meter mod syd, fordi kirkens midterakse var blevet skæv, da søndre sideskib blev opført. Det er vel ikke overraskende, hvis der fra begyndelsen har været nogle krypter under koret, og de har måske rummet begravelser af velhavere. Indtil 1805 blev nemlig mange, der havde råd til det, begravet inde i kirkerne, i gulvet, i krypter og kapeller. Det var altid godt for kirken, når velhavende sognebørn døde, for så kom der gode indtægter i forbindelse med begravelsen. Det kunne godt redde kirkens økonomi et helt år, når velhavende borgere døde. Men I 1805 blev det forbudt at begrave inde i kirkerne – af hygiejniske grunde. Og det blev der på nogenlunde samme tid mange steder i Europa. Derefter blev alle, høj og lav, begravet på kirkegården, og derfor begyndte man mange steder at anlægge de såkaldte ”assistenskirkegårde” uden for byen. Det var kirkegårde, der skulle assistere de gamle kirkegårde, der lå ved middelalderkirkerne, og som enten skulle nedlægges på grund af byens udvikling, eller som var blevet for små. Her i byen blev Gamle Kirkegård anlagt som assistenskirkegård for Kirkegården ved Sct. Nicolai kirke, og Østre Kirkegård blev anlagt som assistenskirkegård for Gamle Kirkegård, da den blev for lille, og man anlagde Østre Kirkegård i 1871. Det kan lyde lidt underligt nu, men de to kirkegårde blev faktisk anlagt, som det var påbudt for assistenskirkegårdene – uden for byen. 
Middelalderens kirkegårde var ofte små, og det var byens første kirkegård ved Sct. Nicolai kirke også. Den er formentlig lige så gammel som kirken selv. Når kirkegården var lille, skyldes det, at indbyggertallet i Vejle indtil begyndelsen af 1800-tallet normalt taltes i hundreder. Man regner med, at befolkningstallet i Vejle i middelalderen aldrig kom over 2000, og i tider med smitsomme sygdomme, fjendtlige overfald, brande eller misvækst var befolkningstallet betydeligt mindre. Desuden begravede man tæt og brugte ofte den samme grav mange gange. Dertil kommer som sagt, at mange velhavende borgere blev begravet inde i kirken. Det kom til at betyde, at gulvet i kirken i flere hundrede år mestendels bestod af ligsten. Ti af dem kan ses i kirken, de er muret inde i væggene for på den måde at kunne bevares for eftertiden. Der er to i våbenhuset og 8 i koret. Ved restaureringen har man delt det store kor i to dele for at få plads til et ordentligt præsteværelse, så nu skal man derind for at se de sidste fire indemurede gravsten, alle sat over velhavende borgere i 1500 og 1600-tallet.
Kirken blev oprindeligt opført som et toskibet rektangulært langhus med høje smalle vinduer. Omkring 1400 blev der tilføjet et lille tårn, og inden middelalderens afslutning blev søndre sideskib og de to korsarme tilføjet. Under korsarmene var der krypter, og i korsarmene var der indrettet kapeller. Så der har været begravelser allevegne, i gulvet, i krypter og kapeller og vel også langs nogle af væggene. Krypterne er siden kastet til. De blev med tiden ulækre, og man skulle heller ikke længere bruge dem til nye begravelser. De blev fyldt op med murbrokker, sand og grus og jord og lukket til, ligesom det skete med den eller de gamle krypter under det middelalderlige kor. 
Man lad os se lidt nærmere på byens historie, for den hænger uløseligt sammen med begravelsesskikke gennem tiderne. 


Vejle i middelalderen

Nu kan man jo aldrig vide, hvad arkæologerne finder, når de begynder at grave, men så vidt man ved, eksisterede Vejle ikke for tusind år siden. Det begyndte formentlig med et beskedent fiskerleje, der i løbet af 1100-tallet langsomt blev til en by. Så Vejle er – indtil andet er bevist – en middelalderby.
Der har boet mennesker ved Vejle Fjord lige siden isen trak sig tilbage efter første istid for 15.000 år siden, det ved man fra fund af pilespidser og køkkenmøddinger og andre fund fra oldtiden. Men Vejle som by opstod som et fiskerleje i bunden af en af Danmarks dybeste fjorde på nogle af de faste holme, der lå i deltaet ved udmundingen af Vejle Fjord mellem Grejs Å og Vejle Å. Det har alle dage været besværligt at passere her ved Vejle. Så vidt, man ved, betyder ordet Vejle da også vadested, og byens første kirke blev da også opkaldt efter den hellige Nikolaj, (Nikolaos fra Myra) der var de søfarendes helgen og beskytter.   
Det har sikkert været godt at bo i Vejle i middelalderen. Der var fisk og skaldyr i fjorden, der var udmærkede græsningsområder til kvæget, og der var god muldjord til dyrkning af agerjorden. Det kæmpestore fund, som arkæologerne gjorde i oktober måned sidste år på stien mellem Vejle by og Uhrhøj viser dog, at det ikke altid var lige fredeligt at bo i Vejle. Der er i hvert fald nogen, der i 1400-tallet har gemt en kæmpestor sølvskat og enkelte guldmønter i en lerkrukke i en skrænt mellem Vejle by og Uhrhøj og aldrig fået formuen hentet igen. Middelalderen var en periode på omkring 500 år, så forholdene i byen har naturligvis varieret temmelig meget i så langt et tidsrum; men overordnet set var Vejle en lille, men blomstrende by i middelalderen. Der var en stor sognekirke, og der var også et tiggermunkekloster. Dominikanerne, eller sortebrødrene, som de blev kaldt i Danmark på grund af de sorte kapper, der hørte til deres ordensdragt, fik omkring 1310 tilladelse til at opføre et firlænget klosterkompleks, der hvor det Gamle Rådhus og Rådhustorvet nu ligger. Det er derfra, Klostergade har sit navn. Tiggermunkene skulle have tilladelse af bystyret til at bygge deres kloster, hvis hele økonomi var baseret på donationer, så også derfor må man formode, at Vejle omkring 1310 var en forholdsvis velhavende by. Til klosteret hørte også en kirkegård, der formentlig strakte sig under det nuværende rådhus og et stykke ud på Rådhustorvet. Og efter de arkæologiske udgravninger på stedet at dømme, var kirkegården ikke forbeholdt munkene alene. Ved opførelsen af Klostergades Pigeskole i 1890, og da skolen i 1910 skulle udvides, og der i tilknytning til skolen blev opført en offentlig badeanstalt samt ved jordarbejder i området er der dukket flere menneskeknogler frem. Sidst på året 2019 blev der fundet ligrester af et par unge mennesker tæt ved Rådhusets trappe. Alle fundene bliver undersøgt, og der kan sagtens dukke ny viden op om munkenes gamle kirkegård.   
Af regnskaber, der er bevarede, kan man se, at både kirken og klosteret modtog mange donationer fra byens borgere bl. a. i form af testamentariske gaver som huse, gårde, marker og ikke mindst humlegårde. Der blev dyrket meget humle i Vejle – langt op i tiden, og i middelalderen har der været mange små listige steder, hvor byens borgere og tilrejsende kunne få slukket tørsten. Men ikke alene i middelalderen, for måske har man netop i forbindelse med udgravningerne på Rådhustorvet fundet resterne af en kro fra 1600-tallet, det kunne et stort fund af keramik, der har været anvendt på et ildsted og et meget stort antal kridtpiber fra den hollandske by Gouda tyde på.  
Der var også en mølle i Vejle i middelalderen. Den tilhørte kongen i hvert fald i perioder, og både mølleren og bønderne, der fik deres mel malet på møllen, skulle betale afgifter til kongen. Så var der to borge, Vejleborgen og Rosborg. Vejleborgen, Castrum Wæthæl, som den hed på latin, lå deromkring, hvor Vejle Trafikcenter nu ligger, deraf gadenavnet Borgvold. Rosborg lå i nærheden af Rosborg Gymnasium i det område, hvor der efter planen skal opføres en helt ny bydel. 


To meget specielle begravelser 

Hvad begravelser angår, er der to meget usædvanlige eksempler, der desuden er Sct. Nicolai kirkes største seværdigheder. Det ene er Dronning Gunhild, det andet de 23 hovedskaller, der er indemuret i Nordre Kapels nordmur ud mod Kirkegade. Lad os tage den ældste begravelse først. 


Dronning Gunhild

Den 20. oktober 1835 fandt to arbejdere, der skulle grave en skelgrøft i Juthe Mose ved Haraldskær i Skibet sogn, liget af en kvinde, der var begravet i mosen og holdt fast med grene og pæle og kroge af træ. Hun lå i knap en meters dybde. De fik tilkaldt assistance, og med møje og besvær fik man hende fri af mosen og op på en vogn og kørt hende ind til byens lille sygehus, der lå på Kirketorvet. Det fortælles, at hendes lange gyldne hår slæbte efter vognen. Det var meget tydeligt, at liget var en kvinde, og hun så så frisk ud, at man i begyndelsen diskuterede, hvem hun mon kunne være. Men da embedslægen kom til, kunne han konstatere, at det var længe siden, hun var død, det var ikke en kvinde, nogen kunne have kendt i levende live. Embedslægen var dr. Johan Friedrich Christens. Han undersøgte hende meget grundigt og skrev en udførlig rapport. Meget længere kunne man ikke komme dengang, man havde slet ikke de muligheder, man har i dag for at bestemme moseligs alder. At kvinden fra mosen var meget gammel, fik Nationalmuseets forskere til at interessere sig for sagen, og professor Niels Mathias Petersen foreslog, at det kunne være den norske dronning Gunhild, enke efter Erik Blodøkse, der uventet var dukket frem. Hun havde måske været på vej til Jelling for at blive gift med Harald Blåtand; men han ville alligevel ikke have hende, og i stedet var hun endt på denne sørgelige måde, mente professor Petersen, og det vakte stor opmærksomhed. Professorens teori byggede på læsning af De islandske Sagaer. Kong Frederik 6. bekostede en smuk fyrretræskiste i klassicistisk stil til hende. Den blev formentlig fremstillet af en lokal snedker og opstillet i kirkens våbenhus. Fundet af Dronning Gunhild var en sensation, mange valfartede til Vejle for at se den berømte vikingedronning. Også digterne kom og så hende og skrev om hende. Steen Steensen Blicher skrev i 1841 et langt digt om hende, og Christian Hostrup digtede hende ind i sit syngespil ”En spurv i Tranedans” fra 1846. 
Men en ung forsker fra Vejle, Jens Jacob Asmussen Worsaae, kritiserede professor Petersens teori om dronning Gunhild. Worsaae mente, at hun ikke var den norske vikingedronning, kendt fra De islandske Sagaer, men derimod et af oldtidens ukendte moselig og således betydeligt ældre end vikingetiden. Det blev der en meget hidsig offentlig debat om, og eftertidens forskning måtte give Worsaae ret, dronning Gunhild er en kvinde fra jernalderen, hun er omkring 2.500 år gammel.
Det gør hende dog ikke mindre interessant. Hun hører til blandt de bedst bevarede moselig i Danmark, og hun er en gådefuld kvinde. Hun var nøgen, da hun blev fundet, men i nærheden af hende fandt man tøjstykker af meget fint vævet uld, rester af en skindkappe syet sammen med sener af forskellige slags skind og kantet med et smalt skindbånd. Med til fundet hører også de grene og trækroge, der holdt hende fast i mosen i de mange hundrede år og et flettet hårbånd af uld. Det er vanskeligt at se, om hun døde en naturlig død eller blev kvalt, før hun blev lagt i mosen. Hun var omkring 40 år, og hendes hænder bar ikke spor af hårdt slid. 
Da hun blev begravet i mosen, var ligbrænding almindelig, derfor har der været noget ganske særligt på færde, siden hun er begravet på den måde og ikke brændt som det var almindelig skik. Det er nærliggende at forestille sig, at hun blev straffet for en forbrydelse. Men måske forholder det sig ganske anderledes. Måske var hun i stedet en fornem person, der frivilligt- eller ufrivilligt - blev bragt som offer til en for os ukendt gud. Nyere undersøgelser har vist, at hun er dansker, formentlig jyde; men måske stammer ulden, som hendes klædning var vævet af, fra Norge. 
Blandt arkæologerne hedder hun som regel Haraldskærkvinden, men i kirken har hun fået lov til at beholde navnet dronning Gunhild. Historien om fundet og teorien om, at hun var en dronning fra Vikingetiden, hører nemlig med til hendes historie. Hun er for tiden udlånt til Kulturmuseet Spinderihallerne i en periode på 10 år fra 9. nov. 2012. Her er udstillingen ”Mosens Kraft” bygget op omkring hende. Mens hun er udlånt til museet, står hendes kiste i kirken og deri er lagt en meget vellignende fotostat af Vejles berømte dronning.


De 23 hjerneskaller

Den anden seværdighed, som turisterne besøger kirken for at se, er de 23 runde huller i nordmuren på Nordre Kapel ud mod Kirkegade. De sidder i et sirligt mønster rundt om vinduet og kan ses med det blotte øje. Man kan også ane noget hvidt inde i hullerne, det er hjerneskaller. Hvem de 23 hjerneskaller har tilhørt, og hvorfor de er sat op rundt om vinduet, er der ingen, der ved. Men ligesom dronning Gunhild har også hjerneskallerne appelleret til fantasien. Kapellet blev formentlig opført i 1400-tallet, og hjerneskallerne blev efter alt at dømme muret ind, da kapellet blev opført. Eksperterne fra Nationalmuseet mener, de stammer fra kirkegården, måske fra et benhus, der stod på kirkegården. Det var almindeligt, at man samlede opgravede ben sammen i et benhus i forbindelse med ny begravelser, og at man simpelthen har fundet, at hjerneskallerne var en smuk dekoration. Men der findes sene kilder, der kan fortælle drabelige historier om, at hjerneskallerne har tilhørt vilde (polske) sørøvere, der blev taget til fange ved Roms Hule, og som til straf fik deres hoveder hugget af og muret inde på kirkens mur. Det er Hoffmanns Fundationer fra 1759 og Danske Atlas fra 1769. Alle vejlensere har lært i skolen, at hjerneskallerne har tilhørt fæle røvere, og der er ingen almindelig interesse for historikernes mere nøgterne bud på en forklaring, det er mere spændende med røverhistorierne.
Reformation og Renæssance
Reformationen i 1536 gik så vidt vides forholdsvis fredeligt for sig i Vejle. Munkene forlod allerede klosteret i 1529, mange giftede sig. Dem der var i stand til at skifte teologi og blive lutheranere, blev sognepræster på landet eller levede af at undervise. Kongen overtog landet over mange af den katolske kirkers store besiddelser. Her i byen overtog han klosteret, men forærede den godt 200 år gamle bygning til byen, så den kunne ombygges til rådhus. Vejles første rådhus, der lå i Kirkegade, var lige brændt, og på den måde gik det til, at det område, hvor sortebrødrene i middelalderen havde deres kloster og kirkegård lige siden reformationen har rummet byens Rådhus og Rådhustorv. Da Grundloven af 1849 blev indført, blev der indført religionsfrihed. Et halvt århundrede efter vendte katolikkerne da også tilbage til byen og opbyggede hele det katolske center på Blegbanken, der i folkemunde kaldes Den katolske Bydel med Sct. Norberts kirke og præstegård, Sct. Norberts Skole, børnehave og vuggestue, samt Sct. Maria Hospitalet, siden Sct. Maria Hospicecenter, nu skal ombygges til lejligheder. Den katolske Bydel ligger så tæt på munkenes gamle kloster, som det er muligt. Munkene havde både varetaget undervisning af byens børn og omsorg og pleje af syge og gamle og fattige. Også de opgaver overtog byen som følge af reformationen.
Indtil 1627 var Vejle overordnet set en god by at leve i. Men de goder tider sluttede brat. Byen blev ødelagt og lå underdrejet i omkring 200 år. Martin Luthers og de andre reformatorers opgør med den magtfulde katolske kirke førte til meget voldelige opgør i Tyskland mellem de katolske og de lutherske fyrster, det opgør, der efterhånden udviklede sig til Trediveårskrigen 1618-1648. I Danmark følte den danske konge, Christian 4. sig forpligtet til at støtte sine lutherske brødre i kampen mod Den katolske Liga og deltog derfor i et stort slag i udkanten af Harzen ved Lutter am Barenberg i august 1626. Han tabte stort og flygtede over hals og hoved. Efter ham kom resterne af hans slagne hær og Den katolske Ligas hære. De hærgede og plyndrede rundt omkring i Jylland. De besatte Vejle i 1627-29. I kølvandet på dem kom Svenskekrigene, der også ramte Vejle, så perioden 1627-1660 var en katastrofe for Vejle by. Den blomstrende købstad blev lille og fattig og gik helt i stå.  
Hvad byens kirke og kirkegård angår, så var byen så lille, at der fra kirkegården var frit udsyn over enge og humlehaver i 1600 og 1700-tallet. Det er gammel tradition at indhegne kirkegårde. Det er er der flere grunde til. Først og fremmest er det praktisk at vide, hvor stort et areal det drejer sig om af hensyn til ejendomsretten. Dernæst er det nødvendigt at holde fritgående dyr ude, og endelig er det væsentligt, at de døde begraves i indviet jord, så også derfor skal kirkegårdens areal afgrænses. Kirkegården i Vejle har derfor formentlig altid været hegnet ind. Indtil den fjendtlige besættelse i 1627-29 var der en solid teglhængt mur omkring kirkegården. Den blev brudt ned under besættelsen og kun delvist genopført senere. I perioder måtte man nøjes med et plankeværk og på visse steder blot et flettet hegn ned mod åen.  
Som følge af de fjendtlige besættelser af Vejle blev kirken så ødelagt og forarmet, at kongen til sidst tog administrationen af kirken fra byen og overlod den til Københavns Universitet. Det kom til at betyde, at Sct. Nicolai kirke fra 1676 til 1781 blev administreret fra Rundetårn i København. Rundetårn er kirketårn til Trinitatis kirke. Trinitatis kirke var indtil for få år siden tilknyttet Københavns Universitet. Og i over 100 år var den professor, der var kirkeværge for Trinitatis kirke, også kirkeværge for kirken i Vejle. 
I den forbindelse blev der på begæring af Københavns Universitet i 1757 foretaget en minutiøs opmåling af kirkegården ved Vejle Kirke. Denne opmåling har M. Basse rekonstrueret i 1927. Det fremgår heraf, at kirkegårdens længde var 130 alen, bredden var 72 alen, det svarer til 82x45 meter. 
Desuden fremgår det, at der i 1700-tallet var en teglhængt mur omkring kirken. Men flere steder ned mod åen var muren erstattet af plankeværk eller flettet hegn. Man kan følge de mange besværligheder, der var med at vedligeholde indhegningen af kirkegården gennem regnskaberne, især i forbindelse med fjendtlige besættelser, hvor plankerne blev stjålet og muren nedbrudt, men også senere. F.eks. blev der i 1750 klaget over, at løsgående svin og får brød igennem plankeværket, derfor blev nordsiden fornyet i 1809 og sydsiden i 1819.
Der var flere indgange til kirkegården. Hovedindgangen var en køreport fra Kirkegade i nord ud for tårnet og lige over for præstegården. Desuden var der tre ganglåger, stetter eller riste, som de kaldtes efter den jernrist, der lå i bunden af indgangen, to i sydsiden, der ledte ind fra Præstegade og en vestre indgang med adgang fra torvet.

  
Der er forskel på rig og fattig

Ifølge lensmanden på Koldinghus, Caspar Markdanners forordning af 1591 skulle ”velformuende” betale 2 rigsdaler for et ”lejersted” og ringere stillede 1 rigsdaler. De fattige kunne nøjes med at betale to eller en mark eller få fri begravelse, hvis de ingen penge havde, de blev begravet ”for Guds skyld”, som det hed. Forordningen kom, fordi der havde været stor uskikkelighed, nogen havde foretaget begravelser på kirkegården på egen hånd, og det skulle der sættes en stopper for. Ved samme lejlighed blev det også forbudt at plante et gravtræ på graven. Herefter skulle minder over ”døde venner” sættes ind i kirkegårdsmuren. Af regnskaberne fremgår det også, at Caspar Markdanners forordninger ikke blev overholdt. Der blev stadig sat ligsten på kirkegården og også plantet gravtræer. I forbindelse med renoveringen af kirken i 1791-92 blev flere af de ligsten, der lå i gulvet, genanvendt. Hvis de rette ejermænd ikke afhentede deres gravsten, blev de solgt og genanvendt. 


Vejle i 1800-tallet

Tidligere var en begravelse af en af byens spidser en begivenhed, der vakte opmærksomhed blandt byens borgere, der var ofte store ligtog og det var almindeligt, at hele byen nærmest gik i stå, mens begravelsen stod på. Det var f. eks. tilfældet, da amtsforvalter, justitsråd Jens Worsaae døde. Jens Worsaae var far til Jens Jakob Worsaae, der fandt ud af, at Dronning Gunhild ikke var en kvinde fra vikingetiden, men et moselig fra oldtiden. Han blev senere direktør for Nationalmuseet. Hans fars, amtsforvalter Jens Worsaaes, skæbne var højst usædvanlig. Han blev født i 1780 som søn af skolelærerens datter i landsbyen Voerså i Vendsyssel og en strandet spansk kaptajn, som rejste videre. Men den stedlige sognepræst sørgede for, at den begavede dreng fik en juridisk embedseksamen fra Københavns Universitet. Jens Worsaa blev amtsforvalter i Vejle i 1814 og var det til sin død i 1840. Det skal her tilføjes, at han til hovedindgangen til Gamle Kirkegård i 1826 skænkede en køreport med låger udført af stenhugger Balle. I 1840 var byens indbyggertal på 2. 705, det var en lille by, og hele byen deltog, når en af byens kendte og indflydelsesrige borgere skulle begraves. Jens Worsaaes begravelse var en stor begivenhed i Vejle, Vejle Amts Avis refererer fra begravelsen den 7. april 1840 og Fyens Stiftstidende citerer derfra følgende den 10. april 1840: 
”At den i Veile afdøde Amtsforvalter, Justitsraad Worsaae, maa have været meget andet, ses af Veile A. hvor hans Begravelse omtales saaledes: ”Embedsmænd og Borgere, Alle fulgte ham med dyb og inderlig Veemod. Man saae ved denne Leilighed, med hvilket kjærligt Sindelag selv den simpleste Indvaaner veed at paaskjønne den redelige Embedsmands Fortjenester. Enhver havde stræbt at bringe den Afdøde det sidste hjertelige Farvel. Ligefra Sørgehuset til Graven var Veien bestrøet med Grønt. I Kirken, hvor Hs. H. Hr. Provst Jørgensen i en hjertelig Tale havde skildret den Afdødes Menneskeværd, afsang et Chor af Damer og Herrer en i denne Anledning digtet Psalme. I Havnen flagede Skibene på halv Stang, og affyrede Kanoner. Ved Indgangen til Kirkegaarden blev Liget, som bares af Haandværksmestere, modtaget af det borgerlige Musikkorps med blæsende Instrumenter. Det fortjener at anføres, at en kjerlig Sjæl havde ladet Gravens indvendige Side beklæde med Moos, saa Liget hviler i et hyggeligt Gravkammer, om hvilket man bogstaveligt kan sige med Digteren:

O venlige Grav! I din Skygge bor Fred”.
Vejle Amts Avis bringer den 10. april 1840 følgende digt:
”Ved afdøde Justitsraad og Amtsforvalter Worsaaes Grav.
Ædle danske Brødre, o! tilgiver,
At saa tidt jeg Alvorsstrengen slaaer!
Underlig det Oldingshjertet griber,
Naar den Agtede til Hvile gaaer.
Fredens Engel, som din Fakkel vendte,
Brave Worsaae, har bedrøvet Hver,
Som Dit gode, sjeldne Hjerte kjendte
Og som længe vil Dig savne her,
Taksom imod Gud, som Dine Dage
Tidt omvandt en Blomst saa elskelig,
Som den bitre Urt lod her tilbage
Da den Frommes Løn han rakte dig.
Reen som Ædelstenens Vand, Dit Hjerte
Tro bevared´ Du i virksomt Kald
Og ved smukt Eksempel Verden lærte
Hvordan Embedsmanden vandre skal.
Tro mod Drot og Ven, en elsket Fader
I dit ædle Bryst Du har din fred
Vidnesbyrdet, du Dig efterlader,
End vil bære Frugt i mange Led.
T. Mørch

Sådan kunne det gå for sig med dødsfald og begravelser, da der boede godt 2000 mennesker i Vejle.      


Moderne tider 

I dag bor der godt 57.000 mennesker i Vejle By, der nu er den 9. største by i Danmark. Byen har undergået en voldsom udvikling fra slutningen af 1700-tallet til i dag, og det skyldes industrialiseringen af byen. Den begyndte meget beskedent i slutningen af 1700-tallet og tog fart i løbet af 1800-tallet. Det skyldtes, at man fandt ud af at udnytte vandkraften. Det begyndte i Grejsdalen, hvor der blev anlagt små virksomheder, der udnyttede åens kraft, og derefter voksede den meget beskedne industri i en grad, så Vejle i 1900-tallet kunne kaldes for Danmarks Manchester på grund af den blomstrende bomuldsindustri. Det kan man se en meget fin udstilling om på Museet i Spinderihallerne. Det var ikke alene bomuldsindustrien, der trak folk til byen, også farverier, garverier slagterier og andre virksomheder fik byen til at blomstre. Byens befolkningstal voksede eksplosivt. Og der var længe kun Sct. Nicolai kirke med én sognepræst og en ordineret medhjælper til at tage sig af den kirkelige betjening. Det betød, at mange af de mennesker, der flyttede til byen, fordi der var arbejde at få, ikke fik noget forhold til den stedlige kirke. Mange gik ikke i kirke, og de fik ikke deres børn døbt eller konfirmeret i kirken. Derimod blev vældig mange tiltrukket af de mange vandreprædikanter, der kom til byen og missionerede for de mange nye frikirker, der opstod i England og Amerika i løbet af 1800 og 1900-tallet. Vejle lå ved alfarvej, og der var kort sagt ikke mange missionærer, der ikke kom til byen. Kvækerne stiftede deres første menighed i Vejle, mormonerne kom tidligt til Vejle. Også adventisterne, metodisterne, baptisterne og Frelsens Hær kom til byen, de stiftede menigheder, og de menigheder er her endnu. Katolikkerne kom i begyndelsen af 1900-tallet, og kort efter kom pinsebevægelsen til Vejle, den konsoliderede sig i de to frikirker, Apostolsk Kirke og Pinsekirken, der i høj grad har sat præg på Vejles kirkelige liv. Men så skete der også noget inden for Folkekirken. I 1907 blev Vor Frelsers kirke opført, og byen blev delt i to kirkesogne, Sct. Nicolai og Vor Frelsers. I 1941 kom Sct. Johannes kirke til, og i 1976 Nørremarkskirken. Så nu består Vejle By af fire kirkesogne. Inden for Folkekirken har der hele tiden været en fælles administration af byens kirker og kirkegårde. I mange år lå Kirkegårdskontoret på Gammel Havn i en stor lejlighed, og ved siden af havde Sct. Nicolai sogn og Vor Frelsers sogn fælles kontor. I dag har Vejle Kirker & Kirkegårde sin administrationsbygning ved indkørslen til Nordre Kirkegård på Havelodden 4.
Det var et meget kort rids af Vejles (kirke)historie, og nu vil vi se nærmere på kirkegårdene og deres historie.
Vejles første kirkegård nedlægges 1825
Kirkegården ved Sct. Nicolai kirke blev nedlagt i 1825. Det skyldes anlæggelsen af Vejle Havn i 1824-26. Adgangsvejene til Vejle var så dårlige, at man besluttede at anlægge en havn, og dertil fik man brug for en god vej fra hovedgaderne til havnen. Havnegade, der oprindeligt bare var en sti ned til fjorden, blev nu til en bred gade i forlængelse af Kirkegade, og derfor måtte byens gamle kirkegård nedlægges. Det er imidlertid ikke så let at nedlægge en kirkegård. Man fik en særlig tilladelse til at grave 103 lig op, alle personer der var døde i perioden 1817-25 og flytte dem til den nye kirkegård. Protokollen over de flyttede lig opbevares på Vejle Stadsarkiv. Alligevel varede det til ca. 1840, før kirkegården endeligt var nedlagt. 
Da kirkegården blev nedlagt, kom hele området omkring kirken til at fremstå som en sammenhængende plads. Det brolagte fortov, der udjævnede niveauforskellen, blev i 1930erne erstattet med de nuværende grønne ”fodposer” omkring kirken. De beskytter kirken mod trafikken og minder om, at der engang var kirkegård. 
Gamle Kirkegård 1825
Gamle Kirkegård blev anlagt ved gaderne Kirkegårdsvejen, nu Langelinie og Kapelgade, nu Jacob Gades Stræde og Jernbanegade efter forslag af gartner J. Petersen fra Odense. Hans smukke håndkolorerede tegning fra 1825 over kirkegården er bevaret. I begyndelsen hed kirkegården Assistenskirkegården, senere bare Kirkegården. Den blev anlagt på en holm i et lavt engområde på en grund, der blev kaldt for ”Holmen”. Grunden tilhørte prokurator Seest fra Vejle Mølle. Som nævnt ovenfor skænkede amtsforvalter Jens Worsaae den smukke indgangsportal ved hovedindgangen. Kirkegården blev oprindeligt tilplantet med popler og hvidtjørn, i dag består beplantningen mest af lind, ahorn og kastanjer, lærk og bøg, men det mest karakteristiske ved kirkegården er den meget omfangsrige hængebøg midt på kirkegården.  
Kirkegården blev indviet 30. december 1825. Da blev den 78 årige Madam Mette Kirstine Meden begravet som den første i kirkegårdens nordøstre hjørne. Hun var enke efter birkedommer Meden. Det var hendes søn, pastor Meden fra Fredericia, der foretog begravelsen, og det blev derfor ham, der indviede kirkegården.
I 1826 blev de ovenfor omtalte 103 lig flyttet fra byens første kirkegård til den nye kirkegård. Det var begravelser fra perioden 1817-1825. Gravene blev året efter forsynet med nummererede egepæle. I 1847 blev der indrettet en såkaldt ”selvmorderplads” i forbindelse med begravelsen af to selvmordere. Området blev siden kaldt for ”Selvmorderkvarteret”. Allerede i 1837 måtte kirkegården udvides mod vest. Nu er den på 1,5 hektar. Eftersom det er byens ældste kirkegård, er mange af byens kendte og betydningsfulde borgere begravet her. Der er også flere minder om faldne soldater, både fra 1864 og fra Treårskrigen 1848-50. Vejle Kirker & Kirkegårde har i januar 2020 udgivet smukt lille skrift om kirkegården, skrevet af museumsinspektør Jannie Uhre Ejstrud. Her kan man læse om de mange kendte vejlensere, der er begravet på byens ældste kirkegård. 
Indenfor hovedindgangen er der en fællesgrav for 13 danske soldater, der faldt i 1864 ved træfningen i Vejle. De mindes ved navns nævnelse på en obelisk udført i sandsten af billedhugger Niels Bondrup. Desuden indskriften: ”Herunder hviler 13 brave danske Krigere, som faldt for Fædrelandet i Kampen ved Veile d. 8. Marts 1864”, og ”Dette minde reistes af danske Mænd og Quinder”. Desuden minder en hvid marmorplade på kirkegårdens nordvestlige afdeling om faldne krigere fra Treårskrigen med indskriften: ”Danske Krigere, døde paa Lazareth i Veile i Krigsaarene 1848, 49 og 50”.  Og i 1920 blev der rejst et minde over de østrigske soldater, der faldt i 1864. Mariasøstrene fra Sct. Maria Hospitalet har deres egen lille fine afdeling med små ens gravsten i granit. Desuden ligger havnefoged Jeppe Jensen, der var initiativtager til opførelsen af Vejle Havn, apoteker Havemann, amtsforvalter Jens Worsaae og mange andre af byens spidser begravet på Gamle Kirkegård. 
Østre Kirkegård 1871
Kirkegården har hovedindgang fra Langelinie. Den blev anlagt som assistenskirkegård for Gamle Kirkegård, og den er omgivet af gaderne Langelinie, Ørstedsgade, Østerbrogade og Rødkildevej. 
Østre Kirkegård blev indviet den 2. november 1871, da Pastor Wittrup begravede sin femårige søn. 
Kirkegården er anlagt på opfyldt engjord og anlagt ad tre omgange, idet jorden til det ældste og nordligste afsnit blev erhvervet af Vejle By allerede i 1856. I perioden 1895 til 1896 blev kirkegården udvidet mod syd frem til den nuværende Ørstedsgade, og 1905-06 tog man det sydøstre afsnit ud til Østerbrogade i brug. Efterhånden blev kirkegårdens samlede areal på ca. 3,1 ha. Da kirkegården er lavt beliggende, er der især i den sydlige ende problemer med fugtig jord, og der måtte da også allerede under anlæggelsen af kirkegården påfyldes et anseligt lag grus.  Det var gartner R. P. Lassen, der anlagde det første afsnit i 1867-69, og landinspektør H. E. Ohrtbet tegnede et kort over kirkegården med det tilstødende areal, der fik betegnelsen ”reservekirkegården”. Karakteristisk for kirkegården var den smukke lindeallé, desuden blev der plantet birk, eg og røn, ahorn og kastanjer samt akacie, blodbøg, hængeask og magnolia.  
Østre Kapel
Østre Kapel blev opført i 1901 i samarbejde mellem arkitekterne Claudius August Wiinholt, København og N. Christoff Hansen, Vejle. Arkitekt Wiinholt havde tegnet en kirke i Hovborg, opført 1895-96, og Østre Kapel er på det nærmeste en kopi af kirken i Hovborg. I Nationalmuseets værk om ”Kirkerne i Vejle” beskrives Østre Kapel således:
”Det korsformede kapel, der er af røde mursten, er bygget i en historiserende, romansk-byzantinsk stil med pyramidetag over korsskæringen. Indgangen i vest er en portal med cementsøjler under et tagdækket fremspring, og også de rundbuede, trekoblede vinduer flankeres af småsøjler. I det indre, restaureret 1987 ved arkitekt Inge Lind, dækkes de fire korsarme af tøndehvælv (de såkaldte Monier-hvælv) mens korsskæringen har kassetteloft. I gulvet ligger lysegrå fliser; de pudsede vægge er holdt i en lys duegrå tone, mens buer og apsisåbningens flankerende søjler er hvide. I den krumme apsisvæg er 1905 udført et 3 m højt stukrelief, forestillende en engel med vægtige vinger, der breder armene ud i en velsignende gestus. Den hvide figur står siden 1987 på en dueblå baggrund. Af inventaret er kun enkelte dele fra opførelsen, idet det meste, i helt enkle former, er fra restaureringen 1987”. (Citat fra ”Kirkerne i Vejle” side 255-56) Det skal tilføjes, at den smukke engel på apsisvæggen er udført af Olivia Holm Møller. Digteren Jakob Knudsens unge datter stod model. Jakob Knudsen har bl. a. skrevet salmerne ”Se, nu stiger solen” og ”Tunge, mørke natteskyer”, der netop ofte synges ved begravelser.
I dag kan det smukke kapel benyttes til flere forskellige formål, både kirkelige og kulturelle. Man kan leje det året rundt, henvendelse sker til Kirkegårdskontoret.   
Nordre kirkegård 1910
I december 1910 begyndte Fælleskirkeudvalget, der bestod af medlemmer fra både Sct. Nicolai og Vor Frelsers menighedsråd, at opkøbe jord til anlæggelse af en ny kirkegård på Vejle Nørremark. Man købte et areal på 17 ½ tønder land, hvoraf de fem tønder land var skov, der tilhørte godset Lille Grundet. Resten bestod af kolonihaver og landbrugsjord. Arealet kostede 28.000 kr., og dertil kom udgifter på 12.000 til anlægsarbejdet. Kirkegården blev indviet i december 1910. Den første begravelse fandt sted den 19. december 1910, da Frederikke Thomsen Jensen blev begravet. I 1923 kunne kirkegården udvides, da man kunne bytte lige over med et stykke jord, som godsejer Schou ejede ved Nordre Kirkegård og en grund på Langelinie, som kirken ejede. Derved blev Nordre Kirkegård byens største kirkegård. Indgangen er dels en kørevej fra Horsensvej og dels en vej fra Nørremarkskirken. Desuden er der en indgang for gående gennem en muret portal ud til Horsensvej fra 1920erne.
Af seværdige gravsteder kan nævnes det private mausoleum, der ses til venstre for indgangen fra Horsensvej gennem den murede portal. Mausoleet rummer Andreas Schjøth og medlemmer af hans familie, nu står der en kiste og fire urner. Andreas Schjøth døde i januar 1921, han var konsul og købmand, han forærede et større areal til kirkegården mod at få lov til at opføre mausoleet til sig selv og sin familie. Den sidste begravelse fandt sted i oktober 1989.
Ved indkørslen til kirkegården ses en mindesten i bornholmsk granit for 11 faldne under Anden Verdenskrig. Og endelig blev den tyske gravplads anlagt efter Anden Verdenskrig. Her ligger 11 tyske soldater og 111 flygtninge, som døde her begravet, mange af dem er børn.  
Kirkegårdens adresse er Havelodden 4.
Nordre Kapel
Nordre Kapel er tegnet af den lokale arkitekt Frits Jensen. Det blev indviet under stor højtidelighed den 10. juli 1923, der er siddeplads til 200 mennesker. Det kostede 58.613,22 kr. Fra 1952 til 1976 fungerede kapellet som gudstjenestested i forbindelse med forberedelsen af opførelsen af Nørremarkskirken og oprettelsen af Vejles fjerde kirkesogn, Nørremarkssognet. 
Vejle Krematorium
Allerede i 1940erne var der ønske om at opføre et krematorium i Vejle. Derfor blev Søndermarkskirken oprindeligt opført som et kapel, der kunne indrettes med krematorium i kælderen. Den plan blev opgivet, da Søndre Kapel i stedet i 1948 blev indviet til kirke, men i menighedsrådene overvejede man helt indtil begyndelsen af 1960erne at indrette Søndermarkskirken til krematorium og i stedet lade en moderne kirke opføre på Vejle Søndermark. Sagen endte dog med, at man besluttede at lade et krematorium opføre på Nordre Kirkegård. Det blev tegnet af arkitekt Jens Malling Pedersen og indviet i 1967. Det kostede 1,3 mill., hvoraf Vejle Kommune betalte det halve. Det var også Jens Malling Petersen, der stod for udvidelserne i 1996 og 1997. Vejle Krematorium lukkede den 30. september 2011, det blev i stedet indrettet til kapel med det meget passende navn Skovkapel. 
Søndre Kirkegård 1941
Søndre kirkegård blev indviet den 10. marts 1941. Den ligger mellem Koldingvej og Søndermarksvej og omfatter et areal på 38.000 kvadratmeter. Det er den yngste af Vejles fire kirkegårde og den eneste, hvorpå der ligger en kirke. Der er adgang for gående både fra Koldingvej og Søndermarksvej, for kørende kun fra Søndermarksvej. 
I fællesmenighedsrådet kunne man se, at byen begyndte at brede sig op over bakkerne og forudså at der ville blive brug for en kirkegård i byens sydlige del. Den 28. december 1935 fik byens to menighedsråd, Sct. Nicolai og Vor Frelsers tilladelse til fra Kirkeministeriet at anlægge byens fjerde kirkegård på Vejle Søndermark, og så begyndte man at købe jord op. Det kan god tage noget tid, fra en tilladelse er givet, og til en ny kirkegård kan tages i brug. Fra arealet blev erhvervet 1. april 1936 til kirkegården kunne tages i brug, gik der seks år. Kirkegården blev taget i brug, før den officielt var klar til ibrugtagning. Borgmester Frederik Poulsen havde støttet menighedsrådene i deres arbejde med at oprette en ny kirkegård på Vejle Søndermark, så da han mistede sin hustru, Hansine Vilhelmine Marie Poulsen fik han en særlig tilladelse til at lade hende begrave på den nye kirkegård før den officielt var taget i brug. Begravelsen fandt sted den 10. marts 1941. Det var meget underligt for følget at stå på den helt nye kirkegård og overvære den første begravelse. Vejle Amts Avis skrev følgende:
” I Gaar Eftermiddag begravedes fhv. Borgmester Fred. Poulsens Hustru Fru Wilhelmine Poulsen under stor Deltagelse. Fra Kirken førtes Kisten gennem Byen ad Koldingvej til Søndre Kirkegaard. Paa Kirkegaarden blev Kisten baaret til Æresgravpladsen, der ligger i Kirkegaardens sydlige Udkant, og her stillede det store Følge op, medens Pastor Sørensen foretog Indvielsen og forrettede Jordpaakastelsen. Indvielsen skete med følgende Ord: Saa være da dette Sted, som vil blive kaldt Vejle søndre Kirkegaard, indviet til hellig Jord til en Kirkegaard i Faderens og Sønnens og den hellige Aands navn. Amen.
Derefter foregik Jordpaakastelsen ved den første og foreløbig eneste begravelse”.
Siden fulgte mange andre begravelser, det kan blandt andet nævnes, at tre af byens borgmestre ligger begravet her, alle tre socialdemokrater, Frederik Poulsen, Willy Sørensen og Karl Johan Mortensen. 
Som det er gået med mange andre kirkegårde i de senere år, ligger også her store arealer på kirkegården tomme hen. Man har forsøgt at udfylde tomrummene med blomstereng, buskadser og græs, og det sidste nye på Søndre Kirkegård er et samarbejde mellem kirke-kulturmedarbejder Merete Buhl, tidligere kirkegårdsassistent Bent Edvardsen og lokale haveentusiaster om dyrkning af de ledige arealer på kirkegården i en prydhave til gavn for området.

== Litteratur ==

Arffmann, Birgitte: Kirkerne i Vadestedet. En slentretur gennem Vejles kirkehistorie. Byhistorisk Forlag, Vejle 2018

Basse M.: Kirkegårde i Vejle side 195-198. C. V. Petersen (red.) Vejle Bys Historie 1327-1927. Vejle. Schweitzers Bogtrykkeri. 1927

Ejstrud, Jannie Uhre: Gamle Kirkegård. Vejle Kirker & Kirkegårde 2020

Nationalmuseet. Kirkerne i Vejle Danmarks kirker. Vejle Amt 2005

Artiklen er oprindelig holdt i jan. 2020 i Skibet som et foredrag for bedemænd af tidligere sognepræst i Vejle Sct. Nicolai sogn Birgitte Arffmann.