Se kildekoden til Inger Christensen

Inger Christensen (1935-2009) var født i Vejle og blev som voksen anset for at være en af Danmarks bedste og mest originale lyrikere. Let at læse, svær at forstå, som det ofte er skrevet om hende. 

”Vi overlever kun, fordi vi bruger ord”, skrev Inger Christensen i sin store gennembruds-digtsamling ”det” fra 1969.
I denne berømte digtsamling skrev hun også de senere så ofte citerede ord: 

”Et samfund kan være så stenet

at alt er en eneste blok

og indbyggermassen så benet

at livet er gået i chok.

og indbyggermassen så benet

at livet er gået i chok.


Og hjertet er helt i skygge

og hjertet er næsten hørt op

til nogen begynder at bygge

en by, der er blød som en krop,

til nogen begynder at bygge

en by, der er blød som en krop”. 


Inger Christensen var ikke født i et akademikerhjem. Hun var datter af Erna Hansine og Adolf Emanuel Christensen, der boede i [[Nyboesgade]], og hun voksede op i Vejles arbejderkvarter i [[Vestbyen]].

Moderen havde været kokkepige i finere hjem, før sit giftermål med skræddersvenden.
Inger Christensen var den ældste i en søskendeflok på tre, og hun voksede på i et arbejderkvarter i Vejle.

Da børnene var blevet store, kom Erna Christensen igen ud på arbejdsmarkedet og blev ansat på [[Tulip]].

I sin opvækst oplevede Inger Christensen sin fars faglige og håndværksmæssige stolthed og sin mors indsigt i litterær dannelse, som hun havde fået med fra sine pladser i herskabshjem. 

I hjemmet i Nyboesgade havde Inger Christensens mor også en lille reol fyldt med de bøger, hun havde fået af fruerne i de forskellige pladser.

Inger Christensens far havde to højskoleophold som rygstød. Han var stolt af sin begavede datter, og det var hans arbejdsgiver, der fortalte ham om gymnasiets mellemskole. 
Inger Christensen blev elev på [[Vejle Gymnasium]], hvorfra hun tog studentereksamen i 1954.

I skoletiden i Vejle skrev hun til ”[[Unge digtere]]”, der havde [[Ulrik Gräs]] og [[Albert Bertelsen]] i redaktionen.

Allerede som student bar Inger Christensen på drømmen om at blive digter. Efter studentereksamen flyttede hun til København og blev indskrevet på Københavns Universitet og gik til filosofikum. 

Inger Christensen havde job som cykel-vikar for at tjene til livets ophold. Da hun mødte en kunstner, som fortalte hende om tidsskriftet Hvedekorn, sendte hun sine første digte hertil og fik dem antaget.
Senere uddannede hun sig til lærer, men hun var altid mere digter, end lærer.
Gennem hele sit forfatterskab formåede hun at krydse grænsen fra de snævre akademiske cirkler til den brede offentlighed - uden et øjeblik at slække på den kunstneriske kvalitet. 
Ved hendes død var der mange internationale litteraturkritikere, der begræd, at hun aldrig havde modtaget den Nobel-pris, hun havde fortjent for sit forfatterskab.

Inger Christensens store digtsamling ”Sommerfugledalen” fra 1991 er optaget i den danske kulturkanon.

Som teoretiker og digter havde hun stor indflydelse på den litterære miljø i Danmark.

Inger Christensen blev i 1959 gift med kritikeren og digteren Poul Borum, som også fik stor indflydelse på hende. Gennem ham fik hun udvidet sin i forvejen store indsigt i litteraturens verden. Poul Borum gav sin hustru en bred indgang til den europæiske modernisme.  

Inger Christensens forfatterskab er ikke omfangsrigt men forholdsvis lille.

Filminstruktøren Jytte Rex skabte i 1998 portrætfilmen ”Cikaderne findes”. Her er et af filmens højdepunkter, at Inger Christensen læser op af ”Sommerfugledalen”. 

[[Vejle Kommune]] hyldede i år 2000 Inger Christensen og maleren Albert Bertelsen for deres kunstneriske virke på hvert sit felt: Hun som lyriker, han som kunstner.
De to kunstnere – den intellektuelle og den autodidakte – blev hyldet ved en reception på [[Vejle Rådhus]]. 


==Litteratur==

Vejle Stadsarkiv - U492, I878.

Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

Vejle Amts Folkeblad.