Forskel mellem versioner af "Rubinjubilæum i Vejle 1903"

Nuværende version fra 29. feb 2012, 14:49

Den 15. november 1903 havde kong Christian 9. 40-års regeringsjubilæum. I de fire årtier landets første glücksborgske monark sad på den danske trone, havde Danmark som nation gennemgået en rig udvikling. Jubilæet blev naturligvis markeret i København, men også i en provinskøbstad som Vejle så man tilbage på de 40 år, der for alvor ændrede Danmarks stilling både indadtil og udadtil. Regeringsjubilæet i 1903 gav anledning til at gøre status over Christian 9.s virke som dansk konge. Den gamle, 85-årige enkemand var ved sit rubinjubilæum blevet en national institution, ikke mindst grundet sin lange regeringstid.

Kongens baggrund

Vejle Amts Folkeblad brugte regeringsjubilæet som en anledning til at se tilbage på kongens liv, der strakte sig tilbage til begyndelsen af 1800-tallet. Lørdag den 14. november 1903 fyldte et portræt af kongen forsiden på dagbladet med en tilhørende flerkolonners tekst. Avisen mente ikke, at vi danskere var til Sinds paa højbenet "Dannersprog" at synge "Skjoldungen" en Højsang og tillægge ham guddommelige Dyder, som Smigrere gjorde i Enevældens Tid. At holde kongen uden for politisk omtale harmonerede snarere med den nationale skik, mente Vejle-avisen. Eftersom monarken dog er en saa betydningsfuld Magt i vort Folkeliv – vort Folks Selvstændighed og Selvbestemmelsesret udadtil er jo repræsenteret af Kongen, og han har delvis lovgivende og heltud den udøvende Magt i vort Land – maa det menige Folk have et billigt Krav paa at høre noget om sin Konges Levnedsløb og private Liv ved særlige Lejligheder. Venstreavisen definerer således entydigt statsoverhovedets rolle ud fra grundlovens ånd og bogstav. Partiet Venstre havde lige siden sin dannelse som organisation i 1870 kæmpet for den i deres øjne demokratiske junigrundlov af 1849 imod forfatningsrevisionen af 1866. Den næste junigrundlov blev efter mange års forhandlinger en realitet i 1915. Christian 9. blev født den 8. april 1818 på Gottorp Slot i Sydslesvig. Kongen hørte til den ene af de to dominerende hertugslægter i Slesvig-Holsten som prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Udover glücksborgerne var der tillige augustenborgerne; begge hertugslægter havde deres ophav i og fortsat tætte familiære bånd til den danske, oldenborgske kongeslægt. Christian 9. var således efterkommer af både Christian 3.s søn hertug Hans den Yngre og oldebarn af Frederik 5. På trods af disse slægtsmæssige forbindelser stod der på ingen måde skrevet over den lille prins' vugge, at han en dag skulle blive Danmarks konge. Christian 9. havde som prins af Glücksborg dybe rødder i helstatens dansk-tyske fælleskultur. For ham at se var det forhold, at danskere og tyskere af nationalitet levede sammen i den samme stat med et fælles overhoved i kongen i København, ikke nogen nævneværdig kuriositet. Helstaten bestod efter 1814-15 foruden kongeriget Danmark også af de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg. Den unge prins Christians verdensbillede brød derfor utvivlsomt sammen med den første slesvigske krig, Treårskrigen 1848-50, der delvis var en borgerkrig indenfor den dansk-tyske helstat. Dette blev tydeligst eksemplificeret i prinsens egen familie, da hans tre ældre brødre kæmpede for den slesvig-holstenske hær. Som officer i Hestgarden stod prins Christian på den danske side. Under krigen, skriver Vejle Amts Folkeblad, lå han i kvarter her på egnen, i Hedensted og Hvejsel. Under troppeparaden på Lerbæk Mark 1848 holdt han forrest med sin stolte Garde. Senere fastslås det, at Prins Kristian havde valgt den gode Del, var paa rette Side. Andetsteds skriver dagbladet, at lønnen for hans troskab mod Danmark skulle blive en kongekrone. Det er imidlertid et stærkt problematisk udsagn, eftersom det officielt ved valget af prins Christian til dansk tronfølger i 1853 hed sig, at det var af dynastiske årsager man valgte ham. Regeringen skelede ikke til hans nationale stilling. Det nationalliberale dagblad Fædrelandet kritiserede da også tronfølgeren, fordi hans brødre havde kæmpet for fjenden. Overfor sin kabinetssekretær, J. P. Trap, fastslog kongen selv mange år senere, at det udelukkende var pga. den dynastiske placering, at valget endte med at falde på ham.

Frederik 7. som folkets velgører

13 år gammel rejste prins Christian fra Glücksborg Slot ved Flensborg til København, hvor hans moster og onkel, dronning Marie Sophie Frederikke og kong Frederik 6., stod parat til at tage sig af det faderløse barn. Den gamle konge fattede hurtigt sympati for prinsen, og han så i ham den søn, han aldrig selv havde fået. Ifølge Vejle Amts Folkeblad stod den unge prins Christian i Frederik 6.s øjne som et lysende Modbillede til Svigersønnen Frederik 7., der helst bevægede sig blandt jævne Folk og tit stødte Hoffet ved sit ufine Væsen. Ifølge folkebladet kunne prins Christian hverken efter sin natur eller sin opdragelse blive "folkelig" som Prins Frederik. Han elskede det gamle kongepar, endnu hænger deres legemsstore Billeder i Kongens Privatværelse paa Amalienborg. Ud fra ovenstående synes dagbladet at køre efter den samme linie som 15 år forinden ved kongens 25-års regeringsjubilæum i 1888 (Kongejubilæum i Vejle 1888). Her blev Frederik 7. og Christian 9. som konger trukket op som hinandens diametrale modsætninger. Hvor den første nød udbredt folkelig velvilje, så bar kong Christian så meget desto mere præg af at være en autoritær, enevældig monark.

Under overskriften "Prins af Danmark" fremtræder tonen om forholdet mellem de to regenter dog i et noget andet lys. Det store Barn "Folket" er tilbøjeligt til – nu som i Sagntiden – at give Kongen Æren for gode Tider og Skammen for onde. Frederik den Syvende havde det Held, at han straks ved sin Tronbestigelse kunde give Folket Friheden i knuget og skuddet Maal – det Held, at hans Hær vandt Sejr over den overmægtige Fjende. Frederik 7.s regeringstid var kendetegnet ved, at himlen smilte til Dannevang, mente Vejle Amts Folkeblad. Den nye folkefrihed affødte det ene gode initiativ efter andet og landet gav rigelig afgrøde. Hvad Under, at han under dette voksede til en folkelig Halvgud, en Sagnkonge!. Hans menneskelige skrøbeligheder blev dækket ind under kærlighedens kåbe, og hans forfejlede sønderjyske politik overså man. Frederik 7.s gode eftermæle som Danmarks førstemand skildres i Vejle Amts Folkeblad i 1903 som historisk betinget, og som i vidt omfang hvilende på noget så vakkelvorn som held. Denne karakteristik står i skarp kontrast til beskrivelsen i 1888, hvor det gode navn og rygte alene tilskrives Frederik 7.s ægte interesse for sit land (modsat Christian 9.). Hvad var der sket i de 15 år?

Forfatningskampens endeligt

Forfatningskampen blev som politisk konflikt i Danmarks historie afsluttet etapevis. I 1894 gik konseilspræsident J. B. S. Estrup af efter 19 år som regeringsleder. Han havde om nogen været symbolet på den hårde kurs, som Højre-regeringerne førte overfor venstreoppositionen i Folketinget. Tokammersystemet med Folketinget og Landstinget var gået i hårdknude. Årsagen hertil var først og fremmest, at der ikke fandtes nogen nedskrevne forholdsregler for, hvordan man skulle agere i tilfælde af forskellige politiske flertal i de to kamre. Dette var blevet en realitet efter grundlovsrevisionen i 1866, der gav et konservativt flertal af godsejere og embedsmænd i Landstinget og i 1872 fik bondepartiet Venstre flertal i Folketinget. Højre-regeringerne fortsatte imidlertid med henvisning til de to tings ligestilling i lovgivningen, og regeringen skulle derfor ikke blot baseres på Folketingets sammensætning, sådan som Venstregrupperne krævede. Også efter 1894 og Estrup kørte Højre-regeringerne videre ad samme spor. I 1901 blev folketingsparlamentarismen indført som statsskik med udnævnelsen af den første venstreregering. Det var en udbredt forestilling, at Christian 9. spillede en aktiv rolle i forfatningskampen, også fordi Højre-regeringerne brugte ham som politisk skydevåben i striden om grundloven. Denne udnyttelse af kongen berører Vejle Amts Folkeblad i sin artikel om kongens 40 år på tronen. I Kong Kristians Tid har der været stærke Brydninger mellem de forskellige Samfundslag, en Kamp, som Kongen maa staa uden for eller rettere sagt oven over; en saadan Tid er ikke ufarlig for den gamle Kongekærlighed, som ligger paa Bunden af det danske Folkehjerte, da Partilidenskaben kan gøre Forsøg paa at drage Kongen ind i Partistriden. Med reference til krigen 1864, der var en bitter begyndelse på kongegerningen, så har folket og kongen i de 40 år fundet hinanden i fælles virke i modgang og medgang for nationen. Kongen, der følte, at det gjaldt Ære og Ret udadtil for 40 Aar siden, han forstod ogsaa i den høje Alder, hvad Folkets Ret krævede. Dette må være en slet skjult hentydning til "Systemskiftet" i 1901, som afslutningen af forfatningskampen og indførelse af folketingsparlamentarismen er blevet benævnt i eftertidens historieskrivning. I kraft af denne begivenhed kan der uden Smiger som uden Vammelhed, tales om den fuldeste og oprigtigste Samstemmighed i Ønskerne for Hs. Majestæts Livsaften, og det ved vi, at disse Ønsker i Morgen vil være lige velmente og lige varme, hvad enten de kommer fra de høje Borge eller fra de smaa Hytter. Nuanceringen i opfattelsen af Frederik 7. som konge går derved hånd i hånd med en tilsvarende positiv opgradering i bedømmelsen af Christian 9.

Tiden 1863-1903 og Europas svigerfar

Vejle Amts Folkeblad gjorde status over de 40 år ved at erklære i sit portræt af kongens virke, at vi alle i 1903 står med Følelsen af, at Velsignelsens Magt har ligget over Landet siden 1864, at her er bødet paa mangen Fortidsbrøst og lagt Sæd til god Høst i Fremtiden, at Folkemængden er tiltaget stærkt og bor bedre, klæder sig bedre, faar bedre Føde og mere Oplysning end i tidligere Tider. Denne udlægning af perioden kan meget godt sammenfattes under tidens mantra med "Hvad udad tabes, skal indad vindes". Bonde-, arbejder-, husmands-, andels- og højskolebevægelsen er nogle af de sociale, kulturelle, politiske og økonomiske strømninger, der i slutningen af 1800-tallet var et led i det danske samfunds folkelige og demokratiske mobilisering fra top til bund. Med reference til hovedstadsbladet, Berlingske Tidende, skriver Vejle Amts Folkeblad tirsdag den 17. november, at folketallet fra 1863-1903 er steget fra godt halvanden million til 2,5 mio. mennesker. Hen imod trefemtedele af det tabte land i 1864 er vundet ind som følge af opdyrkningen af den jyske hede. At venstrebladet referer til det konservative hovedorgan vidner også om den nationale konsensus, der herskede i vurderingen af kong Christian 9.s lange regeringstid. Syd for Kongeågrænsen af 1864 blev jubilæet også markeret. Folkebladet skriver herom, at i Sønderjylland, som stod under Kong Kristian en stakket Stund, og hvor endnu mange Tusinder lever i Længsel efter igen at kunne kalde ham deres rette Herre og Konge. Sårfeberen af 1864 var stadig latent i den danske befolkning. Det blev Christian 9.s barnebarn, Christian 10., der i 1920 med sit symbolske ridt over den gamle grænse ved Christiansfeld angav indlemmelsen af Nordslesvig i det danske kongerige (Genforeningen). Christian 9. efterfulgte sin halvfætter, den barnløse oldenborger Frederik 7. (konge 1848-63). Positionen som den første glücksborger bevirkede tillige, at hans liv og karakter var af en særegen Interesse, ifølge folkebladet. Kongen fik i sin tid som regent prædikat af "Europas svigerfar". Dette tilnavn skyldes frem for alt, at to af hans døtre giftede sig med den britiske og russiske tronfølger, og hans søn Vilhelms valg til græsk konge i 1863. Denne baggrund var velkendt i den danske offentlighed, og medvirkede sikkert til en forbedring af hans almindelige omdømme. Vejle Amts Folkeblad mente, at lyset ved jubilæet ikke blot falder over vort Kongehus, men ogsaa over Ruslands, Englands, Grækenlands og muligvis flere Landes Kongehuse.

Et historisk jubilæum

Christian 9.s 40-års regeringsjubilæum var historisk set en flot bedrift af en dansk monark. Venstreavisen formulerede det på denne måde: Det er nu heller ikke noget almindeligt, at en Konge sidder paa Kongestol i 40 Aar og naar saa høj en Alder. Vi kender vore Konger 900 Aar tilbage; i den Tid har kun én – Kristian den Fjerde – siddet længere paa Tronen, og ikke én har naaet Kristian den Niendes Alder. Christian 9. er til vore dage forblevet den længstlevende danske konge nogensinde. Han døde i januar 1906, 87 år gammel og efter godt 42 års regeringstid. Det var dog ikke kun Christian 4. (konge 1588-1648), der ved 40-års jubilæet havde siddet længere tid på den danske trone. Både Erik 7. af Pommern (konge 1396-1439) og Christian 7. (konge 1766-1808) var danske monarker i mere end 40 år. I 2012 kan Christian 9.s tipoldebarn, Margrethe 2., fejre sit 40-års regeringsjubilæum.

P. Th. Madsens hyldest

I anledning af regeringsjubilæet afsendte Vejle byråd et telegram den 15. november, som blev trykt i Vejle Amts Folkeblad dagen efter. Beskeden lød: Vejle Byraad tillader sig paa Befolkningens Vegne allerunderdanigst at frembære for Deres Majestæt sin undersaatlige Hyldest og Lykønskning og deltager i det danske Folks Tak til Deres Majestæt for fyrretyve Aars Kongegerning til Fædrelandets Hæder og Lykke. Paa Byraadets Vegne Allerunderdanigst P. Th. Madsen, Borgmester. Peter Theodor Madsen var købstaden Vejles sidste kongevalgte borgmester fra 1895-1919 for partiet Højre. Med kongevalgte menes dog i praksis regeringen, som helt frem til 1901 baserede sig på Højre. Købstædernes ledende embedsmænd følte sig dog sikkert tættere tilknyttet til den til enhver tid siddende konge end senere hen.

Jubilæet i Vejle

Mandag den 16. november 1903 havde Vejle Amts Folkeblad en artikel om jubilæets fejring i byen. Overskriften var "Regeringsjubilæet i Vejle". Allerede fra Morgenstunden i Gaar var Byen stærkt flagsmykket. Om eftermiddagen blev der musiceret på Rådhustorvet, hvor der var forsamlet en del mennesker. Da Koncerten var forbi, var der ligefrem Trængsel gennem Strøget, hvor Folk standsede for at tage de oplyste Butikker i Øjesyn. Flere Forretningsfolk havde arrangeret smukke Udstillinger, særlig med Regeringsjubilæet for Øje. Byens fattige blev også betænkt, idet der uddeltes ekstrahjælp og lemmerne på fattiggården fik ekstraforplejning. Og den 16. fik børnene i Dagmarasylet et festmåltid.

Frederik 8.s PR-tur

Forbrødringen mellem kongemagten og de jyske venstrebønder blev endeligt cementeret med Christian 9.s søn, Frederik 8.s rundrejse i Jylland i august 1908 (Den jyske forbrødringsrejse i Vejle 1908). Turen gik blandt andet til regeringslederens hjem i Hee ved Ringkøbing, hvor kongen mødtes med konseilspræsident, venstremanden J. C. Christensen. Forfatningskampen synedes endeligt afsluttet. På trods af Systemskiftet i 1901 kunne Christian 9. grundlæggende aldrig forlige sig med tanken om, at blot fordi man udgjorde et flertal, havde man en naturlig adkomst til den politiske magt. Han var blevet opdraget med den absolutte kongemagts idealer, og ikke efter et moderne, konstitutionelt monarki. Kort tid efter jubilæet i 1903 fik Vejle besøg af den gamle konges søn og sønnesøn (De to prinsers besøg i 1904).

Litteratur

• Vejle Amts Folkeblad 1903
• Vejles Historie, bd. 2: Moderne tider 1786-1970, 1998
• Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 11 og 12, 1991
• Benito Scocozza: Politikens bog om danske monarker, 1997
• Harald Jørgensen (red.): Geheimeråd J. P. Traps erindringer bind 3 Fra fire kongers tid, G. E. C. Gad, 1966