Forskel mellem versioner af "Buskmanden Joncka"
Totte (diskussion | bidrag) |
Totte (diskussion | bidrag) |
||
(21 mellemliggende versioner af en bruger ikke vist) | |||
Linje 1: | Linje 1: | ||
+ | [[Billede: Scapiglione.JPG|300px|thumb|right|Scapiglione afbilledet i Münchener Politische Zeitung 17.10.1832]] | ||
+ | |||
[[Billede: VAA1857.JPG|300px|thumb|right|Annonce Vejle Amts Avis 30.04.1857.]] | [[Billede: VAA1857.JPG|300px|thumb|right|Annonce Vejle Amts Avis 30.04.1857.]] | ||
[[Billede: VAA1871.JPG|300px|thumb|right|Annonce Vejle Amts Avis 01.05.1871.]] | [[Billede: VAA1871.JPG|300px|thumb|right|Annonce Vejle Amts Avis 01.05.1871.]] | ||
− | + | Antikkens skrifter er fulde af fascinerende og meget fantasifulde fremstillinger af fremmede mennesker i fremmede lande. Forevisninger af fremmede mennesker kan dokumenteres siden oldtiden. F.eks. måtte Romerrigets slagne fjender marchere i Roms gader under de stort anlagte triumftog. | |
− | + | De europæiske opdagelsesrejsende bragte mennesker med tilbage fra deres rejser rundt i verden. Det gjaldt bl.a. Christoffer Columbus (ca. 1451-1506), Amerigo Vespucci (1454-1512), Gaspar Corte-Real (1450-1501), Hernán Cortés (1485-1547) og Jacques Cartier (1491-1557). | |
− | + | I 1600- og 1700-tallet fulgte Den danske Stat andre søfartsnationers eksempel og begyndte at oprette handelsstationer og kolonier i flere verdensdele. Den danske Stat kom nu til at bestå af Danmark-Norge, Hertugdømmerne, Grønland, Island, Færøerne, Guldkysten (Ghana), Dansk Vestinden, Tranquebar og Serampore. | |
− | + | De udsendte danske kolonister og missionærer bragte flere fremmede med tilbage til Danmark. Mest berømt i dag er grønlænderne Pôq og Qiperoq, der i 1724 blev præsenteret ved hoffet, foretog en kajakopvisning på Esrum sø og deltog i et stort arrangement i København. | |
− | + | Mohrer/morianere (samtidige benævnelser for sorte mennesker) var i høj kurs ved det danske hof. I underarkivar Hans Frederik Emil Thorvald Marquards (1873-1950) ”Kongelige Kammerregnskaber fra Frederik IIIs og Christian V.s Tid” (1918) kan man få et overblik over alle de dværge, vanskabninger og morianere, der blev indkøbt til hoffet. Snart var det ikke kun ved hoffet, at det gav prestige at have en sort person ansat. | |
− | + | Man anslår, at der i midten af 1700-tallet boede op mod 150 sorte mennesker af indisk og afrikansk oprindelse i Danmark. Langt hovedparten var bosat i København, men i sjældne tilfælde kom der også en sort person til provinsen. Det gjaldt f.eks. ”slaven uden herre” Christian Glücklich, der i 1765 kom til Fredericia. Her tjente han Laurits Bangs familie mod kost og logi. Et andet eksempel var grevinde v. Rantzau i Odense, der i 1790’erne have en sort kvinde ansat som selskabsjomfru. Det gjaldt om at få disse ”hedninger” omvendt til kristendommen. I 1700-tallets danske aviser kan man finde mange detaljerede beretninger om dåb af hedninger i primært hovedstadens kirker – se f.eks.: Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender (20.04.1753 Pieter de Wints Mohr fra Vestindien døbt Peter Anton i Den Reformerte Kirke), Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (27.06.1760 Søkaptajn Meyers enkes Mohr kaldte Qvanti døbt Johannes Melchior i Holmens Kirke & 02.10.1761 Kaptajn Mallevilles Mohr født i Guinea døbt Andreas Thomas i Den Reformerte Kirke), De til Forsendelse med Posten alene priv. Kiøbenhavnske Tidender (11.04.1777 Lang artikel om Kammerherre Løvenskiolds Mohrinde, der blev døbt i Slotskirken i overværelse af selveste Dronningen og Arveprisen & 08.09.1777 En Mohr og Mohrinde fra Vestindien døbes i St. Nicolai Kirke i Kbh.), Fabers Fyenske Avertissements-Tidende (07.10.1793 Grevinde v. Rantzau i Odenses sorte selskabsjomfru døbt i Skt. Knuds Kirke). | |
− | + | Det er vanskeligt at give et præcist årstal for hvornår de decideret kommercielle udstillinger af fremmede mennesker begynder i den vestlige verden. Mange steder kan man læse, at storhedstiden begyndte i 1870’erne og varede til 1910’erne og først og fremmest skyldtes tyskeren Carl Hagenbeck (1844-1913), men det er noget værre sludder. Koloniseringen gjorde det muligt for impresarioer at importere ikke blot eksotiske dyr men også fremmede mennesker i stor stil længe før Carl Hagenbeck begyndte at importere og eksportere fremmede mennesker. De omrejsende turneer med såkaldt ”eksotiske” mennesker var en konkurrent til de omrejsende artister med særlige talenter, og det man dengang kaldte for vanskabninger. | |
+ | Den hidtil ældst fundne – men sikkert ikke den ældste – kommercielle udstilling af et fremmed menneske i Danmark fandt sted i Jægersborg Dyrehave. Jægersborg Dyrehave var dengang Danmarks forlystelsesmekka. Hvert år i den såkaldte kildetid strømmede folk fra nær og fjern til for at se på årets attraktioner. Alle landets aviser skrev om årets mest opsigtsvækkende indslag. Den 22. juni 1803 skrev bl.a. Fyens Stiftstidende: ”Atter have Flere erholdt Tilladelse til i Kildetiden at more Publikum. Samtlige morende Herrer kappes nu om at indbyde Folk til at see deres skiønne Rariteter. […] To andre Herrer ville forevise en levende Mandsperson med 3 Arme og én Fod, samt tvende vilde Mandsfolk og et vildt Fruentimmmer, en Anden foreviser et Automat i menneskelig Størrelse og lader nogle Luftballoner opstige i Luften […]”. | ||
+ | |||
+ | Blandt andre kommercielle udstillinger af fremmede mennesker i Danmark før 1860 kan nævnes: | ||
+ | |||
+ | ”Den for sine fine equilibristiske Kunstner i næsten hele Europa berømte Indianer” optrådte med et imponerende program på Hofteatret i København. Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger (04.06.1818). Ifølge Fyens Stiftstidende (02.06.1818) var der tale om indianeren og sabelslugeren Bauleaux fra Madras [hovedstaden Chennai i den indiske delstat Tamil Nadu], der rejste med to tjenere ”hvoraf den ene er en Neger”. | ||
− | + | ”I Kjøbenhavn lader i denne Tid en af de saakaldte Albinos (eller som de af Hollænderne ogsaa kaldes, Kakerlaker, det vil sige et Slags hvide Negre som af de Sorte betragtes som vanslægtede Mennesker eller Uhyrer) sig offentlig see paa Vesterbroe. Hans Øjne ere røde, hans Haar paa Hovedet saavelsom paa Kroppen hvidt og hans Hudfarve bleg, skjøndt just ikke liigbleg. Formen af hans Ansigt har ogsaa noget usædvanligt stygt. Han er født i Afrika, hvorfra han i sit fjerde Aar kom med en Rejsende til Europa. Han forsikrer, at han om Dagen ikke kan taale Lysets Straaler og han bærer derfor ogsaa Skjærm, men at han i Tusmørke kan see temmelig godt. Han taler færdigt Tydsk og Fransk. Han har en Erindingsbog, hvori Tidsalderens berømteste Naturkyndige, en Blumenbach, en Hufeland, en Rosenmüller, Oken, Pfaff, Weber o.a. Fl. under deres Haand have anbefalt ham som en sjelden og stor Naturmærkværdighed”. Den Kgl. priv. Viborger Samler (30.09.1820). | |
− | + | ||
− | + | I sommeren 1823 bragte meterologisk instrumentmager Fransesco Cetti, Stockholm, den 37-årige, ”Samojed-Laplænder” Tantos Potos til Jægersborg Dyrehave. Potos lod sig forevise i forskellige laplandske dragter og man kunne købe en biografi om ham. | |
− | + | I 1831 bragte showmanden Peresinotti et vokskabinet, et diorama og den i store dele af Europa berømte afrikaner Scapiglione til Jægersborg Dyrehave. ”Blandt de Mirakkel-Mennesker, som i Sommer forevises i Dyrehaugen, hører den saakaldede Afrikaner Scapiglione, der udmærker sig ved en ganske uhyre Haarvæxt, som med en ualmindelig Tykkelse forener den Egenskab, at staae ud fra Hovedet saa stivt som Børster. Han har forresten en velproportioneret Legemsbygning, og angives at være 31 Aar og født i Tanger. Denne Scapiglione lader ogsaa sin Røst høre, der er mere stærk end velklingende, og udfører, i en tydsk Jargon, adskillige dramatiske Scener, fordetmeste af sit eget Levnedsløb, som fortælles at have været heelt eventyrligt. Hans Fødsel, hedder det, kostede Moderen Livet, og Faderen blev saa rasende herover, at han vilde aflive Barnet. Snart vandt han dog dette kjært, og da det var 3 Aar gammelt fulgte det med ham til Europa. Paa Reisen kom den lille Scapiglione i Fangenskab og maatte udholde et langt Slaverie, og da han slap ud af dette, døde hans Fader. En vis Peressinotti tog sig af ham, og hos denne sin anden Fader levede han til sit 14de Aar, da ogsaa denne døde. Ved hans Testamente fik Scapiglione en betydelig Formue; men Arvingerne forfulgte Pleiesønnen, fratoge ham Alt hvad han eiede og lode ham indespærre. Han brød ud af Fængslet, levede en Tidlang i Skove af vilde Rødder, og stod ofte Fare for at sønderrives af vilde Dyr, eller ihjelskydes af Jægere. En saakaldet Doctor Scarpes frelste ham af denne Stilling, skaffede ham hans Formue tilbage, og han lod sig nu, i sit 17de Aar, »til Beundring« see »paa flere Universiteter«, hvor »de Lærde gave ham det Raad at drage omkring i alle Europas Lande og vise sig for Pubiicum«. (Kbbp.)”. Skanderborg Amtsavis (19.07.1831). Scapigliones Europaturné varede flere år endnu. I 1834 turnerede han f.eks. i England. | |
− | + | ”I disse Dage er hertil ankommer 18 Arabere, som skulle give gymnastiske Forestillinger paa Tivoli”. Lolland Falsters Stiftstidende (20.07.1846). | |
− | Den | + | ”10 Kabyler fra Ørkenens Sahara, under Direction af Mahomed Ben Said, give forskjellige Forestillinger”. Flyveposten (03.07.1852). Et eksempel på at det ikke kun var hvide mænd, der stod bag mennesketurneerne. |
+ | |||
+ | ”Ved Tivolifesten [i København] igaar var bl.a. et stort Optog af Arabere, Kabyler og Beduiner, der udførte forskjellige Kunstproductioner for den arabiske Høvding”. Aarhus Stiftstidende (18.08.1857). | ||
+ | |||
+ | De ovennævnte araberudstillinger kan måske have været Erik Nicolai Bøghs (1822-99) inspirationskilde til hans populære og meget omtalte skuespil ”Kalifen paa Eventyr” (1857). | ||
+ | |||
+ | |||
+ | Præcis hvornår de første fremmede mennesker blev forevist i Vejle vides ikke, men fra midten af 1800-tallet og frem var der jævnligt mennesker med en anden hudfarve end hvid udstillet i fjordbyen. | ||
+ | |||
+ | I begyndelsen af 1850’erne turnerede en europæisk showmand med et ungt par fra Madagaskar. De blev præsenteret som ”Heliophober”/”Lyskye Mennesker”. Den 3. oktober 1851 fødte damen angiveligt et barn i Schleitz syd for Leipzig. I november 1852 blev de tre afrikanere vist frem i Hamborgs Tonhalle, og nu begyndte danske aviser at skrive om dem. Aarhus Stiftstidende (14.11.1852) kunne berette, at "Heliophober" levede flere meter under jorden, kunne se i mørke men var næsten blinde i sollys. Ud fra beskrivelsen af deres røde øjne, hvide hud og hvide hår må det antages, at der var tale om albinoer. I april 1853 bragte kunstberideren og impresarioen Joseph Liphardt familien inkl. et menageri med løver, aber m.m. til Vejle, hvor de blev udstillet på Kirketorvet. En af Liphardts konkurrenter, Jean d’Abis, fulgte utvivlsomt med i Liphardts Danmarskturné med ”Heliophoberne”, der bl.a. inkluderede et længere ophold i Tivoli i hovedstaden. | ||
+ | Jean d'Abis blev født den 3. Maj 1807 i Hertugdømmet Mæhren i Østrig. Han vandt sig ry i store dele af Nordeuropa som jonglør, kunstberider og pantomimekunstner. Han kombinerede også de to førstnævnte og tryllebandt publikum med at jonglere med kugler, stokke og knive til hest. Den 20. april 1837 blev han gift i Hof- og Slotskirken i København med den ni år ældre ”Jomfru Marie Werning, Solodandserinde ved Det Kongelige Theater”. Hun var dog ikke helt jomfru, idet hun havde født flere børn udenfor ægteskab, men hun var en støtte for hendes mand. Dengang var det sin sag at søge om at få tilladelse til at rejse rundt som omrejsende artist, og her hjalp hun manden med at skrive ansøgninger til kongen. | ||
+ | |||
+ | I 1840 opnåede d’Abis tilladelse til at optræde under den så uhyre velbesøgte kildetid i Jægersborg Dyrehave. Ved siden af sin jonglering foreviste han en efter sigende naturtro kopi af Kong Frederik den VI’s lig på lit de parade.Fem år senere brækkede han benet, og han var derefter vistnok mindre aktiv som optrædende kunstner. I stedet begyndte han at turnere som impresario sideløbende med, at han var regissør for to af landets og hovedstadens største forlystelsessteder, Tivolis Teater og Sommerlyst. | ||
+ | |||
+ | I 1847-48 turnerede han med hovederne af en ”Nilhest” (flodhest) og en såkaldt newzealandsk høvding med silkeblødt, langt hår og en tatovering. I en annonce i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende (05.02.1848) reklamerede han med, at selveste Kong Christian den VIII og enkedronningen med tilfredshed havde taget begge hoveder i øjesyn. Mange danskere ville gerne gyse over hovedet af den fremmede ”menneskeæder”. | ||
+ | |||
+ | En af d’Abis’ første omrejsende udstillinger med levende mennesker begyndte i efteråret 1854. Her lod han forevise fire ”Heliophobus eller de lyskye Mennesker fra Øen Madagaskar” - ifølge annoncerne et ægtepar med deres to børn. Måske var der tale om Liphardts albinofamilie inkl. et nyt barn? Liphardt havde endnu i slutningen af september 1854 ladet dem forevise i Tivoli. D’Abis forsøgte at få sine menneskeudstillinger til at fremstå lærerige – og ikke kun som simple raritetsudstillinger – ved også at lade forevise f.eks. eksotiske natursjældenheder, insektsamlinger m.m. | ||
+ | |||
+ | Samme år turnerede en udstilling med "De 5 Menneskeracer" rundt herhjemme. Den gæstede Vejle i juli (Vejle Amts Avis 22.07-24.07.1854). Der var dog ikke tale om levende "udstillingsobjekter". | ||
+ | |||
+ | Forårskrammarkedet i Vejle i primo maj 1857 blev begunstiget af smukt solskin. Blandt forlystelserne var en lyssky familie. Ifølge redaktør Hertz var det den samme familie, der tidligere havde gæstet Vejle, men dette er ikke blevet bekræftet. | ||
+ | |||
+ | Danske medier fulgte i disse år levende med i Dr. David Livingstones (1813-73) udforskning af det ukendte Afrikas indre. Det var sikkert med til at gøre d’Abis’ menneskeudstillinger endnu mere populære. I 1858 importerede han to ”Buskmennesker”, kendt som ægteparret Junka/Joncka og Stinay/Stiney. De var efter forlydender del af en trup på oprindelig fire medlemmer. Joncka var i midten af fyrrerne, mens Stinay var en ”velbygget” dame midt i trediverne. De to andre ”Buskmennesker” skal være omkommet undervejs på Europaturneen i henholdsvis Liverpool og Bremen. D’Abis lod først Joncka og Stinay forevise i flere måneder i Tivolis Naturalie-Cabinet. For samtidens danskere var afrikanerne en lavere menneskerace, hvilket også kom til udtryk i d’Abis’ annoncer: ”Tivoli. I Naturalie-Cabinettet foreviser Undertegnede tvende veritable vilde Mennesker (Buskmennesker, som næsten ligne Abekatte) fra Oranien-Floden i Nærheden af Colonien Ny-Holland i Syd-Afrika. Buskmanden Junka, med Tilnavn Løvejægeren, og hans Kone Stiney ere med Tilladelse fra det engelske Gouvernement i det gode Haabs Forbjerg bragt til Europa. […] Ærbødigst Jean d’Abis” (Flyveposten (15.05.1858). I en anmeldelse for udstillingen i Tivoli skrev Flyveposten (08.09.1858), at Dr. Livingstone utvivlsomt havde ret, når han hævdede, at showmændene bevidst importerede de grimmeste eksempler af buskmændene til Europa, for Stinay og Joncka ”udmærke sig virkelig ved deres enorme Grimhed og repræsentere passende Overgangen fra Aben til Mennesket”. | ||
+ | |||
+ | I efteråret 1858 tog d’Abis Joncka og Stinay på turne i provinsen. Ved udstillingen i Aalborg i oktober morede en mand sig med at omdøbe de to ”Buskmennesker” til ”Bussemænd”. | ||
+ | |||
+ | Den 2. december bragte Vejle Amts Avis den første annonce for den kommende udstilling i Vejle: | ||
+ | ”Undertegnede agter i Begyndelsen af næste Uge at indtræffe i Veile med de 2 vilde Mennesker (Buskmennesker) fra Oraniefloden ved Ny-Holland i Syd-Afrika. De ere de eneste af de Skabninger fra det Indre af denne Landsdeel, som hidindtil ere sete i Europa; her i Danmark under stærk Tilstrømning af Publicum iaar paa Kjøbenhavns Sommer-Tivoli og senere i større Stæder her i Jylland. Jean d’Abis. Det Nærmere ved Plakater”. Den 8. december bragte avisen den næste annonce. Her lod d’Abis kundgøre at udstillingen i Vejle kun ville vare fra fredag den 10. december til søndag den 12. ds. Fra kl. 17-21 kunne vejlenserne måbe over det fremmede ægtepar på skuepladsen i Brandts Hotel. | ||
+ | |||
+ | Om lørdagen valgte d’Abis at forlænge udstillingen i Vejle med en dag, så Joncka og Stinay også var at skue om mandagen. Om mandagen indrykkede d’Abis følgende annonce i Vejle Amts Avis: ”OBS. Paa Grund af Buskmanden Jonckas vedvarende Upasselighed forevises i dag, Mandagen den 13de, og i morgen, Tirsdagen den 14de, sidste Gang Buskmands-Konen Stinay, 35½ Aar gammel. Tillige forevises endeel Kunst- og Natursjeldenheder. Jean d’Abis”. Redaktør Hertz havde ikke opfanget, at Joncka var kritisk syg, i stedet valgte han denne dag for første gang at give udstillingen sin fulde opbakning: ”De to Buskmennesker, Hr. Joncka og Fru Stinay, have paa andre Steder fundet talrige Besøgere. Vi haabe, at man ogsaa her vil skjænke disse mærkværdige Fremtoninger Opmærksomhed”. | ||
− | |||
− | |||
Joncka trak en kold decemberdag sit sidste åndedrag i købstaden nede i dalen ved den smukke fjord. Den 16. december skrev redaktør Hertz i Vejle Amts Avis: ”Idag i Middagsstunden er den ene af Hr. Jean d’Abis’s vilde Buskmennesker, Manden Joncka, omtrent 45 Aar gammel, afgaaet ved Døden efter ikke lang Tids Sygdom, som efter Forlydende skal være Brystbetændelse. Nu er kun Konen Stinay tilbage af fire Buskmennesker, der samtidig kom til Europa […] Sandsynligvis har vort nordlige europæiske Klima og de forandrede Forhold overhovedet været Spiren til den Sygdom, der endte hans Død”. | Joncka trak en kold decemberdag sit sidste åndedrag i købstaden nede i dalen ved den smukke fjord. Den 16. december skrev redaktør Hertz i Vejle Amts Avis: ”Idag i Middagsstunden er den ene af Hr. Jean d’Abis’s vilde Buskmennesker, Manden Joncka, omtrent 45 Aar gammel, afgaaet ved Døden efter ikke lang Tids Sygdom, som efter Forlydende skal være Brystbetændelse. Nu er kun Konen Stinay tilbage af fire Buskmennesker, der samtidig kom til Europa […] Sandsynligvis har vort nordlige europæiske Klima og de forandrede Forhold overhovedet været Spiren til den Sygdom, der endte hans Død”. | ||
Linje 37: | Linje 70: | ||
Fire dage senere indrykkede d’Abis følgende notits i flere danske aviser: ”At min Buskmand Joncka, døde den 16. ds i Vejle og blev den 18. begravet, bekjendtgjøres herved. Hans sidste ord vare: «Gud kalder mig, jeg skal til min Familie!»”. Også Vejle Amts Avis artikel om dødsfaldet blev gengivet i hele kongerigets dagspresse. Det fik Dagbladet (København) til at bringe et længere kritisk indlæg: | Fire dage senere indrykkede d’Abis følgende notits i flere danske aviser: ”At min Buskmand Joncka, døde den 16. ds i Vejle og blev den 18. begravet, bekjendtgjøres herved. Hans sidste ord vare: «Gud kalder mig, jeg skal til min Familie!»”. Også Vejle Amts Avis artikel om dødsfaldet blev gengivet i hele kongerigets dagspresse. Det fik Dagbladet (København) til at bringe et længere kritisk indlæg: | ||
+ | ”Der er næppe nogen særlig Grund til at beklage vort Fædreland, fordi det nu indenfor sine Grændser kun tæller een Repræsentant for ”de vilde Buskmennesker," og dog ovenikjøbet kun en kvindelig, en Buskdame, hvis Navn har en overraskende Lighed med det danske ”‑Stine". Men dette Dødsfald giver dog Anledning til at fremsætte en Bemærkning, som burde være kommen langt tidligere. Have vore forskjellige Autoriteter anstillet nogen Undersøgelse af Forholdet mellem disse Væsener, der mere skulle ligne Aber end Mennesker, og deres Foreviser. Dersom det Hele er et snildt Bedrageri, dersom de vilde Mennesker i Virkeligheden ere ganske tamme Væsener, der kun paa denne Maade erhverve sig Livets Ophold, ligesom hiin lærde Mand i en fransk Roman, der fristede Livet ved at lade sig forevise som Havuhyre, – saa er der intet at sige imod Sagen, thi det skuelystne Publikum maa selv see sig for, at det ikke bliver narret, og Autoriteterne behøver ikke at garantere Ægtheden. Men ere de foreviste Væsener virkelig vilde Buskmennesker, hvad der er Grund til at troe, saa forekommer det os, at Autoriteten have al Anledning til at undersøge, om disse Vilde føres omkring med deres Villie i Henhold til en Kontrakt, som de forstaae, og som de efter frit Valg atter kunne ophæve, eller om de ikke snarere holdes i en Art slaveri og exploiteres af Foreviserne uden at kunne befrie sig fra disses Herredømme. Er det ægte Buskmennesker og ægte ”lysskye Familier fra Madagaskar”, der saaledes trækkes rundt i Landet, saa er der overveiende Sandsynlighed for, at de ikke reise frivillig, men at de ere kjøbte som Slaver, som andre mærkelige Dyr i et Menageri, og det burde ikke paa nogen Maade tillades”. | ||
− | + | Dagbladets kritik af den hvide mands turne med ”vilde mennesker” fik absolut ingen konsekvenser, selvom det blev bragt i flere danske aviser inkl. Vejle Amts Avis (22.12.1858). Aalborg Stiftstidende (22.12.1858) benyttede tilmed dødsfaldet til at fremhæve danskernes humanitet frem for svenskernes. En præst i Halmstad i det ”intolerante Sverige” havde nemlig tøvet med at begrave en mormon på kirkegården. ”Hvad om nu Buskmand Joncka var død der? Han er dog kommen skikkeligt i Jorden i Veile uden at man har demonstreret imod den døde Hedning”. | |
+ | D'Abis tog også selv til genmæle overfor Dagbladet. I en indrykket notits i aviserne (f.eks. Fyens Stiftstidende 30.12.1858) hævdede han, at Stinay og Joncka "af egen fri Villie lode sig forevise", samt at der ikke kunne herske nogen tvivl om, at de var ægte buskmennesker. Det havde "Dronningen af Engeland og Hof, de medicinske Fakulteter samt Autoriteter" selv bevidnet under England-turneen. | ||
− | + | D’Abis og andre fortsatte med afrikanerudstillingerne i mange år. I 1860 udstillede d’Abis f.eks. en ”Zulu-Kaffer” og et Buskmenneske fra Nyholland i det sydlige Afrika. Selv et i Vejle Amts regi ubetydeligt forlystelsessted som Christen Andersen Bruns skov ved Kærbølling fik til et skovbal i juli 1861 besøg af ”et sort indfødt Menneske fra Portugal, som foreviser praktiske Kunstner”. Muligvis var det den samme afrikaner, der den følgende måned viste sværdkunst i Sommerlyst i Vejle. Det følgende år fik d’Abis uvurderlig presseomtale, da et falsk rygte blev spredt om, at en af hans menneskeædende ”Nubiere” var sluppet løs fra forlystelsesetablissementet Sommerlyst i hovedstaden og havde spist et barn. Historien blev senere trukket tilbage. Menneskeædere var uhyre populære uanset hudfarve. I primo september 1867 lod impresarioen ”Is fra Ny-Seeland” fremvise ”Menneskeæderen Tam fra St. Blick”, der blev fremstillet som værende yderst begærlig efter menneskekød men en frygtelig kujon. Han blev udstillet sammen med en ”Mundkurv for Menneskeædere”. Uundgåeligt kom den hvide races møde med grufulde menneskeæder i uudforskede territorier også til at fylde meget i tidens romaner. | |
− | + | I februar 1869 arrangerede en damekomite bestående af Vejles højere borgerskabs fineste damer en bazar. Her deltog et prægtigt menageri bestående af bl.a. ”1 levende Bjørn, 1 hvid Polarræv, 1 Kongetiger, 2 store Slanger, 1 Par udmærkede Buskmennesker, 2 sjeldne Løver, 1 Par ualmindelige Rotter” o.s.v. | |
+ | D’Abis nåede også at udstille ”Nomadekvinder fra Nedre-Sudan” o.s.v., inden han døde i 1875. | ||
− | + | Afrikanerudstillingerne og andre menneskeudstillinger fortsatte langt ind i det 20. århundrede. F.eks. blev ”Fuglemennesket Gen Gora” fra Mexico udstillet i Vejle så sent som i 1935. Det ville have ødelagt illusionen om ”de vilde mennesker”, hvis impresarioerne havde givet de fremmede lov til at udtale sig til pressen. Derfor ved vi langt fra altid, om de fremmede frivilligt deltog i turneerne, om de fik en ordentlig løn og behandling. Vi ved kun, at de blev udstillet som undermennesker. Det er jo nok yderst tvivlsomt, om Joncka og Stinay brød sig om at optræde, når Joncka var dødeligt syg – særlig efter at to af deres landsmænd angiveligt allerede var døde på Europaturneen. Stinay måtte også lade sig forevise, mens Joncka lå på sit dødsleje. Havde de muligheden for selv at sige stop og rejse hjem? Selv den rigeste, hvide vejlenser ville i 1858 have fundet det lidt af en udfordring at arrangere og gennemføre en rejse til det sydlige Afrika. | |
− | + | Forordning om Negerhandlen fra 1792 bestemte, at den danske transatlantiske handel med slaver skulle ophøre i 1803. Den 10-årige venteperiode skulle sikre, at plantagerne i Dansk Vestindien kunne nå at blive selvforsynende med slaver. | |
− | + | I 1847 bestemte en kongelig dansk forordning, at slaveriet skulle ophøre efter en 12 års overgangsperiode. Et slaveoprør på Sankt Croix betød dog, at Den danske Stat ophævede slaveriet det følgende år. I 1850 solgte Den danske Stat sine forter ved Guldkysten til Storbritannien. Den danske Stat beholdt Dansk Vestindien frem til 1917. | |
− | + | ||
− | + | ||
− | + | Forfatteren Thorkild Hansen var med romanen Slavernes Kyst fra 1967 med til at punktere den herhjemme udbredte myte om, at danskerne var de første til at afskaffe slaveriet i 1792, og at vi derfor besad en overlegen humanitet. Danskerne var op gennem historien præcis som alle andre europæere, idet vi anså ”den hvide race” som værende alle andre ”menneskeracer” overlegne. Først i nyere tid er forskere holdt op med at definere menneskeracer efter menneskets forskellige hudfarver. | |
+ | Khoi-san-kvinden Saartjie Baartman (ca. 1789-1815) fra nutidens Sydafrikas Øst-Kapprovins døde under en Europa-turne, hvor hun blev fremvist under navnet Hottentot-Venus. Hun var nøgen under fremvisningerne, så europæerne kunne gyse over ”det vilde, seksuelle misfoster”. Ved en retssag rejst af slaverimodstandere oplyste hun, at hun lod sig udstille frivilligt og fik halvdelen af entreindtægterne. Efter hendes død blev hendes hjerne, skelet, kønsdele samt en afstøbning af hende udstillet på Musée de l'Homme. Fra 1940’erne var der fortalere for, at hendes jordiske rester blev sendt hjem til Sydafrika. Den franske Nationalforsamling indvilligede heri i marts 2002. Hendes jordiske rester blev samme august begravet. Indimellem udleveringen og begravelsen gravede den danske journalist med afrikanske rødder, Philip Kweku Amankwa Sampson, historien om Joncka frem fra glemslen. Nelson Mandela-regeringen og professor Jatti Bredekamp, leder af det historiske institut ved Sydafrikas Western Cape-Universitet, besluttede nu at forsøge også at få Jonckas jordiske rester sendt hjem til Afrika. Forsøget strandede imidlertid ved, at Jonckas gravsted for længst var sløjfet fra kirkegården i Vejle. | ||
− | |||
− | + | ==Litteratur og kilder== | |
− | + | Den hertil nylig ankomne Samojed-Laplænder Titus Potas's korte Biographie, Kbh., 1823. | |
− | + | Andreassen, Rikke & Henningsen, Anne Folke: Menneskeudstilling, Tiderne Skifter, 2011. | |
+ | Enevig, Anders: Gøglere, hypnotisører og savoyarder, Lindhardt og Ringhof, 2018. | ||
+ | |||
+ | Enevig, Anders: Cirkus og gøgl i Odense 1640-1825, Lindhardt og Ringhof, 1995. | ||
+ | |||
+ | Poulsen, Poul Porskær: Fra Vejle Klub til Moulin Rouge, Byhistorisk Forlag, 2010. | ||
+ | |||
+ | Berlingske Tidende (20.12.1858), Dagbladet (20.12.1858), Dannevirke (22.12.1858), Flyveposten (08.09.1858), Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende (07.01.1842, 05.02.1848), Flyveposten (27.09.1854, 15.05.1858), Fyens Stiftstidende (02.11.1854, 14.07.1862), Jyllands-Posten (23.12.1875, 05.05.1919 vedr. Emil Marquards bog om de kongelige kammerregnskaber, 04.05.2002), Kiøbenhavnerposten (20.06.1831 Hr. Peresinottis afrikaner), Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger (11.07.1823 Tantus Potos, 26.07.1831 Scapiglione, 09.09.1843), Kristeligt Dagblad (30.03.2017 Historien om Christian den Lykkelige), Lemvig Folkeblad (04.05.1897), Lolland-Falsters Stifts Kgl. priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (24.06.1823 Tantus Potos), Lolland-Falsters Stifts-Tidende (18.10.1847), Svendborg Amtstidende (21.07.1863), Vejle Amts Avis (06.04.1853, 06.05.1857, 02.12-22.12.1858, 29.07.1861, 17.08.1861, 14.08.1867, 05.09.1867, 20.02.1869, 22.02.1869), Vejle Amts Avis (15.10.1878 "Negerhøvdingen fra Sydafrika, 21 Aar gl." danser og synger i nationaldragt på markedsdagen), Vejle Amts Avis (01.08.1884 Nubieren Ben Joswa m.fl. deltager i kapridning på strudse på markedspladsen), Østsjællandsk Avis (09.07.1862), Aalborg Stiftstidende (28.06.1823 Samojed-Laplænderen Tantus Potos), Aarhus Stiftstidende (25.07.1835, 01.08.1838, 20.12.1858) | ||
Vejle Sogns Kirkebog – døde 1858 opsl. 157. | Vejle Sogns Kirkebog – døde 1858 opsl. 157. | ||
− | |||
pov.international – Philip Sampson: Er House Nigger No Go? 21.04.2002. | pov.international – Philip Sampson: Er House Nigger No Go? 21.04.2002. | ||
+ | |||
+ | Arkivar Tore Teglbjærg, opdateret 25.11.2023 |
Nuværende version fra 27. nov 2023, 17:23
Antikkens skrifter er fulde af fascinerende og meget fantasifulde fremstillinger af fremmede mennesker i fremmede lande. Forevisninger af fremmede mennesker kan dokumenteres siden oldtiden. F.eks. måtte Romerrigets slagne fjender marchere i Roms gader under de stort anlagte triumftog.
De europæiske opdagelsesrejsende bragte mennesker med tilbage fra deres rejser rundt i verden. Det gjaldt bl.a. Christoffer Columbus (ca. 1451-1506), Amerigo Vespucci (1454-1512), Gaspar Corte-Real (1450-1501), Hernán Cortés (1485-1547) og Jacques Cartier (1491-1557).
I 1600- og 1700-tallet fulgte Den danske Stat andre søfartsnationers eksempel og begyndte at oprette handelsstationer og kolonier i flere verdensdele. Den danske Stat kom nu til at bestå af Danmark-Norge, Hertugdømmerne, Grønland, Island, Færøerne, Guldkysten (Ghana), Dansk Vestinden, Tranquebar og Serampore.
De udsendte danske kolonister og missionærer bragte flere fremmede med tilbage til Danmark. Mest berømt i dag er grønlænderne Pôq og Qiperoq, der i 1724 blev præsenteret ved hoffet, foretog en kajakopvisning på Esrum sø og deltog i et stort arrangement i København.
Mohrer/morianere (samtidige benævnelser for sorte mennesker) var i høj kurs ved det danske hof. I underarkivar Hans Frederik Emil Thorvald Marquards (1873-1950) ”Kongelige Kammerregnskaber fra Frederik IIIs og Christian V.s Tid” (1918) kan man få et overblik over alle de dværge, vanskabninger og morianere, der blev indkøbt til hoffet. Snart var det ikke kun ved hoffet, at det gav prestige at have en sort person ansat.
Man anslår, at der i midten af 1700-tallet boede op mod 150 sorte mennesker af indisk og afrikansk oprindelse i Danmark. Langt hovedparten var bosat i København, men i sjældne tilfælde kom der også en sort person til provinsen. Det gjaldt f.eks. ”slaven uden herre” Christian Glücklich, der i 1765 kom til Fredericia. Her tjente han Laurits Bangs familie mod kost og logi. Et andet eksempel var grevinde v. Rantzau i Odense, der i 1790’erne have en sort kvinde ansat som selskabsjomfru. Det gjaldt om at få disse ”hedninger” omvendt til kristendommen. I 1700-tallets danske aviser kan man finde mange detaljerede beretninger om dåb af hedninger i primært hovedstadens kirker – se f.eks.: Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender (20.04.1753 Pieter de Wints Mohr fra Vestindien døbt Peter Anton i Den Reformerte Kirke), Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (27.06.1760 Søkaptajn Meyers enkes Mohr kaldte Qvanti døbt Johannes Melchior i Holmens Kirke & 02.10.1761 Kaptajn Mallevilles Mohr født i Guinea døbt Andreas Thomas i Den Reformerte Kirke), De til Forsendelse med Posten alene priv. Kiøbenhavnske Tidender (11.04.1777 Lang artikel om Kammerherre Løvenskiolds Mohrinde, der blev døbt i Slotskirken i overværelse af selveste Dronningen og Arveprisen & 08.09.1777 En Mohr og Mohrinde fra Vestindien døbes i St. Nicolai Kirke i Kbh.), Fabers Fyenske Avertissements-Tidende (07.10.1793 Grevinde v. Rantzau i Odenses sorte selskabsjomfru døbt i Skt. Knuds Kirke).
Det er vanskeligt at give et præcist årstal for hvornår de decideret kommercielle udstillinger af fremmede mennesker begynder i den vestlige verden. Mange steder kan man læse, at storhedstiden begyndte i 1870’erne og varede til 1910’erne og først og fremmest skyldtes tyskeren Carl Hagenbeck (1844-1913), men det er noget værre sludder. Koloniseringen gjorde det muligt for impresarioer at importere ikke blot eksotiske dyr men også fremmede mennesker i stor stil længe før Carl Hagenbeck begyndte at importere og eksportere fremmede mennesker. De omrejsende turneer med såkaldt ”eksotiske” mennesker var en konkurrent til de omrejsende artister med særlige talenter, og det man dengang kaldte for vanskabninger.
Den hidtil ældst fundne – men sikkert ikke den ældste – kommercielle udstilling af et fremmed menneske i Danmark fandt sted i Jægersborg Dyrehave. Jægersborg Dyrehave var dengang Danmarks forlystelsesmekka. Hvert år i den såkaldte kildetid strømmede folk fra nær og fjern til for at se på årets attraktioner. Alle landets aviser skrev om årets mest opsigtsvækkende indslag. Den 22. juni 1803 skrev bl.a. Fyens Stiftstidende: ”Atter have Flere erholdt Tilladelse til i Kildetiden at more Publikum. Samtlige morende Herrer kappes nu om at indbyde Folk til at see deres skiønne Rariteter. […] To andre Herrer ville forevise en levende Mandsperson med 3 Arme og én Fod, samt tvende vilde Mandsfolk og et vildt Fruentimmmer, en Anden foreviser et Automat i menneskelig Størrelse og lader nogle Luftballoner opstige i Luften […]”.
Blandt andre kommercielle udstillinger af fremmede mennesker i Danmark før 1860 kan nævnes:
”Den for sine fine equilibristiske Kunstner i næsten hele Europa berømte Indianer” optrådte med et imponerende program på Hofteatret i København. Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger (04.06.1818). Ifølge Fyens Stiftstidende (02.06.1818) var der tale om indianeren og sabelslugeren Bauleaux fra Madras [hovedstaden Chennai i den indiske delstat Tamil Nadu], der rejste med to tjenere ”hvoraf den ene er en Neger”.
”I Kjøbenhavn lader i denne Tid en af de saakaldte Albinos (eller som de af Hollænderne ogsaa kaldes, Kakerlaker, det vil sige et Slags hvide Negre som af de Sorte betragtes som vanslægtede Mennesker eller Uhyrer) sig offentlig see paa Vesterbroe. Hans Øjne ere røde, hans Haar paa Hovedet saavelsom paa Kroppen hvidt og hans Hudfarve bleg, skjøndt just ikke liigbleg. Formen af hans Ansigt har ogsaa noget usædvanligt stygt. Han er født i Afrika, hvorfra han i sit fjerde Aar kom med en Rejsende til Europa. Han forsikrer, at han om Dagen ikke kan taale Lysets Straaler og han bærer derfor ogsaa Skjærm, men at han i Tusmørke kan see temmelig godt. Han taler færdigt Tydsk og Fransk. Han har en Erindingsbog, hvori Tidsalderens berømteste Naturkyndige, en Blumenbach, en Hufeland, en Rosenmüller, Oken, Pfaff, Weber o.a. Fl. under deres Haand have anbefalt ham som en sjelden og stor Naturmærkværdighed”. Den Kgl. priv. Viborger Samler (30.09.1820).
I sommeren 1823 bragte meterologisk instrumentmager Fransesco Cetti, Stockholm, den 37-årige, ”Samojed-Laplænder” Tantos Potos til Jægersborg Dyrehave. Potos lod sig forevise i forskellige laplandske dragter og man kunne købe en biografi om ham.
I 1831 bragte showmanden Peresinotti et vokskabinet, et diorama og den i store dele af Europa berømte afrikaner Scapiglione til Jægersborg Dyrehave. ”Blandt de Mirakkel-Mennesker, som i Sommer forevises i Dyrehaugen, hører den saakaldede Afrikaner Scapiglione, der udmærker sig ved en ganske uhyre Haarvæxt, som med en ualmindelig Tykkelse forener den Egenskab, at staae ud fra Hovedet saa stivt som Børster. Han har forresten en velproportioneret Legemsbygning, og angives at være 31 Aar og født i Tanger. Denne Scapiglione lader ogsaa sin Røst høre, der er mere stærk end velklingende, og udfører, i en tydsk Jargon, adskillige dramatiske Scener, fordetmeste af sit eget Levnedsløb, som fortælles at have været heelt eventyrligt. Hans Fødsel, hedder det, kostede Moderen Livet, og Faderen blev saa rasende herover, at han vilde aflive Barnet. Snart vandt han dog dette kjært, og da det var 3 Aar gammelt fulgte det med ham til Europa. Paa Reisen kom den lille Scapiglione i Fangenskab og maatte udholde et langt Slaverie, og da han slap ud af dette, døde hans Fader. En vis Peressinotti tog sig af ham, og hos denne sin anden Fader levede han til sit 14de Aar, da ogsaa denne døde. Ved hans Testamente fik Scapiglione en betydelig Formue; men Arvingerne forfulgte Pleiesønnen, fratoge ham Alt hvad han eiede og lode ham indespærre. Han brød ud af Fængslet, levede en Tidlang i Skove af vilde Rødder, og stod ofte Fare for at sønderrives af vilde Dyr, eller ihjelskydes af Jægere. En saakaldet Doctor Scarpes frelste ham af denne Stilling, skaffede ham hans Formue tilbage, og han lod sig nu, i sit 17de Aar, »til Beundring« see »paa flere Universiteter«, hvor »de Lærde gave ham det Raad at drage omkring i alle Europas Lande og vise sig for Pubiicum«. (Kbbp.)”. Skanderborg Amtsavis (19.07.1831). Scapigliones Europaturné varede flere år endnu. I 1834 turnerede han f.eks. i England.
”I disse Dage er hertil ankommer 18 Arabere, som skulle give gymnastiske Forestillinger paa Tivoli”. Lolland Falsters Stiftstidende (20.07.1846).
”10 Kabyler fra Ørkenens Sahara, under Direction af Mahomed Ben Said, give forskjellige Forestillinger”. Flyveposten (03.07.1852). Et eksempel på at det ikke kun var hvide mænd, der stod bag mennesketurneerne.
”Ved Tivolifesten [i København] igaar var bl.a. et stort Optog af Arabere, Kabyler og Beduiner, der udførte forskjellige Kunstproductioner for den arabiske Høvding”. Aarhus Stiftstidende (18.08.1857).
De ovennævnte araberudstillinger kan måske have været Erik Nicolai Bøghs (1822-99) inspirationskilde til hans populære og meget omtalte skuespil ”Kalifen paa Eventyr” (1857).
Præcis hvornår de første fremmede mennesker blev forevist i Vejle vides ikke, men fra midten af 1800-tallet og frem var der jævnligt mennesker med en anden hudfarve end hvid udstillet i fjordbyen.
I begyndelsen af 1850’erne turnerede en europæisk showmand med et ungt par fra Madagaskar. De blev præsenteret som ”Heliophober”/”Lyskye Mennesker”. Den 3. oktober 1851 fødte damen angiveligt et barn i Schleitz syd for Leipzig. I november 1852 blev de tre afrikanere vist frem i Hamborgs Tonhalle, og nu begyndte danske aviser at skrive om dem. Aarhus Stiftstidende (14.11.1852) kunne berette, at "Heliophober" levede flere meter under jorden, kunne se i mørke men var næsten blinde i sollys. Ud fra beskrivelsen af deres røde øjne, hvide hud og hvide hår må det antages, at der var tale om albinoer. I april 1853 bragte kunstberideren og impresarioen Joseph Liphardt familien inkl. et menageri med løver, aber m.m. til Vejle, hvor de blev udstillet på Kirketorvet. En af Liphardts konkurrenter, Jean d’Abis, fulgte utvivlsomt med i Liphardts Danmarskturné med ”Heliophoberne”, der bl.a. inkluderede et længere ophold i Tivoli i hovedstaden. Jean d'Abis blev født den 3. Maj 1807 i Hertugdømmet Mæhren i Østrig. Han vandt sig ry i store dele af Nordeuropa som jonglør, kunstberider og pantomimekunstner. Han kombinerede også de to førstnævnte og tryllebandt publikum med at jonglere med kugler, stokke og knive til hest. Den 20. april 1837 blev han gift i Hof- og Slotskirken i København med den ni år ældre ”Jomfru Marie Werning, Solodandserinde ved Det Kongelige Theater”. Hun var dog ikke helt jomfru, idet hun havde født flere børn udenfor ægteskab, men hun var en støtte for hendes mand. Dengang var det sin sag at søge om at få tilladelse til at rejse rundt som omrejsende artist, og her hjalp hun manden med at skrive ansøgninger til kongen.
I 1840 opnåede d’Abis tilladelse til at optræde under den så uhyre velbesøgte kildetid i Jægersborg Dyrehave. Ved siden af sin jonglering foreviste han en efter sigende naturtro kopi af Kong Frederik den VI’s lig på lit de parade.Fem år senere brækkede han benet, og han var derefter vistnok mindre aktiv som optrædende kunstner. I stedet begyndte han at turnere som impresario sideløbende med, at han var regissør for to af landets og hovedstadens største forlystelsessteder, Tivolis Teater og Sommerlyst.
I 1847-48 turnerede han med hovederne af en ”Nilhest” (flodhest) og en såkaldt newzealandsk høvding med silkeblødt, langt hår og en tatovering. I en annonce i Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende (05.02.1848) reklamerede han med, at selveste Kong Christian den VIII og enkedronningen med tilfredshed havde taget begge hoveder i øjesyn. Mange danskere ville gerne gyse over hovedet af den fremmede ”menneskeæder”.
En af d’Abis’ første omrejsende udstillinger med levende mennesker begyndte i efteråret 1854. Her lod han forevise fire ”Heliophobus eller de lyskye Mennesker fra Øen Madagaskar” - ifølge annoncerne et ægtepar med deres to børn. Måske var der tale om Liphardts albinofamilie inkl. et nyt barn? Liphardt havde endnu i slutningen af september 1854 ladet dem forevise i Tivoli. D’Abis forsøgte at få sine menneskeudstillinger til at fremstå lærerige – og ikke kun som simple raritetsudstillinger – ved også at lade forevise f.eks. eksotiske natursjældenheder, insektsamlinger m.m.
Samme år turnerede en udstilling med "De 5 Menneskeracer" rundt herhjemme. Den gæstede Vejle i juli (Vejle Amts Avis 22.07-24.07.1854). Der var dog ikke tale om levende "udstillingsobjekter".
Forårskrammarkedet i Vejle i primo maj 1857 blev begunstiget af smukt solskin. Blandt forlystelserne var en lyssky familie. Ifølge redaktør Hertz var det den samme familie, der tidligere havde gæstet Vejle, men dette er ikke blevet bekræftet.
Danske medier fulgte i disse år levende med i Dr. David Livingstones (1813-73) udforskning af det ukendte Afrikas indre. Det var sikkert med til at gøre d’Abis’ menneskeudstillinger endnu mere populære. I 1858 importerede han to ”Buskmennesker”, kendt som ægteparret Junka/Joncka og Stinay/Stiney. De var efter forlydender del af en trup på oprindelig fire medlemmer. Joncka var i midten af fyrrerne, mens Stinay var en ”velbygget” dame midt i trediverne. De to andre ”Buskmennesker” skal være omkommet undervejs på Europaturneen i henholdsvis Liverpool og Bremen. D’Abis lod først Joncka og Stinay forevise i flere måneder i Tivolis Naturalie-Cabinet. For samtidens danskere var afrikanerne en lavere menneskerace, hvilket også kom til udtryk i d’Abis’ annoncer: ”Tivoli. I Naturalie-Cabinettet foreviser Undertegnede tvende veritable vilde Mennesker (Buskmennesker, som næsten ligne Abekatte) fra Oranien-Floden i Nærheden af Colonien Ny-Holland i Syd-Afrika. Buskmanden Junka, med Tilnavn Løvejægeren, og hans Kone Stiney ere med Tilladelse fra det engelske Gouvernement i det gode Haabs Forbjerg bragt til Europa. […] Ærbødigst Jean d’Abis” (Flyveposten (15.05.1858). I en anmeldelse for udstillingen i Tivoli skrev Flyveposten (08.09.1858), at Dr. Livingstone utvivlsomt havde ret, når han hævdede, at showmændene bevidst importerede de grimmeste eksempler af buskmændene til Europa, for Stinay og Joncka ”udmærke sig virkelig ved deres enorme Grimhed og repræsentere passende Overgangen fra Aben til Mennesket”.
I efteråret 1858 tog d’Abis Joncka og Stinay på turne i provinsen. Ved udstillingen i Aalborg i oktober morede en mand sig med at omdøbe de to ”Buskmennesker” til ”Bussemænd”.
Den 2. december bragte Vejle Amts Avis den første annonce for den kommende udstilling i Vejle: ”Undertegnede agter i Begyndelsen af næste Uge at indtræffe i Veile med de 2 vilde Mennesker (Buskmennesker) fra Oraniefloden ved Ny-Holland i Syd-Afrika. De ere de eneste af de Skabninger fra det Indre af denne Landsdeel, som hidindtil ere sete i Europa; her i Danmark under stærk Tilstrømning af Publicum iaar paa Kjøbenhavns Sommer-Tivoli og senere i større Stæder her i Jylland. Jean d’Abis. Det Nærmere ved Plakater”. Den 8. december bragte avisen den næste annonce. Her lod d’Abis kundgøre at udstillingen i Vejle kun ville vare fra fredag den 10. december til søndag den 12. ds. Fra kl. 17-21 kunne vejlenserne måbe over det fremmede ægtepar på skuepladsen i Brandts Hotel.
Om lørdagen valgte d’Abis at forlænge udstillingen i Vejle med en dag, så Joncka og Stinay også var at skue om mandagen. Om mandagen indrykkede d’Abis følgende annonce i Vejle Amts Avis: ”OBS. Paa Grund af Buskmanden Jonckas vedvarende Upasselighed forevises i dag, Mandagen den 13de, og i morgen, Tirsdagen den 14de, sidste Gang Buskmands-Konen Stinay, 35½ Aar gammel. Tillige forevises endeel Kunst- og Natursjeldenheder. Jean d’Abis”. Redaktør Hertz havde ikke opfanget, at Joncka var kritisk syg, i stedet valgte han denne dag for første gang at give udstillingen sin fulde opbakning: ”De to Buskmennesker, Hr. Joncka og Fru Stinay, have paa andre Steder fundet talrige Besøgere. Vi haabe, at man ogsaa her vil skjænke disse mærkværdige Fremtoninger Opmærksomhed”.
Joncka trak en kold decemberdag sit sidste åndedrag i købstaden nede i dalen ved den smukke fjord. Den 16. december skrev redaktør Hertz i Vejle Amts Avis: ”Idag i Middagsstunden er den ene af Hr. Jean d’Abis’s vilde Buskmennesker, Manden Joncka, omtrent 45 Aar gammel, afgaaet ved Døden efter ikke lang Tids Sygdom, som efter Forlydende skal være Brystbetændelse. Nu er kun Konen Stinay tilbage af fire Buskmennesker, der samtidig kom til Europa […] Sandsynligvis har vort nordlige europæiske Klima og de forandrede Forhold overhovedet været Spiren til den Sygdom, der endte hans Død”.
I Vejle Sogns Kirkebog blev noteret: ”Død 13. [Sic!] December. Begravet 18. December. Joncka. Omreisende Buskmand fra Sydafrika. 45 Aar. Kirkens Klokker brugtes. For Jord betaltes Intet”.
Fire dage senere indrykkede d’Abis følgende notits i flere danske aviser: ”At min Buskmand Joncka, døde den 16. ds i Vejle og blev den 18. begravet, bekjendtgjøres herved. Hans sidste ord vare: «Gud kalder mig, jeg skal til min Familie!»”. Også Vejle Amts Avis artikel om dødsfaldet blev gengivet i hele kongerigets dagspresse. Det fik Dagbladet (København) til at bringe et længere kritisk indlæg:
”Der er næppe nogen særlig Grund til at beklage vort Fædreland, fordi det nu indenfor sine Grændser kun tæller een Repræsentant for ”de vilde Buskmennesker," og dog ovenikjøbet kun en kvindelig, en Buskdame, hvis Navn har en overraskende Lighed med det danske ”‑Stine". Men dette Dødsfald giver dog Anledning til at fremsætte en Bemærkning, som burde være kommen langt tidligere. Have vore forskjellige Autoriteter anstillet nogen Undersøgelse af Forholdet mellem disse Væsener, der mere skulle ligne Aber end Mennesker, og deres Foreviser. Dersom det Hele er et snildt Bedrageri, dersom de vilde Mennesker i Virkeligheden ere ganske tamme Væsener, der kun paa denne Maade erhverve sig Livets Ophold, ligesom hiin lærde Mand i en fransk Roman, der fristede Livet ved at lade sig forevise som Havuhyre, – saa er der intet at sige imod Sagen, thi det skuelystne Publikum maa selv see sig for, at det ikke bliver narret, og Autoriteterne behøver ikke at garantere Ægtheden. Men ere de foreviste Væsener virkelig vilde Buskmennesker, hvad der er Grund til at troe, saa forekommer det os, at Autoriteten have al Anledning til at undersøge, om disse Vilde føres omkring med deres Villie i Henhold til en Kontrakt, som de forstaae, og som de efter frit Valg atter kunne ophæve, eller om de ikke snarere holdes i en Art slaveri og exploiteres af Foreviserne uden at kunne befrie sig fra disses Herredømme. Er det ægte Buskmennesker og ægte ”lysskye Familier fra Madagaskar”, der saaledes trækkes rundt i Landet, saa er der overveiende Sandsynlighed for, at de ikke reise frivillig, men at de ere kjøbte som Slaver, som andre mærkelige Dyr i et Menageri, og det burde ikke paa nogen Maade tillades”.
Dagbladets kritik af den hvide mands turne med ”vilde mennesker” fik absolut ingen konsekvenser, selvom det blev bragt i flere danske aviser inkl. Vejle Amts Avis (22.12.1858). Aalborg Stiftstidende (22.12.1858) benyttede tilmed dødsfaldet til at fremhæve danskernes humanitet frem for svenskernes. En præst i Halmstad i det ”intolerante Sverige” havde nemlig tøvet med at begrave en mormon på kirkegården. ”Hvad om nu Buskmand Joncka var død der? Han er dog kommen skikkeligt i Jorden i Veile uden at man har demonstreret imod den døde Hedning”.
D'Abis tog også selv til genmæle overfor Dagbladet. I en indrykket notits i aviserne (f.eks. Fyens Stiftstidende 30.12.1858) hævdede han, at Stinay og Joncka "af egen fri Villie lode sig forevise", samt at der ikke kunne herske nogen tvivl om, at de var ægte buskmennesker. Det havde "Dronningen af Engeland og Hof, de medicinske Fakulteter samt Autoriteter" selv bevidnet under England-turneen.
D’Abis og andre fortsatte med afrikanerudstillingerne i mange år. I 1860 udstillede d’Abis f.eks. en ”Zulu-Kaffer” og et Buskmenneske fra Nyholland i det sydlige Afrika. Selv et i Vejle Amts regi ubetydeligt forlystelsessted som Christen Andersen Bruns skov ved Kærbølling fik til et skovbal i juli 1861 besøg af ”et sort indfødt Menneske fra Portugal, som foreviser praktiske Kunstner”. Muligvis var det den samme afrikaner, der den følgende måned viste sværdkunst i Sommerlyst i Vejle. Det følgende år fik d’Abis uvurderlig presseomtale, da et falsk rygte blev spredt om, at en af hans menneskeædende ”Nubiere” var sluppet løs fra forlystelsesetablissementet Sommerlyst i hovedstaden og havde spist et barn. Historien blev senere trukket tilbage. Menneskeædere var uhyre populære uanset hudfarve. I primo september 1867 lod impresarioen ”Is fra Ny-Seeland” fremvise ”Menneskeæderen Tam fra St. Blick”, der blev fremstillet som værende yderst begærlig efter menneskekød men en frygtelig kujon. Han blev udstillet sammen med en ”Mundkurv for Menneskeædere”. Uundgåeligt kom den hvide races møde med grufulde menneskeæder i uudforskede territorier også til at fylde meget i tidens romaner.
I februar 1869 arrangerede en damekomite bestående af Vejles højere borgerskabs fineste damer en bazar. Her deltog et prægtigt menageri bestående af bl.a. ”1 levende Bjørn, 1 hvid Polarræv, 1 Kongetiger, 2 store Slanger, 1 Par udmærkede Buskmennesker, 2 sjeldne Løver, 1 Par ualmindelige Rotter” o.s.v. D’Abis nåede også at udstille ”Nomadekvinder fra Nedre-Sudan” o.s.v., inden han døde i 1875.
Afrikanerudstillingerne og andre menneskeudstillinger fortsatte langt ind i det 20. århundrede. F.eks. blev ”Fuglemennesket Gen Gora” fra Mexico udstillet i Vejle så sent som i 1935. Det ville have ødelagt illusionen om ”de vilde mennesker”, hvis impresarioerne havde givet de fremmede lov til at udtale sig til pressen. Derfor ved vi langt fra altid, om de fremmede frivilligt deltog i turneerne, om de fik en ordentlig løn og behandling. Vi ved kun, at de blev udstillet som undermennesker. Det er jo nok yderst tvivlsomt, om Joncka og Stinay brød sig om at optræde, når Joncka var dødeligt syg – særlig efter at to af deres landsmænd angiveligt allerede var døde på Europaturneen. Stinay måtte også lade sig forevise, mens Joncka lå på sit dødsleje. Havde de muligheden for selv at sige stop og rejse hjem? Selv den rigeste, hvide vejlenser ville i 1858 have fundet det lidt af en udfordring at arrangere og gennemføre en rejse til det sydlige Afrika.
Forordning om Negerhandlen fra 1792 bestemte, at den danske transatlantiske handel med slaver skulle ophøre i 1803. Den 10-årige venteperiode skulle sikre, at plantagerne i Dansk Vestindien kunne nå at blive selvforsynende med slaver.
I 1847 bestemte en kongelig dansk forordning, at slaveriet skulle ophøre efter en 12 års overgangsperiode. Et slaveoprør på Sankt Croix betød dog, at Den danske Stat ophævede slaveriet det følgende år. I 1850 solgte Den danske Stat sine forter ved Guldkysten til Storbritannien. Den danske Stat beholdt Dansk Vestindien frem til 1917.
Forfatteren Thorkild Hansen var med romanen Slavernes Kyst fra 1967 med til at punktere den herhjemme udbredte myte om, at danskerne var de første til at afskaffe slaveriet i 1792, og at vi derfor besad en overlegen humanitet. Danskerne var op gennem historien præcis som alle andre europæere, idet vi anså ”den hvide race” som værende alle andre ”menneskeracer” overlegne. Først i nyere tid er forskere holdt op med at definere menneskeracer efter menneskets forskellige hudfarver.
Khoi-san-kvinden Saartjie Baartman (ca. 1789-1815) fra nutidens Sydafrikas Øst-Kapprovins døde under en Europa-turne, hvor hun blev fremvist under navnet Hottentot-Venus. Hun var nøgen under fremvisningerne, så europæerne kunne gyse over ”det vilde, seksuelle misfoster”. Ved en retssag rejst af slaverimodstandere oplyste hun, at hun lod sig udstille frivilligt og fik halvdelen af entreindtægterne. Efter hendes død blev hendes hjerne, skelet, kønsdele samt en afstøbning af hende udstillet på Musée de l'Homme. Fra 1940’erne var der fortalere for, at hendes jordiske rester blev sendt hjem til Sydafrika. Den franske Nationalforsamling indvilligede heri i marts 2002. Hendes jordiske rester blev samme august begravet. Indimellem udleveringen og begravelsen gravede den danske journalist med afrikanske rødder, Philip Kweku Amankwa Sampson, historien om Joncka frem fra glemslen. Nelson Mandela-regeringen og professor Jatti Bredekamp, leder af det historiske institut ved Sydafrikas Western Cape-Universitet, besluttede nu at forsøge også at få Jonckas jordiske rester sendt hjem til Afrika. Forsøget strandede imidlertid ved, at Jonckas gravsted for længst var sløjfet fra kirkegården i Vejle.
Litteratur og kilder
Den hertil nylig ankomne Samojed-Laplænder Titus Potas's korte Biographie, Kbh., 1823.
Andreassen, Rikke & Henningsen, Anne Folke: Menneskeudstilling, Tiderne Skifter, 2011.
Enevig, Anders: Gøglere, hypnotisører og savoyarder, Lindhardt og Ringhof, 2018.
Enevig, Anders: Cirkus og gøgl i Odense 1640-1825, Lindhardt og Ringhof, 1995.
Poulsen, Poul Porskær: Fra Vejle Klub til Moulin Rouge, Byhistorisk Forlag, 2010.
Berlingske Tidende (20.12.1858), Dagbladet (20.12.1858), Dannevirke (22.12.1858), Flyveposten (08.09.1858), Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende (07.01.1842, 05.02.1848), Flyveposten (27.09.1854, 15.05.1858), Fyens Stiftstidende (02.11.1854, 14.07.1862), Jyllands-Posten (23.12.1875, 05.05.1919 vedr. Emil Marquards bog om de kongelige kammerregnskaber, 04.05.2002), Kiøbenhavnerposten (20.06.1831 Hr. Peresinottis afrikaner), Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger (11.07.1823 Tantus Potos, 26.07.1831 Scapiglione, 09.09.1843), Kristeligt Dagblad (30.03.2017 Historien om Christian den Lykkelige), Lemvig Folkeblad (04.05.1897), Lolland-Falsters Stifts Kgl. priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (24.06.1823 Tantus Potos), Lolland-Falsters Stifts-Tidende (18.10.1847), Svendborg Amtstidende (21.07.1863), Vejle Amts Avis (06.04.1853, 06.05.1857, 02.12-22.12.1858, 29.07.1861, 17.08.1861, 14.08.1867, 05.09.1867, 20.02.1869, 22.02.1869), Vejle Amts Avis (15.10.1878 "Negerhøvdingen fra Sydafrika, 21 Aar gl." danser og synger i nationaldragt på markedsdagen), Vejle Amts Avis (01.08.1884 Nubieren Ben Joswa m.fl. deltager i kapridning på strudse på markedspladsen), Østsjællandsk Avis (09.07.1862), Aalborg Stiftstidende (28.06.1823 Samojed-Laplænderen Tantus Potos), Aarhus Stiftstidende (25.07.1835, 01.08.1838, 20.12.1858)
Vejle Sogns Kirkebog – døde 1858 opsl. 157.
pov.international – Philip Sampson: Er House Nigger No Go? 21.04.2002.
Arkivar Tore Teglbjærg, opdateret 25.11.2023