Forskel mellem versioner af "Vejle og Sprogø"

Versionen fra 1. feb 2011, 12:04

Vejle og Sprogø

For nylig udkom den seneste spændingsbog af den danske succes-krimiforfatter Jussi Adler-Olsen. "Journal 64" er en ny (gammel) sag for Afdeling Q på politigården i København. Bogens plot tager udgangspunkt i skæbner på Sprogø-anstalten for "seksuelt løsagtige" kvinder. Der er ganske vist et stykke vej til Sprogø fra Vejle, men en forbindelse er der dog alligevel. Vejle Stadsarkivs medarbejder Henrik Olsen har undersøgt denne forbindelse, som siden den seneste kommunesammenlægning har været der. Forbindelsen er De Kellerske Anstalter.

Brejning har siden 1899 været præget af De Kellerske Anstalters placering i byen. I sidste halvdel af 1800-tallet blev såvel åndssvage som blinde, døve, lovbrydere, ordblinde og ”løsagtige” personer betragtet som afvigere fra det ”civiliserede” samfund. I 1899 anlagde Christian Keller anstalten i Brejning med den filosofi, at åndssvage ikke kunne helbredes. Derfor kunne mange af de indlagte se frem til at tilbringe resten af deres liv på institutionen.

De Kellerske Institutioner behøvede flotte og imponerende bygninger for at give de indlagte agtelse og ærefrygt for stedet. Patienterne blev delt op i tre grupper – arbejdsføre, plejepatienter og skolebørn. De boede i henholdsvis hvide, gule og røde bygninger.

Institutionen var et samfund i samfundet. Derfor blev der opført en række bygninger der gjorde, at man var selvforsynende med eget vandværk, vandtårn, elektricitetsværk, forsamlingshus, badeanstalt, kirkegård, kapel, landbrug, gartneri, værksteder, maskinafdeling, bageri, køkkener, vaskeri og straffebygning.

Ved slutningen af 1950’erne blev der sat spørgsmålstegn ved filosofien bag De Kellerske Institutioner og der blev iværksat en omstrukturering. Institutionen fortsatte med at fungere til 1990, hvor den blev nedlagt.

Og nu til Sprogø Øen midt i Storebælt er ikke bare et bump på vej mod København. Den har også en historie. Øen har i tusinder af år været beboet, jorden blev dyrket og der blev jaget vildt. Ligesom det var et naturligt midtpunkt for sejlads over bæltet. I 1170 blev der bygget et vagttårn på øen, som i perioder har huset forskellige bebeoer. Lige fra hollandske bønder til sørøvere under Marsk Stig.

Christian Keller oprettede i 1911 på Livø den første danske øanstalt, som var beregnet til "anti-sociale" og kriminelle åndssvage mænd. I 1923 oprettedes en lignende anstalt på Sprogø for "seksuelt løsagtige" åndssvage kvinder. Her drev kvinderne landbrug, afskåret fra omverdenen. Begge øanstalter blev nedlagt i 1961.

I 1924 fik landbruget ved Kvindehjemmet på Sprogø en kvindelig bestyrer.

Efter skolegang i Balle Friskole og på Frederiksborg Højskole lærte Dagmar Kristensen landbrug dels af faderen, der ejede Lille Ballegaard, dels på landbrugsskole. Da en broder i 1910 overtog faderens gård, blev der udstykket 12 tdr. land, som Dagmar Kristensen overtog ved hjælp af et statslån. Hun blev dermed Danmarks første statshusmand - en særdeles usædvanlig beskæftigelse for en 31 årig ugift kvinde.

Efter faderens død i 1924 søgte Dagmar Kristensen en stilling som bestyrer for landbruget ved Kvindehjemmet på Sprogø. På Sprogø følte hun, at der var mulighed for at kombinere landbrugsfaglige evner med de sociale ideer, hun havde interesseret sig for siden ungdommens højskoleophold.

Tiden på Sprogø blev barsk. Øsamfundet var temmelig isoleret, og landbrugsdriften omfattede både husdyr- og agerbrug. Der var ringe opbakning fra professor Keller, der ud fra sparehensyn gerne så, at den eneste medhjælp i det daglige arbejde var Kvindehjemmets beboere - en langt fra stabil arbejdskraft. Dagmar Kristensen bestred stillingen i syv år til 1931, hvorefter hun efter eget ønske vendte tilbage til husmandsstedet, der efter faderens død havde fået navnet Kristiansminde.

(Artiklen har tidligere været bragt i Vejle Stadsarkivs Nyhedsbrev)