Forskel mellem versioner af "Vejle-konstitutionen"

Versionen fra 2. jan 2012, 15:00

Den første omtale af Vejle i de skriftlige kilder vedrører et bispemøde i byen i 1256. Med dette kirkelige topmøde indskrev den undselige by sig samtidig i en af de væsentligste konflikter i Danmarks middelalderhistorie.

I 1254 blev Jakob Erlandsen med pavens velsignelse ærkebiskop i Lund, og som sådan den danske kirkes øverste autoritet. Søndag den 5. marts 1256 indkaldte ærkebispen rigets fremmeste gejstlige til et møde i Vejle. Allerede om mandagen var den såkaldte Vejle-konstitution eller blot Vejlebeslutningen blevet en realitet på baggrund af mødets forhandlinger. Denne vedtagelse omhandlede bl.a. overgreb på biskopper, og den erklærede, at ethvert overgreb mod en bisp ville medføre interdikt (gudstjenesteforbud) over hele riget, såfremt det kunne påvises, at kongen stod bag. Bestemmelsen var således utvetydigt vendt mod den danske kong Christoffer 1. (konge 1252-59). Den danske kirke havde med Vejle-mødet i 1256 markeret sit ideologiske ståsted overfor kongemagten, og mødet skulle vise sig at være en prolog til en serie magtkampe mellem de to institutioner i det følgende godt halve århundrede.

Forud for mødet i Vejle havde der været betydelige spændinger mellem kongen og ærkebiskoppen. Jakob Erlandsen var på mødrene side af Hvide-slægten, en stormandsslægt, der støttede kong Abel-slægtens krav på den danske trone. Kong Abel (konge 1250-52) var bror til Christoffer 1., og ved kongens død i 1252 havde Christoffer forbigået Abels søn, hertug Valdemar af Sønderjylland. Sideløbende arbejdede Christoffer 1. forgæves på at gøre den anden broder, Erik Plovpenning (konge 1241-50) til helgen med pavens tilladelse. Dette projekt var tillige et led i kampen mod Abel-slægtens tilhængere, idet det synedes almindeligt antaget, at kong Erik Plovpenning blev dræbt af sin egen bror, kong Abel, i 1250. Kong Christoffer krævede endvidere i sin regeringstid, at kirken med dens godsrige bisper skulle stille med mænd og midler til kongens fortsatte kamp mod Abel-slægten. Uenighederne mellem kirken og kongemagten var med andre ord ikke kun af principiel karakter; der var også et skær af politisk magtkamp med grobund i kongeslægtens tronfølge.

Årsagen til, at netop Vejle blev valgt som mødested, hænger antageligvis sammen med den centrale beliggenhed. Det var muligt at nå dertil med skib. Det samme kunne man for øvrigt sige om Nyborg, hvor der på selv samme tidspunkt blev afholdt Danehof. Danehof var et møde mellem kongen og de verdslige og gejstlige stormænd. Ærkebispen og de syv øvrige biskopper havde mødepligt, men glimrede ved deres fravær. Det forholdsvis tidlige tidspunkt for de to møders afholdelse kunne give problemer med is i farvandene, og af akterne fra striden om mødedatoen fremgår det, at den strenge vinter forhindrede flere i at møde op til Danehoffet i Nyborg. Den kirkelige forsamling i Vejle i 1256 har fejret en eller flere messer. Disse messer har formentlig fundet sted i Sct. Nicolai Kirke, som i midten af 1200-tallet stod under opførelse. Et særegent træk ved Sct. Nicolai er den skjulte vindeltrappe i kirkens nordvesthjørne. Den kan have ført op til et oprindeligt herskabssæde eller pulpitur i kirken. Herfra har fremtrædende personer kunnet overvære messen. Det står endnu hen som et uopklaret spørgsmål, om kongen var bygherre til Sct. Nicolai Kirke i Vejle.

Vejlebeslutningen blev aktuel allerede tre år efter, da ærkebiskop Jakob Erlandsen i februar 1259 blev taget til fange. Erlandsens tilhængere var ikke i tvivl om, at kongen måtte stå bag denne ugerning. Christoffer 1. blev bandlyst, dvs. at han som person var udelukket fra alle kirkelige handlinger. Lund og Roskilde bispedømme lyste interdikt over deres stifter, men kirken var splittet. Christoffer 1. blev ved sin død den 29. maj 1259 i Ribe begravet i Ribe domkirke af ribebiskoppen selv. Senere ville et sejlivet rygte vide, at tilhængere af Jakob Erlandsen havde forgivet kongen i nadveren. Under alle omstændigheder blev han i 1259 efter kongens død løsladt, og han agtede at føre en retssag for paven i Rom mod den danske barnekonge, Erik Klipping, Christoffer 1.s søn. I 1272 faldt den første afgørelse. Erlandsen måtte nøjes med en beskeden erstatning til gengæld for at blive genindsat i sit gamle embede. I efteråret 1274 mæglede paven en endelig afgørelse, der så godt som tilgodeså den danske kongemagt. På vejen hjem fra Rom døde Jakob Erlandsen den 18. februar på øen Rügen i Østersøen.

Litteratur

• Vejles Historie bd. 1 - Fra vadested til by - indtil 1786, 1997
• Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002