Forskel mellem versioner af "Kongeligt sølvbryllup i Vejle 1867"

Versionen fra 2. feb 2012, 15:02

Søndag den 26. maj 1867 kunne landets kongepar, kong Christian 9. og dronning Louise, fejre deres sølvbryllup. Festligholdelsen fandt dog sted i skyggen af krigen 1864 og det medfølgende nederlag. Nationen var i et mentalt oprør, og vreden vendte sig i udpræget grad mod landets nylig tiltrådte monark. Denne stemning ses også i et vist omfang afspejlet i Vejle købstad og i venstreavisen Vejle Amts Folkeblad.

Kongeparrets baggrund

Christian 9. blev født i 1818 på Gottorp Slot i Sydslesvig. Han blev født som prins af Holsten-Beck. I 1825 arvede hans far imidlertid slottet Glücksborg ved Flensborg Fjord og det tilhørende hertugdømme, da den forrige hertug af Glücksborg var død uden at efterlade sig arvinger. Fra 1825 var den nu syvårige Christian prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. Hermed opstod den yngre glücksborgske hertuglinje, der 40 år senere blev et fast begreb i hele Europa via Christian 9.s børns succesrige ægteskaber ind i de førende konge- og fyrstehuse (se Europas svigerfar på besøg i Skyttehuset 1869). Det var den danske kong Frederik 6., der havde udnævnt sin svoger, Christians far, til ny hertug af Glücksborg. Da faderen døde i 1831, blev den unge Christian sendt til København hos sin moster og onkel, dronningen og kongen af Danmark. Slægtsforbindelserne med den siddende kongeslægt, oldenborgerne, var stærke. Christian var oldebarn af Frederik 5. (konge 1746-66) og efterkommer af Christian 3. (konge 1534-59). Frederik 6. døde i 1839, og han blev efterfulgt af sin fætter, Christian 8. (konge 1839-48). Den unge prins var også tæt knyttet til den nye konge, og han kom ofte i huset hos hans søster og svoger, prinsesse Charlotte og landgreve Vilhelm af Hessen-Kassel. Her mødte han parrets datter, prinsesse Louise af Hessen-Kassel. Hun var født i 1817 i det tyske kurfyrstendømme, men havde tilbragt stort set hele sin barndom og ungdom i den danske hovedstad, hvor parret var tæt knyttet til den danske kongefamilie. Den 26. maj 1842 stod brylluppet mellem de to i Brockdorffs Palæ (det nuværende Frederik 8.s Palæ) på Amalienborg. Kongen var vært ved niecens bryllup med den relative fattige prins Christian, der var officersuddannet ved Landkadetakademiet. Brylluppet vakte ikke den store opmærksomhed i samtiden. Da de holdt sølvbryllup, var de blevet landets kongepar.

Tyskerprinsen og Novemberforfatningen

Den oldenborgske kongeslægt uddøde med den barnløse Frederik 7. (konge 1848-63), der var fætter til prinsesse Louise og halvfætter til prins Christian. Efter alenlange tovtrækkerier blev udgangen på den heftige tronfølgediskussion i 1840'erne, at prins Christian med den nye tronfølgelov i 1853 blev tronfølger til den danske trone. Han blev udnævnt prins til Danmark og fik stillet Bernstorff Slot nord for København til rådighed. Denne dynastiske begivenhed kunne tilskrives ægteskabet i 1842, idet prinsesse Louise havde afstået sit arvekrav til fordel for sin ægtefælle. Den nye tronfølger var ikke populær i 1850'ernes nationalt sindede kredse, idet hans tre ældre brødre havde kæmpet for de slesvig-holstenske oprørere i Treårskrigen 1848-50. Det nationalliberale hovedorgan, Fædrelandet i København, kaldte konsekvent prins Christian for "tyskerprinsen". Kritikken gik således på, at prinsen (og prinsessen) ikke havde det rette nationale sindelag. I hertugdømmernes tysksindede befolkning blev prinsen hånende kaldt for "Protokolprinsen". Denne nationalt betonede modstand fik i 1863 yderligere et politisk anstrøg. Det var velkendt fra begyndelsen, at prins Christian var konservativ helstatsmand, dvs. han holdt på, at monarkiet fortsat skulle bestå af dels kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg. Fra slutningen af 1850'erne fik de nationalliberale atter regeringsmagten i Danmark, og i efteråret 1863 udfærdigede regeringen den såkaldte Novemberforfatning, der kun skulle gælde for Danmark og Slesvig (kaldet Ejder-programmet). Frederik 7. døde den 15. november 1863 uden at have underskrevet grundloven, og den nye konge Christian 9. tøvede i tre dage med at kontrasignere de officielle dokumenter, der var et brud på fredsaftalen efter Treårskrigen. Den nye konge frygtede derfor for en ny krig, men som konstitutionel monark presset af den nationale og skandinaviske folkestemning i København gav han sig til sidst. Resultatet blev krigen og nederlaget i 1864. Senest har journalisten Tom Buk-Swienty med bogen "Dommedag Als" (2010) afdækket, hvorledes Christian 9. førte underhåndsforhandlinger med Det tyske Forbund i håbet om at bevare helstaten eller måske etablere en løsere personalunion (kun baseret på fælles monark) med hertugdømmerne. Christian 9. vedblev at være dynastiets mand og tog derfor ikke udelukkende nationale hensyn. I 1853 var han blevet valgt som tronfølger til netop hele helstaten, altså også hertugdømmerne.

Vejle Amts Folkeblads politiske placering

Frem til omkring 1864 var den politiske situation kendetegnet ved de nationalliberale og de konservative helstatsfolk som to duellerende grupperinger. Dette gjaldt også for Vejlekredsen, der fra 1849-1866 blev repræsenteret i Folketinget af konservative og nationalliberale embedsmænd. Blandt disse var så forskellige politikere som Orla Lehmann, Ove Malling Hersleb og C. F. W. Schytte. I 1866 blev sidstnævnte ikke genvalgt. Pladsen gik til venstremanden, højskolelærer Peter Bojsen (1838-1922) fra Gedved. Vejlekredsen var derefter frem til 1913 repræsenteret af Venstre. Som nyvalgt folketingsmedlem stemte P. Bojsen imod den reviderede grundlov af 28. juli 1866. Med krigen i 1864 havde det nationalliberale borgerskab i byerne udspillet sin politiske rolle. Til gengæld havde de en fælles interesse med godsejerne om at holde de fremadstormende venstrebønder på afstand af enhver politisk indflydelse. Denne enighed udløste i 1866 grundlovsrevisionen, der reelt gav godsejerne og de rigeste byboere magten i Landstinget (det andet kammer i Rigsdagen foruden Folketinget). Bønderne var også på fremmarch. Vejlekredsens politiske skifte skyldes især oprettelsen af venstreavisen Vejle Amts Folkeblad i 1865 af politikeren og redaktøren Thomas Nielsen (1813-95). En anden væsentlig grund var valgkredsenes opbygning. Langt de fleste valgkredse bestod af en købstad med et omliggende landdistrikt, således også Vejlekredsen, der foruden selve byen bestod af sognene Hornstrup, Hover, Jelling, Skibet, Højen, Jerlev, Egtved, Ødsted og Vinding. Det betød, at landboerne i langt de fleste kredse kunne mønstre flere vælgere end bybefolkningen. Med den stigende tilflytning til byerne i slutningen af 1800-tallet blev dette misforhold endnu tydeligere, og først med den nye grundlov i 1915 indvilligede bondepartiet Venstre i en reform af valgkredsenes fordeling med flere kredse ved de største byer.

Landsdelenes regionale, historiske og kulturelle forskelle gav sig i 1860'ernes spæde danske demokrati også udslag i en forskellig politisk kultur indenfor Venstre. På Sjælland, Lolland-Falster og en del af Fyn virkede den politiske bevægelse Bondevennerne med rødder til 1840’erne. Derudover var der det grundtvigsk prægede nationale venstre i det jyske og blandt de velstillede fynske bønder. Disse to grupper udgjorde tyngdepunktet i det forenede venstre fra 1870. Vejle Amts Folkeblad hørte til det nationale venstre, der ikke i sine sociale krav var så yderliggående som Bondevennerne. Ude på den yderste venstrefløj var der bjørnbakkerne (navn efter bondeføreren Lars Bjørnbak), der særlig gjorde sig gældende i det nord – og østjyske. Selvom skifter i Vejle i 1866 var dramatisk, så hørte Vejle Amts Folkeblad ikke til blandt de yderliggående venstreblade.

Indsamling til slesvigerne

Fredag den 24. maj 1867 blev der indrykket en opfordring i Vejle Amts Folkeblad. Skrivelsen opmalede situationen i det tabte land således: Det er desværre bekjendt, at hundreder af vore sønderjydske Brødre i den sidste Tid paa Grund af deres Troskab mod deres gamle Fædreland have maattet forlade Hjemsted, Hustruer og Børn for ikke at aflægge den forlangte Ed til Preusserkongens Fane, mod hvilken mange af dem før have kjæmpet tappert i den danske Hærs Rækker. Ved afståelsen i 1864 af hertugdømmerne havde sejrherrerne Preussen og Østrig delt magten i området mellem sig, men allerede i 1866 kom de tidligere allierede i krig med hinanden. Med Preussens sejr over kejserriget Østrig var de dansksindede i Slesvig under preussisk herredømme, hvorfor der som nævnt i skrivelsen skulle aflægges ed til den preussiske konges fane. Skrivelsen opstillede dernæst en bøn: Til disse i deres eget Fædreland landflygtige Mænd og til deres i Hjemmet nødlidende Hustruer og Børn have Underskrevne, i Haab om velvillig Imødekommen hos Medborgere og Medborgerinder saavel i By som paa Land, forenet sig om at indsamle Bidrag. Veile, den 6te Mai 1867. De underskrevne tæller blandt andre navne som Amalie Glahn, Marie Seligmann, Frederikke Sørensen, Louise Wittrup og Antoinette Ørsted. Under navnene oplyses der om, at damekomiteen har henlagt en liste på bladets kontor, hvor bidragydere kunne tegne sig.

Søndag den 26. maj 1867 på selve sølvbryllupsdagen har folkebladet en notits om indsamlingen til de betrængte slesvigere. Avisen meddeler, at indsamlingen finder sted overalt i riget i national solidaritet. Ikke blot penge, men også guld – og sølvsmykker, kunstsager og bøger bliver doneret. Vejle Amts Folkeblad referer i notitsen til en borger i Aalborg, der havde foreslået, at man opgav de rundtom i Landet berammede Festmaaltider i Anledning af Kongens Sølvbryllup og gav de Penge, man vilde anvende dertil, til Slesvigerne, idet han finder, at det var en virkelig smuk Høitideligholdelse af Dagen. Provinsbladet i Vejle opregner dernæst, at Fædrelandet dog uofficielt er det eneste københavnske dagblad, som har anbefalet dette Forslag. Stemningen var således meget fjendsk overfor "det germanske ægtepar", som kongeparret i de første år efter 1864 blev benævnt i hovedstaden. Fædrelandet førte ligesom i 1850'erne an i den nationale vægring mod prins Christian (9.). Nederlaget i 1864 udartede sig nærmest i et had til kongen, der af de nationalliberale fik skylden for krigsudfaldet. Det var en udbredt opfattelse i offentligheden, at han meget vel kunne ofre fejringen af sit sølvbryllup på den sørgende nations alter. Vejle Amts Folkeblad nøjes dog med at referere denne mening.

Torsdag den 30. maj 1867 oplyser Vejle Amts Folkeblad om det foreløbige indsamlingsresultat. Fra Vejle by er der indkommet 438 rigsdaler og 2 mark. Fra Højen Sogn 38 rigsdaler og 5 mark. Hover og Ildved har givet henholdsvis 30 og 10 rigsdaler. Nørup og [[Randbøl], Thyregod og Vinding hhv. 74, 6 og 35 rigsdaler. Fra øvrige landdistrikter 20 rigsdaler. Tilsammen 654 rigsdaler, der dags dato er indsendt til Hovedkomiteen i Kjøbenhavn. Hvordan lokalbefolkningen har anskuet indsamlingen er uvist, ligesom spørgsmålet om hvorvidt udfaldet imod det kongelige sølvbryllup har påvirket størrelsen på indsamlingen i området.

Fejringen i Vejle

Tirsdag den 28. maj refererede Vejle Amts Folkeblad til festligholdelsen i København den 26. i en længere artikel. Fra morgenstunden samledes de københavnske sangforeninger og begav sig til Amalienborg Slotsplads, hvor kongeparret kom ud på balkonen på Christian 9.s Palæ. Kongen takkede i en kort tale for sangoptoget. Klokken 1 begyndte kuren på Amalienborg, hvor bl.a. Rigsdagens to ting, Folketinget og Landstingets formænd, deltog og lykønskede det kongelige par. Derudover var der de købstadsdeputeredes lykønskning, der blev viderebragt majestæterne af den ældste tilstedeværende borgmester, Helsingørs borgmester etatsråd Olrik. Ifølge folkebladet kendte majestæterne til mange af de deputerede fra deres rejser i Provindserne. Efter kuren på Christiansborg Slot om aftenen bød afslutningen på et festfyrværkeri af tidens førende fyrværkerimester Gaetano Amici.

Samme dag kunne avisen også berette om den lokale højtideligholdelse i Vejle. Begivenheden forløb i byen med almindelig Flagning fra Husene og fra de i Havnen liggende Skibe. Om Morgenen Kl. 5 drog Vaabenbrødrene med Musik og deres Faner gjennem Byen til Nørreskoven og senere paa Formiddagen tilbage. Om Eftermiddagen Kl. 3 drog Friskolens Elever, Drenge og Piger, med Musik i Spidsen til Nørreskoven, hvor der var arrangeret en Fest med Bespisning for dem. Nørreskoven blev fundet velvalgt som sted for fest og farver i det danske forår. Generelt synedes sølvbrylluppet ikke at have kastet det store af sig. Tiden var ikke til fest og løssluppen dans, men sorg og betænksomhed overfor de tabte landsmænd i Sønderjylland. På selve sølvbryllupsdagen, søndag eftermiddag, blev den nye vandledning til Vejle by med beholder i Store Grundet Skov afprøvet på Kirketorvet. Vejle Amts Folkeblad mente at vide, at vandet nåede en højde af ca. 10-11 alen.

I Hornstrup blev et nyt orgel indviet i Hornstrup Kirke på sølvbryllupsdagen, den femte søndag efter påske. Folkebladet skrev, at Denne Dag blev saaledes i dobbelt Betydning en Festdag og mindeværdig for Hornstrup Menighed. Sognepræsten Carl Christian Wittrup holdt en tale, hvori han påpegede orgelets betydning for menighedssangen og takkede på menighedens vegne for gaven.

Fredag den 31. maj opregnede folkebladet dem, som i anledning af sølvbrylluppet var blevet dekorerede eller udnævnte. I Vejle Amt var det blandt andre toldassistent Petersen i Vejle (Dannebrogsmændenes Hæderstegn), herredsfoged, kancelliråd Sarild i Kolding (udnævnt til justitsråd), gårdejer Ammundsen i Smidstrup (kammerråd) og sognefoged R. Christensen fra Balle (Dannebrogsmændenes Hæderstegn). Den 30. maj nævnte folkebladet også den sønderjyske folkegave til kongeparret. Gaven var et broderet tæppe, og i København indfandt sig en deputation af 5 sønderjyder, der overrakte et maleri af professor Skovgaard og hilste på den kongelige familie.

Børnenes triumf i en brydningstid

Torsdag den 30. maj 1867 trykte Vejle Amts Folkeblad i anledning af sølvbrylluppet digte til både kongeparret og deres seks børn, et digt til kronprins Frederik (8.), et til kong Georg 1. af Grækenland (omtalt som "Hellenernes Konge"), et til prinsesserne Alexandra og Dagmar og endelig et til de to yngste, prinsesse Thyra og prins Valdemar. Af versene fremgår det meget klart, at skønt kongeparret umiddelbart er blevet køligt modtaget, så lover fremtiden godt for det danske monarki ved børnenes positioner i Europas ledende kongehuse. Positionen som Europas svigerfar gav Christian 9. en international pondus i de første svære år som dansk konge. Med tiden blev kongen en national institution (se Kongejubilæum i Vejle 1888 og Rubinjubilæum i Vejle 1903). Orla Lehmann udtalte omkring tronbestigelsen i 1863, at hvis tyskerne ville have alt det tyske, skulle de først og fremmest have dynastiet. Dette skulle dog vise sig kun at være et øjebliksbillede. På mange måder levede kongeparret i en brydningstid. Politisk udtrykt ved Junigrundloven 1849, der igangsatte overgangen fra enevælden som styreform til et demokrati i form af et konstitutionelt monarki. Denne proces varede Christian 9.s regeringstid ud. Nationalt ved skiftet fra helstat til nationalstat. Både Christian 9. og dronning Louise var som følge af såvel deres tid som deres familiebaggrunde udgået af helstatens dansk-tyske fælleskultur. Set med deres øjne burde dansk- og tysktalende kunne leve fredeligt sammen. Illusionen blev brudt med Treårskrigen 1848-50, og med krigen 1864 stod Danmark tilbage som en nationalstat med grænse ved Kongeåen. Dynastisk betegnede perioden oldenborgernes uddøen og glücksborgernes entré på tronen. Brylluppet i 1842 havde foregået i ubemærkethed for den brede offentlighed. Sølvbrylluppet i 1867 bar præg af krigen i 1864 og det medfølgende nationale sår. Da ægteskabet havde fået karaten guld i 1892 blev det århundredets folkefest.

Litteratur

• Vejle Amts Folkeblad 1867
• Vejles Historie, bd. 2 - Moderne tider 1786-1970, 1998
• Steen Busck & Henning Poulsen (red.): Danmarks historie - i grundtræk, 2002
• Bo Bramsen: Huset Glücksborg i 150 år, 1975
• Tom Buk-Swienty: Dommedag Als, 2010