Forskel mellem versioner af "Studenterdans i Vejle"

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Studenterdans i Vejles centrum er en tradition, som har skabt fest og stemning i byen hver sommer i en lang årrække. I mange år var der tradition for, at de nybagte stude...')
(Ingen forskel)

Versionen fra 19. jun 2019, 14:32

Studenterdans i Vejles centrum er en tradition, som har skabt fest og stemning i byen hver sommer i en lang årrække. I mange år var der tradition for, at de nybagte studenter dansede omkring springvandet på Kirketorvet og statuen af den lærde historiker, Anders Sørensen Vedel (1542-1616), der står på Kirketorvet med Sct. Nicolai Kirke som nabo. Anders Sørensen Vedel oversatte blandt andet Saxos Danmarkskrønike fra latin til dansk, så det gav god mening, at studenterne dansede om hans statue.

Efter nogle års pause med studenterdans i Vejle, tog Strøgforeningen i 1982 initiativ til at puste liv i traditionen. Strøgforeningen valgte at flytte studenterdansen til det centralt beliggende Rådhustorv. Her var der hverken springvand eller statue at danse om, men Strøgforeningen sørgede for at ”plante” et bøgetræ midt på torvet, som studenterne kunne danse om. Strøgforeningen var i nogle år vært for udskænkning af fadøl til studenterne, ligesom hver eneste fik en rose i hånden. Da antallet af studenter voksede, forsvandt traditionen.

I dag er det City Vejle, der står som arrangør af dans om bøgen, hvor der hvert år er en kendt taler fra lokalsamfundet, som giver de unge et par kloge ord med på vejen. Årets studenter flokkes på Rådhustorvet og danser til tidens høje, dunkende rytmer.


I mange andre danske byer er der også stolte traditioner med studenterdans. I København er der således en mangeårig tradition for studenterdans på Kongens Nytorv omkring ”Krinsen” og rytterstatuen af kong Christian V. Mens Metro-byggeriet har stået på, er studenterdansen dog midlertidigt flyttet til Storkespringvandet på Amagertorv.

I Fredericia danser studenterne altid om statuen af Landsoldaten. I Esbjerg danser studenter om statuen af kong Christian IX på Torvet, og i Sønderborg danser de omkring statuen af Alspigen.

Religionssociologen, professor dr. Phil. Margit Warburg, Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet, har skrevet følgende om studenternes traditioner, herunder dansen:


”Studenternes traditioner symboliserer frugtbarhed ligesom ungdomsritualer gør det i andre kulturer. De unge piger i hvidt, de friske bøgegrene og dansen om den store hest på Kongens Nytorv i København eller om et springvand i provinsen, minder om oldtidens frugtbarhedsritualer, som skulle sikre høstudbyttet og dermed samfundets overlevelse og vækst.”


Litteratur

Vejle Stadsarkiv - I2523, N201847, B62084, N19329