Forskel mellem versioner af "Henrettelser i Vejle"

Versionen fra 8. sep 2019, 18:38

I perioden 1575 til 1839 blev har vi kendskab til 7 henrettelser i Vejle.

Den først kendte henrettelse i Vejle fandt sted i 1575. Den senere biskop i Ribe, Peder Hegelund, som i 1560’erne studerede ved universiteterne i Leipzig og Wittenberg, begyndte 24 år gammel at foretage dagbogsagtige notater og fortsatte med det hele livet. Til notaterne benyttede han tidens populære almanakhefter i lommebogsformat. Det blev til ialt 49 almanakker. Den 13. Januar 1575 noterer han kort: Henrettet blev Engelbert, som på en mark i nærheden af Vejle havde røvet en vogn belæsset med en stor mængde penge. Dette er alt hvad vi ved om denne henrettelse. Men den 4. februar 1575 modtog Vejles byfoged Morten Gøssen et brev fra Koldinghus. Kongen havde bestemt at det, der efter bobehandlingen var tilbage efter betaling af den henrettedes gæld, skulle gives til den henrettedes enke og børn. Efter reglerne skulle det ellers tilfalde kongen.

I 1652 blev træskomand Niels Jensen henrettet ved hængning i Vejle for tyveri. Hans medskyldige, en bager fra Slagelse, blev i juli 1652, benådet af kongen, da tyveriet var ringe, og han ikke tidligere var straffet. Vejle havde ikke egen skarpretter, så man benyttede ”Mestermanden fra Colding”. Da tømrer Hans Fyenbo i juni 1652 havde bygget galgen og galgestigen for en arbejdsløn af 6 slettedaler, blev skarpretteren tilkaldt. Han fik udbetalt 3 slettedaler for at rejse stigen til galgen, så den var klar til hængningen.

Historien om 2 henrettelser for blodskam og barnedrab i 1616 er fortalt af Henrik Becker-Christensen i Vejles Historie, bd. 1. Gert Hviid har fortalt om 2 henrettelser for barnemord i 1743 og 1758 i Vejle Amts Årbog 1993. Den sidste henrettelse for drab i 1839 er fortalt af Arnold Hansen i Vejle Amts Årbog 1920,

Henrettelsen i 1839 fandt sted i udkanten af Tordenballe Skov (en del af Sønderskoven). Det var almindeligt, at en stor skare tilskuere overvejede henrettelser, Vejlenserne var ingen undtagelse og mange overværede halshugningen. I avisen kan man læse, at der var grund til at beklage, ”at Qvindekjønnet i den Grad er istand til at fornægte sin Qvindelige Følelse, at det kan overvære et saadant Optrin”. Om samme henrettelse fortælles mange år senere, at der kom mange fine damer og dyppede deres lommetørklæder i blodet. Blod fra en henrettet var ifølge folketro et godt mod forskellige sygdomme, især epilepsi.

Suppl. læsning

Niels H. Kragh-Nielsen: Straffet på livet – Henrettelser i Danmark 1537 – 1892. (Udg. 2018)