Forskel mellem versioner af "Vejles ældste kirkegårde"

Nuværende version fra 11. dec 2023, 18:30

Vejles to ældste kirkegårde blev anlagt i middelalderen, og de eksisterer ikke længere.

Kirkegården ved Sct. Nicolai Kirke

Den ældste kirkegård var anlagt ved Sct. Nicolai Kirke på det nuværende Kirketorv.

Sct. Nicolai Kirke er formentlig opført i perioden 1240-1280. Det må antages, at der fra begyndelsen har været anlagt en kirkegård ved kirken. Den var aldrig særlig stor, dels var byen ikke særlig stor, og dels begravede man tæt og benyttede ofte den samme grav flere gange. Og alle, der havde råd til det, blev begravet i kirkens gulv eller gravsat i kirkens kapeller og krypter.

Derfor bestod Sct. Nicolai Kirkes gulv i mange år stort set af ligsten. 10 af dem er bevarede, 2 er muret ind i væggene i våbenhuset og 8 i væggene i kirkens kor. I 1805 blev det i Danmark forbudt at begrave de døde i kirkerne, og derefter begyndte man at anlægge nye kirkegårde uden for bymidten, de såkaldte assistenskirkegårde. Det skete også i Vejle. Her er assistenskirkegården nu byens ældste kirkegård, det er Gamle Kirkegård på Langelinie med hovedindgang fra Jacob Gades Stræde. Den er anlagt i 1825.

Men fra midten af 1200-tallet og indtil 1825 lå byens ældste kirkegård omkring Sct. Nicolai Kirke på Kirketorvet.

Den var indhegnet. Det var kirkegårdene i middelalderen. Det var de både af religiøse grunde og af praktiske grunde. Kirkegårde indvies med et kirkeligt ritual, jorden er indviet jord, derfor er det nødvendigt at vide, hvor kirkegårdens grænser er. Desuden skal kirkens ejendomme ligesom alle andre ejendomme opmåles og afgrænses, og endelig var det nødvendigt at holde fritgående dyr væk fra gravstederne. Ud mod den nuværende Kirkegade var der en mur, der var dækket af teglsten. Muren havde flere indgange, der var en køreport, der førte ind til kirkens hovedindgang, der var også 3 indgange til gående, de var dækket af riste.

I perioder med økonomiske vanskeligheder måtte man nøjes med plankeværk eller flettede hegn ned mod åen. Det fremgår af kirkens regnskaber, at der undertiden blev stjålet planker fra indhegningen af kirkegården, og så måtte den udbedres.

Kirkegården blev nedlagt i forbindelse med opførelsen af Vejle Havn i 1825-1827. Det blev nødvendigt at anlægge en god vej fra hovedgaden til den nye havn. 103 lig blev gravet op og flyttet til den nye assistenskirkegård på Langelinie. Det var begravelser foretaget i årene 1817 til 1825. Listen over de afdøde, der blev flyttet, opbevares på Vejle Stadsarkiv. Det tager dog sin tid at nedlægge en kirkegård, så det var først i begyndelsen af 1840erne, kirkegården var endeligt nedlagt. Nu minder de grønne fodpuder rundt om kirken om byens ældste kirkegård. Hver gang der finder opgravninger sted i Kirkegade eller på Kirketorvet dukker der interessante fund frem af jorden, rester af den oprindelige kirkegårdsmur eller knogler, tænder og kranier fra forskellige århundreder.

På nordre kapels nordmur ses 23 runde huller sirligt anbragt rundt om vinduet. De indeholder hovedskaller. Det er ganske usædvanligt. Der findes eksempler på indemurede hovedskaller i andre kirker, men kun en enkelt eller få. Sagnet fortæller, at de stammer fra røvere, der overfaldt fredelige handelsrejsende, der kom til byen nordfra, der hvor Roms Hule ligger i dag. Til straf for deres forbrydelser, blev de henrettet og deres hoveder blev muret ind i kirkens mur. Men disse fortællinger stammer fra skriftlige kilder fra 1700-tallet. Nationalmuseets eksperter vurderer, at hovedskallerne måske stammer fra kirkegården, måske fra et benhus og er opsat som prydelse. Benhuse var små tilbygninger, der rummede opgravede ligrester, der blev samlet der i forbindelse med nye begravelser.

Der eksisterer en plan over kirkegården fra en opmåling foretaget i 1757. Heraf fremgår jordens beskaffenhed, og priserne på begravelser blev fastsat herefter. Kirkegården var inddelt i områder med henholdsvis garnisonsjord, anden slags mellemjord, første slags mellemjord, ubenyttet jord, hospitals- og fattigjord, første, anden og tredje slags bedste jord og middelmådig jord. Det kostede ikke noget at blive begravet i hospitals- og fattigjorden.

Munkenes kirkegård

Der var en kirkegård mere i Vejle i middelalderen. Den var anlagt i forbindelse med dominikanernes kloster, der lå der, hvor det Gamle Rådhus med tilhørende Rådhustorv nu ligger. Det er derfra Klostergade har sit navn.

Af fund, der er gjort i området blandt andet to slagsværd, kan man se, at det var muligt for andre end munkene at blive begravet på munkenes kirkegård og også i gulvet i den tilhørende kirke i sydfløjen. Dominikanerne tilhørte en tiggerorden, i Danmark kaldes de ofte for sortebrødrene på grund af deres sorte kapper. Sortebrødrenes kloster var et firelænget klosterkompleks. Det har fyldt meget i den lille by, men måske er den rette betegnelse snarere et broderkonvent. Det eksisterede i ca. 200 år. Dateringen er omstridt, det blev opført i 1310 eller måske 1330-40 og nedlagt omkring 1530, da Reformationen nærmede sig. Efter reformationen overtog kongen klosteret og lod den bedste del af det gamle bygningsværk ombygge til rådhus. Kirkegården blev nedlagt i forbindelse denne ombygning og anlæggelsen af byens nye torv.

I dag er der i Vejle fire kirkegårde, der alle er i brug. Gamle Kirkegård på Langelinie anlagt i 1825, Østre Kirkegård på Langelinie 1871, Nordre Kirkegård 1910 og byens yngste kirkegård, Søndre Kirkegård 1941.

Litteratur

• Kirkerne i Vejle. Danmarks kirker. Nationalmuseet 2005 side 245-268
• C. V. Petersen (red.) Vejle Bys Historie 1327-1927. Vejle 1927 side195-198
• Vejles Historie bind 1. Vejle Kommune 1997 side 84-96

Birgitte Arffmann december 2023