Forskel mellem versioner af "Vejle ny Mineralvandsfabrik"

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
(Oprettede siden med 'Peder Clausen Nielsen blev født 05.08.1854 i Assendrup Mark, Engum Sogn, som søn af husmand Niels Peder Pedersen & hustru Mette Sofie f. Knudsen. I Folketællingerne 1870 ...')
 
(Ingen forskel)

Nuværende version fra 27. okt 2024, 13:42

Peder Clausen Nielsen blev født 05.08.1854 i Assendrup Mark, Engum Sogn, som søn af husmand Niels Peder Pedersen & hustru Mette Sofie f. Knudsen. I Folketællingerne 1870 & 1880 var han tjenestetyende hos henholdsvis landmand Jens Christensen i Hedensted Sogn og sognepræst Peter Ammundsen i Pjedsted Sogn. Herefter tog hans liv en stor omdrejning.


I 1883 blev han gift med Sybille Cathrine Jensen (f. 24.03.1861 i Bredal). De flyttede til Vejle samme år, hvor de bragte mindst fem børn til verden: Peter Kjær Nielsen (f. 1885), Valdemar Kjær Nielsen (f. 1889), Johanne Kjær Nielsen (f. 1891), Sofus Kjær Nielsen (f. 1896) og et barn der døde alt for tidligt.


Den 6. februar 1893 grundlagde P.C. Nielsen Vejle ny Mineralvandsfabrik. Dermed fik Mineralvandfabrikken i Veile (grundlagt 1. maj 1866) lokal konkurrence. Vejle-egnen var på dette tidspunkt på hastig vej til at blive et internationalt berømmet turistmål – kendt for bl.a. den skønne natur og de mange traktørsteder – og samtidig buldrede afholdsbevægelsen derudad, så der blev solgt rigtig mange sodavand i Vejle-egnen.


I slutningen af 1896 erhvervede P.C. Nielsen pr. 1. april 1897 Dæmningen 22 i Vejle, der hidtil var beboet af branddirektør Helms. Her boede familien, indtil de efter nogle år overtog Vissingsgade 28. Mineralvandsfabrikken holdt til forneden mens familien boede på 2. sal.


Der fandtes den gang et væld af mineralvandsfabrikker. Hver fabrik førte typisk mange forskellige mærker. I 1907 lancerede Vejle ny Mineralvandsfabrik en ny sommerdrik:


”Cidrill hedder en velsmagende og læskende Sommerdrik, der er tilberedt af Æblemost og Druer. Den er bragt i Handelen af Vejle ny Mineralvandsfabrik”. VAF (27.07.1907).


Gennem årene var Vejle ny Mineralvandsfabrik også kendt for PC Cola, Club-Soda, Ananas Squash, Appelsin Squash, Lemon Squash, Limas’s ren naturdrik, Quinine Tonic Water, Vejle Apollinaris, Vejle Citron Vand, Vejle Grape Tonic, Vejle Limonade (såkaldt svensk sodavand) & Vejle Sports-Vand. P.C. Nielsen anvendte en overgang et rids af Vejle Rådhus som logo på sine flasker.


Et tilbagevendende problem for mineralvandsfabrikanterne var tilbageaflevering af flasker og sifons. Fabrikanterne indrykkede annoncer om dette jævnligt. Vejle ny Mineralvandsfabrik lokkede med at udbetale 25 øre pr. stk. tilbageleveret sifonflaske (VAF 13.11.1907).


Den 15. marts 1913 bragte VAF en annonce, hvor Vejle Mineralvandsfabrik, Vejle ny Mineralvandsfabrik, Tuborg Depot, Carlsberg Depot, Sødrings Oplag & Nicolavskildes Brøndanstalt i Aarhus var gået sammen om at annoncere for tilbageaflevering af flasker og sifons. I stedet opfordrede de forbrugerne til at købe patentflasker hos isenkræmmer C. Brincker i Vejle. En tilsvarende annonce blev bragt i VAF (28.06.1916).


Da en udenbys mineralvandsfabrikant i 1915 førte en markedsføringskampagne, der satte spørgsmålstegn ved om andre – altså implicit også Vejle ny Mineralvandsfabrik – formåede at fremstille en apollinaris magen til den tyske apollinaris indledte Vejle ny Mineralvandsfabrik og cand.pharm. Sophus Tromholt, Analytisk-Kemisk Laboratorium, Vejle, en modkampagne, hvor sidstnævnte garanterede for kvaliteten af Vejle ny Mineralvandsfabriks apollinaris (VAF 11.12.1915).


P.C. Nielsen døde 4. januar 1926 i Vejle og blev begravet på Vejle gl. Kirkegård.


Vejle ny Mineralvandsfabrik blev drevet videre af P.C. Nielsens sønner: Peter Kjær Nielsen (f. 25.01.1883) og Sofus Kjær Nielsen (f. 06.08.1896). Brødrene drev mineralvandsfabrikken i forening til 1930, da Sofus Kjær Nielsen overtog den som eneindehaver.


Fra 1948 blev Sofus’ søn, Svend Kjær Nielsen (f. 26.03.1916), prokurist i firmaet.


I 1960 indviedes nye lokaler Vestre Engvej. På den nye fabrik kunne man fremstille 3.000 flasker sodavand i timen.


Fabrikken lukkede i juni 1974 og solgte bygningen til autofirmaet Brdr. Nedergaard I/S


Kilder

  • Kraks Danmarks ældste forretninger: Vejle Mineralvandsfabrik, P. C. Nielsen, 1950.
  • VAF (07.12.1896 Køb af Dæmningen 22; 21.05.1960 Ny fabrik).