Fattiggården
Der har altid været folk i byen, som ikke kunne klare sig selv. Ifølge fattigloven af 1803 skulle myndighederne indrette bosteder, hvor de fattigste kunne få husly. Indtil 1845 lå der et fattighus i Grønnegade. I takt med byens udvikling var behovet imidlertid vokset, og huset var for dårligt.
I et hus ved Gammel Havn indviedes i september 1845 en ny fattiggård i to etager og med et mindre hus i ét plan. De trængende kunne her få husly og simpel forplejning bestående af grød, vælling, kål, ærter, flæsk, kød, fisk, kartofler og brød. Til gengæld skulle fattiglemmerne arbejde, så godt de kunne. Det var forbudt at drikke brændevin, synge og tale højt. Der blev forlangt orden, lydighed og taknemmelighed. De måtte ikke forlade stedet eller modtage besøg uden tilladelse fra fattiginspektøren. Hvis nogen overtrådte disse regler, risikerede de at blive sendt til Tvangsarbejdsanstalten i Horsens.
En del af beboerne var gamle, udslidte kvinder og mænd. Til dem blev der med tiden oprettet alderdomshjem, hvor pladsforholdene var bedre, og reglerne ikke så stramme.
Med socialreformen af 1933 forsvandt fattiggården, og blev omdannet til arbejdsanstalt.
Litteratur
Vejles historie, bind 2, 1998
Billeder
Vaskehus, inspektørbolig og Fattiggårdens hovedbygning, ca. 1910
Fattiggården, 1930’erne
