Vorbasse Børnehjem / Børnehjemmet ”Kildebjerget” (Stouby Børnehjem)

Der blev langt fra oprettet børnehjem i alle sogne i Danmark. De nærmest beliggende børnehjem til Vejle Købstad før 1940 blev anlagt i Hornstrup Sogn, Vinding Sogn, Smidstrup Sogn, Vorbasse Sogn og Stouby Sogn. Der var uhyre stor forskel på, hvor meget Vejle Kommune benyttede disse børnehjem.

Vorbasse Børnehjem i Ribe Amt blev oprettet 1. oktober 1918 og indviet 3. november samme år. Det havde hjemme i en tidligere lægebolig på Gl. Grenevej 2. Ægteparret Søren Nielsen Magelund (f. 1885 i Linnerup) og hustru Petra Nielsen (f. 1887 i Elsted) var frontfigurer for hjemmet, hvis første bestyrelse bestod af lægdmands Niels Jensen, bygmester Carl Petersen og gårdejer Gregers Nielsen, alle Vorbasse. Ægteparret Magelund var forstandere for børnehjemmet, og de havde Søren Magelunds moder, enke Ane Marie (f. 1862), som medhjælperske.

Søren Magelund var søn af en husmand. Skønt hovedet var skruet rigtigt på, måtte han i en årrække tage til takke med at arbejde som tjenestekarl i bl.a. Vindelev Sogn og Fitting. Engang efter 1911 blev han udnævnt til medbestyrer for Blindehjemmet ”Villa Chrith” i Kolding. Den anden bestyrer var missionær Knudsen, som Søren Magelund måske kan have mødt i forbindelse med sit engagement i Dansk Forenet Sudanmission (stiftet 1911). I 1916 kom blindehjemmets styrelse – og særligt den økonomiske styrelse – ud for en voldsom offentlig kritik. Det betød dødsstødet for hjemmet, og det måtte lukke i januar 1917. Den uheldige affære forfulgte ikke Magelund og forhindrede ikke det kort efter stiftede Vorbasse Børnehjem i at opnå den så økonomisk vigtige statsstøtte.

Det var meldt offentlig ud, at Vorbasse Børnehjem skulle huse 12 drenge i alderen 7-11 år. I Folketællingen 1921 husede hjemmet imidlertid 15 drenge og pigen Oda Andersen (f. 1912 i Ødsted). Oda blev vistnok hjemmets eneste pige. I Folketællingen 1925 var der små- og spædbørn blandt drengene. Drengene kom fra hele landet inkl. fra naboamtet Vejle Amt. Forstanderægteparret havde ud over plejebørnene deres egen søn, Helge (f. 1916), at passe på.

Pastor og leder indenfor KFUM i Vorbasse, Johannes Nicolai With, og Søren Magelund indledte et samarbejde. Skiftevis indbød de unge mænd til møder i deres hjem. Der samledes gerne ved disse sammenkomster mellem 20 og 25. Møderne indledtes med et ord ud fra bibelen, derefter kaffe, en religiøs fortælling og afslutning med andagt. Selvom Søren Magelund var foredragsholder for Sudanmissionen og for unge mænd, så blev han af sin datter, lægemissionær Else Magelund, blot beskrevet som moderat missionsk. Han skal således ikke have tvunget drengene på børnehjemmet til at deltage i religiøse aktiviteter med undtagelse af et fast morgenritual. Hver mandag-lørdag morgen brugte man 10 minutter med bibel, salme- eller sangbog. Om søndagen dobbelt så lang tid, men der var ikke fast søndagskirkegang.

Martin Larsen (f. 1911 i København) blev i 1919 anbragt på drengehjemmet sammen med sine to brødre. Han beskrev i et brev i 1991 til Axel Okholm sine oplevelser fra Vorbasse Børnehjem. Her erindrede han med glæde kommuneskolegangen, kammeratskabet med byens børn og børnehjemmets mange aktiviteter og tilknyttede voksne: sport, husflid, FDF-møder, ekskursioner i den smukke men barske hedeegn, pastor With, lærer Thomsen og lærerinde fru Nielsen. Andre erindringer, fra folk der levede dengang, fortæller dog, at børnehjemsbørnene ofte blev mobbet. For de anbragte drenge i skolealderen bød hverdagene ofte på et hårdt program. De gik i kommuneskolen hver anden dag. Her lød programmet: op kl. 6, i skole fra 7-14, arbejde fra ca. 15-18. På skolefridage lød dagens program på en ligelig fordeling af lektielæsning, arbejde og fritid. De svage og forsømte drenge måtte også tage deres tørn. Man skal dog huske på, at dette dagsprogram ikke har været synderligt anderledes for Vorbasses ikke-anbragte børn. Ægteparret Magelund sparede heller ikke på nogen måde sig selv. Deres arbejdsdag varede mellem 12-16 timer. Fritiden var tilgengæld fuld af gode oplevelser. Børnehjemmet stiftede eget fodboldhold og orkester, tog på sommerlejr ved Lillebælt, på cykeltur til grænsen og spadsereture på Vestkysten.

Den 12. december 1924 døde Petra på Kolding Sygehus. Hustruens dødsfald ramte Søren Magelund hårdt. Kort efter besluttede man at flytte børnehjemmet. Årsagen til flytningen var, at man følte børnehjemmet lå indeklemt mellem andre huse, den tilhørende tørvemose samt fem tønder land lå ikke lige ved hjemmet, og desuden var bygningerne for små. 15 ud af 60 tilbud om egnede ejendomme blev beset, inden bestyrelsen valgte ”Kildebjerget” (Sanatorievej 1) i Stouby beliggende tæt på skov og strand. Dermed flyttede børnehjemmet fra Ribe Amt til Vejle Amt. Det nye hjem tålte slet ikke sammenligning med det mere beskedne Vorbasse Børnehjem. Pragtvillaen var opført i 1903 af grevinde Anna Scheel (d. 1924), enke efter grev Scheel, Barritskov. Der hørte en stor have, marker svarende til et lille husmandsbrug (4 ha) samt en lege- og sportsplads (2 ha) med til ejendommen. Børnehjemmet havde plads til 20 drenge i alderen 2-14/15 år (forhøjet til 25 drenge under Besættelsen).

Ca. 40 drenge og pigen Oda nåede at gå på Vorbasse Børnehjem. Kort inden flytningen til Børnehjemmet ”Kildebjerget” (ofte kaldet Stouby Børnehjem) var Søren Magelund blevet gift for anden gang. Marianne (f. 1888 i Nr. Sundby) fødte ham to børn, Tony og Else, så de første år på ”Kildebjerget” havde han tre hjemmeboende børn.

Lægerne på det nærtliggende Vejlefjord Sanatorium fik tilsynspligt med børnenes helbred, mens børneværnet i Stouby Kommune overtog tilsynspligten med hjemmet. Lægerne og børneværnsformand Oluf Thorborg havde ved børnehjemmets 20 års jubilæum i 1938 kun rosende ord at sige om driften og forstander Magelund.

Forstander Søren Magelund sværgede ud over bibelen til små husmandsbrug, afholdssagen og kommuneskolen. Når drengene ikke var i kommuneskolen måtte de derfor lære at dyrke børnehjemmets marker og luge ud i stalden. De større børn kunne også ganske frivilligt få deres egen lille have at dyrke. Når årstidernes skiften satte en stopper for have- og landbrugsarbejdet, så lærte børnene håndværk ved høvlebænkene i værkstedet. Fritiden bød på mange muligheder. En rask omgang ”I.P. Müller” (gymnastik) hver morgen. Om sommeren kunne drengene nyde en tur gennem skoven ned til børnehjemmets egen badebro ved Vejle Fjord. Om vinteren stod den på kælkning eller skøjteløb. Lege- og sportspladsen var heller ikke kun til pynt. Endelig fik drengene masser af oplevelser gennem medlemskabet af den i januar 1927 af Søren Magelund stiftede og ledede afdeling af Frivilligt Drenge Forbund (FDF) i Stouby. Her søgte man gerne på tur med drenge fra andre kredse. Forstander Magelund tolerede ingen form for krigslege, og han passede nøje på hvilke radioudsendelser, film og bøger drengene fik adgang til. Han søgte også at præge dem gennem samtaler, oplæsning og aftenskole. Sidstnævnte var også åben for drenge uden for børnehjemmet.

Ved 25 års jubilæet i 1943 havde ca. 125 drenge gået på børnehjemmet. Om børnenes slægtninge skrev forstander Magelund:

»Maa jeg først sige, at gennem Aarene her, har vi haft 16 Børn, som intet Menneske har spurgt efter, skønt Far og Mor begge var i Live. Kan saadant overhovedet forstaas? Dog, trods dette, for Børnene til en vis Alder helt uforstaaelige, er disse Børn lykkeligere end de, hvis Familie har fyldt Barnesindet med Synd, Sorg og Skam og saa mange tunge Minder af enhver Art. Saadanne Familier maa vi helt eller delvis nægte Adgang til Barnet. De kan ødelægge paa en Time, hvad man kan være Maaneder om at bygge op. Lykkeligst her – synes jeg – at have set de Børn, hvis Forældre er døde. Barnet behøver ikke at have levet ret længe, før det forstaar, at Døden er Hvermands Herre. Endelig er der de gode Forældre, som ”Livet har handlet ilde med”, og som derfor af en eller anden dem utilregnelig Aarsag ikke kan have Barnet hos sig. Med saadanne har vi haft og har altid det glædeligste og frugtbareste Samarbejde. Ofte er de her i Dagevis og færdes da sammen med Barnet mest muligt«.

Drengene kom ud at tjene eller i lære efter konfirmationen, men officielt havde Børnehjemmet ansvaret for børnene indtil 18 års alderen. Ansvaret kunne forlænges med et år ad gangen indtil barnets fyldte 21. år. I praksis ville det sige, at børnehjemmet håndterede drengenes opsparing. For nogle drenge kunne 18 års fødselsdagen ikke komme hurtigt nok, mens andre voksne drenge gladelig vendte tilbage til børnehjemmet i deres ferier. I anledning af 25 års jubilæet blev der oprettet et legat til støtte for børnehjemmets voksne børn. Vejle kommune valgte at støtte legatet med 50 kr.

Drengene klarede sig vidt forskelligt efter tiden på børnehjemmet. I 1943 lød status: en var blevet alkoholiker, en sindssyg (men nu udskrevet for sindssygehospitalet), en invalid, fire døde som 14- og 16-årige, en lille håndfuld læste videre, tre var smede, en grænsegendarm, en sømand, en husmand, fem flyttet til udlandet, ni gartnere o.s.v.

Bestyrelsen for Børnehjemmet ”Kildebjerget” havde et vejlensisk islæt, idet den i Vejle bosatte pastor Gottliebs hustru, Johanne Gottlieb, sad i bestyrelsen i jubilæumsåret 1943 sammen med overlæge på Vejlefjord Sanatoriet J. Graversen og bygmester Carl Petersen, Vorbasse. Sidstnævnte var formand.

Til trods for det vejlensiske islæt i bestyrelsen samt Vejle Kommunes støtte til legatet til børnehjemmets voksne børn, så var Børnehjemmet ”Kildebjerget” ikke blandt kommunens mest benyttede børnehjem. Vistnok kun lejlighedsvis som i 1948 havde kommunen anbragt et barn på drengehjemmet.

Kort efter jubilæet indgik Børnehjemmet ”Kildebjerget” et samarbejde med Kristelig Forening til Børns Redning. Denne forening var stiftet i 1898 under navnet Kristelig Forening for Offentlig Tiltalte og Straffede Børns Redning og havde siden skiftet navne flere gange: 1900-1920 Kristelig Forening til Vildfarne Børns Redning, 1920-1945 Kristelig Forening til Børns Redning, 1945-1967 Kristelig Forening for Børneforsorg. Vejle Amt havde fået en lokalafdeling i 1899, der fra begyndelsen var aktive med at anbringe børn. Hovedforeningen havde siden 1901 ejet Ærø Iagttagelseshjem og Orøstrand Iagttagelseshjem, hvor forsømte eller lovovertrædende børn kunne få midlertid ophold. Orøstrand Iagttagelseshjem var i 1923 blevet omdannet til et hjem for piger (Orø Ungdomshjem), men hovedforeningen havde længe ønsket sig et rigtigt børnehjem for ikke-forbryderiske drenge. Såvel ægteparret Magelund som hovedforeningen for Kristelig Forening til Børns Redning håbede med tiden, at sidstnævnte skulle overtage kontrollen med ”Kildebjerget”.

Omkring 1950 forlod Søren Magelund Børnehjemmet ”Kildebjerget” og stoppede som formand for Stouby FDF, da han efter sigende ikke længere kunne overkomme arbejdet på grund af alder og sygdom. Ejendommen blev herefter overtaget af den nynavngivne Kristelig Forening for Børneforsorg.

De nye eneejere beholdt børnehjemmets gamle navn og ansatte ægteparret Kaj og Ella Thøfner som forstandere. De fik privatbolig i en nyopført fløj. At valget faldt på københavneren Kaj Thøfner var ingen tilfældighed. Efter nogle år som lærling i et grossistfirma og syv år som assistent i Landmandsbanken satte han sig 27 år gammel på skolebænken i K.F.U.M.s seminarium og opfyldte en gammel drøm om at blive læreruddannet. Han blev derefter medhjælper på Lærlingehjemmet ”Munkeris”, inden han i januar 1933 åbnede sit eget lærlingehjem: ”Løjtegaard” i Tårnby på Amager, for 15-18-årige drenge. Kaj Thøfner havde i mange år været aktiv medlem og siden leder i FDF i København og gennem denne kristne ungdomsbevægelse samt venskabet med provst Ludv. Valentiner fået en stærk tro på Gud. Det glædede ham derfor meget, da Kristelig Forening til Børns Redning i 1934/1935 overtog Lærlingehjemmet ”Løjtegaard” og lod ham fortsætte som forstander. I marts 1937 eller 1938 flyttede lærlingehjemmet til Sdr. Fasanvej 16 og skiftede navn til Frederiksberg Lærlingehjem.

Ved de nye eneejeres officielle indvielse af Børnehjemmet ”Kildebjerget” deltog selveste undervisningsminister Flemming Hvidberg, inspektør Hersom ved Børneforsorgen, Stouby Sogneråds formand E. Broch Mikkelsen, repræsentanter fra Kristelig Forening for Børneforsorg, Skolekommissionen, kirken, K.F.U.M. og K., formand for det lokale tilsynsråd Th. Thomsen samt lærere og lærerinder fra Stouby skolevæsen. Sognerådsformand Mikkelsen udtalte, at han håbede, at der fortsat måtte bestå et hjerteligt og fordrageligt forhold mellem sognet og børnehjemmet.

Kaj Thøfner overtog ligeledes formandskabet for Stouby FDF efter Søren Magelund. Her sad han dog kun på posten indtil 1956, hvorimod han var forstander for Børnehjemmet ”Kildebjerget” indtil 1962, hvor sygdom tvang ham til at stoppe.

Ægteparret Thøfner blev afløst af Anna og A.P. Jessen. Med Bistandsloven af 1976 skete der store forandringer med børneforsorgen herhjemme. To år senere flyttede Børnehjemmet ”Kildebjerget” og forstanderægteparret Anna og A.P. Jessen til Thyholm.

I 1951 blev stedbrødrene Herman og Steff Ejlertsen anbragt på Børnehjemmet ”Kildebjerget”. Steff Ejlertsen blev siden lærer og efterskoleforstander, og han har holdt foredrag, startet en hjemmeside og udgivet to bøger med sine egne erindringer og stedbroderens triste skæbne som landevejsridder. Han giver ægteparret Thøfner en rosende omtale. Steff Ejlertsens foredrag og bøger har været medvirkende til, at flere tidligere anbragte drenge har rost forstanderægteparrene Thøfner og Jessen på sociale medier. Søren Wollesen har ligesom Ejlertsen oprettet sin egen hjemmeside, hvor han modigt beretter om sin tid på drengehjemmet 1969-1974. Han fortæller, at han som nyanbragt blev mobbet af de andre drenge, indtil han lærte at slå fra sig. Det frie liv ved strand og skov med de andre drenge og guitarspillende pædagoger var en sand lise for hans sjæl, og han søger stadig den dag i dag tilbage til naturen ved ”Kildebjerget”. Han betegner forstander Jessen således:

»Datidens forstander på Kildebjerget var, som jeg husker det, en mand af hvad der nok kan betegnes som den gamle skole. Han satte rammerne og de værdier der var bærende på stedet, såvel de pædagogiske som de almen gældende, herunder grænser for hvad der kunne tolereres af ulydig/lovløs adfærd. Således har jeg selv et par gange eller tre oplevet hvor denne grænse gik! […] Jeg tror, når jeg tænker tilbage, at jeg var barn af en tid, hvor pædagoger (og selvfølgelig ikke mindst den daværende Forstander) havde lyst til at realisere det smukke nye, som velsagtens red på bølgen af flower power, og som gav plads til iagttagelsesperspektivet om det unikke individ, som skal mødes der hvor det er og omfattes af kærlighed og imødekommenhed, accept og respekt. Jeg har ikke den mindste tvivl i mit sind, dé år gav mig fundamentet hvorpå jeg lever og oplever mit liv. De har sat sig dybe spor i min sjæl og smukke farver i mit sind, og jeg tænker de lagde grunden til et søgende og refleksivt væsen. […] Kildebjerget tilbød nogle fantastiske rammer at leve livet i, menneskeligt såvel som fysiske. Der var voksen nærvær, interesse, omsorg og kærlighed. Der var opgaver der skulle varetages, inde som ude, der var dyr at tage vare om...«

Forstanderægteparret Jessen inviterede også Wollesen ind i deres private hjem samt i deres sommerhus i Juelsminde, hvor han var legekammeret med deres søn Otto. Uden for hjemmet havde Wollesen svært ved at indpasse sig i Folkeskolen – eller med hans egne ord:

»Selv tror jeg nok at jeg dengang følte mig ”misforstået” og gjort til ”den skyldige” gang på gang, hvilket nok må ses som en projicering af faktiske realiteter, og tages til udtryk for barnets umodenhed og dermed manglende forståelse for og anerkendelse af, sammenhængen mellem årsag og virkning. Som jeg opfatter det, i et bagudskuende iagttagelsesperspektiv, blev det af afgørende betydning for min exit fra Kildebjerget i 1974, at man ”løb tør” for skoler der ville huse mig, indenfor en overskuelig geografisk radius. Det er sandsynligt at det også var godt det samme!«

”Kildebjerget” fortsatte efter 1978 med at være en institution. Vejle Amt overtog ejendommen og gik i 1979 i gang med at opføre tre elevhuse til en kostskole for 40 sent udviklede 15-20-åríge. Villa ”Kildebjerget” fungerede herefter kun som administrationsbygning. Gunnar Bang ledede kostskolen frem til 1996, hvor han blev afløst af Inez Knudsen.

I 1999 blev Sten Muff ansat som leder af kostskolen, der nu husede psykisk udviklingshæmmede og sent udviklede med tillægshandikap. Regionsrådet lukkede ”Kildebjerget” Kostskole i 2013 p.g.a. for få tilmeldte elever, hvorefter Østjyllands Privatskole med tyrkiske rødder overtog ejendommen. Uroligheder i Tyrkiet betød, at mange elever blev udmeldt og privatskolen måtte lukke. Hedensted Kommune, der havde overtaget ejerskabet ved kommunalreformen, oprettede derefter i 2018 et bo- og beskæftigelsestilbud for børn med behov for afklaring i forbindelse med fraflytning fra forældrene eller overgangen fra en børne- og ungdomsinstitution til en vokseninstitution. Lederen Klavs Thomsen Hansen havde tidligere arbejdet på institutioner i Brejning for Vejle Kommune og været med til at etablere bofællesskabet ”Rugmarken” i Hedensted Kommune.

Litteratur og kilder

Andersen, Vald.: Vorbasse – et hedesogns historie, Konrad Jørgensens Bogtrykkeri, 1963.

Magelund, Søren: Børnehjemmet ”Kildebjerget” Stouby ved Vejle Fjord, »Danske opdragelseshjem i tekst og billeder«, 1926.

Magelund, Søren: Børnehjemmet ”Kildebjerget” 25 års jubilæumsskrift, 1943.

Mathiasen, Ejner: Indre Mission i Vorbasse.

Watts, Jeremy: Vorbasse Børnehjem Del 2, »Vorbasse og Skjoldborg Sogneblad«, nr. 1, 2018/19.

Kristelig Forening til Børns Rednings årsberetning, 1934/35-1943/44 – findes digitalt på kb.dk.

Kirkebog Vorbasse Sogn – viet 24.09.1915 forstander Magelund og Petra Nielsen & død 12.12.1924 Petra Nielsen.

Socialkontoret i Vejle Beretning for Regnskabsåret 1948-49.

Folketællingen 1901 Vindelev Sogn, opsl. 91 – tjenestekarl Søren Nielsen Magelund.

Folketællingen 1911 Vorbasse Sogn – tyende Søren Nielsen Magelund.

Folketællingen 1921 og 1925 Vorbasse Sogn - Vorbasse Børnehjem.

Folketællingen 1930 og 1940 Stouby Sogn - Kildebjerget Børnehjem.

straarupnet.dk/anetavle/getperson.php?personID=I725&tree=01

Vorbasse Lokalhistoriske Arkiv – postkort af Vorbasse Børnehjem med børn og forstanderægteparret. Arkivet har også Magelunds erindringer A282.

Folkebladet Sydjylland (1916-jan. 1917), Horsens Folkeblad (09.08.2018), Kolding Social-Demokrat (1916-jan. 1917), Kristeligt Dagblad (21.10.2011), Vejle Amts Folkeblad (04.02.1903, 09.03.1916, 29.05.2013), Vestkysten (28.10.1918).

livsvaerk.dk

leneogsteff.dk

fdfmuseet.dk

hostruphoej.org

sorenwollesen-egne-digte.dk/31011292