Niels Lauridsen Amnitsbøl

Niels Lauridsen Amnitsbøl

Fra fredløs til herredsfoged - beskrevet udfra Jerlev herreds tingbøger

(NB: De anførte citater er ikke fra selve tingbøgerne, men fra de ekstrakter, jeg har skrevet på [1]).

Niels Lauridsen var søn af selvejerbonden Laurids Poulsen og hustru Sidsel Jerlofsdatter (hendes efternavn kan måske staves anderledes; forskellige skrivere kunne have hver deres opfattelse af, hvordan et navn skal staves) i Amnitsbøl i Ødsted sogn. Han havde søstrene Dorthe og Kirsten samt storebroderen Jerlou (også stavet bl.a. 'Jerlo').

Da forældrene var døde, blev det Niels, der kom til at overtage gården. Det havde storebror nok ikke regnet med; han var i Norge på det tidspunkt og havde sendt Niels sin fuldmagt; måske havde han regnet med, at fuldmagten skulle bruges til at skaffe ham selv gården. I alt fald kommer det til nogle stridigheder, som dog synes at ende fredeligt, da Niels betaler Jerlou også for hans part i arven.

Det var i 1662. Nu var Niels Lauridsen altså gårdejer. Men tilsyneladende var han stadigvæk ugift. Det var nok ikke helt sædvanligt; man anså det for ret umuligt at drive en gård uden en kone i huset. Det var helt sædvanligt, at hvis en bondekone blev enke, så var der allerede en 'trolovet fæstemand' til stede ved skiftet, der foregik 30 dage efter dødsfaldet. Helt så travlt behøvede mændene nok ikke at have; men der findes dog et eksempel på, at en mand fandt sig nødsaget til at klage til amtmanden, fordi der var lagt ham hindringer i vejen for at blive gift igen efter hans kones død.

Men Niels havde da en kvinde i huset ved navn Wusse Madsdatter. Hende kom han til at høre meget for sidenhen.

Endelig i 1669 bliver Niels gift. Bruden hedder Kirsten og er datter af den velhavende bonde Jørgen Jensen på Holm i Østbirk sogn. Selve bryllupsdagen kender vi ikke; men forberedelsen er den sædvanlige for selvejere: Niels Lauridsen udbyder - efter først at have fået orden på forholdet til storebroderen - halvdelen af sin ejendom til salg i et såkaldt lovbudsvidne. Enhver har lov til at byde på ejendommen, og slægtninge har førsteret, hvis ellers de byder det samme, som kan opnås af andre købere; men, som det også var sædvanligt, er der ingen andre, der byder, end den, som sælgeren havde tiltænkt ejendommen: Jørgen Jensen tilbyder på vegne af sin datter, ærlige, dydige og gudfrygtige Else Jørgensdatter, at købe. Det var den 28. april 1669.

Måske binder Niels Lauridsen sig lidt strammere, end sædvanligt er. Der følger nemlig dette notat i tingbogen:

Jørgen Jensen i Holm, et vidne: Niels Lauridsen i Amnitsbøl vedgik og bekendte, at eftersom han af Guds faderlige og guddommelige providens og forsyn agtede sig at ville indtræde i det hellige ægteskabs stand med Else Jørgensdatter, og (om) jeg Niels Lauridsen da imod forhåbning ved den timelige død hendenkaldes, før end at min trolovede fæstemø Else Jørgensdatter med nogen livsarvinger af Gud velsignet vorder, så testamenterede og tilforpligtede Niels Lauridsen sig her idag for tings dom for sig og sine rette sande arvinger, at Else Jørgensdatter efter hans død skal forlods udhave af hans bo og gods og bedste løsøre 500 rdl., herforuden at gange i lige skifte og deling efter loven med de andre arvinger, så meget enhver pro quoto kan tilfalde. Han vedgik her for retten Else Jørgensdatter at annamme de 500 rdl. ligesom en vitterlig gæld. Til sikkerhed har han samtykke fra sin broder Jerlof Lauridsen, og de tager Jørgen Jensen i hånd.

Nabostrid

De nygifte skulle ikke komme til at nyde deres hvedebrødsdage længe. Bryderierne var egentlig allerede begyndt. I februar forinden havde Koldinghus' ridefoged Christian Nielsen fremlagt en klage over Niels Lauridsen fra naboen Laurids Pedersen: Niels havde søndag den 14. februar på kirkevejen truet ham med en fork og skældt ham ud for en tyv og en skælm; og hans kone og datter, som kom lidt bagefter, havde han udskældt for horer, og han havde spyttet på hans kone. Og tirsdagen derefter havde Niels overfaldet en af hans sønner, mens Laurids Pedersen var i Vejle med sin kone, og slået ham et hul i hovedet, så der nu var tvivl, om han kunne overleve.

Det er måske værd at bemærke, at det er ridefogeden, der fremmer denne klage. Måske mærker man allerede her en interesse hos myndighederne i at komme Niels Lauridsen til livs.

Ridefogeden havde nu i sin iver glemt at stævne Niels Lauridsen til at påhøre klagen, så Laurids Pedersen må senere gentage den. Han kan så i tilgift fremlægge en synsrapport, der bekræfter, at sønnen har fået slået et hul i hovedet.

Men længere kommer han så ikke. For nu har Niels Lauridsen indgivet sin egen klage, og det er ham, der har vidnerne på sin side: Da Niels Lauridsen red fra kirke, blev han forfulgt af Laurids Pedersens søn Søren, der huggede efter ham med sin kårde og truede ham på liv og levned. Og da han nåede hen til sin egen gård, stod Laurids Pedersen og hans kone dér og truede ham, så han måtte flygte ind i gården. - Og om tirsdagen, da han havde været på besøg hos en af de andre bønder i byen, lå tre af Laurids Pedersens sønner på lur og overfaldt ham med sten og lange stænger, så han måtte opgive at komme hjem. Han forsøgte senere at komme hjem ad en anden vej; men de var der stadig, og nu havde Laurids Pedersens datter og tjenestepige sluttet sig til angriberne. De angreb ham så hårdt, at han blev slået af hesten; men denne gang lykkedes det ham dog at komme i sikkerhed.

Det er denne fremstilling, vidnerne kan bekræfte. De tilføjer også, at da ægteparret skældte og truede Niels, da havde konen, Dorthe Jørgensdatter, løftet op i skørterne og bedt Niels kysse hendes rumpe. Men Niels var bare gået fra dem uden nogen som helst truen eller ukvemsord.

Den fjendtlige bysfælle Laurids Pedersen og hans familie kommer vi til at høre mere til. Så lad os med det samme få styr på nogle navne. Hans kone hed Dorthe Jørgensdatter, og de havde børnene Søren, Christen og lille Christen, Else, Niels og Peder. Det var ikke usædvanligt, at to børn havde samme navn. Det skyldtes i almindelighed, at der var to personer, der begge havde fortjent at blive hædret med opkald. Konen havde samme 'efternavn' som Niels Lauridsens unge brud, og der er også andre navneligheder, der kunne tyde på familieskab mellem de to familier. Den påstand blev da også fremsat i begivenhedernes senere forløb; men det har nok været pur løgn.

Blodskam

Lad os få styr på et par navne mere, øvrighedspersoner, som Niels Lauridsen snart kom til at bide skeer med. Der var Koldinghus' ridefoged Christian Nielsen, amtskriveren Rudolf Faust, dennes underordnede, underskriveren Staffen Christensen samt slotsfogeden Jakob Lauridsen Beck. Vi skal også lægge mærke til herredsfogeden, Thomas Pedersen i Rugsted.

Den 28. august 1669 indleder ridefogeden en sag mod Niels Lauridsen. Han fremlægger i retten en bekendelse, som Niels Lauridsens tidligere tjenestepige Wusse Madsdatter har gjort:

- som hun bekendte for os i Guds sandhed, at hun ville ikke lyve et ord, og så sandt som Gud skulle hjælpe hende, at hun aldrig bliver forløst med dette, som hun gik og bar på, dersom nogen anden hendes skadesmand til rette barnefader at være som Niels Lauridsen i Amnitsbøl at have gjort. Imidlertid hun tjente og var i hans brød, tvang forn. Niels hende til at allerførste gang med magt at måtte gøre hans vilje, at bedrive skam med ham. Siden det nu åbenbarligen kendes på hende at være frugtsommelig, førte og forsatte Niels Lauridsen hende hen til hans kones broders gård, som hedder Bollund, der skulle hun have gjort barsel. Ellers formanede Niels Lauridsen hende tilforn ved trussel, at hun skulle udlægge til barnefader hvem som hun kunne finde på foruden ham. Videre bekendte hun forn. Wusse, at de var noget nær slægtet på deres faders side med hverandre. Dette, som forskr. står, stadfæster vi med vores egne hænder her neden under. Rudolf Faust, Christian Nielsen, Niels Jensen, egen hånd, Jakob Hansen Knude (?), egen hånd.

'Bollund' er gården Bolund i Nim sogn, som altså en svoger havde i besiddelse. Hvordan øvrigheden havde fået fat i Wusse Madsdatter der, får vi siden indblik i. At Niels Lauridsen skulle have forsøgt at få hende til at udlægge en anden som barnefader, er såmænd ikke så usandsynligt. Det var en udbredt trafik blandt bønder, der havde forset sig på deres tjenestepiger.

Foruden et par mænd, som vi ikke kender, er det ridefogeden og amtskriveren, der har overværet dette forhør. Tilståelsen kan danne grundlag for en anklage, ikke blot for lejermål, men for blodskam; det drejede sig åbenbart om lejermål inden for de forbudte slægtskabsgrader, og det var en særdeles alvorlig forbrydelse.

Allerede tingdagen næste onsdag kan ridefogeden på amtskriverens vegne forfølge sagen:

Søren Madsen i Vesterby vidnede: at Laurids Poulsen i Amnitsbøl og Maj (?) Espens var søskende, og Niels Lauridsen og Mads Espesen var søskendebørn, og Wusse Madsdatter og Niels Lauridsen var anden og tredie tilsammen i slægt. - Niels Thomasen i Bølling: For en 28 år siden, han var kommet her i herredet, da har han hørt, at Laurids Poulsen i Amnitsbøl har standen ved Jerlev herredsting og har kaldt på Mads Espesen og har sagt, "Søstersøn, kom hid". Da har Mads Espesen svaret ham og sagt, "Morbroder, hvad vil I mig?". - Flere andre personer vidner om slægtskabet. - Jens Pedersen i Rugsted: Har hørt, at han agtede ingen anden øvrighed end Hans Kgl. Majestæt. Det samme vidner Mads Nielsen i Rugsted. - Amtskriver Rudolf Faust begærede tingsvidne.

Jens Pedersen og Mads Nielsen i Rugsted, herredsfogedens bysfæller, har åbenbart misforstået situationen. Deres vidnesbyrd gælder en helt anden sag, som ikke er rejst endnu.

Situationen for Niels Lauridsen var nu den, at hvis han ikke kunne modbevise vidnerne, stod han til straf på formuen og landsforvisning. Landsforvisning ville ikke sige, at han skulle forlade kongeriget, men provinsen Jylland skulle han i alt fald sige farvel til. - Men kunne han få lov til at modbevise de førte vidner? Hans svigerfar, den velhavende Jørgen Jensen i Holm træder i aktion. Han forsøger med gedigen bestikkelse at få amtskriveren til at acceptere, at Niels Lauridsen fører sine vidner: et par stude, to par stude, 50 rigsdaler, 55 rigsdaler. Ifølge amtskriverens udsagn havde Jørgen Jensen nærmest fulgt ham i hælene i hans eget hus og havde bønfaldt ham om at modtage de 'hårde rigsdaler'. Han havde også ymtet noget om at tage sin datter hjem, eller at de måske kunne bo på Fyn.

Niels Lauridsen har nok forsøgt at gøre sig usynlig en tid. Der blev i retten ført et tingsvidne om, at han havde ladet sit kvæg forsvinde og selv tit var væk fra gården.

Christian Nielsen ridefoged, et vidne: Stævning til Niels Lauridsen i Amnitsbøl og Wusse Madsdatter. - Der føres vidner. - Laurids Pedersen i Amnitsbøl og Dorthe Lauridskone: At den tid, Wusse Madsdatter var anholdt på Koldinghus, desmidlertid da holdt sig Niels Lauridsen fra sit hus og ikke kom til stede om dagen; og den tid, at der kom tvende ryttere om aftenen, at de skulle exekvere Niels Lauridsen for skat, som han resterede med, da sprang han ud af vinduet. Den tid de vidner var gangen på Niels Lauridsen og Wusse Madsdatter, da bortrømte han hans kræ, og ikke at det siden befandtes på marken hos andre folks kræ. - Mette Poulsdatter i Amnitsbøl: Hun har været hos Wusse Madsdatter i Kolding den tid, hun havde gjort barsel, og da sagde jeg til hende, "Wusse Madsdatter, I haver udlagt Niels Lauridsen". Da svarede hun mig, "Ja, vi har vel så længe syndet med hverandre, så jeg kan ikke andet komme til end at udlægge ham", og ikke at hun har tjent noget andet sted, siden Niels Lauridsen var kommet til Amnitsbøl, uden hos ham. Men somme tider, når han havde slagen hende, at hun da kunne løbe fra ham en dag, tre eller fire; så er hun kommet til ham igen. - Niels Thomasen i Bølling: Den tid de var kommet med Wusse Madsdatter fra Bølling, da bekendte hun i Søren Sørensens hus i Høllund, at Niels Lauridsen havde givet hende to mark danske til rejsepenge, at opholde sig derved udi sku...., formedelst jeg var tryn (trind?) ved Niels Lauridsen. - Jens Peersen i Amnitsbøl: Det var ham vel bevidst, at Niels Lauridsen har været somme tider hen, og somme tider var han kommet hjem igen. - Søren Lauridsen og Per Lauridsen, begge i Amnitsbøl: Om søndagen efter at rytterne var kommet lørdag nat til Niels Lauridsen, da fulgte de med hans tjenestepige på vejen til kirke, da sagde jeg til Kirsten, som tjente Niels Lauridsen, "Hvorledes er det med Niels Lauridsen?" - Da sagde hun til os, at den tid de ryttere kom i aftes, da sprang Niels Lauridsen ud af et vindue i hans bare skjorte, og så måtte vi fly ham hans klæder og mundering ud. Og straks derefter, som Wusse Madsdatter var taget, blev der en ganske del af hans kræ borte. Ydermere vandt Søren Lauridsen ... ... at han ville tage noget ud af hans kræ til mig, hvortil jeg da svarede, at jeg ikke ville befatte mig dermed. - Flere andre vidner fortæller om Niels Lauridsen, at han somme tider var borte og somme tider hjemme, og om Wusse Madsdatter, som kun har tjent hos Niels Lauridsen, siden han kom til Amnitsbøl, idet hun dog kunne være borte nogle dage, når han havde slået hende.

Den generelle situation bekræftes af et tingsvidne, der året efter blev ført vedrørende, hvilke gårde i herredet der ikke havde gjort hovning til Koldinghus:

Niels Lauridsen, ½ gård, har en tid lang ingen hovning gjort, da han kom udi trætte.

Men noget sker der! Wusse Madsdatter, der en overgang har siddet fængslet på Koldinghus, er forsvundet, så at hun ikke kan bringes til stede i retten, når sagen foregår. Amtskriveren Rudolf Faust forsøger at få den ting på plads, og til det formål fremlægger han et tingsvidne, der kan tjene til at få hende frem i lyset:

Amtskriver Rudolf Faust på vegne af Christian Nielsen, en opsættelse: Stævning til Poul Madsen i Ødsted og til Wusse Madsdatter (stævnet til Niels Lauridsens dør). - Rudolf Faust fremlagde et tingsvidne udstedt af Nim birketing den 18. september 1669: At Wusse Madsdatter ved sin ed bekendte, at hun havde i Bollund været og holdt hus, og nu forleden søndag var fire uger af ridefogeden Christian Nielsen på Koldinghus med sine medfølgere af samme sin tjeneste borttaget og hårdeligen udi et mørkt hus tvungen (?) og på Koldinghus været anholden, hvorudover de endeligen med stor trussel og tillokkelse ville, hun skulle udlægge til sin barnefader Niels Lauridsen i Amnitsbøl, hvilket hun ikke kunne gøre, med mindre hun ham skulle ... love, mens hendes rette barnefader, som hun udlagde, det første hun til Koldinghus kom, er Søren Rasmussen, som der i Bollund og hende besov, og siden sagde han, at han ville rejse nør i landet til Ålborg, hvor han berettede han havde hjemme. Samme Søren Rasmussen tilstod hun med hendes højeste ed her for retten at være hendes rette barnefader og ingen anden, og eftersom hun af Koldinghus var bortlediget og udi byen var en tid lang og ikke sin føde kunne der bekomme til sig, men måtte sig med sit barn af byen begive og søge sin føde, thi hun havde ikke at købe for. - Ydermere blev fremlagt et andet tingsvidne udstedt samme år og dag: Peder Staffensen og Karen Andersdatter, begge tjenende i Bollund, vidnede, at Wusse Madsdatter har tjent i Bollund og tit og mange gange har været i Bollund siden Skt. Mikkelsdag sidst forleden og var der udi tjeneste indtil forgangne søndag var fire uger, da ridefoged Christian Nielsen med sine medfølgere hende voldeligt af Bollund borttagen. Og Wusse Madsdatter stod til vedermålsting. - Rudolf Faust satte i rette, at forn. Poul Madsen i Ødsted, efterdi han har haft Wusse Madsdatter sidst i hans gemme på Nim birketing og der har taget beskreven forskrevne tvende tingsvidner, og Wusse Madsdatter der har standen med Poul Madsen med hverandre for tings dom, og derfor formente amtskriveren på ridefogedens vegne, at Poul Madsen i Ødsted er pligtig at forskaffe Wusse Madsdatter til stede igen eller derfor at lide. - Poul Madsen blev påråbt, men var ikke mødt.

Tingsvidnerne er ført ved Nim birketing, altså der, hvor Niels Lauridsens svoger boede. Poul Madsen er formentlig broder til Wusse. I alt fald må han vide, hvor hun befinder sig. Og nu skal han så tvinges til at udlevere hende. Men takket være denne manøvre får vi nu noget at vide om omstændighederne ved den tilståelse, som Wusse havde gjort på Niels Lauridsen: Hun havde været i Bolund i Nim sogn; herfra var hun voldeligt blevet bortført og bragt til Koldinghus for at blive forhørt om faderen til det barn, hun ventede sig. Hun havde sagt, at det var en Søren Rasmussen, men var blevet lokket og truet til at lægge skylden på Niels Lauridsen. Efter fødslen er hun åbenbart sat på fri fod, uden midler til at forsørge sig selv og sit barn.

Om vi nu er nået frem til den fulde sandhed om Wusses barnefader, kan vi jo ikke vide. Men denne gang har vi i alt fald hendes eget beedigede udsagn for en domstol og ikke blot andres udsagn om, hvad hun skulle have sagt under et forhør på Koldinghus. Og hendes ord om den voldelige bortførsel bliver siden bekræftet så rigeligt. Der rejses nemlig sag mod ridefogeden Christian Nielsen og Niels Thomsen i Bølling samt nogle flere for helligbrøde m.m. Det var efter, at sagen havde været oppe i højesteret og Niels Lauridsen og hans svigerfamilie var ved at få fat i den lange ende.

Aksel Willemsen af Kolding på vegne af sal. Anders Madsens hustru og arvinger og på vegne af Jørg Jensen i Holm, en dom: Fremlægger opsættelsen for 14 dage siden. Fremlægger landstingsdom af 22/1 indeværende år med dokumenter: Axell Willemsen fremlagde et tingsvidne af 20. november 1669 af Nim birketing, hvor 8 mænd vidner, at de så og hørte Jens Jørgensen i Boelund og Karen Andersdatter (?) sammesteds, som vandt, at den 25. august sidst afvigte kom til Boelund ridefoged i Jerlev herred Christian Nielsen med sig havende Niels Thomsen i Bølling, Christen Iversen i Jerlev og tre ryttere, nemlig Hans Jung, Jochum Merscher og Hermand von der Hude, og opslog porte og døre med stor trussel og tumult, søgte ind i stuen, slog kælderdøren ned med stoplen, tillige færdes meget strengt i huset omkring, så at enhver i huset måtte løbe i skjul. Så antastede de en tjenestekvinde ved navn Wusse Madsdatter og rejste så af gården med hende. Og imidlertid skreg hun hardt, da de hende slog. Da har de taget en andel gods ud af huset og dermed færdes afsted. Og da de var kommet noget fra gården, kom en af dem tilbage og havde en del med sig af det, de tog, og flyede tilbage igen. ... en del beholdt de hos dem, som var en plov... og en krudthorn med baan (bånd?) dertil foruden et skrin, som blev opbrudt, som Jørgen Jensen af Holm tilkom og sagde sig, at sine penge var aftagen af forn. personer og af dem med gevalt opbrækket. Og forn. Niels Thomsen løb om i huset og havde en lang bøsse med hanen på, og han stødte Wusse Madsdatter ... der med andre flere ord og trusler. - Karen ...datter vidnede ydermere, at Niels Thomsen var tvende gange i ovnen i ... ... med den lange bøsse med hane på, som ... ragede omkring med i ovnen. - Dernæst fremlagde Aksel Willumsen et synsvidne af Nim birketing den 8. januar sidst (beskriver skaderne i huset). - Fremlagde et andet tingsvidne af Nim birketing af 8. januar: Mikkel Mikkelsen af Jerlev og Peder Staffensen i Boelund vidner, at de var hos i Boelund søndag den 15. august og så (ridefoged Christian Nielsen med følge) komme på den tid, da prædiken blev holdt i Nim kirke etc. (ordlyd omtrent som tidligere). - Så blev ridefoged Christian Nielsen tilspurgt, om han havde noget at svare vidnerne. Han fremlagde et skriftligt indlæg: Eftersom velfornemme mand Anders Madsen i Kolding har ladet mig indstævne til dette landsting ... Niels Lauridsen ... ... Benægter ved sin højeste ed, at han er skyldig ... har heller ikke tilskyndet andre dertil ... Datum Viborg den 19. januar 1670. - Dom: Eftersom Christian Nielsen intet fremlægger, hvormed de indstævnede vidnesbyrd kan svækkes ... (vidnesbyrdene konfirmeres). - Så mødte Christian Iversen i Jerlev og fremlagde sit skriftlige indlæg: Eftersom jeg ... tiltales af Axel Willemsen på velfornemme Dorete Froms vegne for vold, husfred og gårdsfred, som i Bollund skulle være begået den 15. august ... Jeg er en fattig tjener og af min husbond befalet hans vogn at køre for Christian Nielsen, ridefoged, til Bollund. Ingen kan påsige mig at have været bortveget fra min husbonds vogn, meget mindre noget menneske nogen moleste i samme gård eller hus at have bevist, tilmed også hovedmændene, som jeg kørte for, forbigås i samme sag, og har ladet sig med eftermålsmændene forlige, og jeg fattige ... tjener nu søges og tiltales derfor uskyldig i alle måder, så sætter jeg i rette for Gud og alle retsindige hans betroede tjenere, at jeg for hans unødvendige tiltale som en fattig tjener bør fri at være ... Datum Ødsted den 26. september anno 1670, KIS. - Endnu ydermere fremlagdes en seddel med trende bogstaver underskrevet: Kendes jeg underskrevne Jens Hansen i Ødsted boende, at eftersom jeg gør langægter til Koldinghus, så blev jeg mundtligt tilsagt den 14. august i nærværende år at møde i Kolding i ridefogeden Christian Nielsens gård den 14. august at tage og føre Christian Nielsen fra Kolding og til Vejle og fra Vejle til Boellund. Og blev da min tjener Christen Iversen overantvortet mine heste og vogn at køre og vare ham samme ægt dermed følgagtig og at passe på mine heste og vogn i alle måder, som forsvarligt kunne være. Dette bekender jeg med min egen hånd. Actum Ødsted den 26. september anno 1670. IHS. - Så mødte her idag i retten Anders Nielsen Lindt (?), regimentskriver, og svarede på Niels Thomsens og Christen Iversens vegne, eftersom de til hans obersts regiment for ryttere er indskrevet, og formente efter loven og recessen, at voldførsel og desligeste sager ikke bør ved herredsfogedens dom at ordeles, men at komme sandemændene ved at skille derom. Hvad sig helligdagsbøder angår, som Axell Willemsen i rette har sat, formenes, at han det bør at bevise, at samme tvende personer har begået nogen helligbrøde. De var kommanderet dertil af kgl. maj. ridefoged. - Derimod svarede Aksel Willumsen, at han jo klarligen har bevist, Niels Thomsen og Christen Iversen havde været med til at opbrække porte og døre etc. Hvis påberåbes, at Christian Nielsen sådant skulle have befalet, begærede Axell Willumsen, at Anders Nielsen ville bevise. - Dom: Eftersom denne sag har vidt henseende (?) og lader sig anse processen ej at være søgt på de tider, som det sig burde, og så vel de steder, som sagen henhører, vides ej nu heri at kunne kendes, før end andre oplysninger i sagen forhverves.

Nu er sagen åbenbart blevet forældet. Den havde været rejst før; men på det tidspunkt kunne der ikke afsiges dom, fordi hovedsagen var til behandling i højesteret. Hvad Niels Thomsen angår, så havde han forsøgt at indgå et forlig med Niels Lauridsens svigerfamilie og havde lovet et større pengebeløb i erstatning. Det kom han vist ikke til at betale.

Oprører

Ridefogedens og amtskriverens interesse i at ramme Niels Lauridsen havde muligvis sin årsag i en anden sag, der kørte jævnsides med den om blodskam. Sagen startede onsdag den 15. september:

Ridefoged Christian Nielsen, et vidne: Stævning til Niels Lauridsen i Amnitsbøl. - Fremlagde en seddel: Laurs Pedersen boende i Amnitsbøl, desligeste min kvinde, bekender og kan bekræfte, at Niels Lauridsen begærede af mig for nogen tid siden, at jeg ville underskrive et klagemål om contribution, hvilket jeg ej ville, eftersom jeg eller de andre ikke for... ... dertil; og han Niels Lauridsen instigerede alle de andre til det klagemål. Desligeste sagde vore små drenge, at han med en del af de andre bønder var samlede på marken, og Niels Lauridsen red for og havde en klud på hans kæp og svingede om med. Desligeste sagde han og nogle andre på kirkegården noget tilforn, at amtskriveren var slagen af ... ... med en kæp, og over sådan hans snak gjorde han en del af sognemændene afsindige og kom dem til at klage. Og at han red ud af byen før de andre, så vi, Laurids Pedersen, Dorthe Jørgensdatter og Christen Lauridsen. Desligeste truede mig, Laurids Pedersen, at jeg ikke ville lyde (?) ham at klage med, og sagde, at vi skulle intet nyde af det, han forhvervede. Sagde også, at han agtede ingen uden kongen. Ellers gør han adskillige stor uret, både sår og pløjer fra andre fattige (?), som ikke tør klage, og når amtskriveren skikker lægdssedler til sognet, som herredsfogeden og delefogeden skulle ligne dem imellem, da har Niels Lauridsen dem uafvidende selv lagt skatten på de fattige, som måtte udstå execution, mens han var fri. Dateret 13. oktober 1668, Laurids Pedersen, egen hånd, Dorthe Jørgensdatter, Christen Laurids, egen hånd. - Til vitterlighed: Jens Hog, eg. hånd, H. Brockling, Casper Andersen Lageberch. - Så mødte her idag Niels Lauridsen og svarede ved sin højeste ed, at han aldrig havde talt nogen øvrighed imod, og de ord, som Laurids Pedersen har vidnet, har han ikke talt til nogen, meget mindre instigeret nogen til nogen fortræd imod øvrigheden at gøre.

Det er Niels Lauridsens fjendtlige naboer, der er på spil igen. De har skrevet en 'seddel'. Det er praktisk; sådan en kan man få dikteret, og man har ikke aflagt ed. - Niels Lauridsen har åbenbart haft noget med skatteinddrivelsen at gøre. Den gang var den organiseret sådan, at hvert herred var opdelt i lægder med hver sin lægdsmand (som altså ikke i denne forbindelse har noget at gøre med den funktion, vi i vore dage forbinder ordet med: indskrivning af mandskab til militæret). Lægdsmændene har så nok uddelegeret opkrævningen til betroede mænd i hver by, i Amnitsbøl altså Niels Lauridsen. Laurids Pedersen med familie har rigeligt at anklage Niels Lauridsen for: Han tager jord fra de fattige naboer; han lægger skatten på de fattige, så han selv bliver fri; han har så oven i købet ophidset beboerne til at klage over amtskriveren. Senere vidner tydeliggør situationen: Han skulle en dag være redet ud på marken, hvor han har svinget med en hvid fane og på den måde samlet mændene, som han så - som en anden kaptajn - havde ført til Kolding med klagen over amtskriveren.

Antskriver Rudolf Faust, et vidne: Stævning til Niels Lauridsen i Amnitsbøl. - Dorete Jørgensdatter i Amnitsbøl vidner, at hendes børn og hyrden i Amnitsbøl, som vogter kvæget på marken, de var kommet ind i hendes hus, og de havde sagt til hende, at de havde set, at Niels Lauridsen havde ført et hvidt klæde på en kæp og svingede det omkring, og red han foran sognemændene i marken, og fulgte han dem til Kolding. Og havde Niels Lauridsen sagt til hende, at han agtede ingen anden øvrighedspersoner uden kongen, "Jeg siger endnu til eder, jeg agter ingen anden uden kongen".

Amtskriver Rudolf Faust, et vidne: Mads Nielsen i Rugsted vidner: For nogentid siden amtskriveren skikkede ud på skatten, som sognemændene med herredsfogeden skulle ligne. Da lagde Niels Lauridsen skatten på, hvem han ville. Så klagede de fattige ... ... amtskriveren ville selv ligne skatten. Hvorudover Niels Lauridsen blev vred, og samledes sognemændene i herredsfogedens hus og lod dem underskrive en klagemål, som han ville angive for marskal.. .... ... amtskriveren. Da ville Søren Nielsen i Vesterby ikke underskrive den, men sagde, han havde intet at klage. Så tog Niels Lauridsen en stor flaske, slog den i stykker på Simon Nielsen. Så tog han afsted med sognemændene, at de skulle møde ham på marken, når de så, han svingede en fane om. Siden derefter hans kongelige højhed hidkom til Koldinghus, stod jeg uden min gård og så, at Niels Lauridsen red på marken uden Amnitsbøl og svingede et hvidt klæde på en kæp som en fane og ville have, at de, som kom til ham af sognemændene, de skulle sværge ham, at de ville stå ved alt, hvis han klagede, at de så ville sværge ham. Så tumlede han sin hest og red for dem som en kaptajn, og de andre fulgte efter ham til Koldinghus. Og han er årsag til, at de klagede over deres amtskriver. Og forn. Simon havde han nær dødslagen, til deres herredsfoged ikke havde taget ham i forsvar.

Rudolf Faust, et vidne: Fremlagde en landstingsstævne til efterskrevne person (ikke nævnt). - Herredsfoged Thomas Pedersen vidnede: At Niels Lauridsen i Amnitsbøl har været tit og ofte i mit hus og har sagt tit og ofte, at han kunne udgive hans skat, skyld og landgilde, så agtede han ingen øvrighed uden kongen. Han kunne ikke benægte, at han vel har hørt af andre, at Niels Lauridsen har haft et hvidt klæde på en kæp og svingede det omkring den tid, han red med bønderne til Kolding og klagede. - Ydermere fremstod Christen Peersen hyrde, nu i Rugsted, og vidnede, at forgangent år red Niels Lauridsen ud på marken og samlede de andre bønder og havde et hvidt klæde på en kæp og svingede det om dermed som en fane, og siden red for, og de andre bønder fulgte efter, at de ville til Kolding og klage amtskriveren, og han red for dem som en kaptajn, hvilket jeg så den tid jeg vogtede kvæget i marken. - Endnu fremstod Christen Larsen i Amnitsbøl, Laurids Pedersens søn, med hans fader Laurids Pedersen og vidnede, lige som Christen Pedersen forhen har vidnet.

Fjorten dage før Niels Lauridsen bliver arresteret som 'fredløs' nåede han at indgive dette tingsvidne:

Niels Lauridsen i Amnitsbøl, et vidne: Stævning til amtskriver Rudolf Faust, ridefoged Christian Nielsen, Laurids Pedersen i Amnitsbøl, Mads Nielsen, Christen Peersen og Jens Peersen, alle i Rugsted. - Rudolf Fausts fuldmægtige har svaret, at denne varsel var ikke så lovligt given, som det sig bør, og derfor ingen vinde at stedes beskrevet, efterdi de ikke har givet nogen kaldsseddel, hvorfor de har stævnet ham. - Søren Madsen i Vesterby vidner, at han har underskrevet supplikationen, som Niels Lauridsen har supplikeret om forlindring om skatten, men ikke at Niels Lauridsen havde truet ham dertil at gøre i nogen måde eller begæret af ham at gøre sig noget opsætsig imod nogen øvrighedsperson i ringeste måder. Har ikke set, at Niels Lauridsen har redet med noget hvidt klæde på en kæp, men så tit som han har opkrævet skatten, da har han den rigtig bekommet efter lægdssedlen. - Simon Nielsen i Vesterby: Har underskrevet den supplikation unødt og utvungen, og ikke at han havde haft nogen nytte deraf. Ej heller at have nødet eller tvunget ham til at gøre sig opsætsig mod nogen øvrighed i nogen måde; men når han har været lægdsmand, da har Niels Lauridsen leveret ham skatten efter lægdssedlen. - Laurids Ibsen i Ødsted og Iver Hansen i Vesterby: Som Søren Madsen. - Poul Madsen i Ødsted og Jørgen Sørensen ibidem: Som Søren Madsen. - Jens Sørensen Grøn i Høllund: At Niels Lauridsen har aldrig begæret af mig at gøre nogen klage eller opsætsig imod øvrigheden enten i ord eller gerning i ringeste møde. Ej heller har set, at Niels Lauridsen har ført nogen klæde i nogen fanes lignelse enten på vej eller sti. - Mads Lassen i Høllund: Han havde fået skatten af Niels Lauridsen efter lægdssedlen, når han har været lægdsmand.

Om nu Niels Lauridsen har redet foran som en kaptajn med en hvid fane, så er der nok ingen tvivl om, at han har ført an i en klage over skatten. Og han har turdet det! Han agtede ingen anden end kongen. Mon ikke det er det, amtskriver Rudolf Faust har følt sig pikeret over?

Tingfred

Nu er det ikke helt klart, om svigerfaderen Jørgen Jensen med sine tidligere nævnte tilbud om hårde rigsdaler ville have amtskriveren til at se igennem fingrene med en falsk vidneførsel, eller om han simpelthen ville sikre, at svigersønnen overhovedet kunne få lov til at føre sine vidner. I alt fald viser det sig, at Niels Lauridsen får uhyggeligt svært ved at komme til orde i retten. På tingdagen den 30. september 1669 bliver der skrevet følgende tingsvidne:

Slotsfoged Jakob Lauridsen Beck forbød herredsfoged Thomas Pedersen, at efterdi Niels Lauridsen i Amnitsbøl var en fredløs mand, at han ikke skulle tilstede ham noget beskreven, formedelst han var beskyldt for lejermål, som han har begået med sin egen slægt, og derfor var Jakob Lauridsen Beck her i dag for retten begærende første, anden og tredie gang, at herredsfogeden ville opnævne nogle mand, som kunne føre Niels Lauridsen til Koldinghus efter husfogedens begæring og befaling. Da herredsfogeden for retten anbefalede varselsmændene, at de skulle udføre Niels Lauridsen til Koldinghus, efersom han her i egen person stod for retten. Og havde slotsfogeden ombedet capt. Lydtzømers hans korporal Hans Ryckersen, at han ville følge med de varselsmænd og føre Niels Lauridsen til Koldinghus slot, hvortil han svarede, dersom hans kgl. maj.ts slotsfoged ham ville for hans capt. forsvare, da ville han det gerne gøre. Hvortil Niels Lauridsen svarede, når han fik hans brev ...læst og påskrevet, da ville han følge med dem. Og stod Niels Lauridsen med Jakob Lauridsen Beck og korporal Hans Rychersen og varselsmændene her idag for tings dom og til vedermålsting.

Det var så sådan, slotsfogeden ønskede virkeligheden beskrevet. Herredsfogeden fandt sig foranlediget til senere på året at få sin version beskrevet:

Thomas Pedersen i Rugsted, et vidne: Stævning til Niels Lauridsen i Amnitsbøl. - Søren Jensen i Tudved, Søren Thomasen ibidem, Søren Jensen Kordsen i Mejsling, Hans Andersen i Hesselballe, Jens Peersen i Rugsted, Peer Hansen i Vesterby og Niels Knudsen ibidem, hvilke syv mænd var skrevet til stok den 30. september: At da Niels Lauridsen var på tinget og havde nogen breve, som han ville lade læse og påskrive, da kom ko. maj.ts slotsfoged Jakob Lauridsen Beck til tinget og sagde til Niels Lauridsen, hvad han havde her at bestille; da svarede Niels Lauridsen ham, det er ikke ret meget, det er skatten anlangende. Så svarede husfogeden Jakob Lauridsen Beck, at han fik intet bestilt, han kendte sig ved ham for en fredløs mand, indtil så længe at han erklærede sig for den sag, som han var angiven for. Da svarede Niels Lauridsen ham, Jeg vil gerne følges med eder.

Når der blev holdt ting, skulle der altid være - helst - 8 mænd, stokkemænd, foruden dommeren og skriveren. De skulle bevidne, hvad de havde set og hørt i retten. Varselsmændene, der er nævnt i det foregående tingsvidne, er bønder, der havde som særlig opgave at bringe kongelige varsler ud. De har åbenbart følt sig forpligtet til at parere herredsfogedens ordre den dag, at føre Niels Lauridsen til Koldinghus.

Nu var det sådan, at hvis det var umuligt at komme igennem med sin sag ved ens eget værneting, så kunne man da søge et andet ting. Så i begyndelsen af det følgende år fører Niels Lauridsen sine vidner ved Tørrild herredsting. Og de har en helt anden historie at fortælle: Niels Lauridsen havde indfundet sig på tinget for at få læst et par tingsvidner. Det ville herredsfogeden Thomas Pedersen ikke give ham lov til. Han gav sig så til at læse dem op selv; men i det samme kom slotsfogeden ridende og begærede ham arresteret. I stedet for at værne om tingfreden havde herredsfogeden så rejst sig op og befalet de tilstedeværende, specielt varselsmændene, at arrestere ham. Niels Lauridsen havde appelleret til ham om at respektere tingfreden, men uden held. Han var blevet overmandet af slotsfogedens søn og nogle andre mænd og væltet om på jorden; de havde taget hans kårde fra ham, og så var han blevet ført til Kolding af en korporal og de varselsmænd, der havde fået befaling om det. Selvejerbonden Niels Thomsen i Bølling havde også været med til det, og vidnerne kunne fortælle, at han opførte sig 'tyrannisk' over for fangen.

Det var den version af sandheden, landstinget i Viborg senere fandt bekræftet, bl.a. af et par af de stokkemænd, der tidligere havde vidnet sådan, som herredsfogeden havde ønsket. Varselsmændene bekræftede det også.

Herredsfoged

I slutningen af 1669 var det værste uvejr drevet over - ved landsrettens og højesterets hjælp, og Niels Lauridsen var igen i stand til at føre sine sager for retten i Jerlev herred. Tingene var i den grad faldet i leje, at han i maj 1670 havde overskud til at få tinglyst et videbrev for sin by Amnitsbøl..

Den 24. august 1670 optræder Thomas Pedersen som herredsfoged for sidste gang. Dernæst hedder herredsfogeden Niels Lauridsen, eller Niels Lauridsen Amnitsbøl. Og en bonde fra Høllund har fået befaling til at fungere som sættedommer i de sager, der måtte være mellem den nye og den gamle herredsfoged.

Nu er der et regnskab at gøre op. Niels Lauridsen stævner Thomas Pedersen og sætter i rette:

at Thomas Pedersen for sligt hans utilbørliget og begangne forsæt ... ... bør at straffes og lide efter lands lov som rettens foragter og som den, der sin svorne ed og pligt imod ... sin nådige herre og konge ej holdet haver, at være derfor i kongens nåde og unåde og ellers for sligt hans grove begangne forsætlige dumdristige forseelse og begangne gerninger bør at være fældet efter landsloven og recessen og han mig for sligt hans utilbørligt tilføjede skades erlidelse billigen og med rette bør at erstatte den anvendte omkostning og skadeslidelse.

Måske fik han sit ønske opfyldt, men ikke ved Jerlev herredsting. Denne sag angik nemlig æren, og i den slags sager måtte et herredsting ikke dømme; de skulle op i landsretten. Hvad vi ved om Thomas Pedersen, er blot at han herefter nu og da optræder ved tinget som enhver anden menig bonde. Der er ikke tegn på, at han er blevet frakendt sin ære. Måske Niels Lauridsen ikke har forfulgt sagen ved landstinget.

En biperson i hele sagen var den Mads Nielsen i Rugsted, der nok har været lidt for loyal over for den gamle herredsfoged og flittigt optrådt som vidne i sagerne imod Niels Lauridsen. Han var vistnok udeblevet fra sagen i Viborg og var derfor blevet tildømt nogen erstatning til Niels Lauridsen. Den sag bliver åbenbart klaret på den måde, at han lover at gøre hovarbejde for Niels Lauridsen hver mandag og tirsdag i et helt år,

Og har jeg Mads Nielsen derfor oppebåret min fulde løn af Niels Lauridsen, som er 5 slettedaler, og lover jeg tro og flittig at tjene året omkring, og lover jeg at holde ham uden skade.

Niels Thomsen, der havde optrådt tyrannisk over for Niels Lauridsen, da han blev sat i fængsel, vil denne have dømt for brud på tingfreden samt voldsbøder. Men han var snu nok til at spørge sættedommeren, om han var autoriseret til at dømme i en sag mellem Niels Lauridsen og ham. Og det var han ikke; han havde kun autorisation til at dømme i sager, der vedrørte den gamle herredsfoged. - Siden ender denne sag med et forlig:

Velfornemme Niels Lauridsen Amnitsbøl, et vidne af Niels Videsen i Refsgård udstedt: Stævning til Niels Thomsen i (Bøl, rettet til) Hjelmdrup for den gerning, han med var den 30. september 1669 at gøre imod Niels Amnitsbøl. Og nu for dom stod Niels Thomsen Bølling og bekendte uret imod Niels Amnitsbøl at have gjort d. 30. sept. 1669, hvorfor han venligen her for retten Niels Amnitsbøl om forladelse bad, i synderlighed eftersom han med flere efter tingsvidnes indhold til slig gerning Niels Amnitsbøl for retten at gribe og bortføre af herredsfoged Thomas Pedersen dertil var befalet i rette at gøre, og om Niels Amnitsbøl slig hans brøst og store forseelse ville tilgive, da lovede forn. Niels Thomsen igen aldrig at skulle være Niels Amnitsbøl imod eller til nogen præjudice i ord eller gerninger, i hans værelse eller fraværelse, eller i ringeste måder med trussel eller i andre fald, hvad navn det have kan, som ej Niels Amnitsbøl kan være til gefald. Da efter sligt hans afbigt har Niels Amnitsbøl forn. Niels Thomsen denne sag efterladt, Maj.ts sag uforkrænket i alle måder, med slig condition, Niels Thomsen sit løfte tilbørligt efterkommer og holder.

Velstand

Nu fulgte der en tid, som vi ikke ved så meget om. Blot at det økonomisk gik rigtig godt for vor herredsfoged. Foruden sin egen selvejergård havde han længe drevet en af kronens ødegårde, måske to. Senere købte han mere selvejergods til, og dertil kom efterhånden en betragtelig formue i guld, sølv og rede penge. Pudsigt nok ved vi også, at han erhvervede sig en jernkakkelovn. Det var nok ikke almindeligt, at køberen ligefrem fik sin kvittering tinglyst for retten; det skete vel heller ikke i dette tilfælde. Sagen er nok blot kommet i tingbogen, fordi sælgeren ikke havde leveret kakkelovnen til den aftalte tid. Handelen var nok kommet i stand, da rektor Laurids Alling fra Fredericia havde en sag at føre for Jerlev herredsting.

Niels Lauridsen Amnitsbøl, et vidne af Jørgen Nielsen i Ris udstedt. - For dom stod mester Laurids Alling, rektor i Fredericia skole, som foregav og bekendte at have solgt til Niels Lauridsen en hel jern-vindkakkelovn med jernfod, thude, skiner, skruer, dør og hvad dertil hører, for penge 12 slettedaler, og Niels Lauridsen har givet ham straks derfor på hånden i rede penge 7½ slettedaler, og resten at betales, når kakkelovnen blev leveret. Da eftersom mester Laurids formedelst forhindrings skyld samme kakkelovn ikke til sin tid efter løfte og afsked til Niels Lauridsen har kunnet lade levere, så lovede og tilforpligtede han sig samme kakkelovn uden nogen skades tilføjelse inden 8 dages forløb i Niels Lauridsens hus i Amnitsbøl at lade ufejlbarligen levere, så at Niels Lauridsen for sine overleverede penges udgift skal være og blive uden skade og skadesløs i alle måder af mester Laurids og hans arvinger, og kakkelovnen til berørte tid, som før er meldt, at levere helt uden skade i alle måder.

Det løfte var blevet givet i februar 1672. Kakkelovnen kom dog ikke i løbet af de lovede 8 dage. Så sent som december samme år sendte Niels Lauridsen en vogn til Fredericia for at hente den. Da påstod rektor, at han havde lånt den ud til andre i byen.

Røveriet

Som herredsfoged måtte Niels Lauridsen undertiden til landsretten i Viborg for at forsvare sine domme m.m. Det var han også i dagene 11. til 18. april 1675. Da han kom hjem, fandt han huset tomt og plyndret. Kone og børn var væk, og det var også alle hans kostbarheder, ja, nærmest alt af værdi. Straks den 19. april udsendte han en efterlysning:

Såsom jeg underskr. vemodelig haver efter at lade lyse, som mig af udædiske mennesker og sammelraktede røvere og tyve ... er borttaget med deres røveri af mit gods, imidlertid jeg var afrejst til Viborg landsting den 11. april og 18. dito, der jeg hjemkom, fandtes af mit bo borte et beslagen skrin norsk (?) arbejde, deri en stor sum rede penge, mestendel udi hård mønt, en guldkæde, et armbånd af hamret guld, to armbånd af fransk søskearbejde (?) med rubiner indlagt, nogle guldsmykker, ægte perler, fem guldringe, nogle guldknapper og en del guldmønt; udi ... sølv to kander, 2 sølvbægre, en sølvpotte, en sølvkasse, elleve sølvskeer, som en del af berørte guld og sølv fandtes min sal. faders og sal. moders navne udstukken på, og en del min egen navn, med mere sølv og guld borttaget, som jeg ikke i en il og hast kan erindre; ellers samme tid er mig berøvet af min bo sengeklæder, dyner, puder, lagen og spærlagen af sengene, mine egne livskårne klæder, ulden og linned, et andet skrin med adskilllige fine klæder, lagen, duge og håndklæder, kobber, jern og messing, en grå rytterkappe med andet husgerådighed, som mig umuligt er at optegne; endog taget rent korn på loftet, flæsk og alt andet viktualie, som udi min anmeldte bo fandtes, som aldrig så uforskammet er hørlige en ærlig mands bo og gods i sin fraværelse at være frarøvet, endog samme tid taget min beslagne vogn med tvende heste, den ene Kgl. Maj.ts rytterhest, af hus og gård bortført. Samt min hustru og små umyndige børn bortført i samme røverske værk. Ej vidende, hvor de findes hensat eller formørt (myrdet?), efterskr. poster tjenstlig af ærlig kristne mennesker begærende, om noget af sligt forekommende vorder eller mig nogen anledning eller undervisning herpå kan gøre, i særdeleshed om min fattige hustru og små, umyndige børn, levende eller døde, at de det som jo kristne vel gør, anledning ... at sådant ukristelige gerning og hedenske værk kunne blive ved rettens middel tilbørligen straffet, andre oprørske, udædiske og voldsmennesker til afsky. Dette forskr. venligen begæres på prædikestolen og på tinge at erkyndiges, at slig ugudelig gerning kunne komme til lyset, og på oplæste steder dette at påtegnes. Datum Amnitsbøl den 19. april 1675, Niels Lauridsen Amnitsbøl.

Samme dag tilkaldte Niels Lauridsen synsmænd, der senere kunne bevidne, hvad de havde set:

Niels Lauridsen, et synsvidne: Stævning til Laurids Pedersen i Amnitsbøl, hans hustru Dorthe Jørgensdatter og alle hans sønner og børn, nemlig Søren Lauridsen, Christen Lauridsen, så og lille Christen Lauridsen, Else Lauridsdatter, Niels Lauridsen, Peder Lauridsen. Søren Lauridsen er også stævnet for Koldinghus port. - Niels Lauridsen fremæskede Jes Pedersen i Rugsted og Niels Madsen i Tudved og tilspurgte dem, om de den 19. april 1675 ikke var til syn i hans hus og gård i Amnitsbøl. - De vidnede, at samme 19. april fremviste Niels Lauridsen os på hans store stue en ledig kiste med nøglerne i, og ellers fandtes der intet i ... kiste. Viste os til hylderne i stuerne, som tilforn havde stået zink, kobber og messing på, men den tid fandtes intet, men i den østre stue fandtes der ingen sengeklæder eller sperlag, som vi tilforn havde set der været i sengen, før han rejste til Viborg; og fandtes i samme stue en liden skrin, som lågen var slagen itu på. Viste os frem i bryggerhuset i den vestre ende i salshuset i den nørre side og østre side i huset, der var et hul, som der kunne have stået en skrin, og samme hul var firkantet, og var sat en ny vogen og en deigentrov (dejgtrug?) over samme hul, og Niels Lauridsen forklarede sig for os, at hans guld og sølvpenge og formue havde stået i en skrin i samme hul nedgravet, og imidlertid han var i Viborg, var det opgravet og borttagen med videre (?). Og hvem samme gerning havde gjort, er os intet bevidst. Og Søren Lauridsen stod til vedermålsting. Niels Lauridsen var tingsvidne begærende, og Søren Lauridsens fuldmægtige Simon Mikkelsen begærede genpart ... og Søren Lauridsen for retten ledig og løs til vedermålsting og Dorthe Jørgensdatter i Amnitsbøl.

Dette tingsvidne er fra den 19. januar 1676, da forbryderne er blevet afsløret og fanget. Det var hans egne fjendtlige naboer, der så ofte havde skaffet ham bryderier, Laurids Pedersen med kone og børn, først og fremmest sønnen Søren, der nu var bragt i sikkerhed på Koldinghus. - Else Jørgensdatter, Niels Lauridsens hustru havde selv skrevet (i alt fald underskrevet) en meget lang beretning om det, der var sket,, og som nok viser hende selv som en noget svag kvinde:

Natten mellem den 13. og 14. april var Elses tjenestepige forsvundet med noget af hendes tøj. Elses reaktion var, at hun satte sig i sin stue og græd. Mens hun sad der, kom Dorthe Jørgensdatter på besøg med sin søn Niels og spurgte, hvad der var galt. Det forklarede hun, og nu ville hun hjem til sin fader i Holm og spørge ham til råds. Det ville Dorthe med sine sønners hjælp rigtignok gerne hjælpe hende med; men hun skulle da have sin mands pengeskrin med på den rejse. Ikke om Else ville det! Hun vidste ikke engang, hvor det stod. Men det var der råd for. Dorthe og Niels gav sig til at lede. I mandens seng fandt de i halmen nogle sølvvarer. Niels gav sig til at stikke i jorden med sin kårde, og i bagerhuset havde han heldet med sig. Der stod pengekisten nedgravet. De tog Niels Lauridsens beslagne vogn og spændte to af hans heste for (en brun og en sort) og kørte så afsted med Else, hendes børn og de koster, de havde fundet. Nu skulle de nok bringe det hele til Holm. Nogle af Dorthes andre sønner var nu kommet til, og de tog afsted. Snart opdagede Else, at det ikke var vejen til Holm, de havde valgt. Søren forklarede, at de først ville bringe hende til et sted syd for Kolding for derfra at sende bud til Elses fader om, hvad han ønskede. Sådan kom de til Hejsager, hvor de indlogerede sig hos en Gert Hansen, hvor de forklarede, at kvinden og børnene var noget af deres familie, som de kørte for. Det var de to Christen'er, der havde kørt vognen hertil. Søren havde haft andet at bestille og sluttede sig senere til dem, og nu brækkede de pengekisten op og fyldte indholdet over i en anden kiste, som de lånte af Gert Hansen. De blev nok en uges tid der på stedet og kørte så videre mod Als. Som betaling for opholdet gav Søren værten en af de heste, der var for vognen, samt noget af det tin, de havde taget med. På Als skilte de sig af med den beslagne vogn ved at sætte den ind hos en af præsterne, og den sorte hest skød de. Så kom Sørens søster Else til sammen med en kone fra Haderslev, som førte Else Jørgensdatter med børn til Flensborg. I Hejsager havde Else fået udleveret 100 rdl. med besked om, at hun snart skulle få resten; men i Flensborg tog Søren de 40 daler tilbage; og nu sagde han, at hun ikke kunne komme hjem, for hendes mand lyste så strengt efter hende. Efter yderligere omflakken kom de til Slesvig, hvor de fik logi hos en mand ved navn Mathias Carlsen. Her tog Søren de sidste penge og værdigenstande fra Else, og han brækkede ørene af en sølvskål, han havde stjålet, og fik lavet sølvknapper til en kjole til sig selv. Tit og ofte havde han sagt, at han ville skyde Niels Lauridsen ihjel og brænde hans gård af. Herefter så Else nok ikke mere til Søren. Hun måtte blive siddende her i Slesvig hjælpeløs med sine børn, indtil hendes mands broder endelig fandt hende og indløste hendes logement med 9 daler. Eftersøgningen havde tilsyneladende taget adskillige måneder. For det er først i begyndelsen af 1676, at retssagerne mod Søren Lauridsen begynder. Han har tilsyneladende selv logeret på Den Gyldne Engel i Slesvig, til han bliver arresteret og i første omgang indsat på Gottorp.

Det kan undre, at Niels Lauridsens gård var så svagt bemandet, at det var muligt for Gertrud Jørgensdatter og børn at plyndre den så fuldstændigt. Måske var nogle af hans karle med på rejsen til Viborg. Vi hører kun om en enkelt karl, der var derhjemme. Det var Jørgen Sørensen. Han havde været ude at lede efter den tjenestepige, der var stukket af. Han havde været ledsaget af Søren Lauridsen; men på et tidspunkt kom der bud fra hans moder, at han skulle komme hjem.

- og jeg red og hjem ved aftentide samme dag, og jeg gik i min seng til Niels Lauridsen Amnitsbøls og lagde mig. Og Niels Amnitsbøl var i Viborg. Om morgenen, jeg stod op, da var Niels Amnitsbøls hus berøvet kobber og tin, kister og skrin tomme, sengeklæder borte med videre, hvad der fandtes i huset. To heste taget af stalden, en sortblisset og en gl. brun med en hvid stjerne i panden, en beslagen vogn, kone og børn borte, så det i alle måder så ud som i en fjendetid, og sengen opkast i halmet.

Det var lykkedes at tage Søren Lauridsen til fange. En tid sad han så på Koldinghus. Men han ville ikke ud med, hvor han havde gemt tyvekosterne. Så Niels Lauridsens påstand var, at han ikke blot skulle miste livet, men også underkastes pinligt forhør. Det var også den dom, landsretten i Viborg idømte ham. Men inden den kunne eksekveres, var han sluppet ud af sit fængsel.

I løbet af den langstrakte sag blev Niels Lauridsen nødt til at skaffe sig Jerlev herredsmænds skudsmål:

fortsættes ............