Marked

Fra VejleWiki
Version fra 8. apr 2011, 10:10 af Poupo (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Ligesom i alle andre danske købstæder var der langt tilbage i tiden tradition for at afholde markedsdage i Vejle Sct. Hansdag og Mikkelsdag (29. september). Markedet indeholdt alle mulige former for varer til salg - levende dyr, kager, pottevarer osv., og så var der gøgl og forlystelser - ikke mindst karusellen - som regel leveret af omrejsende gøglertrupper.

Markedspladsen rykkede lidt frem og tilbage mellem Kirketorvet ved Sct. Nicolai Kirkes fod og så Rådhustorvet eller Rådstuetorvet. I en forordning fra 1797 kan man se, at hele området blev udnyttet ved markedsdage:

Bag ved rådhuset skulle "grydemændene" med jydepotterne sælge deres varer. På Kirketorvet pottemagere, kandestøbere og kobbersmede. På det lille torv ved siden af rådhuset havde rebslagerne deres stade, og på selve hovedtorvet blev oprettet markedsgader, hvor den sydlige handelsgade skulle benyttes af skomagere og sadelmagere, den nordlige af feldberedere, handskemagere, hattemagere og gørtlere - og i midten var der 14 boder med kram-, alen- og galanterivarer samt guldsmede og bendrejere. Der skulle naturligvis også være plads tilbagere og brødkoner. Der blev trukket lod om stadepladser, først trak de indbys handlende og derefter de udenbys.

Når man kommer op i 1800-årene kan man se, at tidspunktet for krammarkederne var rykket til begyndelsen af maj og oktober. I 1890 fortæller Vejle Amts Avis levende om de netop overståede markedsdage:

Vort Raadstuetorv er idag indrettet til Grønttorv og Frugttorv. Her forhandles ogsaa Pottemagerarbeide, Kjød osv. Men det vigtigste er Caroussellen. På Kirketorvet er de indenbyes Handlendes Telte, og her er "Dyrehavsbakke". Her forevises en Kæmpehest, Slangetæmmersken Miss Mary, Panorama af Stanleys Bedrifter, 2 Kæmpebørn; hvorledes Hr Philipsen "myrer" Hr. Meyer, med et kolossalt Billede udenfor af Mordgjerningen; her er Revolver-Billard, En "Roulette" osv. Udraaberne var alt i Middagsstunden noget hæse. Hvorledes vil de Stemmer være iaften, naar de ikke klares ved dertil skikkede Drikkevarer? Hist og her sang en Mand, med Lirekasse, og en af ham engageret madame en Vise til en saare "bedrøvveli'" Melodi. Visen sælges, og de mange andægtige Tilhørere, der skulle kjøbe den - hvilket er "Meiningen" - blive til sidste saa rørte af Situationen, at de stemme i med. Et saadant lille Markedsbillede er egentlig meget værdt og var et passende Motiv for en Genrebillede. (Vejle Amts Avis 4. oktober 1890)

Markedsdagene gav i øvrigt anledning til andre former for forlystelser, idet der på dansestederne i byen blev afholdt bal og ofte også optræden af forskellige kunstnere.

Også i det 20. århundrede blev der afholdt marked på Kirketorvet, hvor man kunne købe grøntsager, fisk, kød og ost. Men så stor en begivenhed som før i tiden var det ikke længere.


Litteratur

  • C.V. Pedersen: Vejle Bys Historie, 1927.
  • Vejle Historie bind 1, 1997, og bind 2, 1998.
  • Poul Porskær Poulsen: Fra Vejle Klub til Moulin Rouge. Forlystelseslivet i Vejle 1850-1950'erne, 2010.