Johnny Hansen
Johnny Terney Hansen (født 14. november 1943) var en stærk forsvarsspiller for Vejle Boldklub. Han opnåede 45 landskampe for landsholdetog scorede tre mål. Han blev kåret til Årets Fodboldspiller i Danmark i 1967.
Johnny Hansen spillede på VB's divisionshold fra 1962 til 1968, hvor han blev solgt til den vesttyske klub 1. FC. Nürnberg. Efter to år i Nürnberg blev han i 1970 solgt til storklubben Bayern München, hvor han blev fast mand som højre back. Han blev dermed en del af det legendariske Bayern-hold fra begyndelsen af 1970'erne, der talte stjerner som Franz Beckenbauer, Sepp Maier og Gerd Müller.
Tre år i træk fra 1974 til 1976 vandt holdet Mesterholdenes Europa Cup, og i 1976 vandt Johnny Hansen sammen med Bayern München desuden verdensmesterskabet for klubhold. Johnny Hansen blev den første, der scorede et mål på Olympiastadion München. Det skete den 28. juni 1972 i sidste spillerunde af Bundesligaen, hvor det tyske mesterskab blev afgjort i en kamp mellem FC Bayern München og FC Schalke 04 foran 79.012 tilskuere. Slutresultatet blev 5-1 til FC Bayern München.
Johnny Hansen vendte efter seks år i Bayern i 1976 tilbage til Vejle. Her vandt han i 1978 Danmarksmesterskabet med Vejle Boldklub.