Niels Lauridsen Amnitsbøl

Fra fredløs til herredsfoged - beskrevet ud fra Jerlev herreds tingbøger

(NB: De anførte citater er ikke fra selve tingbøgerne, men fra de ekstrakter, jeg har skrevet på geltzer.dk).

Niels Lauridsen var søn af selvejerbonden Laurids Poulsen og hustru Sidsel Jerlofsdatter (hendes efternavn kan måske staves anderledes; forskellige skrivere kunne have hver deres opfattelse af, hvordan et navn skal staves) i Amnitsbøl i Ødsted sogn. Han havde søstrene Dorthe og Kirsten samt storebroderen Jerlou (også stavet bl.a. 'Jerlo').

Da forældrene var døde, blev det Niels, der kom til at overtage gården. Det havde storebror nok ikke regnet med; han var i Norge på det tidspunkt og havde sendt Niels sin fuldmagt; måske havde han regnet med, at fuldmagten skulle bruges til at skaffe ham selv gården. I alt fald kommer det til nogle stridigheder, som dog synes at ende fredeligt, da Niels betaler Jerlou også for hans part i arven.

Det var i 1662. Nu var Niels Lauridsen altså gårdejer. Men tilsyneladende var han stadigvæk ugift. Det var nok ikke helt sædvanligt; man anså det for ret umuligt at drive en gård uden en kone i huset. Det var helt sædvanligt, at hvis en bondekone blev enke, så var der allerede en 'trolovet fæstemand' til stede ved skiftet, der foregik 30 dage efter dødsfaldet. Helt så travlt behøvede mændene nok ikke at have; men der findes dog et eksempel på, at en mand fandt sig nødsaget til at klage til amtmanden, fordi der var lagt ham hindringer i vejen for at blive gift igen efter hans kones død.

Men Niels havde da en kvinde i huset ved navn Wusse Madsdatter. Hende kom han til at høre meget for sidenhen.

Endelig i 1669 bliver Niels gift. Bruden hedder Else og er datter af den velhavende bonde Jørgen Jensen på Holm i Østbirk sogn. Selve bryllupsdagen kender vi ikke; men forberedelsen er den sædvanlige for selvejere: Niels Lauridsen udbyder - efter først at have fået orden på forholdet til storebroderen - halvdelen af sin ejendom til salg i et såkaldt lovbudsvidne. Enhver har lov til at byde på ejendommen, og slægtninge har førsteret, hvis ellers de byder det samme, som kan opnås af andre købere; men, som det også var sædvanligt, er der ingen andre, der byder, end den, som sælgeren havde tiltænkt ejendommen: Jørgen Jensen tilbyder på vegne af sin datter, ærlige, dydige og gudfrygtige Else Jørgensdatter, at købe. Det var den 28. april 1669.

Måske binder Niels Lauridsen sig lidt strammere, end sædvanligt er. Der følger nemlig dette notat i tingbogen:

Jørgen Jensen i Holm, et vidne: Niels Lauridsen i Amnitsbøl vedgik og bekendte, at eftersom han af Guds faderlige og guddommelige providens og forsyn agtede sig at ville indtræde i det hellige ægteskabs stand med Else Jørgensdatter, og (om) jeg Niels Lauridsen da imod forhåbning ved den timelige død hendenkaldes, før end at min trolovede fæstemø Else Jørgensdatter med nogen livsarvinger af Gud velsignet vorder, så testamenterede og tilforpligtede Niels Lauridsen sig her idag for tings dom for sig og sine rette sande arvinger, at Else Jørgensdatter efter hans død skal forlods udhave af hans bo og gods og bedste løsøre 500 rdl., herforuden at gange i lige skifte og deling efter loven med de andre arvinger, så meget enhver pro quoto kan tilfalde. Han vedgik her for retten Else Jørgensdatter at annamme de 500 rdl. ligesom en vitterlig gæld. Til sikkerhed har han samtykke fra sin broder Jerlof Lauridsen, og de tager Jørgen Jensen i hånd.

Nabostrid

De nygifte skulle ikke komme til at nyde deres hvedebrødsdage længe. Bryderierne var egentlig allerede begyndt. I februar forinden havde Koldinghus' ridefoged Christian Nielsen fremlagt en klage over Niels Lauridsen fra naboen Laurids Pedersen: Niels havde søndag den 14. februar på kirkevejen truet ham med en fork og skældt ham ud for en tyv og en skælm; og hans kone og datter, som kom lidt bagefter, havde han udskældt for horer, og han havde spyttet på hans kone. Og tirsdagen derefter havde Niels overfaldet en af hans sønner, mens Laurids Pedersen var i Vejle med sin kone, og slået ham et hul i hovedet, så der nu var tvivl, om han kunne overleve.

Det er måske værd at bemærke, at det er ridefogeden, der fremmer denne klage. Måske mærker man allerede her en interesse hos myndighederne i at komme Niels Lauridsen til livs.

Ridefogeden havde nu i sin iver glemt at stævne Niels Lauridsen til at påhøre klagen, så Laurids Pedersen må senere gentage den. Han kan så i tilgift fremlægge en synsrapport, der bekræfter, at sønnen har fået slået et hul i hovedet.

Men længere kommer han så ikke. For nu har Niels Lauridsen indgivet sin egen klage, og det er ham, der har vidnerne på sin side: Da Niels Lauridsen red fra kirke, blev han forfulgt af Laurids Pedersens søn Søren, der huggede efter ham med sin kårde og truede ham på liv og levned. Og da han nåede hen til sin egen gård, stod Laurids Pedersen og hans kone dér og truede ham, så han måtte flygte ind i gården. - Og om tirsdagen, da han havde været på besøg hos en af de andre bønder i byen, lå tre af Laurids Pedersens sønner på lur og overfaldt ham med sten og lange stænger, så han måtte opgive at komme hjem. Han forsøgte senere at komme hjem ad en anden vej; men de var der stadig, og nu havde Laurids Pedersens datter og tjenestepige sluttet sig til angriberne. De angreb ham så hårdt, at han blev slået af hesten; men denne gang lykkedes det ham dog at komme i sikkerhed.

Det er denne fremstilling, vidnerne kan bekræfte. De tilføjer også, at da ægteparret skældte og truede Niels, da havde konen, Dorthe Jørgensdatter, løftet op i skørterne og bedt Niels kysse hendes rumpe. Men Niels var bare gået fra dem uden nogen som helst truen eller ukvemsord.

Den fjendtlige bysfælle Laurids Pedersen og hans familie kommer vi til at høre mere til. Så lad os med det samme få styr på nogle navne. Hans kone hed Dorthe Jørgensdatter, og de havde børnene Søren, Christen og lille Christen, Else, Niels og Peder. Det var ikke usædvanligt, at to børn havde samme navn. Det skyldtes i almindelighed, at der var to personer, der begge havde fortjent at blive hædret med opkald. Konen havde samme 'efternavn' som Niels Lauridsens unge brud, og der er også andre navneligheder, der kunne tyde på familieskab mellem de to familier. Den påstand blev da også fremsat i begivenhedernes senere forløb; men det har nok været pur løgn.

Blodskam

Lad os få styr på et par navne mere, øvrighedspersoner, som Niels Lauridsen snart kom til at bide skeer med. Der var Koldinghus' ridefoged Christian Nielsen, amtskriveren Rudolf Faust, dennes underordnede, underskriveren Staffen Christensen samt slotsfogeden Jakob Lauridsen Beck. Vi skal også lægge mærke til herredsfogeden, Thomas Pedersen i Rugsted.

Den 28. august 1669 indleder ridefogeden en sag mod Niels Lauridsen. Han fremlægger i retten en bekendelse, som Niels Lauridsens tidligere tjenestepige Wusse Madsdatter har gjort, nemlig at Niels Lauridsen er far til hendes barn:

Imidlertid hun tjente og var i hans brød, tvang forn. Niels hende til at allerførste gang med magt at måtte gøre hans vilje, at bedrive skam med ham. Siden det nu åbenbarligen kendes på hende at være frugtsommelig, førte og forsatte Niels Lauridsen hende hen til hans kones broders gård, som hedder Bollund, der skulle hun have gjort barsel. Ellers formanede Niels Lauridsen hende tilforn ved trussel, at hun skulle udlægge til barnefader hvem som hun kunne finde på foruden ham. Videre bekendte hun forn. Wusse, at de var noget nær slægtet på deres faders side med hverandre.

'Bollund' er gården Bolund i Nim sogn, som altså en svoger havde i besiddelse. Hvordan øvrigheden havde fået fat i Wusse Madsdatter der, får vi siden indblik i. At Niels Lauridsen skulle have forsøgt at få hende til at udlægge en anden som barnefader, er såmænd ikke så usandsynligt. Det var en udbredt trafik blandt bønder, der havde forset sig på deres tjenestepiger.

Foruden et par mænd, som vi ikke kender, er det ridefogeden og amtskriveren, der har overværet dette forhør. Tilståelsen kan danne grundlag for en anklage, ikke blot for lejermål, men for blodskam; det drejede sig åbenbart om lejermål inden for de forbudte slægtskabsgrader, og det var en særdeles alvorlig forbrydelse.

Allerede tingdagen næste onsdag kan ridefogeden på amtskriverens vegne forfølge sagen:

Søren Madsen i Vesterby vidnede: at Laurids Poulsen i Amnitsbøl og Maj (?) Espens var søskende, og Niels Lauridsen og Mads Espesen var søskendebørn, og Wusse Madsdatter og Niels Lauridsen var anden og tredie tilsammen i slægt. - Niels Thomasen i Bølling: For en 28 år siden, han var kommet her i herredet, da har han hørt, at Laurids Poulsen i Amnitsbøl har standen ved Jerlev herredsting og har kaldt på Mads Espesen og har sagt, "Søstersøn, kom hid". Da har Mads Espesen svaret ham og sagt, "Morbroder, hvad vil I mig?". - Flere andre personer vidner om slægtskabet. - Jens Pedersen i Rugsted: Har hørt, at han agtede ingen anden øvrighed end Hans Kgl. Majestæt. Det samme vidner Mads Nielsen i Rugsted. - Amtskriver Rudolf Faust begærede tingsvidne.

Jens Pedersen og Mads Nielsen i Rugsted, herredsfogedens bysfæller, har åbenbart misforstået situationen. Deres vidnesbyrd gælder en helt anden sag, som ikke er rejst endnu.

Situationen for Niels Lauridsen var nu den, at hvis han ikke kunne modbevise vidnerne, stod han til straf på formuen og landsforvisning. Landsforvisning ville ikke sige, at han skulle forlade kongeriget, men provinsen Jylland skulle han i alt fald sige farvel til. - Men kunne han få lov til at modbevise de førte vidner? Hans svigerfar, den velhavende Jørgen Jensen i Holm træder i aktion. Han forsøger med gedigen bestikkelse at få amtskriveren til at acceptere, at Niels Lauridsen fører sine vidner: et par stude, to par stude, 50 rigsdaler, 55 rigsdaler. Ifølge amtskriverens udsagn havde Jørgen Jensen nærmest fulgt ham i hælene i hans eget hus og havde bønfaldt ham om at modtage de 'hårde rigsdaler'. Han havde også ymtet noget om at tage sin datter hjem, eller at de måske kunne bo på Fyn.

Niels Lauridsen har nok forsøgt at gøre sig usynlig en tid. Der blev i retten ført et tingsvidne om, at han havde ladet sit kvæg forsvinde og selv tit var væk fra gården.

Den generelle situation bekræftes af et tingsvidne, der året efter blev ført vedrørende, hvilke gårde i herredet der ikke havde gjort hovning til Koldinghus:

Niels Lauridsen, ½ gård, har en tid lang ingen hovning gjort, da han kom udi trætte.

Men noget sker der! Wusse Madsdatter, der en overgang har siddet fængslet på Koldinghus, er forsvundet, så at hun ikke kan bringes til stede i retten, når sagen foregår. Amtskriveren Rudolf Faust forsøger at få den ting på plads, og til det formål fremlægger han et par tingsvidne, der kan tjene til at få hende frem i lyset.

Tingsvidnerne er ført ved Nim birketing, hvor Niels Lauridsens svoger boede. Poul Madsen har stået med Wusse i retten; han er formentlig broder til Wusse. I alt fald må han vide, hvor hun befinder sig. Og nu skal han så tvinges til at udlevere hende. Men takket være denne manøvre får vi nu noget at vide om omstændighederne ved den tilståelse, som Wusse havde gjort på Niels Lauridsen: Hun havde været i Bolund i Nim sogn; herfra var hun voldeligt blevet bortført og bragt til Koldinghus for at blive forhørt om faderen til det barn, hun ventede sig. Hun havde sagt, at det var en Søren Rasmussen, men var blevet lokket og truet til at lægge skylden på Niels Lauridsen. Efter fødslen er hun åbenbart sat på fri fod, uden midler til at forsørge sig selv og sit barn.

Om vi nu er nået frem til den fulde sandhed om Wusses barnefader, kan vi jo ikke vide. Men denne gang har vi i alt fald hendes eget beedigede udsagn for en domstol og ikke blot andres udsagn om, hvad hun skulle have sagt under et forhør på Koldinghus. Og hendes ord om den voldelige bortførsel bliver siden bekræftet så rigeligt. Der rejses nemlig sag mod ridefogeden Christian Nielsen og Niels Thomsen i Bølling samt nogle flere for helligbrøde m.m. Det var efter, at sagen havde været oppe i højesteret og Niels Lauridsen og hans svigerfamilie var ved at få fat i den lange ende.

Oprører

Ridefogedens og amtskriverens interesse i at ramme Niels Lauridsen havde muligvis sin årsag i en anden sag, der kørte jævnsides med den om blodskam. Sagen startede onsdag den 15. september:

Ridefoged Christian Nielsen, et vidne: Stævning til Niels Lauridsen i Amnitsbøl. - Fremlagde en seddel: Laurs Pedersen boende i Amnitsbøl, desligeste min kvinde, bekender og kan bekræfte, at Niels Lauridsen begærede af mig for nogen tid siden, at jeg ville underskrive et klagemål om contribution, hvilket jeg ej ville, eftersom jeg eller de andre ikke for... ... dertil; og han Niels Lauridsen instigerede alle de andre til det klagemål. Desligeste sagde vore små drenge, at han med en del af de andre bønder var samlede på marken, og Niels Lauridsen red for og havde en klud på hans kæp og svingede om med. Desligeste sagde han og nogle andre på kirkegården noget tilforn, at amtskriveren var slagen af ... ... med en kæp, og over sådan hans snak gjorde han en del af sognemændene afsindige og kom dem til at klage. Og at han red ud af byen før de andre, så vi, Laurids Pedersen, Dorthe Jørgensdatter og Christen Lauridsen. Desligeste truede mig, Laurids Pedersen, at jeg ikke ville lyde (?) ham at klage med, og sagde, at vi skulle intet nyde af det, han forhvervede. Sagde også, at han agtede ingen uden kongen. Ellers gør han adskillige stor uret, både sår og pløjer fra andre fattige (?), som ikke tør klage, og når amtskriveren skikker lægdssedler til sognet, som herredsfogeden og delefogeden skulle ligne dem imellem, da har Niels Lauridsen dem uafvidende selv lagt skatten på de fattige, som måtte udstå execution, mens han var fri. Dateret 13. oktober 1668, Laurids Pedersen, egen hånd, Dorthe Jørgensdatter, Christen Laurids, egen hånd. - Til vitterlighed: Jens Hog, eg. hånd, H. Brockling, Casper Andersen Lageberch. - Så mødte her idag Niels Lauridsen og svarede ved sin højeste ed, at han aldrig havde talt nogen øvrighed imod, og de ord, som Laurids Pedersen har vidnet, har han ikke talt til nogen, meget mindre instigeret nogen til nogen fortræd imod øvrigheden at gøre.

Det er Niels Lauridsens fjendtlige naboer, der er på spil igen. De har skrevet en 'seddel'. Det er praktisk; sådan en kan man få dikteret, og man har ikke aflagt ed. - Niels Lauridsen har åbenbart haft noget med skatteinddrivelsen at gøre. Den gang var den organiseret sådan, at hvert herred var opdelt i lægder med hver sin lægdsmand (som altså ikke i denne forbindelse har noget at gøre med den funktion, vi i vore dage forbinder ordet med: indskrivning af mandskab til militæret). Lægdsmændene har så nok uddelegeret opkrævningen til betroede mænd i hver by, i Amnitsbøl altså Niels Lauridsen. Laurids Pedersen med familie har rigeligt at anklage Niels Lauridsen for: Han tager jord fra de fattige naboer; han lægger skatten på de fattige, så han selv bliver fri; han har så oven i købet ophidset beboerne til at klage over amtskriveren. Senere vidner tydeliggør situationen: Han skulle en dag være redet ud på marken, hvor han har svinget med en hvid fane og på den måde samlet mændene, som han så - som en anden kaptajn - havde ført til Kolding med klagen over amtskriveren.

Fjorten dage før Niels Lauridsen bliver arresteret som 'fredløs', nåede han at indgive et tingsvidne, nogle mænd bevidner, at de ikke har set Niels Lauridsen med en hvid fane, og at de ikke er blevet truet til at følge med til amtskriveren. Nogle vidner også, at når de har været lægdsmænd, har han leveret skatten ordentligt.

Om nu Niels Lauridsen har redet foran som en kaptajn med en hvid fane, så er der nok ingen tvivl om, at han har ført an i en klage over skatten. Og han har turdet det! Han agtede ingen anden end kongen. Mon ikke det er det, amtskriver Rudolf Faust har følt sig pikeret over?

Tingfred

Nu er det ikke helt klart, om svigerfaderen Jørgen Jensen med sine tidligere nævnte tilbud om hårde rigsdaler ville have amtskriveren til at se igennem fingrene med en falsk vidneførsel, eller om han simpelthen ville sikre, at svigersønnen overhovedet kunne få lov til at føre sine vidner. I alt fald viser det sig, at Niels Lauridsen får uhyggeligt svært ved at komme til orde i retten. På tingdagen den 30. september 1669 bliver der skrevet følgende tingsvidne:

Slotsfoged Jakob Lauridsen Beck forbød herredsfoged Thomas Pedersen, at efterdi Niels Lauridsen i Amnitsbøl var en fredløs mand, at han ikke skulle tilstede ham noget beskreven, formedelst han var beskyldt for lejermål, som han har begået med sin egen slægt, og derfor var Jakob Lauridsen Beck her i dag for retten begærende første, anden og tredie gang, at herredsfogeden ville opnævne nogle mand, som kunne føre Niels Lauridsen til Koldinghus efter husfogedens begæring og befaling.

Det var så sådan, slotsfogeden ønskede virkeligheden beskrevet. Herredsfogeden fandt sig foranlediget til senere på året at få sin version beskrevet:

Thomas Pedersen i Rugsted, et vidne: Stævning til Niels Lauridsen i Amnitsbøl. - Søren Jensen i Tudved, Søren Thomasen ibidem, Søren Jensen Kordsen i Mejsling, Hans Andersen i Hesselballe, Jens Peersen i Rugsted, Peer Hansen i Vesterby og Niels Knudsen ibidem, hvilke syv mænd var skrevet til stok den 30. september: At da Niels Lauridsen var på tinget og havde nogen breve, som han ville lade læse og påskrive, da kom ko. maj.ts slotsfoged Jakob Lauridsen Beck til tinget og sagde til Niels Lauridsen, hvad han havde her at bestille; da svarede Niels Lauridsen ham, det er ikke ret meget, det er skatten anlangende. Så svarede husfogeden Jakob Lauridsen Beck, at han fik intet bestilt, han kendte sig ved ham for en fredløs mand, indtil så længe at han erklærede sig for den sag, som han var angiven for. Da svarede Niels Lauridsen ham, Jeg vil gerne følges med eder.

Når der blev holdt ting, skulle der altid være - helst - 8 mænd, stokkemænd, foruden dommeren og skriveren. De skulle bevidne, hvad de havde set og hørt i retten. Varselsmændene, der er nævnt i det foregående tingsvidne, er bønder, der havde som særlig opgave at bringe kongelige varsler ud. De har åbenbart følt sig forpligtet til at parere herredsfogedens ordre den dag, at føre Niels Lauridsen til Koldinghus.

Nu var det sådan, at hvis det var umuligt at komme igennem med sin sag ved ens eget værneting, så kunne man da søge et andet ting. Så i begyndelsen af det følgende år fører Niels Lauridsen sine vidner ved Tørrild herredsting. Og de har en helt anden historie at fortælle: Niels Lauridsen havde indfundet sig på tinget for at få læst et par tingsvidner. Det ville herredsfogeden Thomas Pedersen ikke give ham lov til. Han gav sig så til at læse dem op selv; men i det samme kom slotsfogeden ridende og begærede ham arresteret. I stedet for at værne om tingfreden havde herredsfogeden så rejst sig op og befalet de tilstedeværende, specielt varselsmændene, at arrestere ham. Niels Lauridsen havde appelleret til ham om at respektere tingfreden, men uden held. Han var blevet overmandet af slotsfogedens søn og nogle andre mænd og væltet om på jorden; de havde taget hans kårde fra ham, og så var han blevet ført til Kolding af en korporal og de varselsmænd, der havde fået befaling om det. Selvejerbonden Niels Thomsen i Bølling havde også været med til det, og vidnerne kunne fortælle, at han opførte sig 'tyrannisk' over for fangen.

Det var den version af sandheden, landstinget i Viborg senere fandt bekræftet, bl.a. af et par af de stokkemænd, der tidligere havde vidnet sådan, som herredsfogeden havde ønsket. Varselsmændene bekræftede det også.

Herredsfoged

I slutningen af 1669 var det værste uvejr drevet over - ved landsrettens og højesterets hjælp, og Niels Lauridsen var igen i stand til at føre sine sager for retten i Jerlev herred. Tingene var i den grad faldet i leje, at han i maj 1670 havde overskud til at få tinglyst et videbrev for sin by Amnitsbøl..

Den 24. august 1670 optræder Thomas Pedersen som herredsfoged for sidste gang. Dernæst hedder herredsfogeden Niels Lauridsen, eller Niels Lauridsen Amnitsbøl. Og en bonde fra Høllund har fået befaling til at fungere som sættedommer i de sager, der måtte være mellem den nye og den gamle herredsfoged.

Nu er der et regnskab at gøre op. Niels Lauridsen stævner Thomas Pedersen og sætter i rette:

at Thomas Pedersen for sligt hans utilbørliget og begangne forsæt ... ... bør at straffes og lide efter lands lov som rettens foragter og som den, der sin svorne ed og pligt imod ... sin nådige herre og konge ej holdet haver, at være derfor i kongens nåde og unåde og ellers for sligt hans grove begangne forsætlige dumdristige forseelse og begangne gerninger bør at være fældet efter landsloven og recessen og han mig for sligt hans utilbørligt tilføjede skades erlidelse billigen og med rette bør at erstatte den anvendte omkostning og skadeslidelse.

Måske fik han sit ønske opfyldt, men ikke ved Jerlev herredsting. Denne sag angik nemlig æren, og i den slags sager måtte et herredsting ikke dømme; de skulle op i landsretten. Hvad vi ved om Thomas Pedersen, er blot at han herefter nu og da optræder ved tinget som enhver anden menig bonde. Der er ikke tegn på, at han er blevet frakendt sin ære. Måske Niels Lauridsen ikke har forfulgt sagen ved landstinget.

En biperson i hele sagen var den Mads Nielsen i Rugsted, der nok har været lidt for loyal over for den gamle herredsfoged og flittigt optrådt som vidne i sagerne imod Niels Lauridsen. Han var vistnok udeblevet fra sagen i Viborg og var derfor blevet tildømt nogen erstatning til Niels Lauridsen. Den sag bliver åbenbart klaret på den måde, at han lover at gøre hovarbejde for Niels Lauridsen hver mandag og tirsdag i et helt år.

Niels Thomsen, der havde optrådt tyrannisk over for Niels Lauridsen, da han blev sat i fængsel, vil denne have dømt for brud på tingfreden samt voldsbøder. Men han var snu nok til at spørge sættedommeren, om han var autoriseret til at dømme i en sag mellem Niels Lauridsen og ham. Og det var han ikke; han havde kun autorisation til at dømme i sager, der vedrørte den gamle herredsfoged. - Siden ender denne sag med et forlig, hvor Niels Thomsen beder om forladelse og lover aldrig mere i ord eller handling at være Niels Lauridsen imod.

Røveriet

Nu fulgte der en tid, som vi ikke ved så meget om. Blot at det økonomisk gik rigtig godt for vor herredsfoged. Foruden sin egen selvejergård havde han længe drevet en af kronens ødegårde, måske to. Senere købte han mere selvejergods til, og dertil kom efterhånden en betragtelig formue i guld, sølv og rede penge. Pudsigt nok ved vi også, at han erhvervede sig en jernkakkelovn. Det var nok ikke almindeligt, at køberen ligefrem fik sin kvittering tinglyst for retten; det skete vel heller ikke i dette tilfælde. Sagen er nok blot kommet i tingbogen, fordi sælgeren ikke havde leveret kakkelovnen til den aftalte tid.

Som herredsfoged måtte Niels Lauridsen undertiden til landsretten i Viborg for at forsvare sine domme m.m. Det var han også i dagene 11. til 18. april 1675. Da han kom hjem, fandt han huset tomt og plyndret. Kone og børn var væk, og det var også alle hans kostbarheder, ja, nærmest alt af værdi. Straks den 19. april udsendte han en efterlysning:

Såsom jeg underskr. vemodelig haver efter at lade lyse, som mig af udædiske mennesker og sammelraktede røvere og tyve ... er borttaget med deres røveri af mit gods, imidlertid jeg var afrejst til Viborg landsting den 11. april og 18. dito, der jeg hjemkom, fandtes af mit bo borte et beslagen skrin norsk (?) arbejde, deri en stor sum rede penge, mestendel udi hård mønt, en guldkæde, et armbånd af hamret guld, to armbånd af fransk søskearbejde (?) med rubiner indlagt, nogle guldsmykker, ægte perler, fem guldringe, nogle guldknapper og en del guldmønt; udi ... sølv to kander, 2 sølvbægre, en sølvpotte, en sølvkasse, elleve sølvskeer, som en del af berørte guld og sølv fandtes min sal. faders og sal. moders navne udstukken på, og en del min egen navn, med mere sølv og guld borttaget, som jeg ikke i en il og hast kan erindre; ellers samme tid er mig berøvet af min bo sengeklæder, dyner, puder, lagen og spærlagen af sengene, mine egne livskårne klæder, ulden og linned, et andet skrin med adskilllige fine klæder, lagen, duge og håndklæder, kobber, jern og messing, en grå rytterkappe med andet husgerådighed, som mig umuligt er at optegne; endog taget rent korn på loftet, flæsk og alt andet viktualie, som udi min anmeldte bo fandtes, som aldrig så uforskammet er hørlige en ærlig mands bo og gods i sin fraværelse at være frarøvet, endog samme tid taget min beslagne vogn med tvende heste, den ene Kgl. Maj.ts rytterhest, af hus og gård bortført. Samt min hustru og små umyndige børn bortført i samme røverske værk. Ej vidende, hvor de findes hensat eller formørt (myrdet?), efterskr. poster tjenstlig af ærlig kristne mennesker begærende, om noget af sligt forekommende vorder eller mig nogen anledning eller undervisning herpå kan gøre, i særdeleshed om min fattige hustru og små, umyndige børn, levende eller døde, at de det som jo kristne vel gør, anledning ... at sådant ukristelige gerning og hedenske værk kunne blive ved rettens middel tilbørligen straffet, andre oprørske, udædiske og voldsmennesker til afsky. Dette forskr. venligen begæres på prædikestolen og på tinge at erkyndiges, at slig ugudelig gerning kunne komme til lyset, og på oplæste steder dette at påtegnes. Datum Amnitsbøl den 19. april 1675, Niels Lauridsen Amnitsbøl.

Samme dag tilkaldte Niels Lauridsen synsmænd, der senere kunne bevidne, hvad de havde set, hvordan hans hus var plyndret.

Dette tingsvidne er fra den 19. januar 1676, da forbryderne er blevet afsløret og fanget. Det var hans egne fjendtlige naboer, der så ofte havde skaffet ham bryderier, Laurids Pedersen med kone og børn, først og fremmest sønnen Søren, der nu var bragt i sikkerhed på Koldinghus. - Else Jørgensdatter, Niels Lauridsens hustru havde selv skrevet (i alt fald underskrevet) en meget lang beretning om det, der var sket, og som nok viser hende selv som en noget svag kvinde:

Natten mellem den 13. og 14. april var Elses tjenestepige forsvundet med noget af hendes tøj. Elses reaktion var, at hun satte sig i sin stue og græd. Mens hun sad der, kom Dorthe Jørgensdatter på besøg med sin søn Niels og spurgte, hvad der var galt. Det forklarede hun, og nu ville hun hjem til sin fader i Holm og spørge ham til råds. Det ville Dorthe med sine sønners hjælp rigtignok gerne hjælpe hende med; men hun skulle da have sin mands pengeskrin med på den rejse. Ikke om Else ville det! Hun vidste ikke engang, hvor det stod. Men det var der råd for. Dorthe og Niels gav sig til at lede. I mandens seng fandt de i halmen nogle sølvvarer. Niels gav sig til at stikke i jorden med sin kårde, og i bagerhuset havde han heldet med sig. Der stod pengekisten nedgravet. De tog Niels Lauridsens beslagne vogn og spændte to af hans heste for (en brun og en sort) og kørte så afsted med Else, hendes børn og de koster, de havde fundet. Nu skulle de nok bringe det hele til Holm. Nogle af Dorthes andre sønner var nu kommet til, og de tog afsted. Snart opdagede Else, at det ikke var vejen til Holm, de havde valgt. Søren forklarede, at de først ville bringe hende til et sted syd for Kolding for derfra at sende bud til Elses fader om, hvad han ønskede. Sådan kom de til Hejsager, hvor de indlogerede sig hos en Gert Hansen, hvor de forklarede, at kvinden og børnene var noget af deres familie, som de kørte for. Det var de to Christen'er, der havde kørt vognen hertil. Søren havde haft andet at bestille og sluttede sig senere til dem, og nu brækkede de pengekisten op og fyldte indholdet over i en anden kiste, som de lånte af Gert Hansen. De blev nok en uges tid der på stedet og kørte så videre mod Als. Som betaling for opholdet gav Søren værten en af de heste, der var for vognen, samt noget af det tin, de havde taget med. På Als skilte de sig af med den beslagne vogn ved at sætte den ind hos en af præsterne, og den sorte hest skød de. Så kom Sørens søster Else til sammen med en kone fra Haderslev, som førte Else Jørgensdatter med børn til Flensborg. I Hejsager havde Else fået udleveret 100 rdl. med besked om, at hun snart skulle få resten; men i Flensborg tog Søren de 40 daler tilbage; og nu sagde han, at hun ikke kunne komme hjem, for hendes mand lyste så strengt efter hende. Efter yderligere omflakken kom de til Slesvig, hvor de fik logi hos en mand ved navn Mathias Carlsen. Her tog Søren de sidste penge og værdigenstande fra Else, og han brækkede ørene af en sølvskål, han havde stjålet, og fik lavet sølvknapper til en kjole til sig selv. Tit og ofte havde han sagt, at han ville skyde Niels Lauridsen ihjel og brænde hans gård af. Herefter så Else nok ikke mere til Søren. Hun måtte blive siddende her i Slesvig hjælpeløs med sine børn, indtil hendes mands broder endelig fandt hende og indløste hendes logement med 9 daler. Eftersøgningen havde tilsyneladende taget adskillige måneder. For det er først i begyndelsen af 1676, at retssagerne mod Søren Lauridsen begynder. Han har tilsyneladende selv logeret på Den Gyldne Engel i Slesvig, til han bliver arresteret og i første omgang indsat på Gottorp.

Det kan undre, at Niels Lauridsens gård var så svagt bemandet, at det var muligt for Gertrud Jørgensdatter og børn at plyndre den så fuldstændigt. Måske var nogle af hans karle med på rejsen til Viborg. Vi hører kun om en enkelt karl, der var derhjemme. Det var Jørgen Sørensen. Han havde været ude at lede efter den tjenestepige, der var stukket af. Han havde været ledsaget af Søren Lauridsen; men på et tidspunkt kom der bud fra dennes moder, at han skulle komme hjem. Tjenestekarlen var kommet hjem om aftenen, og først næste morgen opdagede han, hvad der var sket.

Det var lykkedes at tage Søren Lauridsen til fange. En tid sad han så på Koldinghus. Men han ville ikke ud med, hvor han havde gemt tyvekosterne. Så Niels Lauridsens påstand var, at han ikke blot skulle miste livet, men også underkastes pinligt forhør. Det var også den dom, landsretten i Viborg idømte ham. Men inden den kunne eksekveres, var han sluppet ud af sit fængsel.

I løbet af den langstrakte sag blev Niels Lauridsen nødt til at skaffe sig Jerlev herredsmænds skudsmål:

- at det var dem i Guds sandhed fuldvitterligt, og ingen med en god samvittighed kunne sige eller påstå forn. herredsfoged Niels Andersen andet end som godt og en ærlig mand vel egner og anstår i alle måder, og har han ellers skikket og forholdt sig imod os menige herredsmænd ærlig, oprigtig og vel i alle måder på tinget og i retten, så og udenfor, og os med retten forsvaret og håndhævet for dem, os eller nogen ville forurette, så vi ikke kan fuld takke Gud og kongen for så oprigtig, retfærdig og trofast en herredsfoged, og ønsker, han fremdeles må leve og være vores herredsfoged, så vi ikke kan give forn. herredsfoged hans oprigtig og ærlig forhold så godt, vi jo med sandfærdighed bør at give ham det bedre og så god, som det kan skrives i alle måder, både af barndom og nu, siden han er blevet herredsfoged i bemeldte Jerlev herred, sogn og by så vel som uden for, skikket og forholdt, som en ærlig mand hør og bør, til denne dag.

Men denne opfattelse blev nu ikke delt af nabo Laurids Pedersen med familie: En dag overfaldt de Niels Lauridsen med økse og lange stænger og gav ham nogle prygl.

Det skal du have, formedelst du gør os til tyve for dine penge. Og Niels Lauridsen med nødværge kom fra dem. Da råbte både Laurids Pedersen og hans søn Jens og sagde til ham, Du undgik denne gang, men vi skal dog have livet af dig, hvor vi dig kan betræffe på veje eller sti. De vidnede ydermere, at de tit har hørt tilforn, at Laurids Pedersen og hans søn har truet Niels Amnitsbøl på sit liv.

Konen Gertrud Jørgensdatter er ikke stævnet denne gang. Hun er forsvundet.

Mordet

En gang i løbet af 1678 blev Niels Lauridsen og en datter myrdet på vej til kirke. Det var en bededag, måske den 26. april. Morderen var Morten Olufsen fra Bølling, søn af den Oluf Mortensen, vi har mødt et par gange tidligere. Vi har ikke tingbøgerne fra de år, hvor selve mordet er behandlet; men der var et langt retligt efterspil af økonomisk art. Ved skiftet efter den dræbte var storebroderen Jerlou Lauridsen blevet betroet at sagsøge morderen. Og det blev en dyr affære. Jerlou indbragte en opgørelse over sine udgifter.

Det var en tid med udbredt brugerbetaling. Det kostede at få foretaget stævninger; og dokumenter, der skulle bruges i retten, skulle være på stemplet papir. Der var rejseudgifter til og fra Viborg og flere andre steder. Sandemænd, der skulle afsige kendelse om skyld, skulle også transporteres frem og tilbage. Det samme skulle vidner.

En udgift, hvor der søges tilladelse til den sal. mand af jorden den skyldige hånd at pålægge hentyder sikkert til datidens bestemmelse om, at en mordanklage skulle ske i nærværelse af den dræbtes lig. Man kunne lade den dræbtes grav stå utilkastet i ugevis, måske månedsvis, når det tog tid at finde morderen. Men genen for de kirkesøgende kunne blive så stor, at amtmanden kunne tillade, at graven blev kastet til.

Morderens fader, Oluf Mortensen, var en ret betydningsfuld mand; han havde været kongelig delefoged i herredet og var senere skovfoged. Han ejede vist efterhånden en trediedel af jorden i Bølling, foruden at han havde forpagtet gården Røj i Gesten sogn. Det havde interesse for de efterladte, for en morder skulle nok for det første miste livet, men for det andet skulle han også fradømmes sin hovedlod, som skulle fordeles mellem kongen og de efterladte. Niels Lauridsens svigerfar, Jørgen Jensen i Holm, var som formynder for de efterladte gået ind i sagen i den formening, at morderen måtte have en betragtelig hovedlod; men inden han nåede til ende med sin sag, kunne Oluf Mortensen fremvise en kvittering fra Jerlou Lauridsen på nævnte hovedlod, kun 17 rdl., hvoraf de efterladte altså kun skulle have halvdelen. - Det gav nok anledning til nogen bitterhed i familien.

Foruden enken efterlod Niels Lauridsen sig to børn, Laurids og Margrethe. De tilskødede i 1699 deres arveandel i gården i Amnitsbøl til deres moders nye mand:

Laurids Nielsen Amnitsbøl på egne og svoger Terkel Christensens vegne i Tvigstedholm og på vegne af hans kære hustru Margrethe Nielsdatter og deres arvinger lovbød til 3. ting den gård, som --- sal. fader Niels Lauridsen --- . Laurids Nielsens og Margrethe Nielsdatters stedfader Jep Pedersen af Amnitsbøl, som har deres moder Else Jørgensdatter til ægte, begærede deres anpart af fædrene arv i samme selvejergård til købs. - Jep Pedersen begærede tingsvidne.

Læs hele historien på geltzer.dk