Lindved

Landsbyen Lindved ligger i Sindbjerg Sogn. Frem til kommunalreformen i 1970 hørte den ind under Grejs-Sindbjerg Sognekommune, og fra 1970 til 2007 var Lindved en del af Tørring-Uldum Kommune. Med den seneste kommunalreform hører Lindved fra 2007 til Hedensted Kommune.

Lindved med endelsen – ved betyder antageligvis en stor skov eller snarere "ved" som brænde. Forstavelsen angiver trænavnet, lind, og stednavnet Lindved betyder så skoven med lindetræer. I vore dage er lindetræerne vendt tilbage til Lindved, idet de udgør en allé ved indfaldsvejen til byen sydfra. Lindetræet genfindes ligeledes i landsbyens logo.

Lindveds historie går langt tilbage i tiden. På Vejle Museum er registreret fund, der vidner om menneskelig bosættelse på stedet tilbage i oldtiden. Bl.a. fandt man i 1990 en lergrav fra ældre romersk jernalder, dvs. omkring de første to århundreder af vor tidsregning. Ligesom de fleste andre af vore landsbyer har Lindved formodentlig ligget på det samme sted siden den tidlige middelalder.

Jævnfør en gammel folkevise fortælles der om kong Valdemar 2. Sejrs ridt i 1212 fra Skanderborg til Ribe, hvor hans elskede dronning Dagmar lå for døden. For at undgå at krydse de store åløb og vådområder foregik rideturen ad Ribevej tæt ved den nuværende hovedvej A13 ved Lindved. Derfra red kongen muligvis mod kilden ved Sindbjerg Kirke og derefter videre til Hærvejen.

Valborgdag den 1. maj 1747 vedtog Lindveds 15 gårdmænd et såkaldt videbrev bestående af i alt 56 paragraffer. En vide betyder egentlig frit oversat en bøde, og de mange bevarede landsbyvider, der blev nedskrevet i 1600- og 1700-tallet, er en art vedtægter for den enkelte landsbys styre. Tre år efter blev videbrevet fra Lindved i form af en retsgyldig kopi indført i Nørvang herredstings panteprotokol, hvor det er blevet bevaret for eftertiden. Lindveds videbrev giver et enestående indblik i hverdagslivet, som det formede sig i den gamle tids landsby umiddelbart før de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet. Så godt som alle sider af det lokale samfundsliv blev nøje reguleret ved hjælp af ikke mindst bøder som sanktionsmulighed. Lindved var et samfund bestående af 15 gårde, nogle småbrug og huse i Sindbjerg Sogn, ti kilometer nord for Vejle. De 15 fæstegårdmænd kaldte sig i Lindved for grander, og deres møde var grandestævnet. Bolsmænd, husmænd, fattige og inderster havde ingen indflydelse på anliggenderne i Lindved. Der var tale om et gårdmandsstyre i Lindved, ikke et moderne demokrati. Videbrevet, der var underskrevet af de 15 gårdmænd, blev beseglet af de fem lokale godsejere, der ejede fæstegårdene i Lindved, og af sognepræsten i Sindbjerg. Af videbrevet fremgår det, at hvert år på valborgdag den 1. maj udnævntes en ny videfoged blandt gårdmændene, der fik udleveret den såkaldte videstok og videbrevet i sin varetægt. Videfogeden havde det til tider vanskeligt i sin position, og ingen gårdmand kunne tvinges til at bestride dette ansvarsfulde hverv i mere end et år.

Med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet ændredes livet fundamentalt i de danske landsbyer, herunder i Lindved. Resultatet blev bl.a. en folkelig mobilisering, der udartede sig i store folkelige bevægelser, hvor ikke mindst andelsbevægelsen og den religiøse vækkelse skulle komme til at præge Lindved. I 1899 oprettedes Sindbjerg Missionshus (det nuværende Lindved Missionshus) for Indre Mission på Gl. Landevej. I 1906 kom Lindved Andelsmejeri til, 1910 Lindved og Omegns Brugsforening, 1914 Lindved-Ulkjær Elværk og i 1915 Lindved Vandværk. Lindved Forsamlingshus blev opført år 1900.

Traditionelt havde Lindved været et vigtigt knudepunkt for færdslen fra Vejle i syd og Bjerre Herred i øst og over til Hærvejen. Fra det frugtbare Bjerre Herred blev flokke af kvæg drevet mod vest til Lindved, hvor kvæget overnattede på et indhegnet areal. Fra Lindved gik turen derpå videre vestpå. Den centrale beliggenhed bevirkede, at der blev opført en gæstgivergård, som i 1855 fik status af kongelig privilegeret kro.

Frem til slutningen af 1950'erne forblev Lindved en typisk landsby med ejendomme og gårde, håndværkere og handlende. En blandt mange eksponenter for den danske landbokultur, som havde rødder til landboreformerne og 1800-tallets folkelige og demokratiske udvikling. I den sidste del af 1900-tallet blev mange landbrugsejendomme nedlagt eller kraftigt mekaniseret. Der blev bygget parcelhuse, og de fleste beboere kom til at arbejde i Vejle eller i andre større nabobyer. Der blev betydeligt færre håndværks- og handelsvirksomheder. Lindved ændrede sit fysiske udseende. Frem til 1960'erne gik Vejle-Viborg hovedvej A13 gennem Lindved, hvorefter den nuværende linieføring uden om landsbyerne gennemførtes. I 1971 blev andelsmejeriet nedlagt. I 1962 blev det gamle forsamlingshus nedrevet til fordel for den nuværende sognegård.

Det moderne kulturelle foreningsliv i Lindved centrerer sig i høj grad om Lindved Sognegård, der fra 1. januar 1988 har været en selvejende institution.

Litteratur

• Sindbjerg Sogns Lokalhistoriske Forening (udg.): Historien om Lindved, 2005
• Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod & Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
• Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 9 1700-1800, s. 71ff.