Højgård
Højgård er en hovedgård beliggende i Grejs Sogn. Gården har rødder tilbage til middelalderen.
Højgård nævnes første gang i de skriftlige kilder i 1431. På dette tidspunkt opgives ejeren som Niels Vognsens enke, Inger Hermandsdatter Pennow. Hun overgav gården til Maribo Kloster, hvorfra den ved reformationen kom til kronen. Der findes en nedskreven beretning om Højgård fra 1436. Gården omtales her som nyopført efter brand. Den nye gård var en toetagers bindingsværksbygning, hvis øverste stokværk var mere fremspringende end det nederste. Hovedgården var befæstet med volde og grave. Der var en vindebro fra hovedbygningen over til ladegården. Vindebroen kunne af vagter hejses op og ned. I urolige tider er egnens folk formentlig søgt tilflugt på Højgård. Denne middelaldergård lå ikke på det sted, hvor den nuværende Højgård ligger, men lidt længere øst på inde i skoven. Højgårds ejer har formodentlig etableret møllen ved Fruens Møllested engang i middelalderen. Selve navnet Fruens Møllested refererer muligvis til den daværende ejer, Inger Hermandsdatter. Møllen var væk først i 1600-tallet.
Gården havde gentagne gange fælles ejer med Store Grundet, første gang under oberst Otto Frederik Von Gamm (1680-1698) og anden gang fra 1740-1804 under ejerne oberst Schack Brockdorff, dennes enke Sophie Hedevig og svigersønnen Hans Helmuth von Lüttichau. Sidstnævnte fik omkring år 1800 allernådigst kongelig tilladelse til at bortsælge bøndergodset og udparcellere gården.
Ved det nuværende Højgård kan man i dag finde den gamle, fredede ladebygning. Over midterdøren til denne står indhugget i tømmeret: Anno 1746. Den lade her tilforn stod ved Torden Gud lod brænde den 6. juli, men Gud som denne derimod behaget har at sende den 21. octb. Ham være Tak og Ære, hans navn velsignet være.
Der knytter sig en række sagn til Højgård. Skellet mellem Grejs og Sindbjerg Sogn er tilsyneladende oprettet af fulde folk. Grænsen danner takker og spidser, så ingen reelt ved, hvor den går. Denne besynderlige grænse skulle angivelig være opstået ved, at herremændene på Højgård og Låge Hovedgård spillede kort, og i stedet for at betale med penge, betalte de med jordarealer.
Et andet vedrører et gammelt slot. 200 meter nordvest for de nuværende bygninger ligger ifølge det lokale sagn en ruin efter et slot med rester af voldgrave. Dette skulle være det første Højgård. Sagnet siger, at det engang har været Gorm den Gamles jagtslot, og at han havde en kobberdækket løngang fra Jelling til slottet. I "slotsruinerne" skulle der være nedgravet et guldføl, der er så kostbart, at det kan betale Danmarks statsgæld. Hovedparten af de munkesten, der er brugt i Vindelev Kirke, stammer fra den gamle slotsruin. Det siges, at hvis den sidste sten i ruinen bliver fjernet, vil Højgård gå til grunde. Som følge heraf har mange ejere gennem tiderne forbudt at grave efter guldføllet.
Inde i skoven ved Højgård findes en bundløs mose, kaldet Dødemosen. Sagnet siger, at der engang var en pige på Højgård, som blev tvunget til at gifte sig med en mand, som hun ikke ville have. På vej til Grejs Kirke sørgede hun for, at kareten kørte over Dødemosen, hvor den forsvandt. Der blev ikke noget bryllup. Siden da viser der sig ved midnatstid, når det er fuldmåne, en karet med en hovedløs hest for. Den kører i ring i kanten af mosen, hvorefter den forsvinder igen.
Litteratur
- Stavnsbåndsudvalget, Tørring-Uldum Kommune (udg.): Rod & Stavn - træk af 10 sognes historie, 1988
