Niels Hjelmfeldt
Kaptajn Niels Hjelfeldt - En dansk officer i Fremmelegionen.
Den 29. maj 1920 dekorerede Christian X personligt fire danske kaptajner i fransk tjeneste med Dannebrogsordenens Ridderkors. De havde alle gennemgået den danske sekondløjtnantuddannelse og meldte sig til den franske Fremmedlegion - Légion Etrangère - og deltog på allieret side i første verdenskrig.
Fremmedlegionen
En af disse officerer var Niels Hjelmfeldt, født den 16. februar 1888 i Vejle. Han var sekondløjtnant fra 1908 til 1913. I 1914 søgte han - og fik - Krigsministeriets tilladelse til at melde sig til Fremmedlegionen. Det var dog en betingelse, at han vendte hjem, hvis han blev beordret til det. Den 7. august 1914 blev han udnævnt til Sous-Lieutenant [premiereløjtnant]. Men med henvisning til Danmarks neutralitet fik han alligevel ikke tilladelse til at rejse. Han gjorde derfor tjeneste i et år i Sikringsstyrken i et år, i 22. bataljon, før han rejste til Sidi-Bel-Abbès i det nordlige Algeriet.
I Sidi-Bel-Abbès var Niels Hjelmfeldt Lieutenant [løjtnant] og kompagnichef i 1er Regiment Etranger [Fremmedlegionens 1. regiment]. Han ville ikke gøre tjeneste i Frankrig, da det var et brud på neutraliteten. Han var bange for at blive straffet i Danmark efter krigen hvor hans ønskede at fortsætte som dansk officer. Han ville tjene Frankrig i kolonierne, hvor han kunne erstatte en fransk officer, der så kunne sendes til fronten i Europa. I oktober 1917 var han chef for 12ème Compagnie [12. kompagni] i Colomb Beshar i Sahara.
Niels Hjelmfeldts foresatte havde bemærket mine gode sprogkundskaber, og en dag fik jeg ordre til at melde mig i Paris. Niels Hjelmfeldt fortæller: "Jeg fik til opgave at være kurér for den franske regering til Skandinavien, og ved den lejlighed fungerede jeg også som kurér for den belgiske konge Albert personligt. De mange fortrolige papirer, jeg førte med mig, blev opbevaret ien forseglet håndtaske med en blyplade i bunden. Min rute gik over Kanalen England, og derfra med smørbåden Thyra. Det var en spændende tur, for på det tidspunkt rasede den uindskrænkede ubådskrig, som gjorde Nordsøen til farefuldt farvand. Da krigen sluttede var jeg i Marokko og fik igen ordre til at melde mig i Paris, hvorfra jeg blev sendt til den franske legation i København. her blev jeg ansat ved kontrollen med modtagelsen af de franske tropper, der via havnene ved Østersøen blev sendt hjem fra de tyske krigsfangelejre. Jeg var indkvarteret i det Treschowske palæ, der blev benytte som gennemgangshotel for de franske officerer."
Hjemsendelse af sønderjyske krigsfanger Der blev også brug for Niels Hjelfeldt til en speciel opgave hvor hans danske baggrund kunne bruges. Den danske gesandt i Paris, Kammerherre Herman Anker Bernhofft opfordrede ham til at stille sig til rådighed for det franske krigsministerium. Han fik opgaven med at undersøge de dansksindede sønderjyske krigsfanger, med henblik på hurtig hjemsendelse. De første krigsfanger bl.a. fra den danske speciallejr i Aurillac var allerede sendt af sted på foranledning af den franske professor Paul Verrie. Sprogvanskeligheder var imidlertid et problem, og man mente derfor, at den danskfødte officer havde de nødvendige forudsætninger for at løse opgaven.
Vi lader igen Niels Hjelmfeldt selv fortælle: "I begyndelsen af maj 1919 vendte jeg tilbage til Frankrig, hvor jeg i Paris henvendte mig på den danske legation for at bringe en hilsen til kammerherre Bernhoft. han bad mig påtage mig en speciel opgave vedrørende hjemsendelse af de sønderjyder, der havde været i tysk krigstjeneste. De var i en speciel fangelejr ved Seinen tæt på Rouen. Men de havde vist sig ved hjemsendelsen at det første hold, at der var mange tyskere, som havde udgivet sig for at være sønderjyder for at få chancen for at blive hejmsendt.
Jeg samlede soldaterne og sagde, at de der ikke var sønderjyder, nu fik chancen for i hast at træde af og vende tilbage til deres lejre, og hvis jeg ved en følgend kontrol fand snydere, ville de i to år blive sendt til "den røde zone", hvor de skulle samle ueksploderede granater. Denne besked fik det til at tynde ud i rækkerne, og de tilbageværende udspurgte jeg om derers sønderjyske hejmsteder. Det afslørede mange."
De franske og danske myndigheder var indforstået med, at landmændene - gifte og ugifte - kom først af sted, sammen med de gifte handelsmænd. Man skønnede at de dårligt kunne undværes. Ungkarlene og de studerende måtte vente til sidst. Omkring 300 kom af sted pr. gang efterhånden i almindelige franske artilleriuniformer som det franske forsvarsministerium udleverede.
Det var et stort øjeblik, da de første sønderjyske krigsfanger kunne sejles hjem i 1919 med ØK's skib Sct. Thomas, efter at have tilbragt flere år i tysk krigstjeneste. De skulle hjem og deltage i afstemningen i 1920. Mange græd da de gik ombord. På Vejle Stadsarkiv opbevares en lille film der viser Sct. Thomas's ankomst til Vejle Havn den 23. juli 1919. Filmen kan ses på siden www.vejlefilm.dk under perioden 1900-1920.
Genforeningen Da alle sønderjyske krigsfanger var sendt hjem, blev Niels Hjelmfeldt forbindelsesofficer for den franske minister Claudel i København, der skulle være Frankrigs repræsentant i afstemningskommissionen. Herefter blev Niels Hjelmfeldt ansat som sekretær og chef for indendanturen i Flensborg. han var med om bord på den franske krydser Marseillaise på dens tur rundt i de sønderjyske fjorde for at vise flaget. Da krydseren skulle passere Alssundbroen, nægtede tyskerne at åben pontonbroen. Der blev så givet ordre til krydseren skulle påsejle broen og tvinge sig igennem. Bromandskabet fik travlt, og de nåede at åbne broklappen inden krydseren nåede frem.
Tilbage til det civile liv Da Niels Hjelmfeldt i 1921 [eller 1919, kilderne er ikke enige] tog Niels Hjelmfeldt sin afsked fra fransk tjeneste, og i den forbindelse skrev en anden dansk officer i Fremmedlegionen om ham: "En officer, der holdt sig langt borte fra fronten". Niels Hjelmfeldt fik andre opgaver, bl.a. blev han tilknyttet kommissionen, der skulle fastlægge den dansk-tyske grænse. Han fik også andre opgaver, indtil han besluttede sig for at skifte til det civile liv. Han startede et benzinselskab der importerede russisk Naftabenzin, som blev solgt fra 64 servicesteationer i Odder, Randers, Herning og Vejle. Da der blev indført valutarestriktioner, blev han formand for sammenslutningen af uafhængige benzinimportører. Da 2. verdenskrig kom, var der ikke længere mulighed for import af benzin og alle servicestationerne blev solgt.
Modstandsbevægelsen i Horsens Under Besættelsen var Niels Hjelmfeldt aktiv i modstandsbevægelsen, hvor han var leder af modstandsbevægelsens ordenstjeneste i Horsens. Allerede den 1. maj 1945 gik de danske politibetjente på gaderne og genoptog deres arbejde. Det var dog lidt for tidligt og de måtte hurtigt trække sig tilbage igen. Grunden til det korte gensyn med uniformerede betjente var, at der blev opklæbet plakater med følgende budskab: "Efter aftale med den tyske kommandant trlkkes de tyske tropper tilbage fra gaderne. anske myndigheder, politi og vagtværn har forpligtet sig til at opretholde ro og orden. Befolkningen opfordres derfor til så vidt muligt at opholde sig hjemme, vise ro og disciplin og rette sig efter politiets og vagtværnets anvisninger." Niels Hjelmfeldt blev konstitueret som politimester i stedet for Politimester Krause, der var bortrejst. Han holdt parole på politistationen, og i løbet af eftermiddagen kom ca. 80 uniformerede betjente på gaderne. I løbet af aftenen ankom Gestapo til Horsens, og de ønskede ikke at se dansk politi i gaderne. For at undgå demonstrationer blev der om aftenen indført udgangsforbud. Gestapo anholdt hurtigt efter deres ankomst en politipatrulje på fire mand, men Niels Hjelmfeldt, som havde ledet politiets genindsættelse, greb ind. Det lykkedes ham meget hurtigt at få de fire politibetjente fri igen. Dagen efter gik livet atter sin vante gang i Horsens, og man kunne som resten af landet fejre befrielsen den 4. og 5. maj. En af de sager Niels Hjelmfeldt måtte tage sig af som leder af ordenstjenesten var hjemsendelse af 18 finske piger. Han samarbejdede med Dansk Røde Kors krigsværnskontor i Horsens og arrangerede togrejsen til Københavns Hovedbanegård, hvor de ville blive modtaget af en Røde Kors repræsentant.
Ridder af den franske Æreslegion I marts 1946 blev Niels Hjelmfeldt indstillet til at modtage et hæderstegn for sine fortjenester ydet franske krigsfanger, deporterede og flygtninge. Ved en højtidelighed på den franske ambassade i København i oktober 1946 fik han overrakt sit ordenstegn af den franske genral Koenig. Han blev udnævnt til Chevalier de la Légion d'honneur [Ridder af den franske Æreslegion].
Flygtningelejren i Ry Efter befrielsen overtog den danske stat ansvaret for de mange ftyske lygtninge, og det blev besluttet at samle tyskerne i et begrænset antal lejre. En af disse blev Rye flyveplads, som lå tilpas afsides og dermed var velegnet til formålet. Lejrlederne blev udpeget af den lokale luftværnschef, og en del løjtnanter og kaptajner blev udpeget til lejrledere. Niels Hjelmfeldt var lejrleder i Ry i 1947-48. En tysk barak, der under krigen husede den tyske Bauleitung, fungerede som bolig for lejrlederen og gik under navnet "Kaptajnen". Niels Hjelmfeldt var meget foretagsom og ordnede indkvartering for en stor gruppe underernærerde franske feriedrenge tæt på flygtningelejren. Niels Hjelmfeldts ledelse af lejren blev stærkt kritiseret og han blev sigtet for underslæb og forfalskning af lejrens regnskaber, men han blev frifundet i 1950. Han fik dog 14 dages hæfte for skødesløshed.
Antikvitetshandler I 1959 flyttede Niels Hjelmfeldt og hans hustru fra Silkeborg til den gamle sognefogedgård i Vinding ved Vejle, ringen var sluttet. Her havde ægteparret i mange år en antikvitetsforretning. Kaptajn Niels Hjelmfeldt døde i Grejsdalen den 7. maj 1972 i en alder af 84 år. En usædvanlig livsskæbne var afsluttet.
Niels Hjelmfeldts dekorationer Ridder af Dannebrog 29. maj 1920 Den slesvigske Erindringsmedaille af 1920 Dansk Røde Kors' mindetegn for krigsfangehjælp 1914-1919 Ridder af den franske Æreslegion 1946
Afsluttende bemærkninger På trods af Niels Hjelmfeldts udsædvanlige livsløb, er der ikke skrevet meget om ham. Der er primært benyttet avisartikler med interviews og Jan René Wesths bog "Danske frivillige i Frankrig 1914-1918" som bygger på omfattende kildestudier.
