Vadestedet
Et værtshus med sjæl
Når man taler om rigtig gode værtshuse, er det oftest gamle, hæderkronede beværtninger med masser af historie. Sådan var det ikke med Vadestedet. Det var et godt værtshus, men gammelt var det ikke, faktisk helt nyt, da det havde sin storhedsperiode i 1970’erne. At der var sjæl i foretagendet, hjalp gæsterne selv med til, og de fleste stamkunder fra dengang vil nok fastholde, at det var værten, Verner Quist, der var selve sjælen i Vadestedet.
Indholdsfortegnelse
Vadestedet opstår
Verner Quist kom en del på Grand Bar i Orla Lehmannsgade i 1960’erne, og her blev han også ansat som den første mandlige tjener på den fine, gamle bar, hvor forretningsfolkene kom til frokost og om eftermiddagen, og de unge om aftenen. Verner Quist mødte bl.a. Jørgen Guldager på Grand Bar, og det skulle få betydning. Den udadvendte, idérige Verner og Jørgen med forstand på økonomien bestemte sig for, at de sammen ville åbne et værtshus. Der skulle ske noget nyt i Vejle, som de to unge mænd syntes havde stået stille alt for længe.
Søndergade 6, hvor Suhrs Leg og Hobby havde været i nogle år, blev adressen, hvor det nye værtshus med navnet ”Vadestedet” skulle indrettes. Den 30. december 1972 åbnede værtshuset, og dermed var der sat gang i en festlig fritidsfornøjelse for vejlensere i alle aldre. Det var nemlig vigtigt, at alle skulle kunne komme på Vadestedet. Unge såvel som gamle, kvinder og mænd. Her kunne man rafle, høre musik, få en øl med en skarp, strikke, læse og komme hinanden ved.
Aktiviteter på Vadesteder
Verner Quist havde mange ideer. Der var ofte live folkemusik i den bageste del af værtshuset, engang imellem endog også et jazzorkester, skønt pladsen var trang. Personale og venner deltog med hold i Motionsstafetten år efter år, på førstesalen i Søndergade 6 var der et lille galleri, og både Muskelsvindfonden, Sclerosefonden og VB’s Ungdom overtog værtshuset for en aften og strøg derefter aftenens overskud til det gode arbejde. Vadestedet sponsorerede fodboldhold i Vinding, hos VB – og også go cart-køreren Lars Grønning, som ved løb i England blev ledsaget af et selskab fra Vadestedet, og go carten blev transporteret i Verners originale Zonen ambulance!
Og ofte sad Sammy Reinholdt og tegnede gæsterne. Tegninger kom efterfølgende op at hænge i værtshuset.
Kunderne på Vadestedet
Fredag eftermiddag på Vadestedet tilhørte gymnasieeleverne. Det var stedet at gå, og tilstrømningen var så kraftig, at Verner måtte bede de unge parkere deres cykler om bagved og ikke fylde hele Søndergade, ligesom alle skoletaskerne skulle placeres på 1. salen, så man ikke gik og faldt over dem. Lørdag formiddag var familie-tid. Dvs. far og børn gik på værtshus, mens mor købte ind, og på Vadestedet var der legetøj og legeonkler i form af personalet til at underholde børnene.
Ellers kom der naturligvis stamkunder - nogle blev endda tjenere efter et stykke tid. Stamkunderne havde et stregsystem – en blok inddelt med navnene, og der blev sat en streg, når de fik en øl eller en bitter. Ved slutningen af aftenen blev der afregnet. Et system, der ikke gav problemer, for ’et ord var et ord’ på Vadestedet.
Efter storhedstiden
I 1979 solgte Verner Quist sin andel af Vadestedet til Jørgen Guldager, og værtshuset i Søndergade fortsatte med at være et populært ’vandhul’ for vejlenserne. For dem, der var med i 70’erne, var de første otte-ni år dog storhedstiden. Vadestedet fungerede som værtshus helt op til midten af 90’erne, hvorefter der har været spisning på menu’en: Først et steakhouse og siden en kinesisk fastfood-restaurant.
Billeder
"Vadestedet", Søndergade 6, ca. 1977
Personalet bag baren på Vadestedet. Nr. 2 fra venstre er Verner Quist
Restaurant "Vadestedet", 1986
