Vejle Arrest

Vejles Arrest

Byens hus

Der har formentlig været fangehuller i Vejles for længst forsvundne middelalderlige borge. Med opførelsen af købstadens første rådhus omkring 1460, lige nord for Sct. Nikolais Kirke, blev frihedsberøvelsen byens anliggende. Selve frihedsstraffen er af nyere dato. Forbryderen blev kun berøvet sin frihed, indtil den rigtige straf kunne eksekveres. Straffene rangerede fra bøde, korporlige straffe, fredløshed, forvisning og til dødsstraf. De korporlige straffe og dødsstraffen varierede i århundredernes løb. Dødsstraffen fuldbyrdedes som oftest ved halshugning eller hængning, mens radbrækning forsvandt efter middelalderen. Bålstraf var også kendt. Legemsstraffene tog form af afhugning af diverse legemsdele, brændemærkning, kagstrygning (gennemprygling ved en pæl, »kagen«), den spanske kappe (ydmygende ophold i en trætønde med huller til ben og hoved), træhesten, gabestokken eller halsjernet. Vejles første rådhus nedbrændte i 1530. Det andet rådhus blev opført i den østlige fløj af det netop lukkede Sortebrødrekloster, tæt på placeringen af det nuværende rådhus. Arresten befandt sig i kælderen og klokketårnet. Rådhuset var byens hus. Det var her købstaden styredes, retten varetoges og tillige stedet hvor borgerne kunne holde større fester såsom bryllupper. På rådhustorvet stod byens »kag«, hvor lovovertrædere blev kagstrøget og udstillet til spot og spe især i forbindelse med markedsdagene.

De tidligst kendte straffe

Fra slutningen af det 16. århundrede er der kilder til indsatte i arresten i Vejle. Den tidligst omtalte berømthed i Vejles arrest var såmænd byens egen borgmester Henrik Ditmer fra Lübeck. Han blev ”forrykt i hovedet,” hvilket gav sig udslag i et uskikkeligt og forargeligt levned – han overfaldt bl.a. sin kone med våben – samt manglende evne til at varetage sit embede. Han blev derfor af kongen og lensmanden frataget sit embede i 1594/95 og sat i arresten. Kongen tillod kort efter, at konen tog sig af ham i et lukket kammer.

En unavngiven fisker fra Bredballe blev omkring år 1600 befriet fra arresten af adelsmanden Iver Lange til Tirsbæk Gods. Lange lå i strid med købstaden om skellet mellem Vejle og Bredballe Mark.

I 1616 fandt man et kvalt og maltrakteret spædbarn i Sct. Nikolais Kirke. Borgmester og råd lod byens piger og ugifte kvinder malke på rådhuset i overværelse af tolv dannekvinder. Det viste sig, at den barnløse Maren Hansdatter havde hvid, tyk og fed mælk i brystet. Maren Hansdatter og svogeren Clemen Sørensen Svinholdt blev sigtet for drab og blodskam. Da købstaden ikke havde egen bøddel måtte Hans Koch fra Kolding eksekvere dommen. Da tragedien blev anskuet som en æreløs forbrydelse, blev Clemen Sørensens ejendom konfiskeret, hvorefter han og Maren Hansdatter blev kastet på bålet et sted uden for byen. Samme år led Lars Larsen og Kristine Jesdatter fra Højen samme grusomme skæbne for begået blodskam.

Der fandtes ikke et rigtigt politi eller en arrestforvarer. Det tætteste man kom på en arrestforvarer i gamle dage var bysvenden, der tillige tjente som sendebud for rådet og byfogeden, rådhustjener, m.m. I 1626 lykkedes det en fange at stikke af fra arresten og den respekterede bysvend Christen Nielsen. Selvom Nielsen havde tjent byen med ære i 20 år, måtte han tage den flygtede fanges plads i arresten, for sådan var kutymen.

I 1623 blev den danske stat involveret i Trediveårskrigen (1618-48). Christian IV’s hær led et katastrofalt nederlag i 1626, hvorefter de kejserlige tropper kunne besætte det meste af Jylland. Vejle var besat fra okt. 1627-juni 1629. Besættelsen gik hårdt ud over byen, og de kejserlige tropper skånede heller ikke borgerne og omegnens bønder. Udvalgte borgere og bønder blev selv uden grund arresterede og smidt i rådhuskælderen eller klokketårnet, hvor de fik lov at sidde, indtil deres familie og venner betalte løsesum. At sætte sig op imod besættelsesmagten kunne koste en livet:

I Egtved Sogn i Landsbyen Work var indlagt en ”Salvegarde”, som fratog Bonden Hans Albretsen en Hest. Harmfuld herover truede Manden med at dræbe Rytteren, naar Leilighed gaves dertil; men han hentedes pludselig til Veile, hvor han indsattes i Raadhuustaarnet som Fange. Følgen af hans uforsigtige Udtryk var derpaa, at han kort efter uden videre blev hængt. Strax efter at Fienderne var komne i Landet i Aaret 1627 blev en af deres Folk dræbt i Anders Andersens Gaard i Kragelund, Østersnede Sogn. Bondens Søn mistænktes for at have udført denne Gierning, og han maatte derfor tilligemed Faderen rømme fra Gaarden og skiule sig for ikke selv at miste Livet. Da nu Østerrigerne ikke kunde finde den formeentlige Gierningsmand, bragte de hans Moder og Søster ind i Fængsel i Veile, hvor de virkelig vilde have aflivet begge, hvis ikke en Bonde fra Kragelund havde mæglet Forlig med Ritmester Hundsbroch, til hvis Eskadron den myrdede Rytter havde hørt. Soningen for Drabet bestod i en for den Tid meget betydelig Sum: 100 Rigsdaler i rede Penge, tilligemed 20 gode Øxne; desuden maatte Bonden forbinde sig til at lade alt det Korn, som fandtes i hans Lade, aftærske, og dernæst kiøre det ind til Veile til Ritmesteren. - Worsaa (1841)

Flere vejlensiske kvinder plejede omgang med fjenden og fulgte med tropperne efter freden i Lübeck 1629. Ane Thomasdatter i Fiskergade havde muligvis drevet bordel under besættelsen. Hun blev i hvert fald i slutningen af 1629 anklaget for at drive et ”slemt uskikkeligt Huus med løsagtige Folk, og det blev hende paalagt af Borgemester og Raad, at dersom hun senere havde saadanne eller andre tyvagtige Mennesker i sit Huus, skulde hun rømme Byen.” Øvrigheden havde i det hele taget sit hyr med at rydde op efter lovløsheden under besættelsen. Kort før jul indkaldte rådet og borgmesteren samtlige håndværkmestre i byen og påbød dem, at holde deres svende, tyende og børn fra at te sig i fuldskab på gaderne. Åbenlys fuldskab ville blive straffet med fængsel og en tur i halsjernet.

Det var en ærefuld død at blive halshugget med sværd på torvet. De æreløse blev henrettet uden for byen. Vejles galgebakke befandt sig på Storbjerg grænsende op til Løget Mark. Galgen kunne ses i miles omkreds. Her dinglede forbryderne til skræk og advarsel for fremmede og byens egne indvånere. I 1652 måtte bødlen fra Kolding igen en tur til Vejle for at hænge et par forbrydere.

Det funktionsindrettede tredje rådhus

I 1780 opførtes Vejles tredje rådhus på samme beliggenhed som det nuværende rådhus. Det var byens første funktionsindrettede rådhus. I rådhuskælderen var der et arrestrum og to ”tyvehuller,” mens der i stueetagen var en civilarrest. I kælderen var desuden indrettet rum til vægterne, byens borgerlige korpser samt bolig til en fastansat arrestforvarer med familie. Arrestforvarerens kone stod for madlavningen til fangerne.

Skomagersvenden Hans Christian Hass måtte i 1786 tage plads i arresten. Hass og sandsynligvis nogle andre havde moret sig med at affyre en nøglebøsse. Husenes brandfarlige stråtage og et uheldigt placeret krudtlager i Nørregade 16 tilhørende ”Slesvigske Regiments Ryttere” betød, at hele Nørregade brændte ned. Hass påtog sig hele ansvaret for katastrofen og blev idømt to års arbejde i tugthuset i Viborg.

Oplysningstiden i det 18. århundrede satte fokus på det umenneskelige i de korporlige straffe. Kagstrygning blev officielt først ophævet ved lov i 1866, men i praksis blev de korporlige straffe efterhånden fjernet fra det offentlige rum og henvist til arresterne og straffeanstalterne. I 1811 fandtes endnu på Vejles rådhus brændejern, to egepæle med tykke jernlænker og to jernbøjler, til at sætte om livet, to ”springere” med tilhørende bøjler, en tommeskrue, et ”feltjern” m.m.

Den sidste henrettelse ved Vejle fandt sted i 1839 i udkanten af Tordenballe Skov (en del af Sønderskoven). Skomager J.P. Clausen levede et drikfældigt liv sammen med sin hustru. I januar 1839 kvalte han hende. En stor skare vejlensere overværede halshugningen. De to halvdele af J.P. Clausen blev derefter lagt på hjul og stejle. Ifølge overleveringen strømmede overtroiske kvindfolk til for at dyppe deres lommetørklæder i morderens blod, da dette skulle være et virksomt middel mod sygdomme.

Endelig i 1860 fik Vejle sine første egentlige politimænd, da to kongeligt udnævnte betjente blev ansat. Fra ni/ti aften til fire/fem om morgenen vågede vægterne over ro og orden bevæbnet med morgenstjerner (erstattet 1865 med svære stokke). Borgerbevæbningen på 35 mand skulle assistere politiet, men korpsets politimæssige indsats i årenes løb var yderst begrænset. Efter et mord i 1882 blev vægterne erstattet med fem natpolitibetjente. I 1901 udgjorde Vejles samlede politistyrke sytten mand, mens indbyggertallet var på 9.200.

Afholdsbevægelsen holdt sit indtog i anden halvdel af 1800-tallet. Øl og brændevin mistede dog ikke lige med det samme rangen som danskernes foretrukne tørstslukker. Mange vejlensere og udefrakommende fik en tår over tørsten og begik lovovertrædelser. Med offentliggørelsen af ”Almindelig borgerlig Straffelov” i 1866 blev det forbudt at straffe voksne lovovertrædere med korporlige straffe. Kun børn måtte fra nu af straffes med ris, mens kun mandspersoner mellem femten og atten år måtte straffes med rottingslag (spanskrør). Selvom voksne således ikke kunne idømmes korporlige straffe, så kunne fanger stadigvæk blive ofre for korporlige straffe under afsoningen. Den hårdeste straf var som altid dødsstraf, dernæst kom strafarbejde, fængsel på vand og brød (inkl. salt), fængsel på sædvanlig fangekost, simpelt fængsel og bøder.

Den første selvstændige arrestbygning

Allerede i 1850’erne var rådhusarresten blevet for lille og utidssvarende til at huse byens arrestanter og arrestforvareren med familie. Da Vejles fjerde og nuværende rådhus blev opført i 1878/79 opførte man en separat arrestbygning ud mod Klostergade vinkelret på rådhuset. Arrestbygningen blev sidenhen udvidet i flere omgange. Arresten kunne i 1904 huse 18 arrestanter (tolv enkelt- og to tremandsceller). I 1964 var der plads til 26 arrestanter (sytten enkelt- og tre tremandsceller). Arrestforvareren havde til huse på rådhuset indtil 1937, hvor der opførtes en to etagers tjenestebolig med kontor til arrestforvareren for enden af arrestbygningen.

Besættelsen 1940-45 og perioden umiddelbart efter var en travl og dramatisk tid for arresten. Fra henholdsvis juni og oktober 1941 blev kommunister og jøder massearresteret. Ti vejlensiske jøder blev ført til Theresienstadt i kreaturvogne af nazisterne. Indtil augustoprøret i 1943 var der kun enkelte bataljer mellem værnemagten og de lokale – typisk i forbindelse med spiritusindtag. Aktive frihedskæmpere og unge sympatisører fyldte herefter op i cellerne i arresten.

Den vel sagtens mest berygtede indsatte i Vejles arrest sad her kun i kort tid. Der var tale om ”den danske Mata Hari” Ellen Anna Margrethe Christensen fra Fanø, bedre kendt som Jenny Holm. Hun havde arbejdet for Gestapo fra 1941-45. Efter den tyske kapitulation forsøgte hun at skjule sig i en tysk flygtningelejr i Grejsdalen. Den 22. maj 1945 blev hun overført til Vejle Arrest. Her hævdede hun først at være en vis Anne Marie von Cotta Schønberg, gift Peters, og født i Køln i 1918. Kort efter skiftede hun flere gange forklaring og hævdede at være gift med flere forskellige tyske mænd. Modstandsbevægelsen fandt dog ud af den rette sammenhæng, og de tog i sommeren 1945 Jenny Holm med rundt i Syd- og Sønderjylland, hvor hun hjalp med at udpege kollaboratører.

I 1919-20 kom fangernes gård til at ligge klemt inde mellem arrestbygningen, rådhuset og den nyopførte politigård på Blegbanken. Måske var det de triste omgivelser på den daglige gårdtur, der inspirerede PS til sin spektakulære flugt i september 1956. Ved hjælp af en nål – og en masse tålmodighed – lykkedes det ham at bryde sig vej gennem muren ind til rådhuset og således flygte fra arresten.

Café og biograf i ”Den gamle arrest”

Vejle havde vokseværk. De efterhånden fortvivlede forhold på politigården og i arresten fik i 1960’erne Vejle Kommune, Vejle Politi, arresten og Justitsministeriet – der ejede bygningerne – til at indlede forhandlinger om en omflytning. Det blev en realitet i februar 1981, hvor politi og arresten flyttede til nyopførte bygninger i Skolegade. Dermed var det ”slut med at blive gloet på gennem små kik-huller i den gamle arrest.” Vejles borgmester, Willy Sørensen (S), var inden sin død i 1978 fortaler for, at ”Den gamle arrest” og politigården på Blegbanken skulle rives ned, hvorefter området skulle omdannes til en grøn oase. De smukke, historiske bygninger fik dog i sidste ende lov til at bestå.

I 1985 åbnede Café-biografen. Bygningens åbne kerne blev forsynet med etageinddelinger. ”Paraplyen” åbnede på 1. sal i 1989. I 1998 får ”Café Biografen ny ejer og omdøbes til ”Den gamle Arrest”.

Litteratur og kilder

Alm. borgerlig Straffelov 10. feb. 1866.

Politi-Vedtægt for Veile Kjøbstad, 1872 (samt efterfølgende tillæg).

Trap Danmark: Tillæg 1859, 1904, 1964.

Pontoppidan: Den Danske Atlat, Tomus V, bd. 2, 1769.

Worsaa: Bidrag til Veile Byes og Amts Historie i det syttende Aarhundrede, Historisk Tidsskrift, 1841.

J. Waagensen mfl.: Arresthusene i Provinsen, 1938-1988, 1988.

Johnsen & Gøbel: Vejle Politi, 19xx.

Gyldendals åbne encyklopædi.

C.V. Petersen (red.): Vejle Bys Historie, 1927.

Hugo Matthiessen: Torv og Hærstræde, 1922.

John T. Lauridsen (red.): Over stregen – under besættelsen, 2007.

Vejles Historie bind 1-4, 1997-2002.