Olaf Haahr

Fra VejleWiki
Version fra 19. apr 2019, 13:34 af Totte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

I en årrække var Olaf Haahr (f. 1937) kendt som ”benzin- og oliekongen fra Vejle”.

Olaf Haahr er født og opvokset i Vejle. Som 16-årig kom han i lære i Aarhus Kulkompagni, og han viste hurtigt forretningstalent. I 1960 stiftede han Haahr Benzin, som han havde stor succes med i en årrække.

Han købte i 1972 sine morforældres store sommerhus på Seligmannsvej i Bredballe , hvor han boede i en lang årrække.

Haahr etablerede i 1974 hovedsæde i Vejles gamle Teater på Banegårdspladsen midt i byen. Det store smukke hus blev fyldt med antikviteter, kunst og mange glasmontrer, hvor Haahr udstillede sin store legetøjssamling, der var enestående og blev karakteriseret som en af Europas fineste.

Olaf Haahr har altid været interesseret i kunst, og i sine velmagtsdage ejede han en stor kunstsamling, primært af Cobra-kunst.

Haahr blev i 1994 valgt som medlem af bestyrelsen for Wørzner-Fonden i Vejle. Fonden skulle sikre købet af slagtermesterparret Inger og Max Wørzners imponerende samling af Cobra-kunst til Vejle Kunstmuseum . Haahr havde i bestyrelsen selskab af byrådsmedlemmerne Flemming Christensen (SF), Svenning Ravn (Venstre) og Finn Bjerg (Socialdemokratiet), maleren Albert Bertelsen , advokat Bent Skov og marketingskonsulent Finn Haargaard .

Haahr var stor fan af Vejles SF-borgmester, Flemming Christensen. For at sikre hans genvalg etablerede Haahr i 2001 lokallisten Vejle-Listen . Strategien lykkedes, Flemming Christensen blev genvalgt og Vejle-listen fik tre repræsentanter i Vejle Byråd. Blandt dem Olaf Haahr, der blev viceborgmester. Ved valget i 2005 blev Haahr ikke genvalgt til Vejle Byråd.


Haahr solgte i 2004 sine benzinstationer til Statoil for et trecifret millionbeløb. Tre år efter valgte han at begynde på ny med ubemandede benzintanke. Han optog lån i Fionia Bank og EBH Bank, og da begge banker krakkede i forbindelse med finanskrisen, begyndte den økonomiske deroute. Der var 43 ubemandede Haahr-tanke, da eventyret sluttede. Olaf Haahr (1937) gik personlig konkurs i januar 2017 i hælene på finanskrisen og det nye benzin-eventyr, han indledte i 2007.


Litteratur

Vejle Stadsarkiv - U3046, U3048, U52636, U52637, U52975.