Poul Porskær Poulsen
Historikeren og forfatteren Poul Porskær Poulsen (f. 1953) er cand. phil. i historie fra Aarhus Universitet. Han var boghandlermedhjælper i årene, før han begyndte at studere.
Poul Porskær var fra 1989 til 2012 ansat som arkivar på Vejle Byhistoriske Arkiv/Vejle Stadsarkiv. I den forbindelse var han fra 1989 til 1992 projektleder på Projekt Arbejdslivets Historie i Vejle.
Porskær er en vidende historiker og en god formidler både mundtligt og skriftligt. I sine mange år som arkivar på Vejle Stadsarkiv stod han for talrige foredrag, ligesom han var en flittig forfatter af velskrevne artikler til historiske bøger. Porskær er forfatter til en lang række historiske udgivelser, blandt andet den lille fine portrætbog om Vejles landskendte boghandler, Jørgen Munch-Christensen. Han er efterspurgt som forfatter til historiske udgivelser, og har været medforfatter af og den grundige redaktør af de store bøger om Vejle Fjord og Vejle Ådal. Poul Porskær er også redaktør og medforfatter på næste bog i serien, der handler om Grejsdalen.
I årene fra 2002 til 2008 var Poul Porskær Poulsen formand for Dansk Historisk Fællesråd. Siden 2003 har han været formand for komiteen, der hver år vælger Årets Historiske Bog. Han er medlem af bestyrelsen for Byhistorisk Selskab for Vejle.
Litteratur
Vejle Stadsarkiv - U5181, U50055.