Ole-Peter Jørgensen

Fra VejleWiki
Version fra 20. jul 2019, 20:25 af Totte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Ole-Peter Jørgensen (f. 1948) er en institution i Vejle. Det var Ole-Peter Jørgensens bedstefar, der banede vejen for, at barnebarnets liv blev i musikkens verden.

”Min bedstefar købte i 1925 et klaver til min mor, der dengang var ni år, så hun kunne lære at spille. Min mors yndlingsmelodi var ”Bacarolle” fra Hoffmanns Eventyr af Offenbach. Den smukke melodi har i mange år været en del af mit repertoire, og jeg tænker altid på min mor, når jeg spiller den”, fortalte Ole-Peter Jørgensen i et interview med Vejle Amts Folkeblad i forbindelse med sin 70 års fødselsdag i 2018.

Ole-Peter Jørgensen er uddannet klaverbygger og klaverstemmer og kom som 15-årig i lære hos Brdr. Caspersen i Aarhus. Dengang var der otte danske pianofabrikker, der altid manglede lærlinge og var gode uddannelsessteder. Ole-Peter Jørgensen skulle i løbet af den fire-årige uddannelse bygge seks klaverer. Det sjette og sidste var hans svendestykke.

I 2019 er Ole-Peter Jørgensen den eneste i sin branche, der mestrer håndværket, den gammeldags franske håndpolering.

Ole-Peter Jørgensen var 14 år, da han overtog et spillejob fra den navnkundige pianist Elmo Pedersen og spillede til en fødselsdag på Hotel Australia. Siden fik han tusindvis af spillejob på danserestauranter, i forsamlingshuse, på kroer og hoteller og ved firma- og familiefester.

Ole-Peter Jørgensen har altid sagt: ”Mit arbejde er min hobby. Jeg nyder at møde mennesker, spille for dem og skabe stemning og fest.” Det gør Ole-Peter Jørgensen glad at vide, at datteren Tina Nordstrand Jørgensen er gået ind i branchen og udlært hos sin far. Det fine gamle håndværk bliver således i familien.


Kilder

Vejle Stadsarkiv – U5160 og Vejle Amts Folkeblad.