Pontus Kjerrman

Fra VejleWiki
Version fra 20. jul 2019, 20:29 af Totte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Kilder

Billedhuggeren Pontus Kjerrman (f. 1954), der står bag en stor kunstnerisk udsmykning i centrum af Vejle, er født i Göteborg.

Pontus Kjerrman flyttede fra Sverige til Danmark, hvor han er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Siden gik han i stukatørlære, og i 1985 blev han lektor på Billedhuggerskolen samt leder af laboratoriet for gips.

I Pontus Kjerrmans eventyrlige kunstneriske verden følges humor og alvor altid. Alle Kjerrmans skulpturelle arbejder handler om at være menneske. Pontus Kjerrman er kendt for sine mange skulpturer, fontæner, drikkevandsbrønde og bænke, der er udformet som mytologiske fabeldyr.

I Vejle blev Pontus Kjerrmans store vandkunst ”Midgårdsbrønden” indviet i 2001. Vandkunstens visuelle fortælling handler om Midgårdsormen, der er ved at kvæle hele Vejle by med sin enorme krop. Hestemennesket prøver at redde Vejle, og det lykkes. Selve vandkunsten er rund med et lavt bassin, der har et fabeldyr i midten. Fabeldyret er en blanding af en hest og et menneske på en stor granitsten, der i form minder om Jellingstenen. Men stenen har hverken runer eller bemaling. Rundt om runestenen findes markante bygninger fra Middelalderens Vejle: Et af byens første rådhuse, Sct. Nicolai Kirke og Sønderport. Vejles gamle bykerne er tegnet op i fliserne på bassinets bund. Pontus Kjerrman viser mytologiske hestemenneske, fordi et hestelignende dyr indgår som en del af mønstret på Jellingstenen.

På Midgårdsormen er det hugget årstal, der strækker sig fra 1349, som markerer den sorte død – pesten – der kostede Danmark mellem en fjerdel og en tredjedel af befolkningen – og til 1864, hvor Vejle under Anden Slesvigske Krig var besat i otte måneder af preussiske og østrigske soldater.

Midt i vandkunsten rider tre løveunger på fisk og hjælper med at holde Midgårdsormen på behørig afstand. De kan ses som symboler på de tre løver fra det danske rigsvåben.

Pontus Kjerrman fortsætter sin fortælling i drikkefontænen Englekatten, der blev indviet i 2002 og i bænken, indviet i 2003. Drikkefontænen er udsmykket med en sol, som er en kopi af en plade fra omkring år nul, fundet i en grav i Agersbøl. Risten nederst har et mønster, som stammer fra et andet gravfund fra perioden 375 – 600, altså før Jellingstenen. Englekatten står i Torvegade, så hun kan se Hestemenneskets kamp mod Midgårdsormen. Pontus Kjerrmans udsmykning af Vejle er populær hos byens turister, der ofte lader sig forevige stående ved Midgårdsbrønden og Englekatten eller siddende på bænken.


Kilder

Vejle Stadsarkiv - U50874, I1439.