John Engelbrecht

Fra VejleWiki
Version fra 19. jan 2020, 15:53 af Totte (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

John Engelbrecht (f. 1947) er født og opvokset i Grindsted som søn af købmandsparret Grethe og Mads Engelbrecht.

I midten af 1960’erne var han blandt de første årgange, der blev student fra det nye gymnasium i Grindsted.

John Engelbrecht er uddannet mag. art. i filosofi dels fra Københavns Universitet, dels fra Aarhus Universitet, og han blev færdig med sin uddannelse i 1977.

Han har siden virket som selvstændig underviser, foredragsholder, debattør, humorist og forfatter.

Med den store hvide Pippi Langstrømpe-villa på Ibæk Strandvej som fast base har John Engelbrecht i en årrække kørt landet rundt for at holde foredrag, og han har optrådt i enhver tænkelig forsamling: på erhvervskonferencer, for sundhedspersonale på sygehuse, i børnehaver, på højskoler, i foredragsforeninger m.v.

John Engelbrecht er blevet kaldt ”humorens Robin Hood”, fordi han stjæler fra de vittige og giver til de kedelige. Med sin veltalende og humoristiske optræden har han givet mange mennesker et mentalt kurbad ”som åndens solskin”, sådan som han ofte selv har udtrykt det.

John Engelbrecht udgav i 2009 bogen ”Nu vender vinden – livsmod og langsomhed”, hvor han øser af sin kilde til livskunst for alle dem, der er alt for fortravlede med tendens til det depressive.

Engelbrecht har også været initiativtager til restaurering af det gamle skib ”Nordstjernen” fra 1872. Han har videregivet skibet til foreningen ”Nordstjernens Venner” i Middelfart som et fortælle-, udstillings- og eventskib. ”Nordstjernen” er lastet med maritim kulturhistorie, sejlervisdom, poesi og filosofi.

I flere år samlede og malede John Engelbrecht livskloge citater på drivtømmer.

Den humoristiske filosof har også en melankolsk side af sit væsen, og livet har budt ham på store glæder og store sorger. I 2013 havde han den sorg at miste en af sine tre sønner, og han har selv oplevet store helbredsmæssige udfordringer, som har medført, at han måtte flytte fra huset på Ibæk Strandvej og på plejehjem. I begyndelsen boede han på plejehjemmet Betty Sørensen Parken i Mølholm i Vejle, men i løbet af 2019 er han flyttet til plejehjemmet i Ansager, hvor han bor tæt på sin bror, Helge Engelbrecht, og hans familie.


Litteratur

Vejle Stadsarkiv- U1093, U12743, U16594, B10446.