Grejs mølle og Grejs Mølle Klædefabrik

Et par hundrede meter syd for det sted, hvor Grejs Å skifter retning fra vest-øst til nord-syd, blev Grejs Mølle anlagt. Det vides ikke hvornår eller hvem, der grundlagde møllen. I 1664-matriklen var den ansat til 12½ td. hartkorn og skyldte 20 ørter mel i årlig landgilde. Det gjorde det til en anseelig kornmølle. Den hørte dengang under hovedgården Højgård.

1600-tallet var et rædselsfuldt århundrede plaget af pest, strenge vintre, misvækst og krige mod svensken. Dertil kom, at Grejs Mølle ved midsommertid var ramt af, at ejerne til fiskeretten i Fårup Sø opstemmede vandet, så de værdifulde ferskvandsfisk ikke slap ud af søen og ud i Grejs Å. Et andet problem var den bløde ådalsbund. Kilder fra begyndelsen af 1680’erne beskrev møllen således: ”Denne mølle er ganske øde, og findes hverken mølleværk eller bygning, ej heller nogen jord eller eng dertil udi nogen måde, og kan ingen mølledæmning bestå sig på det sted for kviksand” (Markbogen 1682-83). Møllens to gamle møllesten lå endnu på stedet, men de kunne ikke mere tjene til at male med. På dette tidspunkt havde møllen ikke været i drift i fire til elleve år.

I Matriklen 1688 lå Grejs Mølle endnu øde hen. Det såkaldte kviksand hindrede dog ikke, at man i den for 1600-tallet lange fredstid mellem Den Skånske Krig (1675-79) og Den Store Nordiske Krig (1700-21) genopførte Grejs Mølle.

Christian Güldenkrone (1676-1746) til baroniet Vilhelmsborg tilbragte flere år i udlandet, inden han vendte hjem og blev gift i 1699 med den 16-årige Amalie Margrethe Moth. Han sikrede sig Højgård og Grejs Mølle, inden han i 1719 overtog Lerbæk Gods fra svigerfaderen. I oktober 1729 blev han udnævnt til medlem af det højeste kongelige råd, Gehejmekonseilet, hvorefter han skødede Højgaard, Lerbæk og Grejs Mølle til Kronen. Møllens landgilde var da blevet forhøjet til 25 tdr. rugmel.

Ved auktionsskøde af 1758 kom Grejs Mølle til at tilhøre præsten i Grejs. Købmandssønnen Gerhard Hansen (1697-1764) fra Horsens – bedre kendt som Gehrdt de Lichtenberg – opkøbte den ene jyske herregård og kirke efter hinanden. Han moderniserede sine nyerhvervelser og opstartede flere fabrikker ved godserne. Grejs Mølle så han også et potentiale i, hvorfor han overtog den i 1761. Døden indhentede ham dog, inden han for alvor kunne nå at sætte sit præg.

Forstmand Johan Bernhard Baldewien (1736-1802) blev under 1760’ernes skovrejsning hentet til Danmark fra det tyske fyrstendømme Waldeck. I 1767 blev han viet i Vejle til Anne Sophie Hernkindt (1740-1813). For 1.205 rigsdaler overtog Baldewien i 1770 Grejs Mølle efter etatsrådinde de Lichtenberg. Ægteparret Baldewien boede kun fem år i den smukke dal, inden de flyttede til Vejle Købstad og blev en indflydelsesrig og højt respekteret købmandsfamilie. Baldewien havde brugt tid og penge på at istandsætte møllen og opføre en ny stampemølle, men han var raget uklar med en lokal proprietær. I salgsannoncen for Grejs Mølle i De Aalborgske alene privilegerede Jydske Efterretninger (22.09.1775) kom Baldewien kort ind på konflikten. Proprietæren havde forbudt sine bønder at søge møllen. Baldewien var derfor gået til amtmand Hans de Hofman (1713-93), der havde bekendtgjort for proprietæren, ”at ingen maae understaae sig at tvinge sine Bønder til at søge anden Mølle, end den, de tilforn har søgt, og ligger dem beleiligt”. Baldewien forsikrede, at konflikten derfor nu var løst, og at over 100 fik malet korn på Grejs Mølle årligt. Han beskrev ejendommen således: ”Møllen […] er nyelig sat i meget god Stand, og Stampemøllen for 2 Aar siden af nye anlagt, ligger i beste Korn-Egn, en halv Miil fra Weile, har og en skikkelig Hauge, hvorudi kan haves tilstrækkelig Træe- og Jordfrugt, og ligger der et Huus i Nærheden af Møllen med en Deel Jorder, som Møllebeboeren har havt i Leye for 4 Rdles. Afgift, og derimod taget Leye af Huuset, som er 2 Rdlr. og brugt Avlingen til 3 Køer at græsse og føde”.

Kammerråd Lund overtog kortvarigt Grejs Mølle, inden han i 1778 skødede den til Johan Hansen. Samme år blev Johan Hansen viet i Tørring til Else Guldberg. Ægteparret boede på møllen indtil 1787, hvor de satte den til salg. Salgsannoncen i Kiøbenhavnske Tidender (30.03.1787) beskrev ejendommen således: ”Greis Mølle, beliggende en halv Miil nær Weyle i Jylland, af nye anseelig opbygt, deri en god og velindrettet Rugqværn, tilligemed Gruber og Boghvedeværker, samt et Stampeværk, god Næring, i en fornøyelig Egn, omgivet med Skov, god Fiskerie, overflødig Vand, endeel Ager og Eng, staaende for Mølleskyld 3 Tdr. 1 Skp. 2 Fdkr….”. Måske i forbindelse med salget blev der dette år foretaget en brandforsikringstaksation af bygningerne. De bestod af et salshus (d.v.s. et stuehus vurderet til 490 rdl.); lade og stald (400 rdl.); fire fag møllehus, ganske nyopført med mel- og sigteværk, grubbe- og mølleværk samt tre kværne (1.200 rdl.); fire fag møllehus indrettet til stampeværk, både hus og stampeværk nyopført (360 rdl.); bryggers og bagehus (60 rdl.).

Den 25-årige Johan Nicolai Kallager overtog i 1787 Grejs Mølle. Han var søn af generalauditør og godsspekulant Chr. Kallager. Faderen levede i 1788 op til sit rygte som ”den gale Kallager”, da han skød en politimand i Randers. Senere blev han erklæret sindssyg. Sønnen Johan Nicolai Kallager ejede kun Grejs Mølle i kort tid. Den 1. maj 1789 overgik den til Kronen.

Ved Kongelige Reskript af 29. marts 1786 var det blevet befalet, at Det Kgl. Dugmanufactur på Blågård i København skulle ophæves. I stedet skulle der anlægges klædefabrikker i provinsen ”paa saadanne Steder, hvor Arbeidslønnen var billigere og hvor der lod sig fabrikeres i det Mindste 10 til 12 pCt. lettere end i Hovedstaden”. 140.000 rdl. blev angiveligt afsat til at anlægge mindre klædefabrikker i provinsen og Norge. Tre manufakturer blev med statsfinansiering og med redskaber fra det nedlagte manufaktur på Blågård anlagt i Fredericia. Tiltrods for statsfinansieringen var de privatdrevne. Samlet var de kendt som Det Kgl. Danske Dug Manufactur- eller Klæde Oplag, og de fik et fast udsalgssted i hovedstaden. Det Kgl. Danske Dug Manufactur- eller Klæde Oplag fik stor betydning med hensyn til at få Vejle-egnen ind i ”fabriksalderen”. Der var på dette tidspunkt kun anlagt en lille håndfuld vandkraftdrevne fabrikker i Vejle Købstad og omegn. Nu anlagde Det Kgl. Danske Dug Manufactur- eller Klæde Oplag en spindeskole og klædefabrik i Fiskergade 7 i Vejle Købstad, mens der i Grejs Mølle blev oprettet et valkeværk. Alle fremstillede produkter fra de to klædefabrikker blev sendt til de tre privatdrevne manufakturer i Fredericia.

Grejs Mølle blev betydeligt udvidet. 23.802 rigsdaler skød Kronen i udvidelsen. I 1794 takseredes møllen dog blot til 23.300 rigsdaler. Ejendommen blev beskrevet således: ”1. Valkehuset ligger i Sønder. Grundmur, 2 Etager. I 1ste Etage bl.a. et Valkeværk, komplet med 10 Hamre. Valkeværket har et Underfaldsvandhjul til at drives med. Bygningen blev taxeret til 5200 Rdl., Valkeværket til 5000 Rdl.; 2. Kornmøllehuset, 8 Fag indrettet dels til Maleværk, dels til Kornværelser. 2 Etager høj Mur og Egebindingsværk. 1 Mel og Maltværk med rhinske 9 Kvarters Sten, 1 Grubbeværk med en 9 Kvarters Sandsten, Mel og Sigteværk med hvad tilhører, 1 Boghvedeværk med en Kampemøllesten med Sigte og Drifteværk. Møllen drives af et nyt Underfaldsvandhjul. Mølleværket taxeredes til 1200 Rdl., Huset til 800 Rdl. Til Værkets Vandløb og Bolværker, 2 Vandhjul, 1 Vandstue, 2 Frisluser med Egekørebroer ialt taxeret til 2500 Rdl. 2 Frisluser á 500 Rdl.; 3. Fabrikshuset ligger i Øster og Vester med Væve- og Spindestue, taxeret til 1460 Rdl.; 4. Materialhus, taxeret til 1200 Rdl.

Som det ses fortsatte Grejs Mølle med at være en kornmølle ved siden af klædefabrikationen. Valkeværkets ti hamre stampede uldtøjet for at give det fylde og blødhed. Valkeværket kunne også benyttes tidligere i uldproduktionsfasen. Thomsen Nielsen, Prindsens Port i Fredericia, annoncerede i Ribe Stiftstidende (26.01.1796), at han modtog ”Tøi til Valkning, paa det Kgl. Dug-Manufacturs Valkemølle i Greis; ligeledes til Farvning og til blege og hvid Tryk”. Det kunne tyde på, at der også nu var anlagt et farveri ved Grejs Mølle. Når uldtøjet var færdigbehandlet kunne borgerne afhente det igen i Prindsens Port. I foråret 1796 fandt en tragedie sted ved Grejs Mølle. Bestyreren af kornmøllen hed på dette tidspunkt Frederik Møller. Hans 30-årige hustru Anne Nielsdatter var en lørdag aften kl. 21 gået ud for at hente vand, da hun ”faldt ud og kom under Hiulet, hvor hun blev forknust og døde” (Ribe Stiftstidende 12.04.1796).

I Folketællingen 1801 var klædefabrikken og kornmøllen i den skovklædte dal bestyret af tre familier, hvis mandlige overhoveder var møller Johannes Bossen (f. 1749), farver Jørgen Buch (f. ca. 1759) og valkemester Christian Martin Lefland (f. ca. 1768). Bossen blev kort efter forpagter af Lerbæk Mølle, Buch døde i 1805, hvorimod Christian Martin Leflang tilbragte to årtier på møllen. Ved sit bryllup i 1792 i Grejs Kirke med Anne Kirstine Andreasdatters fra Horsens blev Leflang tituleret valkemester i Grejs Mølle. Ægteparret bragte otte børn til live i Grejsdalen, inden Leflang omkring 1813 blev valkemester i Søndermølle i Asmild. Leflang-familien nåede dermed at arbejde sammen med familien Koch, der overtog Grejs Mølle i en svær tid og gjorde den til en af Danmarks absolut mest kendte møller.

Klædefabrikken i Fiskergade 7 i Vejle havde været oppe på at beskæftige 32 børn og voksne. Mod slutningen af 1790’erne faldt produktionen og fabrikken lukkede. Teknologiske forbedringer på klædefabrikkerne i Fredericia kan have været en medvirkende årsag til lukningen. En anden årsag var dog den elendige infrastruktur. Landvejen fra Vejle til Fredericia var lang og bakket. Vandvejen var endnu mere besværlig. Vejle Købstad havde ikke en havn, og anløbsbroen i Sønderåen til fladbundede robåde kunne kun anløbes ved høj vandstand p.g.a. åens og åmundingens tilsanding. Den dårlige infrastruktur blev angivet som årsag til, at rådmand og købmand i Fredericia Bertel Bruun (1767-1827) i 1804 satte Grejs Mølle til salg på vegne af direktionen for Den Kgl. Danske Dugmanufactur. Bertel Bruun havde siden begyndelsen drevet en af de tre manufakturer i Fredericia.

Perioden 1804-07 var en omtumlet tid for Grejs Mølle. Møller Høyrup bød 16.000 rdl. for møllen, men han trak hurtigt sit bud tilbage. Ifølge Steen B. Bøcher (1944) erhvervede en J.J. Burk (eller var det mon ovennævnte farver Buch?) møllen. På et år tabte han 615 rdl. og 16 sk. på fabrikken. Han ansøgte derfor Kongen om, at salget måtte gå tilbage. Da han imidlertid døde, ansøgte hans enke om at måtte bestyre klædevalkningen. Det bevilliges, men i 1806 blev fabrikken averteret til salg. Salgsannoncen pyntede noget på krisesituationen: ”[Til Møllen] haves stærk Søgning fra heele Omegnen med Farverie og Valkning foruden stærk Korn-Maling, hvortil Møllen ingenlunde mangler det fornødne Vand. Desuden er Møllens Ejer forbunden til, at valke for Manufakturerne i Fridericia imod Betaling, 4 Rdlr. for hver Styk fiin og 2 Rdlr. for hver Styk grovt Klæde. Møllens Bygninger og Værkerne er alle gode og for faae Aar siden af nye opførte. […] Ligeledes sælges ogsaa et i Nærheden af Møllen beliggende huus, med tilhørende Ager og Engs Hartkorn 1 Tdr. samt en Skov-Parcel med videre dertil hørende” (Ribe Stiftstidende 11.07.1806). Det lykkedes ikke at sælge møllen, så man holdt et halvt år senere en ny auktion. Her var der gjort noget mere ud af averteringen: ”[…] Møllen som staar for Mølleskylds Hartkort 3 Tdr. 1 Skp. 3 Fdkr., er for faa Aar siden baade i Henseende til Mølleværket, Bygning og Vandværker ganske nye opbygget, og Husene pyntelig bygte samt teglhængte. Vaanings-Huset af Grundmuur. Derved er indrettet et Klæde- og Vadmels-Valkerie, der neppe findes bedre i Landet, og hvorpaa der paa Klædefabrikkerne i Fridericia tilvirkede Klæde bliver valket. Foruden bliver den i Omegnen faldende stærke Forarbejdelse af Vadmel, ogsaa der for Landboerne stampet, samt efter Behag, overskaaret og farvet, paa et ved Værket, med Kgl. Privilegium havende Overskjærerie og Farverie. Til Møllen henhører desuden nogle Jordstykker, der ligger tæt ved Møllen, og for sig selv ere adskilte med Hegn samt 2de Frugt- og Kjøkkenhauger. Møllen haver Overflødighed af Vand og god Møllesøgning, ligesom og Overskjærer- og Farveriet var i den afdøde Ejers Levetid i den fordeelagtigste Drivt, og gav, tilligemed Valkeværket, betydelige indtægter. Bopælen er overmaade plaisant, og passende for enhver honet Familie” (Fyens Stiftstidende 24.12.1806). Trods sin unge alder var Johan Heinrich Koch (1757-1840) blevet udpeget til at være en af tre manufakturer i Fredericia for det nystiftede Kgl. Danske Dug Manufactur- eller Klæde Oplag. Han grundlagde flere klædefabrikker og skaffede sønnerne karrierer som klædefabrikanter. Sønnen Heinrich Abraham Koch (født ca. 1784 i Nederlandene) blev i starten af 1807 sat i spidsen for Grejs Mølle af Det Kgl. Dug Manufacturs direktion. Året efter blev klædefabrikant H.A. Koch gift i Grejs Kirke med Marie Cathrine Brandt.

Fastlandsspærringen af 21. november 1806 under Napoleonskrigene betød, at indførslen af bomuldsklæde fra England ophørte til gavn for den hjemlige danske klædeproduktion. Statsbankerotten i 1813 og det smertelige tab af Norge året efter ramte imidlertid hele Staten inkl. klædeindtustrien hårdt. H.A. Koch overvandt krisen. I en annonce i Aarhus Stiftstidende (24.02.1816) kundgjorde han: ”Efter Adskilliges Anmodning bekiendegiøres herved: at der paa den Kgl. privilegerede Klædefabrik i Greis Mølle ved Weile modtages Uld i større eller mindre Partier til Forarbejdelse til Klæde, ligesaavel som hvid eller kouleurt, uldent Garn til Vævning, Farvning med videre Behandling til Klæde. En reel og billig Behandling kan stedse forventes”.

Det Kgl. Danske Dug Manufactur blev i 1817 opløst i sin hidtidige form. På foranstaltning af det Kgl. Generaltoldkammer og Commerce-Collegium satte Kronen Grejs Mølle til salg på en offentlig auktion i foråret 1821. Ejendommene bestod da af: 1. valkehuset med et dobbelt hollandsk valkeværk af 10 hamre; 2. kornmøllen i toetager egebindingsværk med tegltag. En rugkværn med sigteværk, to pillekværne og en boghvedekværn; 3. en enetages fabriksbygning af egebindingsværk med tegltag; 4. et farveri med grundmur på søndre og bindingsværk på nordre side samt tegltag; 5. et hus til fabrik, stald, brænde- og ovnhus af bindingsværk. H.A. Koch besluttede at købe sin hidtidige arbejdsplads, hvor hans og hustruen Marie Cathrines store børneflok var blevet sat i verden.

I ægteparret Kochs tid blev Grejs Mølle et naturligt udflugtsmål for prominente personer og et yndet motiv blandt kunstmalere. Grejsdalens såkaldte bjerglandskab spillede en vigtig rolle, men for samtiden spillede de imponerende fabriksbygninger, støjen fra valkeværkets 10 hamre samt fabriksarbejdernes myreflittighed også en vigtig rolle. Det var et symbol på dansk foretagsomhed. I 1821 malede landskabstegner Søren L. Lange (1760-1828) en akvarel af Grejs Mølle set fra et udsigtspunkt. Kunstmaler Fabritius de Tengnagel (1781-1849) portrætterede Grejs Mølle i august 1825, mens Lauritz Rasmus Lyngbye (1809-69) i 1830 forevige den idyllisk beliggende fabrik på porcelæn. I sommeren 1830 gæstede H.C. Andersen (1805-75) Grejs Mølle og skrev herom i et brev til Ludvig Læssøe: ”Ved Greis Mølle er der høie Lyngbakker med tykke Skove, hele Naturen har et fremmedt Præg, man troer sig ikke i Dannemark”. Da eventyrdigteren gæstede Grejs Mølle Klædefabrik var der 14 væve i drift. Flere af de 150 arbejdere var hentet hertil fra familiens Kochs klædefabrikker i Middelfart og Fredericia. De formåede at tilvirke 23.797 alen klæde. Det gjorde det til Danmarks mest effektive klædefabrik. Til sammenligning producerede Fredericias fire klædefabrikanters 25 væve 29.291 alen klæde, mens Københavns 16 klædefabrikanters 62 væve tilvirkede 55.799 alen. At det var klogt af H.A. Koch at ansætte erfarne arbejdere, vidnede ovennævnte Bertel Bruuns dom fra 1814 over den danske almues værdi som fabriksarbejdere om. Han kunne ikke begribe, at den danske bonde ikke bare ”ville lade sig nøie med den tarvelige Føde og ringe Beqvemmelighed som Arbeiderne i andre Fabrik-Lande”. De kunne ikke finde sig i ”stadigt Arbeide fra kl. 5 om Morgenen til kl. 8 om Aftenen”, og på en varm sommerdag kunne man være vis på, at de sagde op. Bertel Bruun blev med anlæggelsen af flere klædefabrikker inkl. Bruunshaab Klædefabrik den største konkurrent til Grejs Mølle. Det var også ham, der omkring 1813 havde kapret H.A. Kochs mest erfarne medarbejder, valkemester Christian Martin Leflang.

H.A. Koch kan have haft et mere humanistisk forhold til sine arbejdede end Bertel Bruun, i hvert fald fik han i juli 1835 en storslået begravelse i Grejs Kirke. Vejles første avis, Weile Amts kongeligt priviligerede Avis og Avertissementstidende (grundlagt 1828), sørgede for, at en detaljeret beskrivelse af begravelsen blev bragt i alle landets aviser: ”[...] Bortreven ved en pludselig og uventet Død, savnes han ei allene af de Mange, hvis Kræfter i hans Tjeneste lededes til en for Fædrelandet gavnrig Virksomhed men og af dem, der i hans udstrakte Forbindelser stode i merkantilske eller venskabelige Forhold til ham. Sorgen ved hans Død var derfor kjendelig i dag, da hans jordiske Levninger stædtes til Hvile. Efterat den uindbudne Venneskare havde samlet sig i Sørgehuset, fremtraadte Hr. Pastor Zahle fra Jelling og skildrede med Veltalenhed den Afdødes Fortjenester. Liget blev derefter af de ved Fabrikken Ansatte baaret i følgende Orden til dets Hvilested i Landsbyen Greis: i Spidsen 6 ukonfirmerede Piger i hvide og 6 konfirmerede Piger i sorte Klæder med Krandse paa Armen og Kurve, fyldte med Egeløv og Blomster, hvilke de strøede paa Veien; dernæst Liget efterfulgt af de nærmeste Slægtninge, de paa Fabrikken arbeidende Børn og derefter den talrige uindbudne Sørgeskare, bestaaende af Embedsmænd, Borgere og Bønder fra Veile og Omegnen. I Kirken i Greis blev Liget nedsat for Alteret, modtaget af de 12 forangaaende Smaapiger, der, efter en afsjungen Psalme, omslyngede Kisten med en Egekrands, hvorpaa de ordnede sig omkring den. Sognepræsten i Greis, Hr. Pastor Olsen, besteeg derpaa Prædikestolen og fremstillede sin afdøde Vens rastløse Drivtighed i en hjertelig Tale, hvorpaa en Gravsang, blev afsjungen af Fabrikkens Officianter. Liget blev derpaa nedsat i den for samme opmurede Gravhvælving, ved hvis Nedgang Hr. Paster Zahle atter fremtraadte og med venlige Ord fremstillede de Omkringstaaendes Taarer som det skjønneste og sandeste Vidne om hvad Fædrelandet i den Afdøde havde tabt”.

Næste generation af Koch-familien stod ikke tilbage for de foregående. H.A. Kochs sønner var handlekraftige og til tider stridslystne unge mænd. De to ældste sønner, Jens Brandt Koch (f. 1808) og Nicolai Julius Koch (f. 1811) overtog Grejs Mølle, mens lillebroderen Andreas Christian Koch (1813-95) i december 1838 overtog Svendsmølle i Ørum Sogn for 15.000 rdl. Som tre eksempler på deres personligheder kan nævnes: 1. Jens Brandt Koch fik i november 1833 et barn uden for ægteskab med en skomagerdatter fra Fredericia ved navn Marie Susanne Dupont. Det sociale skel var for stort til, at fødslen kunne føre til ægteskab. Bastarden fik tilsyneladende ikke andet af sin biologiske fader end hans navn. I Folketællingen 1850 var Jens Brandt junior tjenestekarl i Bredstrup, og siden udvandrede han til Nebraska, hvor han døde i 1916; 2. I 1842 ankede de to ældste brødre en sag til Den Kgl. Landsoverret angående et mellemværende med en boelsmand Søren Nicolaisen, Nr. Vilstrup. Sagen omhandlede en handel på 19 rdl. 32 sk. – et greb i lommen for de to brødre men potentielt en stor sum for en boelsmand. Brødrene vandt sagen; 3. Lillebroderen Andreas Chr. Koch var pinsedag 1845 med sin hustru til forestilling med det Gautierske Kunstberiderselskab i Ridehuset i Horsens. Her kom han i konflikt med bogtrykkeri Fogh, fordi denne stillede sig foran ægteparret og tog deres udsyn. Det førte nær til en skandale og efterfølgende til en flere uger lang, ikke køn ordudveksling mellem Fogh og Koch i Horsens Avis.

Jens Brandt Koch og Nicolai Julius Koch var visionære forretningsmænd med store ambitioner. I 1838 havde de øget produktionen til 32.400 alen klæde og 400 alen stampet vadmel. Deres resultater vakte opsigt, og interessen for at besøge fabrikken var større end nogensinde. Blandt de besøgende i brødrenes første år på egen fod kan nævnes: 17. august 1836 arveprins Christian Frederik (1786-1848) med gemalinde; i august 1839 40 lystrejsende fra Fyn; samme år teologen og forfatteren Frederik Hammerich (1809-77), der på malerisk vis beskrev Grejs Mølle og udsigten fra Himmelpinden i »Brage og Idun«; og d. 2. august 1840 atter engang Christian Frederik med gemalinde, som nu kunne kalde sig Kong Christian VIII og Dronning Caroline Amalie.

Brødrene var bestemt ikke blinde overfor den omtale, som sådanne prominente gæsters besøg på Grejs Mølle kastede af sig. De havde derfor opført en forhøjning på Himmelpind, så der var ekstra god udsigt til klædefabrikken, kornmøllen, den strømmende Grejs Å, fabriksarbejdernes boliger, de skønne enge og skovklædte dalskråninger. Det var i øvrigt ved kongen og dronningens besøg den 2. august 1840, at Christian VIII bestemte, at Himmelpind skulle omdøbes Dronningestolen, fordi danskernes højst elskede dronning havde behaget at nyde udsigten herfra.

Nicolai Julius Koch blev i 1842 viet til Andrea Severine Olsen, datter af sognepræsten i Grejs. To år senere blev Jens Brandt Koch gift med sin husholderske, købmandsdatter fra Middelfart Nielsine Henrikke Sabroe (f. 1814). Begge ægtepar fik flere børn, som dog ikke alle levede længe nok til at se Grejs Mølle indtage dampmaskinens tidsalder. Det skete i en tid, hvor også konkurrenten Bruunshaab Klædefabrik foretog store udskift i maskinparken. En nyopført, imposant, fire-etagers fabrik stod klar inden sommeren 1843, dog manglede man endnu at opføre den enorme skorsten samt at få leveret dampmaskinen. Først det følgende år blev dampmaskinen sat i gang. I 1847 bestod fabrikken af: ”6 Sats Kardemaskiner i Forening med Forspind, 2 Spindemaskiner til 240 Spindler, 2 til 120 og 6 til 60 Spindler, 28 Haandvæve, 4 Valsemaskiner, 5 Valkehuller af ældre hollandsk Bygning, 2 excentriske Valkehuller, 1 Lacroix Valsevalker, 6 Ruemaskiner, 10 Overskæremaskiner m.m., hvilket tilsammen blev drevet af 4 Underfaldsvandhjul og en Højtryksdampmaskine paa 25 HK. Der var Farveri forenet med Fabrikken. Tilvirkningen udgjorde 1176 Stkr. Klæde, Kirsei, Siberienne, Dyffel etc. til 39325 Alen. Desforuden blev der tilberedt en betydelig Del hjemmegjort Tøj. Der var 156 Arbejdere, 30 Daglejere” (Rawert, 1848). Det var i disse år svært for de danske uldproducenter at opnå gode priser herhjemme, derfor fik Grejs Mølle en del avisomtale p.g.a. deres høje købspriser for uld. Blandt sælgerne var Frydensborg og Barritskov Gods.

Under 1. Slesvigske Krig søgte både fjenden og danske tropper til Grejs Mølle. Den 9. maj 1848 troppede Generalfeltmarskal Friedrich Heinrich Ernst von Wrangels (1784-1877) tropper op og lavede en fortegnelse over fabrikkens varelager samt beordrede brødrene Koch at standse al udførsel. Den 13. juni viste fjenden sig igen. Denne gang beslaglagde de varelageret. Brødrene Kochs protester blev i første omgang ignoreret, men få dage senere lod General Wrangel det hele levere tilbage inkl. kontant betaling for et overskåret stykke klæde. Den følgende måned bragte flere aviser en hånlig skæmtehistorie om tyskens rædsel for de danske kanonbåde: ”Da den paa Røvertogtet til Greis Mølle udsendte Commando ankom til en Banke, hvorfra der var Udsigt til noget Vand i Dalen nedenfor, blev der øieblikkeligt commanderet Holdt og Veiviseren betydet, at han vist førte dem paa en gal Vei. Paa hans Benegtelse heraf, spurgte Tydskerne, hvad det da var en Fjord, som de nu kom til; og paa Svaret, at det var ingen Fjord, vedbleve de ivrigen: »Men hvad er det da for et Vand? Er der ingen Kanonbaade eller andre Skibe?« Da Veiviseren forsikrede dem, at det blot var en Mølledam, vilde de endnu ikke rigtigt troe ham; men 2 Mand sendtes forud for at forvisse sig om Sandheden, hvorom de da ogsaa ret snart bleve overtydede” (Sorø Amtstidende 11.07.1848). Senere under krigen marcherede en trup danske soldater gennem Grejsdalen. Underkorpotal N.C.S. Aistrup beskrev i et brev til sine forældre Grejs Mølle således: ”[...] det er den sværeste Mølle at jeg har seet nogen Tid i mine Dage […] og der staaer en Skorsten lige midt i Gaarden som hører til Fabriket, som ikke leverer nogen Ting, blot staaer Allene, og er muret op af Muursten, og er ganske smal, og den er 54 Alen høi, den seer Fæl ud”. Selveste helten fra Sundeved, Generalmajor Schleppegrell (1792-1850), tog dernæst ophold på Grejs Mølle fra slutningen af juli 1848 og flere måneder frem. Hans afsendte breve fra tiden i Grejsdalen blev siden publiceret. Ved fremrykningen til det berømte slag på Isted Hede d. 25. juli 1850 blev han skudt i hovedet.

I efteråret 1851 fandt der i Vejle et meget debatteret suppleringsvalg til Folketinget sted mellem amtmand Orla Lehmann og en af heltene fra 1. Slesvigske Krig, General og Krigsminister Fibiger (1793-1861). Sidstnævnte havde intet tilknytningsforhold til Vejle. 90 ansete borgere i Vejle-valgkreds havde imidlertid opfordret ham til at stille op. Lehmann løb med sejren. Efter valget lod brødrene Koch indrykke følgende artikel i flere aviser: ”Tilfældigvis have vi bragt i Erfaring, at Corsaren Nr. 577 indeholder en Meddelelse om, at vi skulde have befordret vore Arbeidere gratis til Valget i Veile, og ovenikjøbet givet dem deres Dagløn, fordi de havde erklæret, at De ville stemme paa Lehmann. I Anledning heraf erklæres herved, at vi have givet vore Stemmer til general Fibiger, og at saavidt vi vide, det samme var Tilfældet med de af vore Arbeidere, som mødte ved Valget” (Flyveposten 04.11.1851). Tilbage i 1840 var Grejs Mølle og Bruunhaabs Klædefabrik blevet kritiserede for ikke at stille op til Industriudstillingen på Charlottenborg. Siden deltog brødrene Kochs klædefabrik i flere udstillinger. De var særligt aktive ved Industriudstillingen i 1852 i København, hvor de desuden stod for at promovere udstillingen i Vejle-egnen. Ved Den Nordiske Industri- og Kunstudstilling i sommeren 1872 modtog fabrikken en forholdsvis beskeden bronzemedalje for deres udstillede klædevarer. Grejs Mølle Klæde var et varemærke alle danskere kendte og anerkendte som et kvalitetsmærke. Der var ikke tale om blødt bomuld til sart overklassehud, men om slidstærkt uldtøj i forskellige priskategorier, design, farver og snit. Det var stort set umuligt at åbne en avis i 1800-tallet uden at se en annonce for Grejs Mølle Klæde. Brødrene Koch indrykkede ikke annoncerne, det gjorde de talløse manufakturforhandlere over hele landet, der havde klæderne til salg. I nogle byer opnåede en manufakturforhandler eneret på at sælge mærket.

Generalfeltmarskal Wrangel fra 1. Slesvigske Krig blev i dec. 1863 i en alder af 79 år udpeget til øverskommanderende for den allierede preussiske og østrigske hær i den forestående krig mod Den Danske Stat. Apoteker Hans Emil Friis (1827-1910) beskrev en episode fra 2. Slesvigske Krig således: ”En Dag, jeg havde den Ære at blive modtagen i Visit hos Wrangel, kom jeg af Vanvare og Ubetænksomhed til at paaføre en Del Mennesker en ikke saa lille Ulejlighed. Da Wrangel nemlig nylig var kommen hjem fra en Ridetur, spurgte jeg Excellencen, om han ikke fandt Omegnen smuk, hvilket han bejaede og spurgte mig derefter, hvad den Aa, der kom ind i Byen Nord fra, hed. Da jeg sagde ham, at det var Grejs Aa, spurgte han, om der fandtes Foreller i den, hvilket jeg nok troede, da jeg af og til havde set disse staa stille i Strømmen oppe ved Grejs Mølle. Saa talte vi ikke videre om det, og jeg gik kort efter bort. Dagen efter red Wrangel sporenstregs ud til Grejs Mølle, lod Ejeren kalde og meddelte ham, at til næste Dag havde han at levere en Ret Foreller til Marskalstaflet; hvis ikke, skulde Grejs Mølle faa en Indkvartering af en større Deling Kavalleri. Da denne Befaling var givet, red Wrangel hjem og overlod til Ejeren af Grejs Mølle, Hr. Koch, og hans Folk at se at faa fat paa den ønskede Fiskeret. Da saa meget stod paa Spil, om denne udeblev, var der jo ikke andet for end hurtigst muligt at komme paa Forellefangst. Med Vod, Næt og Stager begyndte en større civil Styrke fra Grejs Mølle at gennemrode Aaen, og da Udbyttet endnu var ringe, da Mørket faldt paa, maatte den besværlige Fiskefangst fortsættes ved Lygteskin. Omsider blev der indfanget saa meget, som der kunde anses tilstrækkeligt at byde Hans Excellence. Næste Dag blev Kurven med Fisk bragt til Veile af Fabrikant Kochs Svoger, Snedker Olsen, som boede i Grejs. Det var den rette Mand at sende ind med Fisken; thi Olsen havde, foruden at være en frejdig og uforknyt Natur, den Fordel, at han var det tyske Sprog mægtig, da han i sin Ungdom havde rejst paa sin Profession i Tyskland. Bemeldte Olsen kom til mig og spurgte, om jeg troede, jeg kunde skaffe ham Audiens hos General Wrangel, da han dog nok vilde tale et Alvorsord med Manden med Hensyn til yderligere Fiskefangst; thi det blev der nu ikke noget af. Vi henvendte os til Wrangels Jæger om Audiens, og Manden med Forellerne fik straks Foretræde; og som det ofte var hændet før, gik det ogsaa nu: en frimodig Tale overfor Wrangel huede denne helt godt, og han blev ganske medgørlig, saa han og Snedker Olsen skiltes med Tegn paa gensidig Højagtelse, og Grejs Mølle slap for yderligere at levere Fisk til det Wrangelske Taffel”. - Minder fra Okkupationen i Veile 1864. Af Justitsraad H. E. Friis, »Samlinger til Jydsk Historie og Topografi«, 1896-98 .

I 1874 begyndte Vejle Amtsråd at diskutere anlæggelsen af en landevej gennem Grejsdalen. 32 år før havde brdr. Koch fået afslag af Vejle Amtsråd på deres anmodning om anlæggelse af en vej fra Grejs Mølle til Vejle gennem Grundet Skov. For ådalens industriforetagender ville en landevej være en næsten ligeså betydningsfuld infrastrukturel forbedring som Vejle Havns anlæggelse et halvt århundrede før. Brødrene Koch udvidede i 1876 klædefabrikken, og d. 15. maj 1877 gik de sammen med de øvrige beboere i Grejsdalen med til at love et bidrag på 11.300 kr. til anlæg af en vej fra Vejle gennem Grejsdalen til Sandvad. Efter flere henvendelser fra amtet var det dog den 20. september kun lykkedes at indsamle 10.900 kr. Brødrene Koch (3.233 kr.), N.P. Hansen på Holms Mølle (3.234 kr.) og Brødrene Brincker (2.733 kr) var de klart største bidragsydere. Nicolai Julius Koch nåede ikke at se landevejen opført. Han døde af mavekræft d. 20. december 1877 på Frederiks Hospital i København. Jens Brandt Koch fik kun liden glæde af landevejen. Han blev i sin alderdom ramt af tiltagende svaghed. Den 18. juni 1884 gjorde han broderen selskab i det hinsides. 11 år senere afgjorde højesteret en sag mellem Vejle Bank og en frk. Marie Stephensen, hvor det kom frem, at Jens Brandt Koch var kommet i gevaldig pengenød kort for sin død, og at han og Grejs Mølle i et stykke tid havde levet på Vejle Banks nåde.

Grundet Grejs Mølles økonomiske problemer havde fjerde generation af familien Koch ikke mulighed for at drive virksomheden videre. Den blev averteret til salg i bl.a. Berlingske Tidende (02.12.1884): ”Fabrikken, til hvilken hører en betydelig Vandkraft, har derhos Dampmaskine til 25 Hestes Kraft og er forsynet med alle til Fabrikationen hørende Maskiner, saaledes 5 Assortimenter Kradsemaskiner af forskjellig Construction og de fornødne Maskiner til Væveri, Valkeri og Appretur samt Farveri (3 Kyper og 5 Kjedler) […] Til Eiendommen, hvis Vaaningshuus afgiver rummelig Beboelsesleilighed til 2 Familier, hører et Jordtilliggende af ca. 77 Tdr. Land Ager, Eng og skov, og der holdes paa samme en Besætning af 4 Heste og 14 Køer. Desuden hører til Eiendommen en Meelmølle (Vandmølle) med god Søgning. Eiendommen ligger i en af Danmarks skjønneste Egne, ca. ¾ Miil fra Veile, hvortil fører en udmærket Chausee”. Salget blev en langstrakt affære. Den blev først annonceret solgt på 4. auktion den 10. april 1888 til Vejle Bank. Det blev ikke annonceret, at Vejle Bank overtog ejendommene, fordi familien Koch skyldte banken store summer.

I december 1888 kom hestehandler Niels Skou (1853-1930) Vejle Bank til undsætning, da han betalte op imod 85.000 kr. for Grejs Mølle. Han interesserede sig ikke for klædefabrikation, så han satte snart samtlige maskiner til salg. Salget blev vist en fuser, for i 1891 genopstartede uldklædefabrikationen på fabrikken. Det blev fortsat solgt under navnet Grejs Mølle Klæde.

I sommeren 1892 slog lynet ned i Grejs Mølles himmelrækkende skorsten. Det var nærmest en symbolsk begivenhed, idet Danmarks første bomuldsspinderi, Vejle Bomuldsspinderi, blev anlagt kort efter. Skorstenen var forsynet med lynafleder, så den tog ingen skade, men det residerende storkepar overlevede ikke. Den karakteristiske skorsten kom tilgengæld under kærlig behandling fem år senere, da hestehandler Skou solgte ejendommen til et konsortium. Dermed var det endegyldigt slut med klædefabrikationen i Grejs Mølle.

Den fireetagers fabriksbygning kom derefter til at huse Grejsdalens Stole- og Møbelfabrik. Grejs Mølles kornmølle fortsatte med at male korn samtidig med, at der blev oprettet et savværk. I 1918 blev Grejs Mølles kornmølle og savværk købt af Compound Lard Fabrik A/S, Aarhus. Aktieselskabet skiftede navn til Grejs Mølles Fabrik A/S. Det fik hovedsæde i den statelige hovedbygning, hvor brødrene Kochs familier havde boet. I de næste par årtier producerede aktieselskabet spisefedt i Grejsdalen. Omkring 1939 åbnede Grejs Mølle Restaurant i hovedbygningen. Illusionen om at befinde sig i en naturskøn, sydeuropæisk bjergdal holdt ikke længere, men det blev alligevel en landskendt restaurant. Den nåede at have flere ejere, inden den lukkede ned. I maj 1983 slog lynet ned og en ildebrand fortærede hele loftsetagen. Den smukke, historiske bygning blev derefter revet ned.

I slutningen af 1960’erne havde Grejsdalens Stole- og Møbelfabrik lukket sin produktion i den fireetagers røde fabriksbygning. Der var senere planer om at rive fabrikken og den enorme skorsten ned. Det vakte ikke begejstring, og desuden var bygningerne og området fredet. I 1994 indrettede Søholm Arkitekterne 29 boliger i fabriksbygningen med Boligselskabet Lejerbo som bygherre. Den prægtige skorsten fik lov at stå.

Litteratur og kilder

Auktionskatalog over Hr. Justitsraad F.S. Bangs Samling, Kbh., J.V. Andersens Bogtrykkeri, 1877.

Samling af Anmeldelser til Handelsregistrene, 1918, nr. 2, Udgivet v. Handelsministeriets Foranstaltning – vedr. Grejs Mølles Fabrik A/S.

Bøcher, Steen B.: Vandmøller og andre vandkraftudnyttelser i Vejle Amt, »Vejle Amts Aarbøger«, 1944.

Christiansen, Jan: Arkitektonisk kvalitet – om dansk boligbyggeri 1975-1995, Boligministeriet, 1996.

Federspiel-Trautvetter, Frank: Slægten Baldewien og Vejle, »Vejlebogen«, Byhistorisk Forlag, 2000.

Hammerich, Fr.: Skandinaviske Reiseminder, »Brage og Idun«, 2. Bd., 2. Hefte, 1839.

Housted, Erik: Lokaliteter i Vejle Amt omkring 1830 - set af landskabsmaler L. R. Lyngbye og beskrevet af kateket Chr. B. Jensen, »Vejle Amts Årbog«, 1990.

Jakobsen, Søren Kyed: Industri i Fredericia før 1820, »Journalen Lokal- og Kulturhistorisk Tidsskrift«, Nr. 1, 2003.

Nielsen, Karl: "Jeg seer ei Jylland mere". Soldaterbreve fra Treårskrigen 1848-50, »Fra Himmerland og Kjær Herred«, Historisk Samfund for Himmerland og Kjær Herred, 77. Årgang.

Rawert, O.J.: Kongeriget Danmarks industrielle Forhold, Genoptrykt af Forlaget Skipperhoved, 1992.

Teglbjærg, Tore: Hindsgavl og Middelfart under Napoleonskrigene, Middelfart Museum, 2014.

Teglbjærg, Tore: Grejs Mølle Klædefabrik, i bogen: Grejsdalen. Historie, natur, mennesker, kultur, Byhistorisk Forlag, Vejle, 2020.

Tørring Sogns Kirkebog 1778 – Copuleret ungkarl Johan Hansen Møller i Grejs Mølle og jomfru Guldbjerg af Tørring Skole.

Lerbæk Skifteprotokol 1782-1819 - Johannes Bossen.

Folketællingen 1787, 1801, 1834, 1860, 1870 Grejs Sogn – Grejs Mølle.

Folketællingen 1801 – Middelfart.

Grejs Sindbjerg Sogns Kirkebog – Fødte, Døde og Copulerede Grejs Mølle 1792-1810.

Vejle Stadsarkiv - Byrådssager 12/1877.

Aktuelt (21.05.1983), Berlingske Tidende (30.06.1843), Fyens Stiftstidende (09.11.1852), Horsens Avis (03.06.1845, 10.06.1845, 17.06.1848), Jyllands-Posten (29.12.1887, 15.11.1889), Nationaltidende (11.04.1888), Nyt Magazin for Kunstnere og Haandværkere (13.08.1840), Privilegerede Danske Statstidender (11.03.1816), Ribe Stiftstidende (18.01.1799, 13.02.1807, 18.02.1820, 09.03.1821), Ribe Stifts Adresse-Avis (26.08.1836), Roskilde Avis (21.07.1835), Silkeborg Avis (13.11.1891), Skive Avis (31.08.1872), Vejle Amts Avis (16.12.1842), Vejle Amts Folkeblad (19.06.1884, 16.08.1897, 25.01.1916, 17.03.1916), Viborg Stiftstidende (07.01.1843, 16.05.1848), Aalborg Stiftstidende (28.12.1838, 05.07.1912), Aarhus Stiftstidende (21.08.1839, 10.08.1840, 15.03.1849, 21.05.1852, 17.12.1896).

Nygaards Sedler – Johannes Bossen & Chr. Martin Lefland.

Historiskatlas.dk – Dugmanufakturet i Fiskergade 7.

Milloup.dk