Jørgen Munch-Christensen
Boghandler Jørgen Munch-Christensen, født i Aarhus 1918, død i Vejle 2004.
Jørgen Munch-Christensen var boghandler, byrådspolitiker, frihedskæmper m.v.
I 1939 kom Jørgen Munch-Christensen til C. Neumanns Boghandel i Vejle som ung nyuddannet boghandler fra Aarhus. Allerede i efteråret 1940 arrangerede Jørgen Munch-Christensen på eget initiativ litterære foredrag om væsentlige danske forfatterskaber. Han var 20. oktober 1941 hovedmand bag oprettelsen af Vejle Litteraturforening.
I besættelsesårene spillede Jørgen Munch-Christensen en central rolle i den lokale modstandskamp mod tyskerne. 1943-45 var han sekretær i Frihedsrådets lokalkomite og fra 1945 formand for Frihedsfondens lokale bestyrelse.
1. juni 1947 overtog Jørgen Munch-Christensen Eigil Knudsens Boghandel, Nørregade 22, der var stiftet af Theodor Jørgensen 15. august 1866.
Kærligheden til bøger var det centrale for Jørgen Munch-Christensen, og han indrettede ligeledes antikvarboghandel på 1. og 2. sal over boghandelen med tusindvis af bøger, deriblandt betydningsfulde værker som ellers ikke var i handelen.
I perioden 1962-74 var Jørgen Munch-Christensen medlem af Vejle Byråd for Det konservative Folkeparti, deraf viceborgmester 1970-74. Han havde desuden en del formandsposter bl.a. for Den konservative Vælgerforening, Vejle Boghandlerforening, fortsættelsessygekassen Danmarks afdeling i Vejle amt, International Health Insurance i Danmark A/S, Vejle Handelsskole og Handelsgymnasiet, Vejle Fjernvarmeselskab og Vejle Turistforening og i bestyrelsen for Vejle Musikforening, Sønderjysk forening, Billund Lufthavn, Vejle Handelsstandsforening og Vejle Grundejerforening.
Jørgen Munch-Christensen udgav i 1939 ”Bogen om danskheden”, i 1945 ”Undergrunden i Vejle” om modstandsbevægelsen og i 1976 erindringsbogen ”Blandt brave borgere i Vejle”.
Som ung mand var Jørgen Munch-Christensen lidenskabeligt optaget af at skrive. Han drømte om at blive forfatter, og han delte gerne sine tanker og meninger om stort og småt med andre.
Allerede i skoletiden skrev han flittigt, i tiden som ung boghandlerelev kom der for alvor grøde i hans skriftlige arbejde. Han skrev lyrik, digte om årstidernes skiftende farver og natur, han skrev om sin store interesse for at vandre, han skrev hørespil, skuespil, men mest skrev han sin uforbeholdne mening om tidens litteratur og aktuelle spørgsmål.
Han skrev formfuldendt og ofte med et friskt og ungdommeligt vovemod, hans holdninger og udsagn kan set i bakspejlet synes noget studentikose og unuancerede.
Han var ikke bange for at udtrykke sin uforbeholdne mening, og det førte ofte til, at der opstod debat om hans indlæg i diverse aviser, hvor folk, der mente noget andet, opponerede skarpt mod hans indlæg.
Det var kun en fornøjelse for ham, når folk gik i brechen for deres mening. Han kunne som ung såvel som senere i livet godt lide en god diskussion og meningsudveksling.
Munch-Christensen fik en stor del af sine indlæg optaget i de lokale aviser i hjembyen Aarhus. Det var tydeligt, at byens førende dagblad, Aarhus Stiftstidende, var den foretrukne avis, men han fik også digte og indlæg optaget i Demokraten, Aarhus Amtstidende og i Aarhus Posten.
Jørgen Munch-Christensen drømte om et liv, hvor han kunne gøre sin passion for at skrive til sin levevej. Hans gode ven og forbillede, forfatteren Johannes V. Jensen, skriver da også udtrykkeligt ”Forfatteren Jørgen Munch Christensen” på sine breve til vennen.
Desværre er det udelukkende konvolutterne fra den berømte forfatter, der er gemt i Munch-Christensens private arkiv. Der er ingen breve fra Johannes V. Jensen, og det er indtil videre en gåde, hvad der er blevet af dem.
I sine indlæg i aviserne forfægtede han mange synspunkter om forskellige emner lige fra betydningen af, at børn fra byen kommer på ferie på landet, til tidens nyeste litteratur og schlagermusik.
Munch-Christensen skrev rejsebeskrivelser fra sine rejser til Tyskland og England som medlem af Dansk Vandrelaug, han skrev også referater fra deres møder.
På mange måder var Munch-Christensen i de unge år ret romantisk i sine skriverier, og det kommer tydeligt til udtryk i digtene. Da han møder Bodil, som senere blev hans hustru, skriver han forelskede digte om hendes krops bløde former og hendes kærlige væsen.
Jørgen Munch-Christensen er også eftertænksom, som når han reflekterer over et nytår, der venter og hvad det mon vil bringe. Han skriver om årstiderne, forår, påske, sommer, sankthans, høst, efterår, vinter, jul osv., men han skriver også et digt om noget så prosaisk som sin cigar!
Det er ikke stor litteratur, han har efterladt, men nogle af digtene er udsøgt fine i deres indhold og i hele den lyriske sprogtone.
Nu er de fleste efterladte digte, kronikker med videre fra 1930’erne og begyndelse af 1940’erne, altså fra tiden, da han var en meget ung mand.
Munch-Christensen beviste i sit voksenliv, at han var en glimrende forfatter, det kan opleves i bøgerne ”Undergrunden i Vejle” og ”Blandt brave borgere i Vejle”.
De er særdeles velskrevne og rummer en guldgrube af viden om modstandsbevægelsen og om mennesker og begivenheder i Vejle. Det er to læsværdige bøger, hvor Munch-Christensen bestemt ikke undlader at udtrykke sin uforbeholdne mening om de mennesker, han mødte på sin vej.
I boghandelen i Nørregade i Vejle var Bodil og Jørgen Munch-Christensen fælles om arbejdet sammen med et dygtigt personale.
Rollefordelingen var således, at Bodil Munch-Christensen var den kontante og til tider skrappe førstedame. Det var nødvendigt, for gemalen havde så mange andre gøremål.
Jørgen Munch-Christensen var et fint menneske med en klassisk dannelse, men også et menneske, der kendte og var bevidst om sit eget værd. Han søgte indflydelse og var i sine velmagtsdage en af Vejles førende og mest betydningsfulde personligheder. Han holdt tydeligt af at være i centrum for begivenhederne.
Han var med til at præge Vejle gennem sit politiske arbejde som konservativt byrådsmedlem og viceborgmester, som formand for Vejle Turistforening, Vejle Handelsskole med meget mere.
I sin tid som formand for handelsskolen udførte Munch-Christensen et stort arbejde for at skaffe en skulptur af den berømte billedhugger, professor Robert Jacobsen til handelsskolen. Han ville sikre, at Vejle fik et værk af ”Store Robert” i byen. Og det lykkedes takket være en ihærdig indsats.
Munch-Christensen var meget optaget af og interesseret i Robert Jacobsens kunstneriske virke og besøgte ham ofte i atelieret på ”Skovgården” i Tågelund. Her valgte han skulpturen ”Suzannes drøm”, udført i årene 1973-74, som gaven til handelsskolen i anledning af skolens 100 års jubilæum. ”Suzannes drøm” blev afsløret en dag i august 1985 og fik en iøjnefaldende placering på en sokkel på græsplænen foran skolen.
Nok var Munch-Christensen meget samfunds-interesseret og optaget af politik og udvikling, men det var nu kulturlivet og især litteraturens verden, der var hans store lidenskab.
I flere år drev han galleri som en del af boghandelen, siden skabte han det store antikvariat, som hurtigt blev landskendt og desuden også kendt blandt bogsamlere internationalt.
I årene med galleriet var det ikke kun de lokale kunstnere som Albert Bertelsen, Ejnar Iversen, Edith og Robert Dueholm Jessen, han gav plads til på galleriets vægge. Det var også unge lovende kunstnere fra nær og fjern, der fik lov til at udstille i galleri Munch-Christensen. Galleriet var velbesøgt, og udstillingerne efterspurgte.
Da Munch-Christensen etablerede sit antikvariat, var han mester i at skaffe sjældne bøger, som andre antikvariater ikke kunne finde. Dem fandt man gerne i den bugnende samling hos Munch-Christensen. Bogsamlere fra ind- og udland valfartede til antikvariatet og tilbragte flere dage her blandt verdenslitteraturen.
Munch-Christensen elskede at opholde sig i antikvariatet, og man kunne altid finde ham i en af de snørklede gange. Antikvariatet var nærmest tapetseret med reoler, og hvor der ikke var bøger, var der fine kunstplakater fra udstillinger i ind og udland.
Her hang også originale værker af maleren Albert Bertelsen, som var boghandlerens gode ven, og af ægteparret Gerda og Einar Wegener.
Munch-Christensen røg cigaretter, og han havde altid askebægre strategisk placeret på bogreoler forskellige steder i antikvariatet. Man kunne synes, det var brandfarligt at ryge blandt de tusindvis af bøger, men der skete heldigvis aldrig noget.
Han havde sit kontor i et rum, der før havde været lægeklinik. Der hang stadig plakater til synsprøver på væggene, og Munch-Christensen gjorde ikke noget for, at her skulle være hyggeligt. Men – det var nu altid hyggeligt at besøge ham, for han gav sig altid god tid til at øse af sin viden – om en bog, han lige havde læst, om en kunde, han lige havde haft besøg af, osv.
Forfatteren Johannes Møllehave, som var husven med Bodil og Jørgen Munch-Christensen, var stamkunde i antikvariatet. Han elskede at komme her og købte ofte sjældne eksemplarer af klassikere, som Munch-Christensen havde fundet specielt til ham.
Antikvariatet var Munch-Christensens ”hule”, i hans sidste år som boghandler opholdt han sig udelukkende her. Man kan næsten se ham siddende tilbagelænet i solen, mens han ryger på en cigaret og deler sin viden om og glæde ved et litterært værk. Han var uhyre belæst, det var altid en stor fornøjelse at lytte til hans fine genfortælling af et bogværk.
Billeder
Ægteparret Munch-Christensen ved boghandelens 100-års jubilæum i 1966
Viceborgmesteren holder tale ved Willy Sørensens 25-års jubilæum som borgmester, 1971
