Leif Nielsen

Leif Nielsen (1923-1999) var fynbo og oprindeligt uddannet mejerist, men han blev siden lærer og leder af den kommunale ungdomsskole i Vejle Kommune.

Han lagde sin livsgerning i Vejle og satte spor i mange børn, unge og voksne, som han mødte på sin vej enten via arbejdet eller som aktiv skuespiller og tekstforfatter i Vejle Amatørscene, som han var medstifter af, og siden i Vejle Skolescene, som han også var mand for at oprette.

Allerede i skoletiden på Fyn udfoldede Leif Nielsen sit medfødte talent for at spille teater. Det skete i skolekomedier, ligesom han optrådte med forskellige tryllekunster, han havde lært sig selv.

I årenes løb udviklede Leif Nielsen sig til en ferm og elegant tryllekunstner, der havde mange sjove trick i ærmet.

Efter realeksamen på Brenderup Realskole blev Leif Nielsen ansat på Cykelfabrikken Grand i Nr. Aaby, hvor han samlede cykler.

Senere kom han i lære som mejerist på Christianshåb Mejeri i Vejle, hvor hans onkel var mejerist. Her fik han en grundig uddannelse. I årene som mejerist-elev var han også ansat på Bredal Mejeri fra 1942-1943, samt på Ullerslev Mejeri fra 1943-1945.

Som færdiguddannet mejerist i 1945 kunne han ikke få job. I stedet blev han assurandør og senere dekoratør, han pyntede således vinduer i flere Vejle-forretninger.

Leif Nielsen havde sans for æstetik, han havde udprægede kunstneriske evner, som kom ham til gavn i arbejdet som dekoratør.

På et af sine mange engagementer som tryllekunstner havde han brug for en medhjælper, der kunne holde en tavle på scenen. Han fik hjælp til sit trylletrick af Karen (1927-1988), mødet med hende blev skelsættende, de forelskede sig og blev gift. Karen var gennem hele livet Leifs trofaste støtte og bagland.

I Vejle købte Karen og Leif Nielsen et mejeriudsalg på Dæmningen, som de drev i fire et halvt år.

Mange vejlensere, bosat i midtbyen i Vejle, har fortalt, hvordan Leif Nielsen en tidlig morgen kørte på sin tre-hjulede mælkecykel iført kasket og ringede med cykelklokken, mens han muntert sang: ” Tinge-lingeling for dig og tinge-lingeling for mig”. Han leverede altså mælk med en munter sang som en festlig begyndelse på en ny dag. Og vejlenserne elskede det!

Fra Dæmningen rykkede parret til Forbrugernes Mælkecentral i Skyttehusgade, hvor de havde mejeriudsalg i fire år, indtil de overtog en købmandsforretning på Langelinie, som Karen passede.

Leif Nielsen havde nemlig helt andre planer, han ville læse til lærer på Jelling Seminarium. Han blev siden drillet med, at han bevidst ventede med at begynde sine studier, til seminariet i 1958 også blev åbnet for studier for kvinder! I studietiden i Jelling optrådte Leif Nielsen hver weekend enten med sine causerier eller med sin tryllekunst.

Der var god grund til, at han med tiden fik navnet ”Vejles Den Gyldenblonde”. Han optrådte nemlig i samme finurlige og elegante stil, som entertaineren Poul Sabroe, der netop havde tilnavnet ”Den Gyldenblonde”.

I 1959 blev Leif Nielsen hædret af Carnegie Fonden, fordi han en sommerdag: 2. juli 1958, reddede en kvinde, der var ved at drukne under badning ved Tirsbæk Strand.

Som nyuddannet lærer i 1962 blev Leif Nielsen ansat på den katolske skole i Vejle, Sct. Norberts Skole, og hurtigt derefter blev han engageret i opbygningen af den kommunale ungdomsskole og ungdomsklub i Vejle. Han blev leder af skolen i 1962, og fra 1971 blev han ungdomsskolens inspektør.

I de første år havde ungdomsskolen og klubben base på Nyboesgades Skole. Her måtte han indkøbe talrige par kradsuldssokker, som de unge havde på, når der blev danset i ungdomsklubbens regi. Iført de uldne sokker undgik de nemlig at ridse gulvet, når de dansede.

Herfra flyttede klubben til Mælkepoppen i Vedelsgade, og herfra rykkede den til kantinen hos i den tidligere fabriksbygning hos Hess. Med vanligt organisationstalent fik Leif Nielsen gjort de snavsede lokaler rene, så de var anvendelige til skolen og til klubbens virke.

Leif Nielsen havde fået øje på den gamle ostefabrik, Domus, der stod tom. Her var god plads til skolens forskellige virkeområder fra knallertkøreskole til teater. Her var plads til en teatersal og til at holde diskotek.

Politikerne i Vejle Byråd var ikke begejstrede for tanken om at indrette teatersal på Domus, men med gode talegaver og stor iderigdom, fik Leif Nielsen sit kulturhus realiseret sådan lidt ad bagvejen.

Da han begyndte sit virke i ungdomsskolen, havde skolen 40 elever. Da han forlod ungdomsskolen i 1992 for at gå på pension, var den vokset til at favne 1500 elever.

Leif Nielsen mødte børn og unge med tillid, han var uendeligt empatisk og tålmodig til at lytte til dem. Han sagde altid: ”Det er vigtigt at lytte til, hvad børn og unge har på hjerte.” Han sagde også: ”Der findes ikke vanskelige børn, men der findes børn, der har det vanskeligt.”

Ungdomsskolen og i Ungdomsklubben var utroligt populære, klubbens lokale på Domus blev kaldt ”Ekspressen”.

Ved siden af sit virke her var Leif Nielsen aktiv i Vejle Amatørscene. Han malede kulisser på det gamle Vejle Teater, i øvrigt sammen med maleren Albert Bertelsen. Han var medstifter af amatørscenen, hvor han optrådte som skuespiller.

Gennem årene brillerede han i vidunderlige monologer og sketch, som han ofte selv havde forfattet. Mange vil stadig kunne huske Vejle Kabareten i 1989, hvor Leif Nielsen sorterede affald i sorte og grønne poser. Han skrev selv monologen umiddelbart efter, Vejle Kommune havde indført det nye affaldssorteringssystem. Det var mageløst morsomt, ved opførelserne i Skyttehuset græd publikum simpelthen af grin.

Mens Vejle Kabareten var på plakaten, stod Leif Nielsen hver morgen hjemme i sit eget køkken og kogte en portion øllebrød, som han skulle bruge i aftenens monolog på scenen i Skyttehuset. Dagens portion øllebrød skulle nemlig være en vægtig visuel effekt som indhold i en ble i sorterings-nummeret… Før hver forestilling lå alle rekvisitter i rækkefølge. Lige bortset fra en enkelt aften, hvor regissøren uheldigvis havde byttet om på dem. Da gik han i stå i en tekst, og det passede bestemt ikke den gode Leif Nielsen, der altid satte en ære i at kunne sine tekster til perfektion.

Mange husker sommeren, da Leif Nielsen vendte tilbage til kabaret-holdet efter et års fravær i hælene på Karens død. Da han kom ind på scenen i Skyttehuset, rejste publikum sig spontant op og klappede for at byde ham velkommen og vise ham deres medfølelse. Da fik den aldrende Leif Nielsen tårer i øjnene af taknemmelighed.

I Vejle Amatørscene var han en dynamo, her udførte han en enestående indsats akkurat som han gjorde i ungdomsskolen og ungdomsklubben.

I amatørscenens spæde begyndelse var det Leif Nielsen, der skabte scenens første projektører, som han konstruerede ud af store kagedåser, fælge fra en bil og paraboler fra en billygte. Konstruktionen fungerede fint.

Hans iderigdom var uden sidestykke, der var ikke det problem, han ikke kunne løse.

Da Leif Nielsen gik på pension, blev det i mange taler fremhævet, at han havde været særdeles billig i drift for Vejle Kommune. Det var nemlig sådan, at hver gang, han optrådte i en forening eller i privat sammenhæng med en monolog, gik honoraret ikke i hans egen lomme. Pengene blev derimod brugt til nye indkøb til ungdomsskolen eller klubben. De blev f.eks. brugt til nye symaskiner eller hvad skolen ellers lige stod og manglede i øjeblikket. Han tjente således tusindvis af kroner, som blev brugt til gavn for ungdomsskolens elever.

Leif Nielsen havde særligt blik for de unge, der måske ikke havde den største støtte hjemmefra. Det var unge, der trængte til empatisk voksenkontakt. Det fik de hos ham, han sørgede også for at holde mange unge, der var på vej i dårligt selskab, på rette spor.

Han havde også overskud og vilje til at oprette Vejle Skolescene, hvor han underviste sammen med Johnny Fjeldvig, der syede fantastiske kostumer til skolescenens børn.

Skolescenen var på en måde tænkt som fødekæde til amatørscenen, hvor børn i en tidlig alder kunne lære at udfolde talentet på de skrå brædder, før de som voksne gik videre til amatørscenen.

Leif Nielsen var ydmyg af væsen. Han sagde altid til undertegnede, når det var tid til et interview: ”Lad nu være med at prale for meget af mig. Jeg har altid kun passet mit arbejde.” Og så tilføjede han: ”Men kald mig bare Leif den lykkelige, for jeg har haft et utroligt lykkeligt liv!”

Leif Nielsen døde på Sct. Maria Hospice i august 1999, mens Vejle Amatørscenes kabaret var på plakaten i Skyttehuset.

Kilder

Vejle Amts Folkeblad, interview med Leif Nielsens datter, Gitte, og personligt kendskab.

Skrevet af Vibeke Kruse, 2026