Amtsgården
Matr.nr. 318a Vejle By, Vedelsgade 17, Vejle.
Amtsgården blev opført 1899-1900 med kongelig bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen som arkitekt. Indtil da havde amtsgården for Vejle Amt været placeret i Torvegade. Det meste af den gamle amtsgård blev fjernet, og i stedet blev anlagt Orla Lehmannsgade. Den nye amtsgård blev så opført i den sydvestlige del af den store amtmandshave.
Staten solgte i 1899 den gamle amtmandsbolig i Vejle med tilhørende grund til Vejle Kommune, som efter overtagelsen anlagde tre nye gader på arealet. Den nye amtsgård og amtmandsbolig blev opført for de cirka 59.000 kroner,s om indkom ved salget.
I en meddelelse i Akademisk Arkitektforenings blad 1. februar 1901, stod der følgende om boligen:
”Den nye Amtmandsbolig i Vejle ligger på Byens højeste punkt lige over for den nye Kommuneskole. Man har herfra en henrivende udsigt over Vejledalen mod Vest, den nordre Del af Byen samt Grejsdalen mod Nord og mod Syd til Møllebakken og Skoven paa Fjordens sydlige Side.”
Amtsgården er i to etager med høj kælder, murene pudsede og taget dækket med sortglaserede tagsten. Der blev foretaget mindre tilbygninger til amtsgården i 1936 og 1954. Ved amtsgårdens hovedindgang står tre gamle vildtbanesten.
I forbindelse med kommunalreformen i 1970 blev Vejle Amt ændret, og der blev bygget en ny administrationsbygning ved Sønderåen. Tilbage i amtsgården blev statsamtet, som imidlertid forsvandt i forbindelse med den næste kommunalreform i 2007. Herefter overtog Vejle Kommune amtsgården, og husede Vejle Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning indtil 2015. Fra maj 2015 har Vejle Stadsarkiv haft til huse i bygningen.
Da amtmandsparret Evelyn Wamberg (1916-1999) og Arne Magnus Wamberg (1910-1986), flyttede ind i huset i 1951, fik de kyndig hjælp og rådgivning til boligens interiør og indretning.
Evelyn og A.M Wamberg havde deres hjem og embedsbolig i Vedelsgade 17 fra 1951 til 1980.
Bent Salicath, daværende direktør for Foreningen for Kunsthåndværk, var rådgiver for ægteparret Wamberg. Han sørgede for, at det var møbler og tekstiler af tidens dengang unge, lovende møbeldesignere og tekstilkunstnere, der blev anvendt i den smukke bolig i centrum af Vejle.
Amtmandens kontor blev møbleret med reoler og skabe tegnet af Hans Wegener, mens forhandlingsbordet og skrivebordet med tilhørende stole var udført af Finn Juhl.
Gardinerne var designet af Arne Jacobsen, og det var ægteparret Nanna og Jørgen Ditzel, der havde designet det store gulvtæppe, der var vævet på Wittrups Tæppefabrik i Grejsdalen.
På amtmandens skrivebord stod en PH-lampe, og i loftet hang en PH-lysekrone, begge tegnet af Poul Henningsen.
Amtmandsboligens store spisestue med plads til 24 spisende gæster var udstyret med møbler og tæppe designet af møbelarkitekten Ole Wanscher. Her har Evelyn og A.M. Wamberg været værter for kongefamilien flere gange, når der har været royalt besøg i Vejle. I 1965 holdt de frokost for kong Frederik IX, dronning Ingrid og prinsesse Benedikte i forbindelse med familiens besøg i Vejle som et led i sommertogtet med kongeskibet Dannebrog.
I 1974 var det dronning Margrethe, prins Henrik og prinserne Frederik og Joachim, som spiste frokost hos amtmandsparret i forbindelse med et officielt besøg i Vejle og Jelling.
I en af amtmandsboligens stuer, møbleret med en blanding af arvemøbler og designmøbler, var gulvet prydet af et moderne blåt og hvidt tæppe, som var tegnet af designer-ægteparret Nanna og Jørgen Ditzel.
I stuen hang et stort maleri af maleren Lauritz Tuxen (1853-1927). Maleriet er et forstudie til Tuxens kendte maleri, kaldet ”Fredensborgbilledet”. Lauritz Tuxen malede det store billede i havesalen på Fredensborg Slot i 1883. Maleriet har kong Christian IX i centrum omgivet af hele kongefamilien. Christian IX blev kaldt ”Europas svigerfar”, fordi fire af hans børn blev placeret på europæiske troner. Det berømte portræt af den kongelige familie var Tuxens første kongelige bestillingsværk, siden skulle han få mange flere. I dag hænger maleriet på Christiansborg Slot i et af dronningens repræsentationslokaler.
I husets hall hang fire relieffer, alle gipsafstøbninger med motiver af livets aldre og årets tider. Reliefferne var skabt i 1836 af Danmarks verdensberømte billedhugger, Bertel Thorvaldsen (1770-1844). Thorvaldsens relieffer kan stadig ses i amtsgårdens indgangsparti.
Amtmænd med bolig i Amtsgården, Vedelsgade 17
1899 – 1921: Vilhelm Bardenfleth
1921 – 1937: Knud Valløe
1937 – 1951: Peder Hershend
1951 – 1970: Arne Magnus Wamberg (fortsatte til 1980)