Leif Johan Linnemann Arffmann
Vejle Provstis mangeårige provst og sognepræst ved Sct. Johannes Kirke i Vejle, Leif Johan Linnemann Arffmann (f. 1948), har i sine mange år som præst og provst beriget Haderslev Stift med et stort mellemkirkeligt og økumenisk kontaktnet.
Leif Arffmann er teolog fra Aarhus Universitet i 1975. Han virkede efter sin uddannelse på universitetets teologiske fakultet samtidig med, at han var frivillig hjælpepræst i Sct. Nicolai Kirke i Vejle.
Arffmann blev i 1978 ansat som sognepræst/residerende kappelan i Sct. Johannes Kirke i Vejle. I 1987 fik han stillingen som kirkebogsførende sognepræst ved kirken.
Leif Arffmann blev i 1989 provst over Vejle Provsti, og i 2002 blev han udnævnt som formand for Provsteforeningen.
I årene fra 1989 til 2006 var Leif Arffmann medlem af bestyrelsen i Foreningen for Kirkegårdskultur. I en periode på 10 år fra 1996 var han foreningens dynamiske formand.
Arffmanns kendskab til dansk og udenlandsk kirkegårdskultur er i en klasse for sig. Han har således deltaget i kirkegårdskonferencer i både Verona og Wien. Arffmann har også været inviteret til den internationale kirkegårdskongres i Athen for at øse af sin viden.
Leif Arffmann er kendt og respekteret for sin viden og evne til at formidle, hvordan kirkegården giver indsigt i samfundets historie og kultur. Kirkegårdskultur har altid været en hjertesag for Leif Arffmann, der med sin personlighed er indbegrebet af klassisk dannelse. Han er velbevandret i litteratur, musik, billedkunst og historie, ligesom han er en stor gastronom.
Leif Arffmann har skrevet bogen ”Begravelsesritualer i den danske folkekirke”, og han er også forfatter til flere salmer. Han har således skrevet teksten til ”Mørke og lys”, der i flere år er sunget ved midnatsgudstjenesten under ”Vejle by Night”. Leif Arffmann er gift med Birgitte Cohr Arffmann, der skrev historie som Vejles første kvindelige præst. Hun var ansat ved Vejles store gamle middelalderkirke, Sct. Nicolai Kirke.
Litteratur
Vejle Stadsarkiv - U6889, U6890, U51248.