Rindalismen

Peter Rindal

Kunstprotesten

I 1965 var den danske offentlighed vidne til den mest omfattende kunst- og kulturdebat, man havde set udspille sig i Danmark. Marts måned stod i debattens tegn, og det var en koldingensisk arbejder, P. Rindal, der satte tingene i sving for alvor.

Baggrunden var, at arbejderne netop ved overenskomstafslutningen havde måttet vise tilbageholdenhed, og at den socialdemokratiske regering ydermere havde indført en række upopulære afgifter.

Et lille år tidligere var en ny lov om Statens Kunstfond vedtaget - i stor enighed - men nu lagde kulturministeren op til en overskridelse af fondens budget med 130.000 kr., og det satte tingene i gang. Med Statens Kunstfond var rådighedsbeløbet til kunst udvidet 1.5 til 3.5 mio. kr. Selve princippet med støtte var ikke nyt - men beløbene var ført up-to-date, og desuden var indført arbejdsstipendier og produktionspræmier til unge kunstnere. Beløbene uddeltes efter indstilling fra et sagkyndigt udvalg.

Overskridelsen blev som nævnt anstødsstenen, der gav reaktioner mod "kunstnerløn", som det blev kaldt. Fra hele landet - og i høj grad fra arbejderside - indløb protester, og i læserbrevspalterne rasede angrebene mod denne brug af skatteydernes penge. Resultaten af proteststormen blev, at overskridelsen af budgettet blev skåret næsten helt væk. Statens Kunstfond uddelte i marts 1965 et antal hædersgaver a ca. 30.000 kr. og statsydelser a ca. 10.000 kr.

Kejserens nye klæder

Den første af en lang række protestskrivelser imod Statens Kunstfonds uddeling af "kunstnerløn" kom fra Vejle. Nærmere bestemt fra Slagteriarbejdernes Fagforening den 23. februar 1965. Slagteriarbejderne fremhævede heri, at den skattebyrde, som arbejderne var pålagt, tvang dem til at lade deres hustruer arbejde ude, hvorfor de opfattede det som en hån, at staten uddelte penge til kunstnerne. "Vi ønsker ikke at betale "Kejserens nye Klæder" i en tid, hvor der regering og folketing sker opfordringer til arbejderne om at vise maadehold i forbindelse med lønforhandlingerne." Brugen af udtrykket "Kejserens nye Klæder" signalerer, at slagteriarbejderne absolut ikke brød sig om den moderne, abstrakte kunst.

Dagen efter fulgte så protestadressen fra Peter Rindal og arbejderne på Kolding Hørfabrik. Sagen blev omtalt i radioen og i landets aviser, og Rindal kunne den 25. februar fortælle til Vejle Amts Folkeblad, at der havde været telefonstorm samme morgen. Fra hele Jylland, og i mindre grad fra Fyn og Sjælland havde folk ringet for at støtte ham og bede om hjælp til at udarbejde protestadresser på samme måde. Rindals protest var formuleret lidt hårdere en Vejle-slagteriarbejdernes. Han talte direkte om misbrug af skatteydernes penge og føjede til: "Kan disse mennesker ikke leve af deres kunst, er der gode muligheder for at finde beskæftigelse i de produktive erhverv."

Nej og atter Nej

I dagene derefter rasede debatten i de danske aviser. Formiddagsbladene og ikke mindst den borgerlige provinspresse støttede op i protesten mod de uproduktive kunstnere, mens enkelte andre aivser støttede kunstfondloven. Også i Vejle Amts Folkeblad og Jysk Aktuelt kunne man finde læserbreve.

Den 26. februar skrev Jens Sønderup fra Vardevej i et læserbrev i VAF, at det var betænkeligt at give støtte til den moderne kunst, som han fandt af tvivlsom karakter, ja, rent ud sagt "narrestreger." Det var derfor godt, at den menige arbejder turde sige fra, når folketinget ikke kunne. Niels Sejerup, Mølholm, var ganske enig og skærpede tonen: "Hvis nogle af os gerne vil gaa og pusle med en hobby derhjemme, kan vi saa regne med at faa føden gennem et tilskud fra staten. Nej og atter nej. Og saadan skal det heller ikke være. Hvis en kunstner ikke kan lave en ting, hvormed han kan tjene sit brød, saa maa han ligesom andre supplere sine indtægter paa anden vis."

Der var dog også enkelte røster til støtte for "kunstnerlønnen", fx. Aage Henriksen på Jellingvej, der skrev, at adskillige unge kunstnere ikke kunne udøve deres kunst på grund af mangel på penge, "kunst kræver inspiration, men mon ikke man bliver bedst inspireret med mad i maven." (Jysk Aktuelt 4. marts 1965).

Der blev talt om at arrangere kunstudstilling på slagteriet, hvilket arbejder nu ikke var særlig interesseret i. Ligeledes tilbød musikgruppen "Prisma" at opføre moderne værker for slagteriarbejderne, ledsaget af pædagogisk indføring i musikken. Slagteriarbejder-formanden Egon Th. Hansen takkede dog nej: "Der vil antagelig ikke komme særlig mange, og saa syntes vi for begge parters skyld, at vi hellere maatte lade være med at tage imod tilbuddet." Egon Hansen tilføjede dog, at tilbuddet måtte ses som et positivt udslag af protesten, og glædede sig i øvrigt over, at protesten havde medført så livlig en kunstdebat. (VAF, 15. marts 1965).

Ud over de allerede nævnte protesterede ligeledes arbejderne på L.K. Safir, Windfeld-Hansens Bomuldsspinderi, De Danske Bomuldsspinderier, C. M. Hess’ Jernstøberi og medarbejderne på Vejle Politigård. Kulturdebatten var i det hele taget en brandvarm sag. Dette vidner debatten på Fællesorganisationens repræsentantskabsmøde den 8. marts om. Her var der en lang debat med indlæg både for og imod kunststøtten. Formanden for FO, Valdemar Hummel, takkede slagteriarbejderne for at have rejst debatten, men understregede samtidig at han ikke var enig i protesten: "Kunsterne har mange gange været banebrydende for arbejderbevægelsen, derfor skal vi heller ikke med smaalighed vende os mod den støtte, der bliver kunsten til del."

Penge til finkulturen

Kunstfonddebatten er et kort, men hektisk sammenstød. Et opgør mellem finkultur og folkekultur - mellem by og land. De protesterende blev i nogen grad latterliggjort af de kulturelle establishment, men der er ingen tvivl om, at protesterne var udtryk for en ægte modstand mod modernismen. Modstandergruppen kan dog (mindsT) deles op i to forskellige grupper. Den ene - med Peter Rindal i spidsen - var et slags forskud på 70'ernes Fremskridtsparti, som tordnede i mod brugen af skatteydernes penge. Hovedsynspunktet er her, at staten i det hele taget skal blande sig så lidt som muligt. Den anden del af modstandergruppen argumenterede socialt på den måde, at sikringen af velfærdssamfundets nederste lag måtte sikres, inden der kunne blive råd til kunststøtte. Enkelte foreslog endog at kæde forsvarsnedskæringer sammen med kunststøtten.

I begge grupper spillede naturligvis provinsens uvilje mod at betale til (især) hovedstadens finkultur en stor rolle. Kunstfonddebatten viser dermed på flere måder nogle af de vigtige brudflader i 60'ernes velfærdssamfund.