Brygger Claus Hansen (Ørum) - Tildelt Skt. Helena Medaljen 1858

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Claus Hansen blev født omkring starten af februar 1785 og døbt hjemme 2. februar 1785. Hans forældre var bonde og gårdbeboer Hans Clausen og Maren Hansen i Ørum by, Sindbjerg sogn. Dåben blev senere bekræftet 2. Påskedag, [28. marts?] 1785 i Uldum kirke.


Claus Hansen - med det militære kaldenavn Ørum - blev indskrevet i lægdsrullen i 1789 for Koldinghus Amt, lægd nr. 94, Ørum, Sindbjerg sogn. I lægdsrullen for 1817 Vejle amt, lægd 76, Ørum, Sindbjerg var han 62 tommer høj og soldat i Fynske Infanteri Regiment.


Fra 1807 til 1815 var han musketer/soldat i Fyenske Infanteriregiments 1. bataljon, 7. kompagni og deltog i det danske felttog til støtte for Frankrig. Han oplyste i 1858, at han deltog i slaget ved Sehestedt den 10. december 1813 og var indkvarteret i 1814 i Westphalen i nærheden af den franske grænse. 1817 blev han overført til reserven i Sjællandske Jægerkorps og afskediget 1829. Ved en søns dåb i Vejle i 1827 er han opført som daglejer. Senere blev han ølbrygger i Vejle.


En søn, Hans Clausen, mødte den 25. juli 1855 på Vejle Rådstue for at søge borgerskab som ølbrygger. Han oplyste, at han i flere år har gået sin far, ølbrygger Claus Hansen, til hånde, og ønskede borgerskab for senere at kunne overtage bryggeriet.


1. - 3. Auxiliærkorps under Napoleonskrigene

1. Auxiliærkorps. I forbindelse med den franske tilbagetrækning til Nordeuropa påtog Frederik VI sig den 10. juni 1813 traktatmæssigt at stille med et hjælpekorps, der skulle sikre den franske tilbagetrækning fra Rusland. Kongens svoger general prins Frederik af Hessen blev udnævnt til chef for korpset. Det stod under marskal Davouts overkommando og udmærkede sig blandt andet under nogle affærer i Holsten, bl.a. ved Bornhöved og kampen ved Sehestedt i december 1813.

2. Auxiliærkorps. Ved Kielerfreden den 14. januar 1814 blev Danmark og Norge adskilt. Frederik VI vendte sin tidligere forbundsfælle kejsrer Napoleon ryggen, og Danmark sluttede sig til alliancen mod Frankrig og der blev samtidig oprettet et særligt hjælpekorps under general Kardorff. Korpset skulle under overkommando af den tidligere franske marskal, nu svensk kronprins, Carl Johan, opfylde Danmarks traktatmæssige forpligtelser. Det gik imidlertid langsomt med at få korpset afsted, og inden det nåede Frankrig havde allierede tropper besat Paris. Korpset blev herefter hjemsendt og opløst den 30. maj 1814.

3. Auxiliærkorps. Da Napoleon i marts 1815 forlod sit eksil på Elba og gik i land i Frankrig, indgik de allierede en aftale om at etablere en hærstyrke, hvortil de enkelte lande skulle stille et kontingent. Den 19. juni 1815 blev der derfor oprettet et nyt hjælpekorps. Frederik VI udnævnte atter Prins Frederik af Hessen til chef for korpset, der talte ca. 15.200 mand. Det afgik i slutningen af juli for at slutte sig til hertugen af Wellingtons styrker i Belgien. Det nåede dog ikke længere end til Nordtyskland. Her blev det indtil Napoleons overgivelse eter slaget ved Waterloo den 18. juni 1815. Korpset blev trukket til Holsten og opløst den 4. december 1815.


La medaille de Sainte-Helene - Sankt Helenamedaljen

Skt. Helena medalje, forside. Foto: privat samling
Skt. Helena medalje, bagside. Foto: privat samling


Den 12. August 1857 bestemte Kejser Napoleon III, at der til erindring om hans Farbror Napoleon I, skulle indstiftes en erindringsmedalje, der skulle hædre ”de Militære, der havde kæmpet under Frankrigs Faner i de store Krige fra 1792 til 1815. Medaljen skulle gives til ”... alle de Militære, franske og udenlandske, af Hære og Flaader, som har kæmpet under vore Faner fra 1792 til 1815. Denne Medaille skal være i Bronce og bære paa den ene Side Kejserens Billede, paa den anden som Indskrift: [oversat til dansk] Felttogene fra 1792 til 1815. — Til hans Fæller i Hæderen hans sidste Tanke, 5’ Maj 1821. Medaljen har navn efter Sankt Helena, hvor Napoleon 1. blev holdt fanget.

Medaljens fremstillet af bronze. Størrelse 31x50mm. Gravør Désiré-Albert Barre. Tekst på forsiden: NAPOLEON I EMPEREUR Tekst på bagsiden: CAMPAGNES DE 1792 A 1815 A SES COMPAGNONS DE GLOIRE SA DERNIÈRE PENSÉE STE-HELENE 5 MAI 1821


Ca. 20.000 danske undersåtter deltog i Napoleonskrigene på fransk side, hvoraf ca. 600 danske veteraner, der endnu levede i 1857, modtog medaljen.


Claus Hansen søgte i 1858 om den franske Sct. Helenamedalje, og fik den tildelt. Han oplyste sin beskæftigelse og bopæl som ølbrygger i Vejle.


Ordlyden af ansøgningen, som han sikkert har fået hjælp til at skrive, lyder:

”Til Udenrigsministeriet! Kjøbenhavn.

Underdanigst Promemoria!

Efter den Kundgjørelse som den franske Regjering har udstædt i danske Blade, at Hs. Majestæt, de franskes Kaiser har indstiftet ”Sct. Helena Medaillen”, endog for fremmede Militaire, som have staaet eller deltaget i den franske Krigstjeneste indtil 1815, tillader undertegnede Claus Hansen Vesterørum, Sindberg Sogn, Veile Amts 76 Lægd, ansat ved fynske Infanteri-Regiments første Bataillin, 7de Compagni No. 30, tjente fra 1807 til i slutningen af Aaret 1815, og har været med ved Slaget for Sehestedt den 10de December 1813 og i Aaret 1814 var indqvarteret i Vestphalen, i Nærheden af den franske Grændse (men Stederne og Navnene have Alderen frataget mig at erindre, ligesom jeg eiheller kan tilveiebringe videre Documentation, end vedlagte Indrollerings- og Afskedspas) sig den underdanigste frihed, at anholde om det Høie Ministeriums Medvirkning til benævnte Medailles Erholdelse, samt om allernaadigst Tilladelse til, at Hs. Majestæt vor danske Konge, ved given Leilighed at bære samme. - Veile, 3’ Marts 1858. Underdanigst Claus Hansen Ørum, Ølbrygger”


Diplom for Skt. Helenamedaljen. Vejle Stadsarkiv A1804.



Kilder:


Rigsarkivet:

Kirkebøger: Uldum. Vejle. Folketællinger: Sindbjerg. Vejle. Lægdsruller: Sindbjerg.


Medaljeansøgninger:

Ansøgere med relation Vejle Amt: https://www.sa.dk/find/#q=sct.+helena+vejle&side=1


Vejle Stadsarkiv:

Ølbrygger Claus Hansen Ørums arkiv, A 1804. https://arkiv.dk/vis/6695110

Vejle Rådstueprotokol 1840-1890 (scannet), M 25001. https://arkiv.dk/vis/3933541


Supplerende læsning:

Poul Ib Liebe: Napoleons danske hjælpetropper. Auxiliærkorpset 18123. Udg. 1968.

Lars Stevnsborg: Dekorationer til det danske armekontingent i Frankrig 1815-1819. Ordenshistorisk Tidsskrift. Vol. 5, Sommer 1992, Nr.1 (9), side 1-11. Med kilder og litteratur.


Internet 11.09.2023:

Det danske Auxiliærkorps i Nordtyskland 1813. https://www.chakoten.dk/wp-content/uploads/Nr.-4-side-1-68-december-2013.pdf

Battle of Sehested https://en.wikipedia.org/wiki/Battle_of_Sehested


Henrik N. Olsen, Vejle, 11.9.2023.