Forskel mellem versioner af "Didrich Hysing Jochumsen"
(→Hård start på livet) |
(→Hård start på livet) |
||
| (En mellemliggende version af en bruger ikke vist) | |||
| Linje 59: | Linje 59: | ||
| − | '''Didrich Hysing Jochumsen''' selv | + | '''Didrich Hysing Jochumsen''' selv var plejebarn af Fattigvæsenet i Borgergade i Horsens, hos arbejdsmand Søren Larsen og hustru Abelone Møller, hvor han ses som 10-årig i folketællingen 1940. |
| + | |||
| + | Han bliver konfirmeret i fødebyen Horsens, i Vor Frelsers Kirke 1845. "Dom om Kundskaber og Opførsel: Udm-g, Udm-g". (En UG-dreng...) | ||
Ved folketællingen 1850 finder vi Didrich i smedelære hos '''kleinsmed Andreas Andersen''', [[Lille Bagsnoge]] No. 82 i Vejle. (Denne gade lå bag det nuværende [[Vejle Rådhus]]). | Ved folketællingen 1850 finder vi Didrich i smedelære hos '''kleinsmed Andreas Andersen''', [[Lille Bagsnoge]] No. 82 i Vejle. (Denne gade lå bag det nuværende [[Vejle Rådhus]]). | ||
Nuværende version fra 1. feb 2016, 23:15
Indholdsfortegnelse
Didrich Hysing Jochumsen (1831-1917)
Smedemester/Jernstøbersmed Didrich Hysing Jochumsen var medstifter af Baptistmenigheden i Vejle.
Didrich Hysing Jochumsen. Fotograf: Jens Peter Rosenquist-Hansen.
Foto i privateje: Helle Rau Hartmann, tipoldebarn.
Didrich Hysing Jochumsen blev født den 21. januar 1831 i Horsens, som søn af bagersvend Jacob Jochumsen Christophersen Wedeler og hustru Juliane Marie Ebling, Thunboegade 95.
Moderen (1805-1836) var født i Horsens, men hendes far var af tysk afstamning (parykmager Johann Christian Ebling).
Forfædre i Vejle
Didrichs far blev sjældent kaldt andet end Jacob Jochumsen (Jochumsen var egentlig et mellemnavn - han var opkaldt efter en god ven og nabo til forældrene i Fredericia). Jacob var søn af handskemager Christopher Hendrich Wedeler fra Fredericia og hustruen Anna Johanna Endresdatter Skræder Ring, som var født i Vejle 1752 som datter af nordmanden Endre Sigvartssøn Skræder Ring fra Vejle.
Denne Endre Sigvartssøn var skrædder i Vejle og en medlevende borger her lige fra ankomsten til byen i 1742. Han var stærkt involveret i byen via tætte forbindelser til byens styre. Byfoged Grundahl og Borgmester Linnemann optrådte som faddere ved en søns fødsel i Vejle allerede i 1743.
Endre Skræder Ring var formentlig en af byens 'eligerede mænd', og havde en vis indflydelse i byen gennem årtier, til hans død 1771. Man ser ofte hans navn og signatur i kirkebøgerne, og han samt sønnerne Chresten og Engelbreth Endresen Ring optræder flittigt som formyndere og lavværger ved skifter i Vejle gennem årene. I kirkebøgerne ses flere håndskrevne notater af Endre selv, og man ser at han er ganske velformuleret, og skriver et korrekt dansk med en sikker og flydende håndskrift for den tid (1700-tallet), især når man tager i betragtning at han 'blot' var håndværker og 'udlænding'.
Det er ikke til at vide i dag, præcist hvorfor denne norske skrædder havde 'fine' forbindelser, men hans kone nr. 2 her i Vejle var i hvert fald datter af slagtermester Andreas Lohmeyer, og både hendes og skrædderens forrige hustrus slægt var på kryds og tværs indgift i købmands- og borgmester-slægter i Horsens og Vejle Købstæder.
Om Endre Ring's svigerfar i Vejle står der på Den Digitale Byport (om Vejle Købstad 1735) følgende:
Andreas Lomeier. Foruden det han af kgl. Maitt allernaadigst er benaadet som en aftakket Rytter fra Grev Friises Regimentes Lifcompagnie med Naadsens Brød eller Penge maanetlig, sidder han og har en temmelig Næring af Slagterie og undertiden lidet Brændevinssalg, saa man ikke rettere er vidende, end han jo sidder i' nogenledes god Velstand efter sin Maade, mens ei nogensinde Borgerskab taget.
Didrich arvede måske sine forfædres og -mødres talenter og initiativrigdom, for udover at arbejde som smedemester i Vejle udfoldede han sit naturtalent for formidling, samt sine evner for at organisere og sætte i system, især via sit virke i Baptistmenigheden, hvor han ofte prædikede på både dansk og flydende tysk.
Her er et link til Didrich Hysing Jochumsens slægtstræ, der administreres af tip-oldebarnet Helle Rau Hartmann. Når siden på MyHeritage åbner, kan du søge efter Didrich Hysing Jochumsen eller andre personer i søgefeltet, som vil være i øverste højre hjørne. Nulevende personer i træet vil være anonymiserede: Klik
Hård start på livet
Det lå ellers ikke i kortene, at Didrich Hysing Jochumsen skulle klare sig så godt som han gjorde.
Da han kun var 5 år gammel, blev moderen Juliane Marie Ebling psykisk syg - fik en voldsom psykose i forbindelse med sin fjerde fødsel - blev indlagt, sendt væk, og døde umiddelbart herefter, kun 31 år gammel. Didrichs far, Jacob Jochumsen, magtede ikke opgaven at være enlig forsørger for sine fire små børn - Jacob, Søren Christian, Didrich og Else Catharine - og i tiden der kom, oplevede Didrich ofte at måtte stå og vente forgæves på sin far foran værtshuse.
Bagersvenden formøblede alt hvad familien ejede, og børnene kom under fattigforsorgen og blev spredt for alle vinde i plejefamilier.
Den yngste, Didrichs lillesøster Else Catharine Jochumsen, klarede sig lige som broderen Didrich godt sidenhen. Hun blev gift i København med en enkemand og antikvar, og blev selv kgl. taksatrice. Hun var barnløs.
Til højre ses Didrichs lillesøster, Kgl. taksatrice Else Catharine Jochumsen, som blev gift 23 år gammel i København med antikvitetshandler og auktionarius, enkemand Frederik Christian Hacke. Foto i privateje: Helle Rau Hartmann.
Broderen Søren Christian Jochumsen blev gift og fik en del børn, hvorefter de emigrerede med skibet Allardus i 1873 til Australien, hvor familien opbyggede et større hotel-imperium i Queensland. Søren Christian selv døde dog allerede året efter ankomsten til Australien, så det blev en søn og sønnesøn, som kom til at bygge hotel-historien op.
Her ses S. C. Jochumsens Hotel Victory i Australien. Foto venligst udlånt af Søren Christian Jochumsens nulevende efterkommere i Queensland.
Den ældste af Didrichs brødre, Jacob Jochumsen (den yngre), var muligvis ikke helt så kvik og har måske haft et handicap. Hans skæbne fortaber sig lidt i tågerne. Han fik heller ikke det allerbedste udgangspunkt, idet han kom i pleje hos en gammel enkefrue i Horsens, som ernærede sig ved at 'gå med brødkurven'. Sidenhen finder man i folketællingerne denne Jacob på fattiggården som fattiglem i Horsens, samt som medhjælp hos en rebslager, hvor han 'drev hjulet'. Det er formentlig også denne Jacob man finder død som 77-årigt fattiglem på Fattiggården i Horsens. Ugift. 'Tåbelige Jacob' var det navn han var kendt under, har præsten noteret i kirkebogen ved hans begravelse i 1901.
Didrich Hysing Jochumsen selv var plejebarn af Fattigvæsenet i Borgergade i Horsens, hos arbejdsmand Søren Larsen og hustru Abelone Møller, hvor han ses som 10-årig i folketællingen 1940.
Han bliver konfirmeret i fødebyen Horsens, i Vor Frelsers Kirke 1845. "Dom om Kundskaber og Opførsel: Udm-g, Udm-g". (En UG-dreng...)
Ved folketællingen 1850 finder vi Didrich i smedelære hos kleinsmed Andreas Andersen, Lille Bagsnoge No. 82 i Vejle. (Denne gade lå bag det nuværende Vejle Rådhus).
Borgerlig vielse i Vejle
Hvordan Didrich traf sin kone, Maren Jørgensen (1842-1906) vides ikke præcist. Hun kom fra Svanninge på Fyn, og noget kunne tyde på at hun var flyttet til Vejle inden brylluppet. Ret sikkert er det dog, at Didrich må have truffet Maren under sin aftjening af værnepligten, hvor han opholdt sig i Fåborg:
Opslag 126 Sct. Nicolai Kirke Vejle - 1852-1864:
Den 27de October paa Vejle Raadhus ved Borgerligt Ægteskab. Ungkarl Jernstøbersmed Diderik Hysing Jochumsen i Vejle, Pigen Maren Jørgensdatter af Vejle.
Forlovere: Kurvemager Gräse, Smedemester A. Andersen.
Tilmeldt saaeledes d. 28 Oct 1863 af Byfogden. Brudgom og Brud ere Baptister.
Bryllupsfoto af Didrich Hysing Jochumsen og Maren Jørgensen.
Borgerligt viede i Vejle 27. oktober 1863.
Foto i privateje: Helle Rau Hartmann, tipoldebarn af parret.
Åndelig inspiration og socialt tilhørsforhold
Som ung gik Didrich 'på valsen', og under sit ophold i Tyskland som smedesvend blev han inspireret af sin arbejdsgivers religiøse overbevisning: Baptismen.
Han lærer i denne periode også at tale flydende tysk, og kommer i det hele taget til at vise sig som et bemærkelsesværdigt naturtalent som taler, formidler og ikke mindst en karismatisk og fængslende prædikant.
Didrich Hysing Jochumsen bliver døbt af Förster den 21. januar 1859.
Der kan nok ikke være nogen tvivl om, at Didrich med sin familiære baggrund og historie savnede et nært socialt netværk og familielignende tilhørsforhold, som han formentlig har fundet iblandt baptisterne i Vejle. Han var ligeledes meget optaget af afholdstanken, hvilket heller ikke overrasker, når man ser på hvordan Didrichs far ødelagde og splittede familien på grund af sin afhængighed af alkohol.
Om Didrich efter tragedien i barndommen sås med sine tre søskende eller sin dengang drikfældige far, vides ikke. Intet tyder på det, bortset måske fra at han har haft en smule kontakt med sin lillesøster, eftersom han var i besiddelse af et foto af hende. Didrich fortalte som gammel til barnebarnet Orla Grarup (som i øvrigt blev baptistpræst, søn af Peter Grarup og Didrichs datter Laura), at han tidligt blev forældreløs. Måske har han troet eller anset sin far, Jacob Jochumsen, som død. Men det var ikke tilfældet. Jacob Jochumsen ser ud til at være kommet på fode sidenhen, idet han har haft arbejde som bager flere steder, også lige til sin død i 1861, hvor han arbejdede som bager på Skibet Kro, 68 år gammel.
En større børneflok i Skovgade
Didrichs og Marens syv børn blev opdraget i den baptistiske tro, men ikke alle børnene førte traditionen videre til børnebørnene. Flere i efterslægten fik dog en karriere som baptistpræster, missionærer m.m., og flere af børnene opholdt sig i nogle år i Chicago. Mest kendt i dén forbindelse er nok sønnen Carl Emil Jochumsen Elving (C. Elving), for hvem der er rejst en mindesten i Holbæk, hvor han døde efter en lang og glorværdig karriere i ledende stillinger indenfor baptistsamfundet.
Didrich Hysing Jochumsen huskes som blændende intelligent, målrettet og flittig - med et roligt og behageligt temperament - højt respekteret og afholdt. I hans efterslægt florerer helt op til i dag til mange sider en markant kunstnerisk åre - både musikalsk, sprogligt/poetisk/formidlingsmæssigt og billedkunstnerisk, lige som mange arbejder/har arbejdet i ledende positioner i forskellige brancher.
Didrich boede i mange år sammen med sin kone og børnene i Skovgade, Vejle:
FT Vejle Købstad, 1. februar 1880, opslag 969:
Skovgade matr. no. 594.
Forhus, Stuen, 1 familie. Husfader og smed, Didrik Hysing Jochumsen, 49 år, baptist, født i Horsens.
Dennes hustru, Maren Jochumsen, f. Jørgensen, 37 år, baptist, født i Svanning Sogn, Svendborg Amt.
Johannes Jochumsen, 11 år, deres søn.
Andreas Ferdinand Jochumsen, 8 år, deres søn.
Cathrine Elisabeth Jochumsen, 6 år, deres datter.
Carl Emil Jochumsen, 3 år, deres søn.
Her ses adressen i Skovgade, Vejle. Det er Didrichs datter Cathrine Elisabeth (bosat Langelinie) og søn Johannes Jochumsen Elving (bosat Koldingvej 14), som står foran døren. Huset - og for den sags skyld hele gaden - er forlængst nedrevet. Foto i privateje: Helle Rau Hartmann.
Didrichs og Marens børn:
1. Marie Magdalene Jochumsen, født i Vejle den 7. januar 1865. Siden gift med murer og politibetjent Odin Aksel Ferdinand Olsen i København, hvor hun døde som 91-årig i 1956, som mor til 13 børn.
Hun var en lille kreativ og livlig, altid munter og kvik dame, som fint klarede at opfostre de 13 børn i en meget lille og yderst beskeden, 2-værelses lejlighed i Grønnegade, København.
De mindste børn sov i kommodeskufferne...og Marie beklagede sig aldrig. Maden blev tilberedt på en primus på et lillebitte bord.
2. Johannes Jochumsen Elving, smed og maskinarbejder i Vejle (bl.a. på C. M. Hess’ Jernstøberi). Født i Vejle 14. august 1868. Han boede mange år på Koldingvej 14 i Vejle, hvor han døde i 1958, 89 år gammel. Han var gift med Kirstine Marie Nielsen Schou, og de fik sammen syv børn.
Som det var tilfældet med Johannes' far, Didrich, der havde en antageligt mentalt handicappet ældre bror, Jacob, så fik også Johannes en handicappet søn, Ferdinand, kaldet "Fenne". Han må næsten have haft en form for autisme, for skønt han var tilbagestående på nogle områder, var han særdeles dygtig til at arbejde med radio, hans store interesse. Desværre blev Fenne kørt ihjel ved en tragisk ulykke på Koldingvej, idet han som tunghør misforstod en advarsel fra en person på den anden side af vejen, og blot vinkede venligt tilbage. Han blev kørt ned af en lastbil.
Den eneste af Johannes' børn, som førte slægten videre, nemlig Albert, fik ligeledes en søn med en form for lettere mentalt handicap. Det var den ældste søn, Jens Jørgen. De efterfølgende børn samt alle i efterslægten er sunde og velfungerende.
Familieportræt af Johannes Jochumsen Elving på sin 60-års fødselsdag den 14. august 1928, siddende i centrum i sin stue på Koldingvej 14 i Vejle, ved siden af sin 85-årige svigermor Inger Nielsen Schou, født Andersen, og enke efter snedker i Vejle, Jens Nielsen Schou. Ved siden af sin mor sidder Johannes Elvings hustru (den kraftige dame til venstre i billedet), Kirstine Marie Nielsen. Siddende med sin lille søn, Jens Jørgen Elving, på skødet, ses Johannes Elvings svigerdatter, Kirsten Ingrid Marie, født Larsen, gift med malersvend i Vejle, Albert Viktor Emanuel Jochumsen Elving, som ses stående lige bag sin hustru. Siddende til højre sidder Johannes Elvings datter, syerske Inger Sørine Jochumsen Elving. Med hånden på hendes skulder står søsteren Sarah Helene Othilie Jochumsen Elving. Bag Johannes Elving står den unge datter, Laura Elise Jochumsen Elving, som først døde i december 2000, 96 år gammel. Ved siden af hende står broderen Jens Carl Emil Jochumsen Elving, som var gørtler og opkaldt efter sin inden for baptist-kredse berømte farbror, Carl Emil Jochumsen Elving. Ved siden af ham står endnu en bror, Andreas Ferdinand Jochumsen Elving, opkaldt efter endnu en farbror, men han blev kun kaldt for "Fenne". Og endelig står ved hans side den sidste søster, Ellen Jochumsen Elving, som efter sigende var ret så belæst og berejst. Af alle disse børn af Johannes Jochumsen Elving har alene sønnen Albert ført slægten videre. Den lille søn på billedet her lever faktisk den dag i dag (2012). Privatfoto: Helle Rau Hartmann.
3. Andreas Ferdinand Jochumsen Elving, stationsforstander i Ejstrupholm og Troldhede. Født i Vejle den 3. februar 1871.
Han blev gift med Thora Emilie Clausen og fik fire børn. Ulykkeligvis mistede parret deres eneste søn efter længere tids lidelser, på grund af at drengen var faldet bagud af en vogn, og havde pådraget sig en fatal nyreskade.
Ferdinand døde i Ejstrupholm ved Silkeborg i 1929.
Kun en datter har ført slægten videre, i øvrigt via en søn der blev født uden for ægteskab og voksede op med en enlig mor.
Stationsforstander Andreas Ferdinand Jochumsen Elving. Foto i privateje: Helle Rau Hartmann.
4. Cathrine Elisabeth Jochumsen, født i Vejle den 24. oktober 1873, gift med skomager Jens Rærup Jensen fra Egvad. De boede mange år på Langelinie i Vejle, og fik sammen otte børn, hvoraf en søn døde som lille. Cathrine døde i Vejle 1954, 81 år gammel, og har i dag en stor efterslægt i bl.a. Vejle. Bl.a. er Cathrine oldemor til denne artikels forfatter.
Cathrine var en musikalsk, kreativ, humoristisk men også meget bestemt dame med en naturlig, autoritær ynde.
Hun arbejdede i Vejle som sygeplejerske, bl.a. under første verdenskrig, hvor hun plejede de borgere som blev ramt af Den Spanske Syge. Hendes egen familie gik helt fri af denne smitsomme og meget farlige influenza-epidemi, som ellers fik store og tragiske konsekvenser for mange familier i Vejle og ud over Europa.
Sygeplejerske Cathrine Elisabeth Jensen, født Jochumsen. Fotos i privateje: Helle Rau Hartmann.
Her er teksten fra kirkebogsindførslen, da Cathrine Elisabeth Jochumsen blev borgerligt viet i Vejle:
21. april 1893 - Vielse på Vejle Rådhus af Borgmester Ørsted.
Noteret i Sct. Nicolai Kirkes kirkebog 1893:
Ungkarl Jens Rærup Jensen, skomagersvend i Vejle.
Søn af Gårdmand Jens Andersen (Nisgaard) og Villadsine Margrethe Damgaard af Tarm i Egvad Sogn, født sammesteds 9. december 1869. 23 år.
Kommuneattest fra Lønborg og Egvad af 18. marts 1893. Faderens samtykke af 8. april 1893.
Pige Kathrine Elisabeth Jochumsen af Vejle, datter af Smed Diderick Hysing Jochumsen og Maren Jørgensen i Vejle, født i Vejle 24. oktober 1873. Faderen er forlover.
Forlovere:
Smed Diderik Hysing Jochumsen og skræddersvend Peter Larsen, begge i Vejle.
(Jens) hører til folkekirken. Bruden til baptistsamfundet. Børnene skulle opdrages i den baptistiske trosbekendelse, således meldt fra borgmesterkontoret 25. april 1893.
5. Baptistpræsten Carl Emil Jochumsen Elving, født i Vejle 4. juli 1876.
Han var glødende baptist, døbt i Svendborg baptistmenighed 25. december 1897. Uddannet bogbinder, og uddannet til baptistpræst i Morgan Park Seminary 1905-08, hvor han var forstander for en dansk menighed i Waukegan ved Chicago. Ordineret i Chicago i Bethel Baptist Church 1908.
Han blev Amager Menigheds forstander, kaldet til præst ved Salemskapellet, og derefter forstander i Hjørring, Aalborg (Bethelkirken), Sønderjylland efter genforeningen, og Thy - og han sluttede tjenesten i Holbæk Baptistmenighed.
I Baptistsamfundet arbejdede han for afholdssagen og hedningemission, og i 1913 holdt han i Salemskapellet en prædiken, der satte gang i debatten om afholdsmission og førte til dannelsen af "Baptisternes Afholdsforbund". Han var medlem af bestyrelsen i "Danske Afholdsselskabers Landsforbund" i BAM's ledelse, og rejsesekretær 1913-36; Hedningemissionen havde hans store kærlighed, og han var i hedningemissionsudvalget 1916-36, fra 1920 som formand.
C. Elving. Foto i privateje: Helle Rau Hartmann.
Carl Emil var en stærkt socialt interesseret præst. Grundlægger af Baptisternes Afholdsmission. Formand for Baptistsamfundets Ydre Mission i mange år. Gift med Johanne Vilhelmine Andersen, med hvem han havde tre børn. Carl Elving døde i Holbæk 1936, og her er rejst en sten af baptistsamfundet til hans minde.
6. Laura Caroline Jochumsen Elving, født i Vejle 21. august 1880.
Opholdt sig ligesom flere i familien en årrække i Chicago. Hun blev gift med baptistpræsten Peter Grarup, og deres fire børn blev alle aktive baptister.
Tre døtre blev sygeplejersker og jordemødre, og missionerede med deres ægtemænd i bl.a. Afrika.
Sønnen Orla Grarup blev baptistpræst som sin far, og blev selv far til fem sønner, hvoraf flere fulgte i hans spor.
Laura døde i Århus 1961, 80 år gammel, og var de sidste mange år psykisk skrøbelig og syg.
Laura Caroline Jochumsen Elving, gift Grarup. Foto i privateje: Helle Rau Hartmann.
7. Anna Theodora Jochumsen Elving, født i Vejle 20. april 1884.
Anna blev født som rosinen i pølseenden, faktisk efter at forældrene havde fejret deres sølvbryllup.
Hun udvandrede 1907 til USA, hvor hun blev gift med københavneren Carl Knud Baggesen. De fik 3 børn.
Anna døde i 1960, og blev i de sidste år psykisk skrøbelig med depression. Det var en familiesvaghed, som hun og nogle af hendes søskende havde arvet fra Didrich Hysing Jochumsens mor, Juliane Maria Ebling.
Det skal dog også siges, at Anna Theodora havde oplevet den store sorg at miste en datter, der ganske pludseligt faldt død om i skolegården på grund af en uopdaget sukkersyge, som hun havde arvet fra sin far.
Anna Theodora Jochumsen Elving, gift Baggesen. Foto i privateje: Helle Rau Hartmann.
Herunder ses en billedcollage, af en type som var meget populær at få lavet på den tid.
Den omfatter Didrich Hysing Jochumsen med sin hustru Maren og deres 7 voksne børn.
Foto i privateje: Helle Rau Hartmann, Vejle.
Disse 7 søskende - børn af Didrich Hysing Jochumsen og hustruen Maren - oplevede gennem opvæksten i det beskedne hjem i Skovgade et stærkt familiesammenhold og naboskab samt en stærk tilknytning til det vejlensiske baptistsamfund.
Nogle af dem valgte i 1904 på opfordring af Andreas Ferdinand Jochumsen at ændre efternavn til Elving. Om det var med inspiration i formoderen Juliane Maria Eblings tyske efternavn, som ofte ses forvansket til fx. Ebeling, Ebbeling, Eblin, Elbing, Elbinger - vides ikke med sikkerhed, men det forekommer meget sandsynligt.
Johannes, Andreas Ferdinand og Marie Magdalene fravalgte den baptistiske religion på et tidspunkt. Cathrine Elisabeth blev udelukket fra baptistsamfundet, idet hun blev gravid inden hun og barnets far blev gift. Men hun blev senere genoptaget i baptistsamfundet. Ingen af hendes efterkommere blev dog baptister.
Didrich fejrede 50-års jubilæum
Didrich Hysing Jochumsens 50-års jubilæum som baptist blev i 1909 fejret med pomp og pragt i Korskirken, Gulkrog i Vejle.
Bygningen var pyntet op både ud- og indvendigt i dagens anledning, og der blev taget et gruppefoto, hvor Didrich her ses i midten bagerst, omgivet af datteren Cathrine Elisabeth Jensen, født Jochumsen, dennes ældste datter Mary, og Didrichs søn Johannes Jochumsen Elving, med sin hustru.
Foto: Vejle Stadsarkiv. B55371
På plejehjem i Vejle
Didrich Hysing Jochumsen døde i 1917, og her er meddelelsen i Baptisternes Ugeblad nr. 48 , 1917:
Vore Hensovede, Vejle:
Søndag d. 11. November døde vor gamle Br. D. H. Jochumsen.
Han er født i Horsens den 21. Januar 1831 og døbt af Førster den 21. Januar 1859.
Han var den sidste fra Menighedens Stiftelse i 1866, og deltog gennem mange Aar lejlighedsvis i Ordets Forkyndelse paa vort Omraade.
Han blev meget skrøbelig og saa godt som blind, men sit aandelige Syn bevarede han usvækket.
Sine sidste Leveaar tilbragte han paa de gamles Hjem i Vejle.
Efterskrift:
Følgende er en afskrift af et notat fra ca. 1950, som Didrich Hysing Jochumsens barnebarn, baptistpræsten Orla Grarup, lavede som voksen, da han mindedes sin morfar:
Min Morfar. Smeden og Baptistprædikanten Didrich Hüssing Jochumsen.
Et kort - alt for kort - stykke af vejen fik vi lov at vandre sammen. Et eneste møde med morfar husker jeg. Jeg må dengang have været 3-4 år. Lad mig derfor her også ty til min mor og andre slægtninge og samle beretninger for at tegne et billede af ham.
Morfar blev født i Horsens den 21. januar 1831. Hans forældre var bagersvend Jacob Jochumsen og hustru Juliane Marie Ebling. Hans far havde vistnok jødisk blod i årerne, hvad også navnet tyder på, og hans mor var ud af Fredericia-slægten Ebling. Oprindeligt franske hugenotter, som under religionsforfølgelse flygtede til Tyskland og slog sig ned på Hannover-egnen.
Her blev en linje af slægten, velsagtens ved giftermål, ført ind i den lutherske kirke. Senere rejste nogle af denne slægt til fæstningsbyen Fredericia. Gravene findes endnu.
Min mor har som lille pige været med sin far på besøg hos grossmutter Ebeling i Fredericia. En lille spinkel ældgammel kvinde, som sad i sin gyngestol og røg på en lille kridtpibe. Da hun nok forstod, men ikke talte dansk, foregik samtalen mellem hende og min morfar på tysk. (Red. Grossmutter Ebeling kan ikke have været Laura Jochumsen Elvings bedstemor, for hun var jo død som ung)
Drengen Didrich fik en slem barndom, idet hans mor Juliane Marie Ebling i udpræget grad led af manio-depression. (Red.: her ved jeg ikke om hun havde dén diagnose i hendes levetid, eller om det er Orla Grarups egen vurdering ud fra hans morfars beretning - men det er da bestemt sandsynligt).
Især var hendes depressionsperioder alvorlige. Hans eneste egentlige minde om sin rigtige mor var, at han så hende stå i sovekammeret over lillesøsterens vugge med en økse hævet til slag. Slaget blev dog lykkeligvis afværget, idet faderen, der uventet kom hjem fra arbejde, kom til og afvæbnede den syge kvinde. Denne episode førte til hendes anbringelse på en anstalt.
Hjemmet opløstes faktisk, og drengen Didrich kom i pleje hos en bagermester Jacobsen i Vejle (Red: dette kan vist ikke passe - for det var Didrichs egen far, der var bagermester og hed Jacob Jochumsen).
Her (i Vejle) gik han i skole og kom senere i lære hos en dygtig ung klejnsmedemester, hos hvem han lærte dette fine håndværk godt.
Som læredreng blev han en dag sendt hen i Amtmandsgården (meget tæt på lærepladsen i Bagsnoge lige bag Vejle Rådhus) for at dirke en lås op i en dragkiste, som stod i forstuen.
Under arbejdet kom Amtmanden, selveste Orla Lehmann, ud og hilste på ham. Han spurgte, hvor længe morfar havde været i lære. Om mester var flink. Om han nu også fik lært noget, osv.
Hans sidste spørgsmål lød: "Får du nogen lussinger?".
Og morfar svarede kvikt: "Nej, min mester er en flink mand, han giver ikke sine lærlinge lussinger."
Stor blev derfor drengens forbavselse, da Amtmanden udbrød: "Så, skal du sandelig have en nu!".
Og i det samme knaldede han en ordentlig øretæve med sin fine, hvide hånd.
Morfar vovede ikke at kny, endsige mæle et ord, men så blot på Orla Lehmann med et spørgende og overrasket blik.
Større blev dog hans forbavselse, da den fine herre straks efter med en lille latter tog sin pung frem og gav ham en speciedaler, idet han sagde: "Nu kan du hilse din læremester og sige, at jeg har ordnet det med lussingerne."
En speciedaler! En hel kapital for en fattig smedelærling, og morfar stod og tænkte: "Bare han også ville give mig en øretæve på den anden kind til samme pris."
Den historie holdt morfar af at fortælle, og da han i anledning af sin 70-års-dag blev interviewet af en journalist fra Vejle Amts Folkeblad, gav han ham den, og den kom i avisen.
Jo, han var så glad for denne oplevelse fra læretiden, at han, da jeg skulle have navn, bestemte, at jeg skulle opkaldes efter juristen og politikeren Orla Lehmann, og det blev jeg. Skulle jeg nu og da virke lidt revolutionær, er årsagen måske at finde her. Navnet forpligter.
Efter endt læretid drog morfar på valsen i Tyskland nogle år. Her lærte han både at tale og skrive det tyske sprog, noget han senere i livet havde megen gavn og glæde af.
Han blev tidligt åndeligt vakt, og han søgte de steder, hvor Guds ord lød.
Da den kendte frie lutherske missionær Mogens Abraham Sommer i 1857 begyndte at virke i Vejle, var morfar blandt hans tilhørere, og da en luthersk frimenighed kort efter dannes med Sommer som leder, bliver han valgt til ældste i den.
Om han også prædikede her vides ikke, men han var en ret festlig fremfører i menighedens organ.
Sommers 'Apostolske Frie Menighed', der havde en anselig størrelse, opløstes imidlertid, og morfar, der var en flittig, selvstændigt tænkende bibellæser, søgte nu sammen med egnens baptister, og blev døbt.
Da Vejle Baptistmenighed den 1. januar 1866 blev stiftet og organiseret som selvstændig menighed, var morfar med blandt stifterne, og han blev en af menighedens tre menighedstjenere.
Snart valgtes han også til prædikant i menigheden, og som lægprædikant var han vel hørt. Hans sprog var smukt og lå ham let på tungen. Han var som alle gamle baptister bibelstærk og bibeltro, og havde gode evner til at benytte illustrationer lige ud af hverdagens liv og virke.
Overbevist baptist var min morfar, men et på den tid ret sjældent frisind prægede ham stærkt.
Da f. eks. Frelsens Hær åbnede frelseskrigen i Vejle by, bød han hæren velkommen. Ja, han hjalp dem endog med sin kraftige sangstemme, når friluftsmøder holdtes på byens gader.
Denne helt nye missionsform - gademødet - vakte opsigt og vakte også gadedrenges og pøblens interesse på en mindre god måde.
Et bombardement med hestepærer af hærens officerer, soldater og andre var ingen sjældenhed, og min mor har mere end en gang måttet børste sin fars tøj med spor af dette uhumske skyts.
At morfars frisind var ægte beviste han ved med glæde at tillade, at en af hans døtre, Cathrine (Red: Cathrine Elisabeth Jochumsen), meldte sig under Frelsens Hærs faner og i en del af sin ungdom var frelserpige.
"Hun var så sød i den røde trøje og Halleluja-bonetten klædte hende", sagde han, men skønnest var det dog, at Jesus fik plads i hendes hjerte.
Livet igennem var morfar tro mod Herren og hans menighed. Altid vidnede han med frimodighed om sin Gud og sin frelser. For sit hjem og sine kære sled han ugen igennem ved sit håndværk, sidst på et af byens større støberier. (Red: det må være Hess).
Til del at skaffe føden til den store børneflok, så dyrkede han en stor have oppe på Beriderbakken. Og mor har fortalt os børn, hvor glad og stolt han kunne være, når han kom slæbende hjem med sine haveprodukter, og forrest på trillebøren havde anbragt en stor buket af årstidens blomster.
Også børnebørnene, som efterhånden blev mange, omfattede han med stor kærlighed. Et brev skrevet så sent som den sidste fredag i 1911 til datterdatteren Mary Chatrine og hendes mand viser dette:
Mine Kjære Børn, Jeg vilde gjerne besøge Eder, men jeg føler mig ikke rigtig vel med at komme ind i disse dage. Jeg har også skrevet til Laura, at jeg ikke kan, men at hun skulle være ganske rolig angående dette. Vi har det joe så godt herinde på De gamles Hjem, som nogen gammel mand kunne ønske sig, og der gjøres så meget for os.
Vi har joe haft en dejlig juleaften her i hjemmet, og der var joe stor juletræ og vi fik hver en stor julekurv. Men jeg fik den omtrent tømt den første dag, efter de mange små, der kom at besøge Bedstefar, og jeg var joe glad ved at have lidt at dele ud af.
Nu vil jeg ønske Eder, mine kære børn, som jeg elsker som mine andre børn, at den nådige Gud vil velsigne det kommende år for eder både i timelig og åndelig retning.
Han som har sine øjne rettet til os alle her i støvets land, og som vil glædes ved, at vore øjne ser hen til ham. Fra ham al velsignelsen kommer. Vær nu glad i Herrens navn, kjære børn, det er den bedste glæde.
Modtag så hermed en hjertelig hilsen fra Eders gamle Bedstefader.
Sådan skrev han på sine gamle dage. Og på De gamles Hjem var han til det sidste et vidne om Guds nåde. Han kunde samtale og tale, og han vidste det godt selv.
Min nu afdøde direktør Ejnar Bech Haase, Vejle, har fortalt mig følgende:
En dag kom en af Vejle bys unge kapellaner på hjemmet for at holde gudstjeneste. De gamle indtog deres pladser i dagligstuen.
Da morfar kom ind, gik han hen og hilste på præsten, der jo nok har forekommet ham meget grøn og uerfaren, og så sagde han efter præsentationen: "Se jeg har jo også prædiket i mange år, og nu sætter jeg mig på stolen her lige ved siden af Dem. Skulde De så gå i stå, giver de bare mig et lille vink, så skal jeg nok tage fat og gøre prædikenen færdig".
Frimodig, over alle grænser.
Een eneste gang husker jeg at have set og oplevet denne begavede morfar.
Jeg var sammen med mine forældre på besøg hos ham i hans stue på De gamles Hjem der i Vejle. Jeg må som nævnt have været mellem tre og fire år. Jeg har endnu det indtryk, at stuen var fuld af sollys. Den gamle mand med det smukke hvide hår og fuldskægget vandrede op og ned ad stuens gulv, mens han talte med mine forældre.
Pludselig styrede han hen imod mig, greb mig under armene med sine smalle, hvide hænder, og løftede mig højt, højt op mod loftet.
Min storesøster, Ellen, var der straks, da jeg atter nåede gulvet, og gjorde krav på også at blive løftet. Hun skubbede mig væk med ordene: "Han er da mest min Bedstefar, for jeg har da kendt ham længst".
Her stiftede jeg da også for første gang bekendtskab med den kvindelige logiks ejendommelighed. Og hun fik sin løftetur og kom ned igen.
Morfar døde den 11. november 1917, og stedtes til hvile ved sin hustrus side på Vejle Kirkegård. Graven er endnu i slægtens eje. I den hviler nu "frelserpigen", min moster Cathrine - og hendes mand, onkel Rærup Jensen af Stengårdsslægten, Søren Kierkegaards slægt.
Held de børnebørn der har eller har haft en morfar, hvis agt og vilje til det sidste er at løfte slægtens Arv.
/Orla Grarup, søn af Didrichs datter Laura.
---
Denne artikel er udarbejdet af Didrich Hysing Jochumsens tipoldebarn, oldebarn af 'frelserpigen' Cathrine', som var gift med 'onkel Rærup Jensen af Stengårdsslægten': --Helle Rau Hartmann 25. apr 2012, 18:40 (UTC)
