Forskel mellem versioner af "Lodserne ved Vindingland og Vejle Pælemuslinger"

Nuværende version fra 8. dec 2023, 05:40

Frederik Hansen og dennes efterkommere spiller en betydelig rolle i Vejle Fjords nyere historie. Desværre er der ikke afleveret andet kildemateriale end billeder vedr. den betydningsfulde familie til et arkiv. Ud fra folketællinger, kirkebøger, aviser m.v. er det muligt at give et overfladisk portræt af familien.

Fiskerlejet ved Vindingland

Der er kun skrevet ganske lidt om fiskeriets historie ved Vindingland. Desværre har kun ganske få af fjordfiskerne efterladt sig erindringer og arkivalier. Alligevel findes der kildemateriale til, at man en dag kan skrive en hel bog om fiskeriets historie.

Vejles berømte søn arkæolog Worsaae var med til at finde ud af, at skaldyngerne ved mange danske kyster samt indenlands var fortidsmenneskenes affaldsdynger. Vejle Tunneldal ligger på vippelinien, d.v.s. landet nordfor os er hævet og syd for os er landet sænket siden Stenalderen. Vejles køkkenmøddinger ligger derfor relativt tæt ved nutidens strandbredder. Vejle Fjordens køkkenmøddinger skiller sig ud ved at indeholde levn fra både sten- og jernalderen. De indeholder snegle- muslinge- og østerskaller, potteskår, dyreknogler og flinteredskaber. I 1913 undersøgte inspektør Neergaard fra Nationalmuseet en kæmpe sten- og jernalderkøkkenmødding ved Vindingland i forbindelse med, at ejeren ville have den fjernet.

Kongens tene i Sønderåen var Vejle-egnens vigtigste fiskeri. Dronning Christine betalte i 1520 en pris svarende til prisen for en ko for to af de berømte Vejle-ørreder. Tenefiskeriet betød, at fiskeriet ved Vindingland var underlagt skrappe betingelser, der skulle sikre ørredernes frie vandring til og fra Sønderåen. Man måtte f.eks. kun sætte bundgarn parallelt med kysten. Måske er det slet ikke sikkert, at kongen har tilladt, at der boede fiskere ved Vindingland.

Under Svenskekrigen 1657-60 krydsede fjenden de isbelagte bælter. Adskillige gårde i Holmans Herred blev raseret eller nedbrændt. Efter fredens indtrædelse skænkede kong Frederik III Nebbegård og en stor del af bøndergodset i Holmans- og Elbo Herreder til en af Bornholms befriere Jens Lauridsen Risom. Risom blev ligeledes fra 1670 ejer af kongens tidligere forstrandsrettigheder fra Ibæk til Trelde Næs. Med til Nebbegårds nye fiskerettigheder hørte også fiskeriet i flere af Holmans- og Elbo Herreders bække og åer. At han ikke blev tildelt forstandsrettighederne i Vinding Sogn hang måske sammen med en beskyttelse af kongens tenefiskeri i Sønderåen?

Fra slutningen af 1600-tallet og frem til 1798 hørte tenefiskeriet ved Rosborg i Sønderåen ikke længere til kongehuset men til Lerbæk Gods. Det er først i denne periode, at der findes skriftlige kilder til fiskeri fra Vindingland.

Vindings Sogns ældst bevarede kirkebog går tilbage til år 1651. Det er vores ældste skriftlige kilde til fiskeri fra Vindingland. Første gang Vindingland er nævnt i kirkebogen er under Den Store Nordiske Krig, hvor man i år 1719 finder liget af en korporal ved Vindingland.

Den ældste kirkebog nævner tre familier ved Vinding Strand, hvoraf to af dem er tituleret som fiskere. Fra 1732 til 1737 fik fisker Hans Madtzsøn Pirom og hustru fem børn. To tvillingedrenge døde kort tid efter fødslen. Hans Madtzsøn Pirom døde i 1741 og blev begravet på Vinding Kirkegård uden prædiken og sang. Dengang kostede de kirkelige handlinger penge, så måske har enken ikke haft råd til at betale for prædiken og sang?

Desuden nævner den ældste kirkebog en Anders Sørensen Fisker og Madtz Lauridtzen ved Stranden i forbindelse med dåb af deres børn.

Efter den Store Nordiske Krig sluttede i 1721 kom der omsider fred og gang i samfundsudviklingen igen efter nogle forfærdelige århundreder med krig og pest. Det kystnære fiskeri herhjemme oplevede dog ingen udvikling. Vinding Sogn var i Folketællingen 1787 det befolkningsmæssigt mindste sogn ved Vejle Fjord men det sogn med flest fiskere. De drev alle fiskeriet som et sæsonmæssigt bierhverv.

Før det moderne erhvervsfiskeri brød igennem i anden halvdel af 1800-tallet kunne man ikke leve af fiskeri alene ved fiskerlejerne ved Vejle Fjord. I Folketællingen 1801 boede der 11 familier ved Vindingland (også kendt som Vindinge Land, Vinding Fiskerhuse og Vinding Strandhuse), hvor husfaderen havde fiskeri som en af sine indtægter:

Jordløs husmand, lever af fiskeri og bådføring Jeppe Bertelsen (63 år, gift).

National soldat, husmand med lidet jord og lever af fiskeri og bådføring Mads Bertelsen (27 år, gift).

Husmand med lidet jord og bruger fiskeri og fornemmelig penge som skipper for en købmand i Vejle Iver Christensen (46 år, gift).

Jordløs husmand og lever af fiskeri og bådføring Peder Christensen Seest (27 år, gift).

Husmand med lidet jord og lever af fiskeri og bådføring Hans Mortensen (35 år, gift).

Inderste og lever af fiskeri og bådføring Erich Pedersen (59 år, enkemand).

Husmand med jord og bruger fiskeri og bådføring Peder Pedersen (60 år, gift).

Husmand med lidet jord og bruger fiskeri og bådføring Hans Simonsen (30 år, gift).

Husmand med lidet jord og lever af fiskeri og bådføring Anders Sørensen (55 år, gift).

Husmand med lidet jord og lever af fiskeri og bådføring Lars Sørensen (62 år, gift).

Husmand med lidet jord og bruger fiskeri og bådføring Niels Jensen Ulw (62 år, enkemand).

Det var ikke tilfældig at 10 af de 11 husfædre havde bijob som bådførere. I 1980 udgravede man resterne af et 18-20 m langt hollandsk handelsskib fra 1570’erne i Sønderåen ved Hafniahus. Siden Svenskekrigene havde der imidlertid p.g.a. tilsanding ikke kunnet sejle større skibe op ad Sønderåen. I 1700-tallet blev det så slemt, at det kun var ved høj vandstand, at robåde kunne sejle op og ned ad åen med de varer, der skulle losses og lastet på de opankrede handelsskibe ude i inderfjorden. Vindingland-fiskerne havde i mange år et bijob hermed.

Ovennævnte husmand, fisker og bådfører Hans Simonsen boede i 1801 med sin hustru Anna Marie Christensdatter (f. ca. 1768) og tre børn: Maren Hansdatter (f. ca. 1795), Simon Hansen (f. ca. 1796) og Karen Hansdatter (f. ca. 1798). Derudover nød Hans Simonsens svigermoder, enken Marie Nielsdatter, ophold hos familien. Præcis hvor mange børn Hans Simonsen og Anna Marie Christensdatter fik sammen er ikke undersøgt. Den 25. marts 1804 fik de imidlertid sønnen Friderich Hansen.

Ægteskab og erhverv som lods

Den 2. april 1821 forlod Hans Simonsen denne verden. Han var således ikke blandt forloverne, da hans 26,5 år gamle søn Frederik Hansen (døbt Friderich Hansen) den 9. oktober 1830 blev viet med den ca. fem år yngre Ane Hansdatter Koed. Hun havde gjort tjeneste hos sognefoged Jørgen Sørensen i Vinding, og sognefogden var derfor blandt forloverne sammen med en Jeppe Jensen. I teorien kan det godt have været den berømte fisker, idémand bag Vejles første rigtige havns placering og udformning m.v. Jeppe Jensen (1778-1833). Som havnefoged for den i 1826-27 nyåbnede havn kan det ikke undgås, at Jeppe Jensen og brudgommen var bekendte. Samtidig med at Jeppe Jensen blev udnævnt til havnefoged blev Frederik Hansen nemlig udnævnt til lods. Det kan også nævnes her, at med Vejle Havns åbning forsvandt bierhvervet som bådfører, som mange generationer af fiskere havde udført.

Lods Frederik Hansen og Ane Hansdatter Koed overtog fhv. fisker, skipper og husmand Iver Christensens ejendom i Vindingland. Husmandsstedet matr.nr. 34 Vinding lå idyllisk nedenfor Djævlekløften, og det lille jordtilliggende strakte sig ud på den lille odde, så der hørte strandret med til ejendommen. Området var kendt som Sande og i nogle folketællinger blev ejendommen matr.nr. 34 kaldt for Sandhus. Den hidtidige ejer var muligvis identisk med den Iver Christensen, som i 1804 havde stået fadder til Frederik Hansen? Ifølge Folketællingen 1834 var Iver Christensen gift med lods Frederik Hansen moder Ane Marie Christensdatter. Det er ikke lykkedes at bekræfte dette, men de to nød under alle omstændigheder aftægt hos lods Frederik Hansen og hustru. Husstanden talte derudover den 21-årige Karen Marie Hansdatter samt lods Frederik Hansen og hustrus to piger: Maria (tre år) og Maren (et år).

Lodsvæsenets historie i den danske stat rækker tilbage til 1500-tallet. Først i 1700-tallet blev lodsvæsenet mere organiseret. I 1818 blev der nedsat en kommission til at regulere de mange danske lodserier. Kommissionen sluttede sit arbejde i 1831 med at udgive en Forordning for Lodsvæsenet, og samtidig blev Det Kongelige Danske Lodsvæsen oprettet. Frederik Hansen lodstitel skal være blevet blåstemplet af kongen i 1830. Umiddelbart lader det til, at han var den eneste kongelig udnævnte lods i Vejle Fjord, men ifølge Marius Hansen (1941) var Mathias Krintel i en periode hans hjælper. Derudover nævner Lindholm (1909) en fisker og lods ved Vindingland ved navn Zakarias (det må være Zakarias Nielsen, som dog ikke er benævnt lods i f.eks. Folketællingen 1870), og Axø (1954) nævner en reservelods Martin Sørensen. Det var Frederik Hansens opgave at hjælpe skibe sikkert ind og ud af Vejle Havn og den gravede sejlrende i inderfjorden. Der var ingen telefon dengang, hvilket gjorde det vanskeligt for de ind- og udgående skibe, der havde behov for en lods, at få fat i Frederik Hansen. I praksis må en stor del af hans tid have gået med at stå at spejde efter skibe på fjorden.

Lystbådssejlads på Vejle Fjord

Der er desværre stort ikke bevaret kilder til forlystelseslivet i Vejle-egnen. før Vejle Amts Avis begyndte at udkomme i 1828. Lods Frederik Hansen stod bag det ældst kendt – men ikke nødvendigvis første – initiativ til kommerciel lystbådssejlads på Vejle Fjord. I 1835 anskaffede han sig nemlig "en smuk, solid og hurtigseilende baad med Lugar og øvrige Beqvemmeligheder, som kan rumme 30 a 40 Personer", som han hver søndag agtede at lade sejle med passagerer på Vejle Fjord. Hver onsdag og fredag kunne man leje båden til sejladser på fjorden eller udenfjords. Han lejede også båden ud i 1836 (Vejle Amts Avis 26.06.1835, 17.05.1836). Vejle Fjord skulle senere blive berømt for dens lystdampere. Læs mere her: De første lystdampere på Vejle Fjord.

Vejle Pælemuslinger

Det fortælles om Ane Hansdatter Koed, "at hun var så stærk, at hun kunne stå i et skæppemål og tage en tønde rug op på nakken" (Axø, 1954). Den. 31. august 1838 fik hun og Frederik Hansen en søn, som blev opkaldt Hans Simon Frederiksen efter begge deres fædre. Ægteparret oplevede som så mange andre dengang den store sorg, at Hans Simon Frederiksen døde som spæd, nemlig den 5. januar 1839. Som det så ofte var tilfældet opkaldte de derfor deres næste søn ved samme navn Hans Simon Frederiksen (f. 24.10.1842).

Den 18. oktober 1844 døde Iver Christensen. Fem dage senere døde Frederik Hansens moder Ane Marie Christensdatter. De to gamle mennesker havde i mange år nydt aftægt hos Frederik Hansen og hustru. Modsat Folketællingen 1834 nævnte Vinding Sogns Kirkebog intet om, at Iver Christensen og Ane Marie Christensdatter skal have været gift med hinanden.

I Folketællingen 1845 boede Frederik Hansen og hustru med deres fire piger og ene søn i huset i Sande sammen med den 20-årige tjenestekarl Jacob Peter Jensen og den 28-årige tjenestepige Inger Marie Magdalone Nielsdatter. Tre år senere – den 7. december 1848 - fik Frederik Hansen og hustru endnu en søn, Frederik Frederiksen. Det var omkring dette tidspunkt, at begrebet Vejle Pælemuslinger blev et nationalt berømmet varemærke. Frederik Hansen spillede en stor rolle heri.

Indtil mennesket i det 19. og 20. århundrede omdannede bunden af Vejle Fjord til en mudderpøl, så bestod fjordbunden af sand og blåmuslingebanker. I inderfjorden har der nok aldrig været stenrev, men mange steder lå der store sten, der var trillet ned fra de stejle skråninger langs fjorden.

Rigsarkiv Johan Hvidfeldt (1935) oplistede på baggrund af Vejle Købstads ufuldstændigt bevarede toldregnskaber følgende udførsler fra 1654-1731 af skaldyr:

• År 1654 7,5 lispund [ca. 60 kg] østers til Lübeck.
• År 1681 10 bimpler [ca. 188 liter] skælfisk til ukendt by i Danmark.

Toldregnskaberne er på flere måder en problematisk kilde, og det skyldes ikke kun, at flere årgange er bortkommet. Arten af de udførte fisk er ikke altid oplyst, og man anvendte ofte andre begreber for fisk og skaldyr end nutidens. De 60 kilo østers fra 1654 og de 188 liter skælfisk fra 1681 kan f.eks. udmærket have været blåmuslinger. Fangststedet er heller ikke opgivet, og da der findes indicier og mere sikre beviser for, at en del af de udskibede varer fra Vejle stammede fra f.eks. vestjyske og fynske købstæder, kan det ikke automatisk fastslås, at hovedparten af fisk og skaldyr var fanget i fjorden og åerne ved Vejle.

De københavnske aviser bragte op gennem 1700-tallet jævnligt annoncer for syltede holstenske og hollandske pælemuslinger i glas. Hvornår man begyndte at dyrke pælemuslinger på såkaldt skælfiskpæle i Vejle Fjord er uvist. I anden halvdel af 1700-tallet og frem blev særligt Vejle, Kiel og Åbenrå Fjorder kendt for pælemuslinger. Alle seks fiskere ved Bredballe strand dyrkede i 1774 pælemuslinger. Det var et større forehavende at være muslingedyrker. Fem-seks meter høje bøgetræer (asketræer o.a. kunne også anvendes) blev fældet og afkvistet på stammen. Stammerne blev dernæst hamret ned i den bløde sandbund et stykke fra kysten, så kun de øverste kviste netop brød vandskorpen ved lavvande. Antallet af nedhamrede stammer kunne løbe op i flere hundrede. De blev sat i regelmæssige firkanter. Bitte små blåmuslingelarver fæstnede sig til de nedhamrede stammer og begyndte langsomt at vokse sig større. Først efter tre-fire år kunne stammerne tages op, og man kunne røgte de lækreste, sandfri muslinger.

Dyrkningen af pælemuslinger blev omtalt i flere topografiske skrifter m.fl. - dog meget sjældent særlig detaljeret. Frederik Thaarup (1825) bragte en af de mest fyldige beskrivelser i et forsøg på at udbrede muslingedyrkningen: ”Ved Apenrade og Kiel fanges de store Pælemuslinger, som have dette Navn af at de fæste sig ved Bøge-Pæle i Søen, der i denne Hensigt nedrammes. Naar man paa flere Steder i Fjorde, hvor mulgit og tjentligt befandtes, saaledes nedrammede Bøge-Pæle, hvorpaa Muslinger kunne ansætte sig, og derhos kunde frede dem i tre til fire Aar, vilde man erholde Muslingerne bedre og større. Det er til Pælenes Bark, Muslingerne hæfte sig, og derfor vælger man Bøge-Pæle, fordi andet Træe let afbarkes. Bemeldte Pælemuslinger bidrage til at krydre Hamborgernes Borde, som Genuesiske Muslinger Parisernes”.

Et par andre eksempler på omtaler af dyrkningen af pælemuslinger i tidens publikationer lød:

”Muslinger fiskes i temmelig Mængde [i Vejle Fjord] paa Pæle og ere ganske fortrinlige; Grundens Eier og en Fisker tage da gjerne til Halvt, og Pælene staae i tre Aar urørte”. Tyge A. Becker: »Orion«, 1843.

”Muslinger haves paa forskjellige Steder i den danske Stat, fornemmelig i Veile-, Apenrader- og Kielerfjord, hvor Man nedrammer Bøge-Pæle, ved hvilke de da fasthæfte sig”. Adolph Frederik Bergsøe: Den danske Stats Statistik, Bd. 2, 1847.

Oversigt over fiskeriet i Den Danske Stat. Åbenrå og Vejle Fjorder blev fremhævet for muslingedyrkning. Kongelig dansk Hof- og Stats-Kalender, 1848.

Senest i 1830’erne og 1840’erne begyndte Vejle-skippere at medbringe syltede muslinger fra Vejle Fjord til videresalg i København. Det var særligt skipper Søren L. Winding og skipper H.H. Hviid som stod for eksporten. De kaldte ikke muslingerne for Vejle Pælemuslinger i deres indrykkede annoncer:

”Veile. Skipper Søren L. Winding fra Veile, beliggende i Nyhavn paa Byens Side udfor Nr. 32, afgaar om 5 a 6 Dage og medtager Fragtgods og Passagerer til Veile og omliggende Steder. Hos samme kunne bekommes udmærket gode, syltede Muslinger til billig Priis”. Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (26.04.1836 + næsten identiske annoncer bragt 03.04.1837 & 04.05.1837).

”Veile. Skipper H.H. Hviid, beliggende i Nyhavn, B.S., udfor Nr. 32, agter at afgaae til Veile først i næste Uge og medtager Fragtgods og Passagerer. Friske syltede Muslinger sælges til 8 mk. Dunken”. Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (21.04.1842).

”Hviid, H.H., fra Veile, Kutter Husum af Veile, m. Brænde, Hvede, Smør, [Salt?]Kjød, Æg og 12 Dunke syltede Muslinger. Nyhavn B.S.”. Flyveposten (17.03.1846).

”Hviid, H.H., fra Veile med Brænde, Smør, Sæbe, Ost, Cichorie, Meel og 10 Dunke syltede Muslinger. Nyhavn B.S.”. Dagbladet (16.03.1852).

Det var formentlig denne eksport som først udbredte varemærket Vejle Pælemuslinger. Begrebet Vejle Pælemuslinger er dog første gang fundet nævnt i Bibliothek for Læger, Det Classenske Literatur-Selskab, 1848, i forbindelse med det ældst fundne – men helt sikkert ikke det ældste - forgiftningstilfælde:

”Forgiftning af Muslinger. Et ungt Menneske blev ½ Time efterat han havde nydt 4 Muslinger angreben af Feber, Qvalme og Smerter i Underlivet. Et rødt, ophævet Cranthem, lignende Urticaria, fremkom over hele Ansigtet, Brystet og Armene. Ved min Ankomst fandt jeg ham skrigende af Smerte, med kolde Extremiteter og neppe følelig Puls. Efter et Brækmiddel og rigelig Nydelse af Citronlimonade kom han sig saa hurtigt, at han allerede næste Dag kunde varetage sine Forretninger som Barber. Flere havde spist af samme Muslinger (de saakaldte Pælemuslinger fra Veile) og i langt større Mængde, uden at føle mindste Ulejlighed deraf”.

Der var i 1830’erne-1850’ernes aviser fra hovedstaden og de større købstæder jævnligt annoncer for salg af syltede pælemuslinger. De lokale købmand annoncerede dog ikke hvorfra den delikate spise kom. De hidtil eneste fundne undtagelse var fra Odense: ”Veile Pælemuslinger faaes hos F. Demant” (Fyens Stiftstidende 25.01.1854) & Nyborg: syltede Vejle Pælemuslinger kostede i 1854 otte mark pr. dusin. Til sammenligning kostede et rugbrød på 4,5 pund en mark (Henningsen, 1981) .

Først i 1860’erne og frem blev Vejle Pælemuslinger et så berømmet varemærke, at begrebet endog efterhånden fandt vej til populær naturhistoriske værker som synonym for blåmuslinger. Det er ikke lykkedes at finde kilde til, om der var et eller flere muslingekogerier i Vejle på dette tidspunkt, og om der stod et konsortium bag dyrkningen. I teorien kan de enkelte fiskerfamilier langs Vejle Fjord selv have stået for både dyrkning og kogning af pælemuslingerne og dernæst have solgt dem videre til en mellemmand. En anden mulighed var, at det var lods Frederik Hansen, der stod bag kogningen og eksporteventyret som antydet i Vejle Amts Avis (20.11.1886) – se nedenfor. Flyveposten (09.05.1860) antydede imidlertid i endnu en forgiftningsartikel, at der stod en købmand i Vejle bag eksporten:

”En diætetisk Advarsel. Ifølge Aalborg Avis er der i Byen Aalborg forekommet Sygdomstilfælde efter Nydelsen af syltede Muslinger, der forsendes fra et Etablissement i Veile dertil og til andre Stæder. Til forskjellig Tid ere Personer, som endog kun havde nydt ganske faa deraf, blevne angrebne af heftig Opsvulmen, ledsaget af stærke Brækninger og Udtømmelser samt andre betænkelige Symptomer, der dog ved hurtig Lægehjælp og passende Midler, Melk osv., atter fjernedes. Ifjor viste sig lignende Tilfælde. Nu ere vel saadanne ikke en nødvendig eller udelukkende Følge af Nydelsen af Muslinger, men de indtræde dog saa hyppigt, at der kan være Grund til at advare mod den Art »Delicatesse«, ja ogsaa for Forhandlere til hellere at renoncere paa denne Artikel”.

Købmand i København og landets større købstæder havde dog ikke i sinde at give afkald på at sælge de uhyre populære Vejle Pælemuslinger. Ved Bjørnå syd for Fåborg forsøgte man i midten af 1860’erne også at dyrke pælemuslinger (Middelfart Avis 14.12.1867)

I 1870’erne blev tre navne knyttede til varemærket Vejle Pælemuslinger, nemlig: Købmand Carl Birnbaum, Vejle, købmand N.W. Peschardt, Vejle, og lods Frederik Hansen.

Efter at have virket som handelsbetjent i nogle år i Vejle åbnede Carl Christian Birnbaum (1839-1912) sin egen købmandsforretning/urtekramsforretning i fjordbyen i sommeren 1865. Samme år den 30. september grundlagde veteran fra 2. Slesvigske Krig Niels Werner Peschardt (1836-1918) sin købmands- og skibsproviantsforretning ved Vejle Havn. De to blev i en årrække konkurrenter indenfor eksport af Vejle Pælemuslinger. N.W. Peschardt reklamerede med, at hans Vejle Pælemuslinger var syltede efter lods Frederik Hansens opskrift. Et udvalg af deres talløse annoncer lød:

”Fineste Delikatesse Veile Pæle Muslinger forsendes overalt imod Postforskud. 8 Mark ¾ og 4 Mark ½ Dunk. Veile i Novbr. 1873 Carl Birnbaum”. Illustreret Tidende 1873.

”Veile Pælemuslinger i Trædunke af Lods F. Hansens bekjendte gode Nedlægning forsendes overalt, naar man henvender sig til N.W. Peschardt, Veile”. Dags-Telegraphen (13.12.1875).

”Hovedoplaget af Vejle Pælemuslinger er som tidligere hos N.W. Peschardt i Vejle, og da de nu først med Kulden blive gode, anbefales bedste syltede Pælemuslinger i Trædunke af Lods F. Hansens bekjendte gode Nedlægning samt Pælemuslinger i Skal, der nu kunne erholdes og forsendes til alle Pladser. Ordres modtages af N.W. Peschardt, Skibshandler”. Jyllandsposten (17.12.1883).

”Vejle Pæle-Muslinger af Carl Birnbaums bekjendte Nedlægning, tilkjendt hæderlig Omtale ved den 15. danske Landmandsforsamling i Aalborrg 1883. Frisk henkogt flere Gange ugentlig. Forhandlere erholde Rabat. Ordres effektueres imod Efterkrav fra Hovedoplaget i Vejle. Carl Birnbaum”. Jyllandsposten (17.12.1883). NB. en J. Schüth blev samme år rost for sine ”henkogte Veile Pælemuslinger af en forbavsende Størrelse” på Industriforeningens udstilling i København (Dagens Nyheder 09.12.1883).

”Vejle Pæle-Muslinger af Carl Birnbaums bekjendte priisbelønnede Nedlægning forsendes nu overalt i Danmark imod Efterkrav. Carl Birnbaum, Veile. NB. Bestillinger paa 4 Aars store Muslinger i Skal modtages”. Berlingske Tidende (09.11.1885).

Hvor længe lods Frederik Hansen havde været involveret i eventyret med Vejle Pælemuslinger står hen i det uvisse, ligesom hans præcise rolle ikke kendes. Vejle Havn blev ikke anløbet så tit, at lodsen ikke kunne have en nebengeschæft. Med mindre der en dag dukker nyt kildemateriale frem, så kan vi i dag kun gætte på, om han selv dyrkede pælemuslinger, om han opkøbte og kogte fiskernes dyrkede pælemuslinger, om det i virkeligheden var hustruen Ane Hansdatter Koed som fandt på opskriften på syltningen, om han var bagmanden/en af bagmændene bag eksporten m.v.

I 1886 og 1887 florerede igen gruopvækkende historier om forgiftningstilfælde som følge af indtagelse af Vejle Pælemuslinger. 12 personer inkl. en læge fik i februar 1886 opkastninger og kvælningsanfald, mens en yngre dame i Roskilde måtte have akut lægehjælp i februar 1887. Historierne gik landets aviser rundt bl.a. Horsens Folkeblad (25.02.1886) og Stubbekøbing Avis (18.02.1887).

På den stort anlagte Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i København i 1888 vandt Carl Birnbaum medalje af anden klasse for sine syltede pælemuslinger (Horsens Avis 19.07.1888 m.fl.). Det lader dog til at være en af hans sidste involveringer med Vejle Pælemuslinger. Herefter sad N.W. Peschardt på eksporten. Han stiftede ligefrem et separat selskab, Vejle Muslingeexport, til at stå for dette forretningseventyr. I hans hyppige annoncer omtalte han ikke længere lods Frederik Hansen. Tre eksempler:

”Vejle Pælemuslinger. Sæsonen er nu begyndt. Muslinger, saavel levende i Skal som syltede i Træ-Dunke og Daaser, anbefales af Vejle Muslinge-Export. N.W. Peschardt”. Berlingske Tidende (05.01.1898).

”Vejle Pælemuslinger, saavel syltede i Trædunke som levende i Skal, kan nu faaes, og Ordres ekspederes fra Vejle Muslingeexport, N.W. Peschardt, Vejle”. Jyllandsposten (14.02.1899).

”Ægte Vejle Pælemuslinger. Saavel levende i Skal som syltede i Fustage i løs Vægt, Trædunke og Blikdaaser leveres kun ægte fra N.W. Peschardt, Vejle”. Berlingske Tidende (17.05.1912). Samme år havde togbetjent Sørensen, Aarhus, fundet en perle i en Vejle Pælemusling (Aarhus Stiftstidende 22.02.1912).

Efter lods Frederik Hansens forsøg i 1835-36 var der gjort enkelte forsøg på at genstarte kommerciel lystbådssejlads på Vejle Fjord. I 1880 var købmand og kulhandler Carl Christian Hansen (f. 21.03.1842 i Vejle) med til at starte det der skulle blive til det berømte A/S Veile Dampbaade. Man kan skrive en længere afhandling om historiske forgiftningstilfælde som følge af indtagelse af Vejle Pælemuslinger. Det var dog de færreste, der døde af den delikate spise. I januar 1904 blev Carl Christian Hansen det mest prominente dødsoffer for forgiftning af Vejle Pælemuslinger. Otte år senere tog forstander for Statens Serumsinstitut til Vejle og indsamlede pælemuslinger for at undersøge, om muslingegiftens karakter og få klarlagt, om muslingerne i Vejle Fjord var særligt udsat for et eller andet giftstof. Vejles industrivirksomheder m.fl. havde længe lukket alskens miljøfarligt affald ud i åerne og dermed Vejle Fjord, så der var nok giftstoffer at vælge imellem.

Fra senest sep. 1915 blev Egense Muslinge-Export pr. Mou en konkurrent til Vejle Pælemuslinger (se f.eks. Jyll.Posten 21.09.1915). Efter N.W. Peschardt død i 1918 overtog W. Coops såvel skibsprovianteringsforretningen samt Vejle Muslingeexport. Vejle Pælemuslinger forblev i mange årtier endnu et kendt og yndet varemærke.

I det 20. århundrede begyndte fiskere i stor stil at skrabe muslinger på bunden af Vejle Fjord. I april 1944 stødte muslingeskraberne på en stor uopdaget banke ved Træskohage. Man mente ellers allerede på dette tidlige tidspunkt, at der ikke var én cm tilbage af fjordbunden, som fiskerne ikke havde skrabet tom for udvoksede muslinger. Fjordens formentlig sidste pælemuslingedyrker, Vindingland-fiskeren Marinus Nielsen Dahl, gav ikke den voldsomme konkurrence fra muslingeskraberne skylden for, at han til sidst måtte indstille dyrkningen. I stedet gav han den voksende bestand af søstjerner ovenpå ålegræssygen i 1930’erne skylden for, at muslingeynglen forsvandt.

Sønnerne går i faderens fodspor og lods Frederik Hansens død

Vi springer nu et stykke tilbage i tiden. Lods Frederik Hansens ældste søn, Hans Simon Frederiksen (kaldet Hans Simon Hansen), gik i slægtens fodspor og lod sig drage af havet. I Folketællingen 1860 var han fraværende som sejlende i koffardifart til Messina.

Året efter blev lods Frederik Hansen tildelt Dannebrogsmændenes hæderstegn: ”Paa Overlods, Komandørkapitain Kjerulffs Vegne, overrakte i Mandags Toldinspektør, Komandørkapitain Schultz i Toldbygningens Lokale fast Lods F. Hansen det ham allernaadigst tildeelte Sølv-Kors. Til Ære for den gamle Mand, der nu i 27 Aar har været Lods her i Fjorden, flagede samtlige Skibe i Havnen, ligesom ogsaa det Hele gik saa høitideligt til som muligt (Veile Avis)”. Thisted Amtsavis (07.12.1861). 27 år kunne ikke gøre det, for han var allerede lods, da han i 1830 blev gift.

Siden anden halvdel af 1700-tallet havde veluddannede borgere fra det bedre borgerskab beskrevet det danske fiskeri og kommet med forslag til forbedringer indenfor fiskeriet. Skuespiller A.J. Smidth (1809-68) begyndte i 1859 at interessere sig for erhvervsfiskeriets fremme. I juni 1863 besøgte han Vejle Fjord i forbindelse med hans landsdækkende rundrejse for at beskrive fiskeriet. Smidths inspektion af fiskeriet i Vejle Fjord var ikke videre grundig, og han baserede alle sine konklusioner på udsagn givet af medlemmer af det veluddannede borgerskab: Dr. Sick, toldassistent Banke, Hatting Herredskontor, lods Frederik Hansen, Nørvang-Tørrild Herredsfogderi, købmand J. J. Jensen, Vejle, byfoged Hersleb, Vejle, samt toldinspektør Schultz. Smidths rapport fra Vejle nævnte imidlertid, at Frederik Hansen også syslede med fiskeri: ”Lodsen havde faaet en Rejeruse til Foræring, men brugte den ikke, da han efter at have udsat den i 12 Timer kun havde faaet tre Rejer”. Det er den eneste fundne kilde til, at lods Frederik Hansen beskæftigede sig med fiskeri, men som søn af en fisker og som bosiddende ved stranden, kan han jo have fisket i Vejle Fjord, siden han var knægt.

Efter at have sejlet i koffardifart vendte Hans Simon Hansen hjem til Vindingland og blev reservelods og gift med Birthe Kristine Marcussen. Ifølge Axø (1954) blev Hans Simon Hansen udnævnt til lods af Kong Frederik d. VII i 1861, efter han havde styret kongeskibet ind til Vejle Havn. På lodspatentet stod hans navn stavet Hans Simon Hansen, og det skal have været derfor, at han skiftede efternavn fra Frederiksen til Hansen. Axøs kilder var formentlig den mundtlige overlevering i lodsfamilien.

I 1865 fik Hans Simon Hansen skøde på forældrenes ejendom. To år senere var det derfor Hans Simon Hansen som måtte stå for forhandlingerne vedr. ekspropriationen af en del af jorden på ejendommen i forbindelse med anlæggelsen af jernbanen. Lodsfamilien var langtfra den eneste familie ved Vindingland som blev ramt. Enkelte ejendomme måtte endog helt nedrives. Det gjaldt bl.a. Hans Jensen Sande og enkemadame Becks bygninger (VAF 28.12.1866). Som ved næsten alle ekspropriationen indkom der indsigelser fra jordejerne: ”Bekjendtgjørelse. Efterat Indenrigsministeriet har meddelt foreløbig Approbation paa en Forlægning af Jernbanelinien paa Strækningen mellem Station 712 og 735 paa Sectionen Fredericia-Veile, berammes i denne Anledning et Møde af Besigtigelsescommissionen for Veile Amt og Vinding Sogn afholdt paa Aastedet Fredagen d. 20de denne Maaned Kl. 10, ligesom der i Forbindelse hermed samme Dag af Expropriationscommissionen eventuelt vil blive forhandlet nogle fra Beboere af Vindingland indkomne Andragender, navnlig fra Eieren af Matr. Nr. 34, Lods Hans Simon Hansen, Leier paa Matr. Nr. 49 d, Fisker Anders Christensen, og Leier paa Matr. Nr. 31, Fisker Niels Jacob Hansen. Mødestedet er ved Lodshusene. Randers, d. 18de Decbr. 1867. Rosenørn, kongelig Commissarius ved Jernbaneanlæg i Jylland” (Aarhus Stiftstidende 14.12.1867). Jernbanen åbnede året efter og skar tværs igennem matr.nr. 34 Vinding.

Lodsfamilien skulle nu til at vænne sig til at roen og idyllen nogle gange om dagen blev brudt af larmen fra toget. I Folketællingen 1870 boede der hele tolv børn og voksne i lodshuset: reservelods Hans Simon Frederiksen med hustru og to børn, lods Frederik Hansen og hustru med deres yngste søn Frederik Frederiksen samt deres datter, enke efter skibsfører Krarup, Ane M. Frederiksen, og hendes børn.

Frederik Frederiksen gik som voksen i faderen og broderens fodspor og blev hjælpelods. Han blev gift med Mette Hansine Benedikte Benediktsen. De boede ved Vindingland men ikke i lodshuset matr.nr. 34 men i husmandsstedet ”Lillebo” matr.nr. 32b og 75 Vinding (senere adresse Djævlekløftvej 17). Mette Hansine skal have nået at føde tre børn, inden hun døde den 26. december 1876 af vattersot. Kun sønnen Frederik Frederiksen (f. 1872) overlevede barndommen. Faderen Frederik Frederiksen avancerede til lods og ansatte Elisabeth Christine Jensen som husbestyrerinde. I 1905 fik hun præmie og diplom fra Vejle Amts Landboforening, fordi hun havde været husbestyrerinde i 15,5 år hos lods Frederik Frederiksen.

I Folketællingen 1880 var Frederik Hansen blevet enkemand, og han var omsider gået på pension som lods. Sønnerne Hans Simon Hansen og Frederik Frederiksen var nu kongelig udnævnte lodser. Frederik Frederiksen boede med sin syvårige søn af samme navn og en husholderske, mens Hans Simon Hansen boede med sin hustru og seks børn, samt faderen og søsteren, enke efter skibsfører Krarup Ane M. Frederiksen, og hendes børn.

I november 1886 døde pensioneret lods Frederik Hansen. Vejle Amts Avis (20.11.1886) bragte følgende nekrolog: ”Som man alt vil have bemærket af Bekjendtgjørelsen igaar, er fhv. Lods Frederik Hansen i Onsdags Nat afgaaet ved Døden i en Alder af 83 Aar. Hansen, der er født ved Vindingland i Nærheden af den nuværende Lodsbolig, har i sine yngre Aar pløiet Søen, indtil han i Aaret 1827, da Veile Havn blev anlagt, blev Lods i Veile Fjord; kongelig Udnævnelse fik han dog først i Aaret 1830. I nogle og fyrretyve Aar røgtede han dette Hverv med stor Dygtighed og Samvittighedsfuldhed, og flere Gange han han med Fare for sit eget Liv frelst Andres. Det var vel nærmest som Anerkjendelse herfor, at afdøde Kong Frederik den Syvende under sit Ophold i Jælling skjænkede ham Dannebrogsmændenes Hæderstegn. Hansen har tillige udfoldet en betydelig privat Virksomhed, og han forstod at gjøre sig afholdt af Enhver, der traadte i Forbindelse med ham, og som snart lærte at skatte hans grundhæderlige Characteer. Han var ogsaa den Første, der har gjort Veile Pælemuslinger bekejndte over vort lille Land. Indtil for faa Aar tilbage har Hansen været rask og rørig, og det hørte ikke til Sjeldenhederne, at han, naar hans Sønner, der Begge ere Lodser, havde anden Beskjæftigelse, selv gik i Baaden og ydede fremmede Fartøier, der vare ukjendte med Farvandet, den nødvendige Assistance. For 12 Aar siden overdrog han sin Eiendom til sin ældste Søn og har siden den Tid havt Ophold hos denne”.

Lodsstationen på Holtser Hage

Hele historien om brødrene Hans Simon Hansen og Frederik Frederiksens liv og virke som lodser skal ikke beskrives her. Nogle få nedslag lyder:

I et anonymt læserbrev i Vejle Amts Folkeblad (04.11.1892) blev lodsvæsenet og den totale mangel på sømærker i Vejle Fjord kritiseret:

”Vejle Fjord. Vor Havn har faaet, og faar endnu, en grundig Overhaling, som den længe har trængt til. Det varede længe, men endelig blev dog det gamle System kastet over Ende. Hvorledes staar det nu til med vor Fjord? Her bør det gamle System sandelig ogsaa give Plads for Nutidens Fordringer. Vi har i en Mennestealder trængt til det.

Lodsvæsenet. Omtrent overalt, hvor der er Søfart, har man Lodsstationer ved Mundingen af Fjordene. Hvorledes er Forholdene hos os? Her bo'r Lodsen omtrent ved Mundingen af Havnen, eller ved den søndre Side af Fjorden, næsten tværs af Kostebøjen, hvor Indløbet til Renden begynder. Det er et meget let Lodseri; Lodsen behøver kun at holde Tungen lige i Munden og styre eller lade styre imellem Bøjerne og Pælene lige ind i Havnen. Det er et Arbejde, enhver Skibsfører selv kan udføre, og som ogsaa de fleste stedlige Skippere selv klarer. De slipper da ogsaa for Lodspenge og behøver kun at betale Drikkepenge. Sagkyndige har i en lang Aarrække været enige om, at Lodsstationens nuværende Beliggenhed er til ringe Nytte, i Særdeleshed for fremmede Sejl- og Dampskibe. Enhver, der nogenlunde kjender Forholdene, vil ikke kunne nægte det. Man har udpeget Andkjær Hage, hvor der er flere Miles Udsigt ud efter Mundingen af Fjorden, som det heldigste Sted for Lodsen at bo, saaledes at han kan overtage Kommandoen uden for Andkjær Hage. Men der kunde ogsaa være to Lodsstatroner; den yderste Lods skulde saa besørge Skibet ind til Kostebøjen; i sidste Tilfælde burde Stationen maaske være ved Fakkegrav, og der burde saa maaske ikke være Lodstvang. Dernæst fordrer Nutiden, med den tiltagende Trafik, større Sejl- og Dampskibe, at en Lods bør bo i Vejle for at lodse Skibene ud. For Øjeblikket er Forholdene saaledes, at Sejlskibe eller Dampere, der vil have udgaaende Lods, hejser Flag paa Fortoppen efter samme. Naar Lodsen kommer, er ikke godt at sige. Dels kan han være i sin Have, Mark eller Skov, eller ogsaa ude at fiske. Derfor kan man imidlertid ikke kritisere Lodsen, thi uden disse udenoms Indtægter kan Manden ikke leve; men Sejl- og i Særdeleshed Dampskibe har i vor Tid virkelig ikke et Minut tilovers til at vente efter Lods, og mange vil vist være enige med mig i, at der bør bo en Lods til udgaaende Skibe i Vejle. [Dernæst langt afsnit om de manglende sømærker]”.

Den følgende sommer kunne Marineministeriets Admiralitets-Departement annoncere i Jyllandsposten (26.07.1893) m.fl., at der nu var opsat en vager med hvid stage og kost ud for Holtserhage. Lodsvæsenet blev der endnu ikke gjort noget ved.

I 1897-99 besluttede Vejle Havneudvalg af lodsen ved Vindingland skulle have telefon, så han blev lettere at komme i kontakt med (VAF 30.10.1897 & 13.01.1899).

Den 10. maj 1904 modtog Vejles borgmester P. Th. Madsen følgende brev fra medlem af Vejle Havneudvalg Hans Daugaard:

Da der fra forskellige Skibsførere stadig føres Klage over at Lodserne for Vejle Fjord bo saa langt inde ved Vejle, at de ikke kan naa at komme ombord før Skibene er inde i den gravede Rende og dette er til stor Ulæmpe for Skibsfarten paa Vejle tillader undertegnede Havneudvalg sig at andrage om at faa dette Forhold forandret saa snart gøres kan og da saaledes at idet mindste den ene af Lodserne kommer til at bo paa Andkjærhage (Holtzerhage), hvorfra Farvandet kan overses til begge Sider. Det heldigste for Skibsfarten ville være at faa den ene Lods til at bo paa Andkjærhage og den anden i Vejle By, hvilket Sted man ofte stærkt savner en Lods.

Fartøjerne sætte almindeligvis Lodsflag udfor Rosenvold og Damperne begynder ofte allerede her at bruge Dampfløjten, men da Lodserne paa Grund af Afstanden ikke høre Fløjten og paa Grund af Andkærhage ikke ser Lodsflaget eller Blussene paa Fartøjet komme Lodserne som oftest først ombord inde ved den gravede Rende til stor Misfornøjelse for Skibsførerne. Under Isforhold er det ofte vanskeligt for Lodserne at komme ud til Fartøjerne paa Grund af Lodsstationens, under alle Fohold, meget uheldige Beliggenhed.

Hermed tillader jeg mig at fremsende Forslag til et Andragende angaaende Lodsstationen Flytning. Ærbødigst Hans Daugaard”.

Samme år toges spørgsmålet op på Dansk Sejlskibsrederi Forenings generalforsamling:

”Bør Lodsvæsenet være kommunalt? Paa Dansk Sejlskibsrederi Forenings fornylig afholdte Generalforsamling diskuteredes Spørgsmaalet, om det var heldigt og gavnligt for Skibsfarten, om Lodsvæsenet for flere af vore Havnes Vedkommende blev en kommunal Institution. Under Diskussionen oplystes det, at Lodsvæsenet er kommunalt i Aarhus og paa Bornholm, og flere Talere mente, at det vilde være gavnligt for Skibsfarten, hvis de Byer, som ønskede det, kunde faa Lov til at styre Lodsvæsenet selv. Kapt. Fischer, Vejle, havde Ordet og udtalte: - Jeg vil støtte Forslaget. Vi har i Vejle ingen Fjordlods, vi har kun Lods ind ad Renden, og det er umuligt at faa en Fjordlods. Da denne Forening blev oprettet, og jeg kom med ind i Bestyrelsen for Østjylland, var noget af det første, jeg ønskede at faa gennemført, at opfylde det Ønske, som næredes af alle vore Købmænd, nemlig at faa oprettet en Lodsstation for Fjorden paa Grund af den store Risiko, der er for Assurandørerne, og de Tab, som Købmændene udsættes for, og jeg gik derfor rundt med et Andragende til alle Importørerne, som gerne vilde være med til det. Jeg sendte derefter Andragendet videre til Marineministeriet, og det gik saa til Lodskommandøren. men Svaret lød paa, at Vejle kunde ingen Lodsstation faa ude i Mundingen af Fjorden, da Skibene kunde tage Lods fra Fornæs. Det kunde meget godt lade sig gøre, at Lodsvæsenet blev kommunalt i Vejle. Jeg foreslaar, at der vedtages en Resolution, hvori vi andrager om, at enhver By, der ønsker det, kan faa kommunalt Lodseri”. Vejle Amts Folkeblad (16.07.1904).

Borgmester P. Th. Madsen og Vejle Havneudvalg gik nu straks videre med sagen til Staten. Men der skulle gå seks år inden en ny lodsstation på Holtserhage stod klar: ”Vejle Fjords Lodseri. Paa Finansloven søges bevilget til Opførelse af en Lodsbygning paa Holtser Hage 12,400 Kr. I Henhold til den ved Lov om Tillægsbevilling for Finansaaret 1904-05 givne Bevilling af 2,200 Kr. har Ministeriet i sin Tid foretaget det fornødne Køb af en passende Grund paa Holtser Hage ved Vejle Fjord til Opførelse af en Lodsbolig for Vejle Fjords Lodser. Da de for Tiden ved Lodseriet ansatte to Lodser, der bor i deres egne Huse paa Vindingland, næremere ved Vejle, nu har indgivet Ansøgning om Afsked paa Grund af Alder, vil Opførelsen af en tidssvarende Bolig paa den indkøbte Grund, til Brug for de ny Lodser ikke længere kunne udskydes, og det dertil fornødne Beløb søges derfor bevilget” (Vestjyllands Social-Demokrat & VAF 05.10.1909).

Samtidig med lodsdebatten blev der den 7. september 1904 tændt lys i det nyopførte fyr på Træskohage – et af de steder hvor mange skibe gennem årene var løbet på grund. Det var Vejle Fjords første fyr, og en stor gevinst for sejladsen på fjorden.

Omsider i oktober 1910 blev det annonceret i dagspressen, at den nye lodsstation ved Holtserhage var åbnet: ”Lods-Station. Vejle Fjord. Jyllands Ø. Kyst. Lille-Bælt. Lods-Stationen ved Vejle Fjord er flyttet til Holtserhage paa Fjordens Sydside. Den midlertidige Station ved Bredballe-Strand paa Fjordens Nordside er nedlagt” (Nationaltidende 21.10.1910).

Brødrene Hans Simon Hansen og Frederik Frederiksen gik på pension. I stedet blev Peter Petersen (f. 1865 i Svendborg) og Frederik Frederiksen (f. 1873) nye lodser. De flyttede med deres familier ind i det nye lodshus på Holtserhage. Frederik Frederiksen var søn af den pensionerede lods Frederik Frederiksen og dermed tredje generation i familien, der gik ind i lodseritjenesten på Vejle Fjord. Historien om lodserne på Holtserhage skal dog ikke fortælles her.

Hans Simon Hansen og hustru frabad sig i en indrykket notits i Vejle Amts Folkeblad (22.05.1915) al opmærksomhed i anledning af deres guldbryllup.

Den 2. februar 1916 døde pensioneret lods Frederik Frederiksen. Hans ejendom ved Vindingland forblev i familiens eje.

I efteråret 1921 solgte Hans Simon Hansen matr.nr. 34 Vinding til skibskaptajn Karl Jacobsen for 12.000 kr. Hans Simon Hansen fulgte sin lillebroder ind i evigheden den næste sommer.

Litteratur og kilder

• Danmarks ældste Forretninger, 1915 (vedr. N.W. Peschardt).
• Axø & Tang: Træk af Vinding Sogns historie, 1954.
• Borup, Morten (red.): Georg og Edv. Brandes Brevveksling med nordiske Forfattere og Videnskabsmænd V, Gyldendal, 1941.
• Hansen, Marius: Vejle Fjord, »Vejle Amts Aarbøger«, 1941.
• Henningsen, Henning: Nyborg da voldene stod. A/S Bryggeriet Carlsminde, Nyborg, 1981.
• Hviid, Gert: Transkribering af Vinding Sogns kirkebog 1651-1768.
• Lindholm, Poul: Fra Starup Sogn, Vejle Amts Aabøger, 1909.
• Pontoppidan: Den Danske Atlas, 1781 (Aabenraaiske Pælemuslinger).
• Thaarup, Frederik: Statistik Udsigt over den danske Stat i Begyndelsen af Aaret 1825, 1825.
• Wedel, L.M.: Indenlandske Reise, 1803 (om Aabenraaiske Pælemuslinger).
• danmarkslodshistorie.dk.
• Hospitals-Tidende 05.09.1888 Muslingeforgiftning (Vejle Pælemuslinger).
• Berlingske Tidende (J.P.P. Glud fra Vejle og Ebbeltoft bringer fem dunke muslinger til Nyhavn, Kbh.), Fredericia Dagblad (29.03.1916 Skifteudskrift matr. 32b og 75 Vinding tilh. afdøde Frederik Frederiksen, 11.10.1921 Skøde fra lods Hans Simon Hansen matr.nr. 34 Vinding), Fyens Stiftstidende (19.06.1805 Aabenraaiske Pælemuslinger, 28.03.1863 & 10.11.1873 syltede Vejle Muslinger), Jyllandsposten (07.07.1918 Kort nekrolog over N.W. Peschardt), Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender (16.12.1754 syltede muslinger), Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (20.06.1763 & 09.08.1793 syltede holstenske muslinger), Morgenposten (22.03.1848 H.H. Hviid sælger 23 dunke syltede muslinger i Nyhavn, Kbh.), Ribe Stiftstidende (25.11.1861 Lods Frederik Hansen benådiget med Danebrogsmændenes hæderstegn), Vejle Amts Folkeblad (21.07.1905 Vejle Amts Landboforening diplom og præmie til Elisabeth Jensen), Aalborg Stiftstidende (20.03.1870 syltede Vejle Muslinger).
• Vejle Stadsarkiv – Ejeroversigt matr.nr. 34 Vinding.
• Vejle Stadsarkiv – Æ90001504 18/1904 & 4/1905 Lodsstation på Holtserhage.
• Folketællingen 1880, 1890 & 1901 & 1906 Vinding – Lods Frederik Frederiksen & Lods Hans Simon Hansen.

Folketællingen 1911 Gauerslund Sogn opslag 199 – lodsfamilierne på Holtserhage.

• Vinding Sogns Kirkebog – Død 26.12.1876 Mette Hansine Bendicte Bendictsen & død 02.02.1916 Frederik Frederiksen.

• ”Fra Jacobsen er intet godt at melde. Det gaar nedad Bakke. Forleden gik jeg op for at overvære hans Middagsmaaltid. Der sad han alene og hentede sig Pælemuslinger op af en hermetisk Krukke. Er det Dessert, sagde jeg. Det er Middag, svarede han. Skal Du ikke ha’ varm Mad? — Nej, jeg kan ikke faa det ned. — Men det kan Du da ikke leve af? — Hvad skal man ogsaa med den Leven i disse daarlige Tider? — Du begriber, han ikke skriver én Linje og selv Planer udkaster han kun sjældent. Ud gaar han meget lidt, kun en Gang om Ugen vel og Besøgene hos ham tager vist ogsaa af. Der kan undertiden gaa tre, fire Dage, hvor han ikke snakker med nogen”. Brev af 6. jan. 1884 fra Edvard Brandes til Alexander L. Kielland.