Einar Wegener

Fra VejleWiki
Version fra 28. mar 2011, 10:24 af Poupo (diskussion | bidrag)

(forskel) ←Ældre version | se nuværende version (forskel) | Nyere version→ (forskel)
Skift til: Navigation, Søgning

Wegener, Einar Mogens (Magnus) Andreas, 1882-1931, maler.

Einar Wegener blev født den 28. september 1882 i Vejle. Forældrene var købmand Mogens Wilhelm Wegener og Ane Marie Thomsen Einar Wegener blev udlært malersvend og gik på Vejle Tekniske skole. I 1902 til 1904 var han på Kunstakademiet i København og blev siden en kendt landskabsmaler. Han giftede sig 8.6.1904 i Kbh. med maleren, tegneren Gerda Marie Frederikke Wegener, f. Gottlieb. Gerda Wegener anvendte i adskillige tilfælde sin mand som model, hvorunder Einar var klædt som kvinde. Når han var omklædt som kvinde anvendte han navnet Lili Elbe.

I 1912 flyttede parret til Paris, og her arbejdede de tæt sammen i kunstnermiljøet. Einar Wegener fik efterhånden en bevidsthed om, at han var mere kvinde end mand. I 1930 fik han som den første foretaget kønsskifteoperation i form af en række operationer i Berlin og Dresden. I samme forbindelse skiftede han navn til Lili Ilse Elvenes 9.12.1930 og ægteskabet blev opløst. Lili (Einar) døde dog allerede i 1931.

Nina Damsgaard har i Weilbacks Kunstnerleksikon beskrevet Wegeners kunst således: Som ganske ung malede W. motiver med vandløbene i fødebyen Vejle. Derefter malede han især landskaber, ofte alleer, og senere miljøer i den franske provins. En vis stilisering og dekorativ virkning præger disse malerier, der ofte tillige har en særegen lysvirkning. Relativt tidligt engagerede han sig imidlertid i hustruens karriere, hvilket betød en nedtoning af hans egen virksomhed. Ofte malede W. baggrunde og staffage på hendes malerier, ligesom han stillede op som model til hendes kvindeskikkelser.