Egtved Kirke

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Egtved Kirke

Kirken er beliggende på Kirkevej i Egtvedog blev opført i anden halvdel af 1100-tallet; det nuværende tårn dog først i 1863, hvor man samtidig sløjfede det gamle våbenhus, så der nu blev indgang i kirken gennem tårnrummet.


Kirken er med sine 26 m en af de længste landsbykirker i Danmark. Kor og skib er opført i granitkvadre. Kirkeskibet fremstår i dag med bjælkeloft og høje fyrretræspaneler, fra renæssancen, på vægenene.


I 1917 blev der afdækket et kalkmaleri i hele korhvælvet, disse blev restaureret i 1919. Ved kirkens restaurering i 1969-72, fandt man godt gemt under fyrretræspanelerne en ca. 10 meter lang frise, der forestiller en dødedans. Denne frise havde "overlevet" tidligere tiders temmelig hårdhændede restaureringer. Man fik billedet overført til lærred, stukket af væggen og restaureret, hvorefter det blev overført til en glasfiberplade, der nu kan ses i kirken.


Altertavlen i Egtved Kirke
Kirkens døbefont, der er lige så gammel som kirken, er af typen arkadefont, med en kvadratisk fod. Altertavlen stammer fra 1420’erne, men kom først til Egtved Kirke i 1589, da lensmanden på Koldinghus, Casper Markdanner lod den flytte fra Sankt Nikolaj Kirke i Kolding. Altertavlen stammer antageligt fra Lübeck. Den blev i 1858 malet om i empirestil og man fjernede al den gamle malling. Ved senere restaurering har man søgt at føre altertavlen tilbage til dens oprindelig udsmykning.


Casper Markdanner lod også Egtved kirkes prædikestol opsætte i 1608, hvor både hans, hans hustrus, samt Chr. IVs og dronning Anne Kathrines våbenskjolde kan ses; han stod også bag den kirkeklokke der blev støbt i 1595. Kirken fik en nystøbt klokke i 1975.


Runesten i Egtved Kirke

Kirken fik sit første orgel i 1904, skænket af en lokal gårdejer. Dette orgel blev erstattet af et nyt i 1952, som blev udbygget i 1977 til 17 stemmers orgel.


I kirkens våbenhus står en runesten, der blev fundet på kirkegården i 1863. Desværre er runeteksten mangelfuld, men det antages at stenen er fra 900-1050. Ligeledes står der to romanske gravsten.







På Historisk Atlas

Egtved Kirke På Historisk Atlas

Billeder