Arnold Petersen
Skuespiller og teaterdirektør. Født 21. Marts 1890 i København. Død: 15. Juli 1939 i Vejle.
Arnold Johan Ivar Petersen begyndte sin løbebane som revyskuespiller i hovedstaden og var bl.a. engageret til Røde Kro, Tivolis Varieté og Fønix Teatret, hvor han slog igennem med sangen "Det skæve ottetal". Senere rejste han med forskellige provinsselskaber og drev selv sommerteater i flere byer, bl.a. Esbjerg, Kolding, Rønne og Horsens. Han var en dygtig teatermand i den lettere genre og var selv en meget morsom revyskuespiller. I 1929 købte han Koncertsalen i Orla Lehmannsgade i Vejle og omdannede den til det meget populære varieté- og forlystelsessted Moulin Rouge, som han var direktør for. Han arbejdede hurtigt Moulin Rouge op til et etablissement, som blev kendt over det meste af landet. Stedet, der i folkemunde blev kaldt "Møllen" eller "Røde Mølle" åbnede den 13. oktober 1929.
Efterhånden trak han sig fuldstændig tilbage fra scenen og tog sig kun af det forretningsmæssige - indtil sygdom slog ham helt ud og han i foråret 1939 måtte sælge Moulin Rouge. Samme år døde Arnold Petersen.