Adda Bruus
Adda Bruus (1905-1988) var i sine velmagtsdage Vejles mest kendte portrætfotograf og højt respekteret for sit faglige format. Hun drev gennem mere end 40 år Vejles ældste fotografiske etablissement.
Hun var født Köser i Svendborg som datter af arkitekt N.J. Köser, der i 1914 blev ansat som bygningsinspektør ved Palsgaard Gods nær Juelsminde. Som 14-årig kom Adda Bruus i 1919 i lære hos fotograf Skaaby i Juelsminde. I årene fra 1921-1923 var hun ansat hos fotograf Olaf Nielsen i Silkeborg, og som 18-årig blev hun i 1923 bestyrer af et fotoatelier i Nørre Nebel. Senere rejste hun til Randers og fik arbejde, og herefter blev hun ansat hos det kendte fotograf-ægtepar Ellen og Fr. Frederiksens Atelier i Odense.
I 1925-1926 var Adda Bruus i København for at studere på Teknologisk Instituts Fotografiske Skole.
I oktober 1928 blev hun ansat hos fotograf H.P. Jensens enke, fru Karen Jensen, i Vejle.
21. april 1931 overtog Adda Bruus den estimerede fotografvirksomhed, som nu hed H.P. Jensens Efterfølger. Atelieret var i 1864 blevet grundlagt af malermester J.J. Jensen og i 1881 overtaget af sønnen, H.P. Jensen.
Adda Bruus havde stor passion for portrætfotografiet, og hun var en sand kunstner på sit felt. Hun var efterspurgt og værdsat i den store kundekreds, som strakte sig over hele landet.
Der stod stor respekt om Adda Bruus som portrætfotograf, og hun havde en særlig evne til at sætte et personligt præg på hvert portræt.
Adda Bruus lukkede forretningen 15. maj 1973, og i 1983 skænkede hun over 100.000 fotografiske glasplader fra det kendte atelier i Vejle til Vejle Byhistoriske Arkiv. Glaspladerne er en lokalhistorisk skat for stadsarkivet i dag.
I 1951 var Adda Bruus medstifter af Vejle Soroptimistklub, hvor hun gennem årene gjorde en stor indsats som medlem af klubbens bestyrelse. Hun var gennem sine mange år som velanskrevet fotograf i Vejle et kendt ansigt i byen, men hun blandede sig ikke i det offentlige liv, hun var derimod meget privat og diskret i sin optræden. Hun var gift to gange og mor til tre børn, en søn og to døtre.
Sine sidste år boede Adda Bruus på Rosengården, hvor hun døde som 82-årig i 1988.