Civile ofre under kampen om Vejle 8. marts 1864 samt om forhold til besættelsestropperne

Det første offer i krig er sandheden. Der gik derfor mange vilde rygter om kampen om Vejle d. 8. marts 1864 under den 2. Slesvigske Krig. Ribe Avis m.fl. kunne berette, ”at nogle af Byens Beboere ere blevne deels dræbte, deels saarede, saaledes ramtes en Kone, der var beskjæftiget med at ophænge Gardiner, af en Granatstump og døde paa Stedet. En Dreng, der fra et Vindue havde fyret paa Fjenden med en Pistol blev greben og skudt efter Standret”. Aarhus Stiftstidende (17.03.1864) citerede Neue Preussische Zeitung for, ”at 120 danske Fanger fra Veilekampen vare indbragte til Kolding [… ] og ”at 2 Borgere fra Veile af Østerrigerne bleve slæbte ud af Husene og skudte paa Gaden, fordi de havde fyret fra deres Vinduer paa de allierede Tropper”. Syv dage senere citerede Aarhus Stiftstidende Hamburger Nachrichten for, at der blandt de faldne civile var ”en høitfrugtsommelig Kone, Moder til tre smaa Børn og gift med en født Tydsker, Decorationsmaler Weiss. Hun blev ramt, just da hun vilde trække et af sine Børn bort fra Vinduet. Mølleren paa Banken Syd for Byen begik den Ubesindighed at skyde paa Fjenderne – efter [Avisen] Fædrelandet i et Udbrud af Harme over en skammelig Plyndring – og skal derfor være bleven bogstavelig parteret af de hævnfnusende Soldater”. Hertugdømmernes aviser kunne også berette om forgiftninger af de østrigske soldater i dagene efter slaget.

Der fandt ingen forgiftninger af besættelsesmagtens tropper sted, og under kampen d. 8. marts døde der to civile vejlensere. Hamburger Nachrichten havde ret i, at maler Weiss’ hustru, Larsine Dorthea Weiss f. Bønding (f. ca. 1822 i Holstebro), blev ramt af en kugle og døde under slaget. Den anden omkomne civile var musiker (musikus) og pensioneret stabshornist/hoboist ved den 3. Infanteribrigades Musikkorps, Martin Christopher Adolph Hartmann (f. ca. 1824). Han efterlod sig sin gravide hustru Lovise Mathilde Meyer af Follerup og fire børn: Marius Sophus Adolph Hartmann (f. 16.07.1855 i Fredericia), Maria Theresia Hartmann (f. 13. sept. 1857 i Fredericia), Arthur Valdemar Hartmann (f. 17.11.1859 i Vejle), Victoria Alexandra Hartmann (f. ca. 1862). Sønnen Marius fortalte sidenhen om faderens død: ”Musiker Hartmann havde været inde i Byen og havde fundet et Sidevaaben – en Sabel –, som var tabt af en dansk Soldat. Da han bragte dette til sin Bolig i Vestergade, fandt han i Porten to danske Soldater, som vilde skjules; men han fik dem til at søge ud til deres Afdeling og fulgte dem paa Vej ud af Vestergade. Da han kom tilbage, havde hans Hustru set nogle østrigske Soldater komme frem henne i Gaden lige ud for Hospitalet eller lige for Horsensvejen og spørger Manden ud gennem Vinduet, hvad det var for nogle, men i det samme Øjeblik, ligesom han vilde gaa ind ad Porten, blev han truffen af en østrigsk Kugle og var død med det samme. Han blev begravet under militær Honnør paa Vejle Kirkegaard. General Gablenz var til Stede, han forærede Enken en større Pengegave, vistnok 100 Rigsdaler” (Klem, 1917). Denne fremlægning af drabet var formentlig mere sandfærdig end fremstillingen i Aarhuus Stiftstidende (17.03.1864), hvor det hævdedes, at de to borgere var blevet slæbt ud af husene og skudt på gaden, ”fordi de havde fyret fra deres Vinduer paa de allierede Tropper”. Apoteker H.E. Friis (1827-1910) erindrede da også, at mordet på Hartmann skyldtes dennes egen uforsigtighed. Friis genkaldte sig ligeledes Gablenz’ pengegave på 100 rigsdaler til enken (Jyllandsposten 14.03.1898).

Fru Weiss og musiker Hartmann skulle dog ikke blive de sidste civile ofre. Under den langvarige besættelse af Vejle blev afdøde snedkersvend J. Petersens datter, Elise Frederikke Petersen, dræbt af et vådeskud:

”Drab. Onsdagen den 29de Juni har, iflg. Veile Avis, en østerrigsk Feldwebel i et af de Huse, der ligge udenfor Veile paa Horsensveien, skudt en ung 20-aarig Pige, Elise Frederikke Petersen. Skuddet gik gjennem Haanden ind i Hjertet, saa at hun strax opgav Aanden. Ulykken skal være skeet ved Uforsigtighed. Feldwebelen, der i længere Tid havde ligget i Kvarteer der, hvor Ulykken skete, tog strax Flugten, og fandtes senere nede ved Fjorden, hvor han havde skudt sig. Ved den unge Piges Begravelse viste det Regiment, til hvilket Feltwebelen hørte, sin Deeltagelse paa en smuk Maade, idet Officeerskorpset ikke alene havde samlet en betydelig Gave i Penge, der, ledsaget af dyb Beklagelse over det Passerede, tilstedes den Afdødes ubemidlede Moder, men desuden havde beordret det samlede Kapel til med fuld Musik at følge den Hensovede til Graven. I Følget saaes, foruden en Deel unge sorgklædte Piger, ogsaa mange Officerer af begge de i Veile liggende tvende Infanteri-Regimenter. Feldtwebelen begravedes en Aften i al Stilhed”. Silkeborg Avis (29.07.1864).

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Elise Frederikke Petersen og feldwebelen var kærester. Der var dog mindst fire tjenestepiger i Vejle, som omgikkes fjenden. Den ene af kvinderne, 20-årige Annedine Johanne Hansen, begik efterfølgende selvmord:

”Selvmord ved Gift. Fra Veile skrives i Byens Avis: . Den 26de forrige Maaned har en heri Byen tjenende Pige taget sig af Dage ved Gift. En 7-aarig Dreng sendte hun paa Apotheket for at hente for 4 Sk. Gift til at forgive Rotter med. Drengen kom tilbage med Rævekager (nux vomica), der vare indsvøbte i Papir med de lovbefalede Giftmærker udenpaa og med det paatrykte Ord »Gift«. Da han havde taget en Deel deraf, udstødte hun et Skrig, faldt om og udbrød: »Giv mig Mælk; jeg har taget Gift«. Trods øieblikkelig anvendt kraftig Lægehjælp stod hendes Liv dog ikke til at redde, og efter et Par Timers Forløb døde hun i Stivkrampe. Man antager, at Bevæggrunden til Selvmordet var Kærlighedssorger, idet hun skal have havt en Østerriger til Kjæreste og efter Tydskernes Afmarsch ofte have viist Hang til Melankoli”. Svendborg Amtstidende (06.03.1865)

De tre andre tjenestepiger kom i den højst uheldige situation, at de blev gravide med en af fjendes tropper. Det var noget af en skandale. Efter fjenden forlod fjordbyen kunne de gravide kvinder ikke blive i byen, og de kunne ikke rejse bort med barnefædrene. Deres fremtid tegnede sort. I deres desperation valgte de tre skandaliserede kvinder at flytte tilbage til deres respektive fødeegne. Reelt kan det have været deres eneste mulighed, selvom det må have været frygteligt ydmygende at vende hjem i deres situation.

Kirsten Maria Rasmussen tjente hos restauratør Jagd i Vejle, da hun blev gravid med en Østrigs feldmarskals barn. Hun havde ikke meget at vende hjem til, da hun vistnok var opvokset på fattighuset i Horne Sogn. Niels Peter Rasmussen blev derfor den 30. juni 1865 bragt til verden på Thorstrup Fattighus (NB. Horne Sogn var dengang anneks til Thorstrup Sogn). Det er ikke lykkedes at finde ud af, hvad der blev af Kirsten Marie Rasmussen. Sønnen Niels Peter Rasmussen klarede sig godt som voksen. Han blev tømrer i Klokmose i Ringkøbing Amt. I 1893 ægtede han tømrerdatteren Ane Pedersen (f. 1867) i Sædding. Ægteparret drev et landbrug i Gammeljord, Sædding Sogn. Det var stort og udbytterigt nok til at de kunne holde to tyende. De fik mindst syv børn sammen, hvoraf det ene døde. Da de ældste børn blev gamle nok, måtte de erstatte de to tyende. Niels Peter Rasmussens svigerfar kom på aftægt hos familien, og det gjorde en anden slægtning også.

23-årige Johanne Hansen flyttede hjem til faderen i N. Kollemorten, husmand Hans Christian Knudsen, og bragte d. 21. januar 1865 datteren Hansine Hansen til verden. Den 1. februar blev Johanne Hansen gift med den 25 år ældre enkemand og husmand i Oxenbjerre, Jens Mathiasen. Hun blev dermed stedmoder til Pouline (f. 1854), der aldersmæssigt kunne have været hendes lillesøster. I 1870 fik Johanne sønnen Mathias med sin gamle ægtemand.

Datteren Hansine Hansen blev som voksen gift med den jævnaldrende boelsmand Peder Ibsen. De bragte mindst tre børn til verden i hjemmet i Riis.

Sørine Birgitte Pedersen blev født i 1844 i Vindelev. Hun tjente i Vejle fra 1. nov. 1863 til 1. nov. 1864, og altså mens købstaden var besat. Her blev hun gjort gravid af den østrigske underofficer Alfred Adolf Karl Helfer (f. i Zolkjew i Galicien). Faderen lod den fortabte pige flytte hjem og føde sit uægte barn i Vindelev. Modsat Kirsten Maria Rasmussen og Johanne Hansen opkaldte Sørine Birgitte Pedersen ikke sit uægte barn efter sin egen fader. I stedet lod Sørine sin dreng navngive efter den udlagte barnefader.

Det lykkedes Sørine Birgitte Pedersen at blive gift med den 12 år ældre murer og fæster, Niels Nielsen, fra Vindelev, der også tog Alfred Adolf Karl Helfer Sørensen til sig. Ægteparret fik mindst et barn sammen.

Alfred Adolf Karl Helfer Sørensen stak som voksen til søs. I Folketællingen 1890 opholdt han sig midlertidig i Jelling Skov, men hans erhverv var fortsat sømand. I 1894 blev han gift med den et år yngre Peterline (Line) Jørgensen fra Bogø. De bosatte sig i Guldbergsgade 4 og siden i Åbenrå 26 og Helgesensgade.

Alfred Adolf og Line fik mindst fire børn sammen. Ofte var Line alene med børnene, for Alfred tjente sine penge som hovmester (skibskok) på bl.a. dampskibet ”Heimdal”. I 1914 var han hovmester ombord på dampskibet ”Mary” med hjemsted i Esbjerg. Det var på vej over Nordsøen til Snoreham i England med træ fra Sverige, da det stødte på en mine, der eksploderede. Den 14 mand store besætning bjærgede sig i to både. Den ene båd med skibets kaptajn og seks mand blev optaget af dampskibet ”Juno” af Hull den næste dag og bragt til Grimsby. Alfred Adolf Karl Helfer Sørensen var imidlertid i den anden båd, der efter en hård nats roning blev fyldt af en brådsø. Den efterfølgende kulde tog livet af alle i båden undtagen en. Line og børnene indkaldte i december venner og slægtninge til en sørgegudstjeneste i Davidskirken.

Kildematerialet afslører ikke, om børnene blev mobbede p.g.a. deres mødres affærer med fjendens soldater. Det kan heller ikke fortælle os, om Johanne Hansen og Sørine Birgitte Pedersens ægteskaber med de meget ældre mænd var lykkelige. Men med ægteskaberne sikrede de deres egen og deres børns forsørgelse og bragte stabilitet ind i børnenes tilværelse.

Endelig var letsindig omgang med granater skyld i civile dødsfald i Vejle under og mange år efter besættelsen, hvilket man kan læse om her: Granatfund Lille Grundet 1913.

Kilder

• Politiets registerblade - Alfred Adolf Karl Helfer Sørensen & enke Line Helfer Sørensen.
• Historiskatlas.dk – Minesprængning, Mary.
• vejlewiki.dk - Familierne Therkelsen og Hartmann.
• Horne Sogns Kirkebog – f. 1841 Kirsten Maria Rasmussen.
• Sædding Sogns Kirkebog – viet 11.10.1893 Niels Peter Rasmussen.
• Vejle Sogns Kirkebog – Død 08.03.1864 Larsine Dorthea Weiss f. Bønding.
• Vejle Sogns Kirkebog – Omkommen ved Vaadeskud 29. juni 1864 Elise Frederikke Petersen, 20 Aar. Sypige i Veile. Datter af afdøde Snedkersvend J. Petersen i Veile.
• Vejle Sogns Kirkebog – f. 1865 Alfred Adolf Karl Helfer Sørensen.
• Vejle Sogns Kirkebog – d. 26.02.1865 Annedine Johanne Hansen.
• Vindelev Sogns Kirkebog – f. 1865 Alfred Adolf Karl Helfer Sørensen.
• Øster Nykirke Sogns Kirkebog – f. 21.01.1865 Hansine Hansen & viet 1867 Johanne Hansen.
• Folketællingen 1845 & 1850 Horne Sogn – Niels Peder Rasmussens familie i Fattighuset.
• Folketællingen 1880 Jelling Sogn – Niels Nielsens familie.
• Folketællingen 1901 Udenbys Klædebo Kvarter – Alfred Adolf Karl Helfer Sørensens familie.
• Folketællingen 1901Givskud Sogn – Peder Ibsens familie.
• Folketællingen 1901, 1906 & 1911 Sædding Sogn – Niels Peter Rasmussens familie.
• Nationaltidende (09.12.1914), Randers Dagblad (02.12.1914)
• Vestslesvigsk Tidende (18.03.1864 rygter fra Kampen om Vejle)

Kampen om Vejle 8. marts 1864 er beskrevet i mange samtidige og senere kilder. F.eks. Fædrelandet (18.03.1864): ”(Af et Brev fra Egnen mellem Horsens og Veile den 13de Marts). Det var en uhyggelig Dag, da der kæmpedes i og om Veile, og disse vilde, ophidsede Bander styrtede ind i Byen med Chakoter og Huer pyntede med Gran, hujende og syngende. Du kan ikke gjøre Dig nogen Forestilling om Voldsomheden af den Ild, de aabnede paa Nørreskoven, som 11te Regiment forsvarede med 4 Feltkanoner mod 12 Regimenter med 12 svære kanoner. Østerrigerne havde nu forresten lært at gaae mindre flot paa og dække sig bedre end ved Oversø; der faldt Mange i Veile Hule, men vare de gaaede paa som ved Bustrup og Oversø, saa vilde der være faldet mere end dobbelt saamange. Imorgen skulle alle Embedsmændene herfra Egnen samles hos Wrangel i Kolding, formodenlig for at paalægge en Skat; men det forbyder sig selv, da her ingen Penge er. Hver Dag maae vi levere Brød, Gryn, Havre, Hø, Halm, kjød og Flæsk; skal det vare længe ved, komme vi selv til at sulte. I Horsens havde man det Rygte, at alle fjendlige Tropper skulde være ude af Jylland den 15de; men det tegner aldeles ikke til, at det vil bekræfte sig. Natten mellem Torsdag og Fredag drog en Patrouille rundt til hvert Hus og hver Gaard og medtog alle Mandfolk, gamle saa godt som unge, Gaardmændene saa godt som karlene og Husmændene. Hele Flokken førtes under Bevogtning til Hedensted Skole. Der bleve et Par af de Gamle frie, de Øvrige bleve drevne til Veile og Nogle hinsides Veile til Petersholm, hvor de om Morgenen fik lidt tørt Brød og Vand og derpaa maatte opkaste Skandser Syd for Veile ved Randsfjord. Præsten, Doctoren, Seminarielærerne og Seminaristerne fra Jelling maatte ogsaa med, Nogle i Morgensko og Sloprok, ligesom de vare komne ud af Sengen. De vadede deroppe i Dynd og Snavs til knæerne. En Mand fra Ølsted, som boede ene, kom de og tog, ligesom han skulde hente Jordemoder til sin kone; men det hjalp ikke, han maatte med, hvormeget han end bad. Igaar ere de imidlertid Alle komne hjem; de Fleste have kjøbt sig fri, og de, som ingen Penge havde, fik tilsidst ogsaa Lov til at gaae”.

Arkivar Tore Teglbjærg, 10.09.2023