De første udstillinger af levende hvaler

De fascinerende havpattedyr

Enkelte af oldtidens store tænkere evnede at studere hvalerne uden for en mytologisk kontekst. I Historia Animalium beskrev Aristoteles (384-322 f.v.t.), hvordan hvaler (ketos), marsvin og delfiner søgte op til havoverfladen for at trække vejret gennem åndehullet ovenpå hovedet, og at de derfor måtte have lunger. De lagde ikke æg ligesom fisk men fødte levende unger. Desuden noterede han, at marsvin lavede en klagende lyd, når de blev fanget, og at de kunne leve seks til otte timer udenfor det våde element. Observationerne fik ham til at udnævne hvalerne til de mærkeligste skabninger på jorden.

Det er uvist, om Aristoteles havde mulighed for at gøre sine iagttagelser på en ilandbragt levende delfin eller et marsvin, eller om han havde mulighed for at iagttage en levende strandet hval. Der kendes kun en forevisning af en levende hval fra Antikken:

”En orca kunne opleves i Ostias Havn [ved Tiberens munding] i kamp mod kejser Claudius. Den var ankommet netop som havnen var ved at blive færdiggjort. Et kæntret skib, der fragtede huder fra Gallien, havde lokket den ind i havnen. Her fouragerede den i et par dage men kom omsider til at forfølge sit festmåltid for nær på land. Det strandede dyr gravede sin egen grav i havbunden, imens bølgerne rejste en vold af sand, så det til sidst ikke kunne dreje sig omkring. Ryggen stak nu op af vandet som kølen på et omdrejet skib. Kejseren gav ordre til at lade havnemundingen afspærre med sammenbundne net, hvorpå han i egen person angreb dyret sammen med prætorianergarden. Romerne blev nu vidne til en forestilling, hvor dyret blev angrebet af flere skibe. De ombordværende soldater slyngede deres spyd i dyret. Et af de angribende skibe så jeg blive oversvømmet af et sprøjt fra dyrets åndehul og synke til bunds”.

Kejser Claudius (r. 41-54) beordrede næppe flådeangrebet på hvalen for sportens skyld. I stedet lå der givetvis politiske motiver bag seancen, der blev overværet af indbyggerne i imperiets hovedstad. Episoden kan tolkes som en magtdemonstration, hvor kejseren viste folket, at selv mægtige havuhyrer var chanceløse mod ham.

Den ældst kendte, kommercielle hvaludstilling fandt først sted i 1452 eller 1453 i Danzig (Gdańsk). Stanken fra det rådne kadaver betød, at udstillingen kun varede tre dage. Adskillige turneer med mere eller mindre præparerede hvalskeletter og hvalkadavere fulgte i de kommende århundreder.

De ældst kendte turneer med levende havpattedyr drejede sig om sæler fanget ved de hjemlige kyster samt sæler hjembragt af europæiske hval- og sælfangere.

Oversigt over kendte udstillinger af levende sæler før 1750 i den vestlige verden

Fangst: Før 1605. Art og udstilling: Europaturne under navnet ”Vitulum marinum”. Den var trænet til at ”tale” når store kristne ledere blev nævnt og tie når tyrkiske ledere blev omtalt. Kilder: Naturforsker Ulysses Aldrovandi (1522-1605) så sælen i Bologna.

Fangst: 1608 Ishavet af Th. Welten. Art og udstilling: 2 hvalrosser. Hunnen døde på hjemrejsen. Hannen blev forevist i London for kongehuset. Kilder: Brehms Tierleben & Proceedings of the Zoological Society of London, Bd. 32, Longman, 1864 & »Natur und Museum«, Senckenbergische Naturforschende Gesellschaft, 1943.

Fangst: 1612. Art og udstilling: Hvalrosunge forevist i Holland sammen med dens udstoppede moder. Kilder: Svanberg (2010).

Fangst: 1613. Art og udstilling: Potentiel spættet sæl. På turne i sydtyske byer og i Basel under navnet ”gar seltzames schönes Meerwunder“. Kilder: Ingrid Faust (1999).

Fangst: 1613 Ishavet. Art og udstilling: Hvalros med unge. Moderen døde på hjemrejsen til Amsterdam. Kilder: Ingrid Faust (1999).

Fangst: 1624. Art og udstilling: Uidentificeret ”36 fod lang sæl” forevist i Venedig. Kilder: Ingrid Faust (1999).

Fangst: 1660 mundingen af Schelde Floden. Art og udstilling: Spættet sæl forevist i Nürnberg og andre tyske byer som ”Wunderschönen Meerhunds”. Kilder: Ingrid Faust (1999).

Fangst: 1693. Art og udstilling: 2 hvalrosser forevist i Holbeach, Lincolnshire. OBS ikke bekræftet. Kilder: Ingrid Faust (1999).

Fangst: 1695. Art og udstilling: Hvalros udstillet i Leipzig og Central Europa. OBS ikke bekræftet at den var i live under turneen. Kilder: Svanberg (2010).

Fangst: 1723. Art og udstilling: 7 fod lang ”Sea-Dog/ See-Tiger” givet som gave til Frankrigs konge. Kilder: Newcastle Courant (15.06.1723) Leydse Courant (09.07.1723) etc.

Fangst: 1724 Livorno. Art og udstilling: Middelhavsmunkesæl forevist i Rom. Kilder: Ingrid Faust (1999).

Fangst: 1749. Art og udstilling: 1,5 m lang ”Seal/ or Seal-Calf/ Sea-Lioness/ Sea Monster” på England-turne 1749-50. Kilder: Ingrid Faust (1999).

Efter 1750 gik det helt amok med turneer med hjemlige og eksotiske sælarter. Den ældst kendte – men næppe den første – forevisning af en levende sæl i Danmark fandt sted i år 1800 i Jægersborg Dyrehave (Nystrøm, 1913). Herefter blev dette også en utrolig populær forlystelse herhjemme. De første bekræftede hvalturneer indenfor det nuværende Danmarks grænser fandt sted 13 og 16 år senere. Fiskehandler Jens Pedersen lod i 1813 ”3de Fiske, kaldet Marsviin, som ere fangede i Kalleboderne og som førhen her ikke have været seete” forevise på Vragerboden ved Gammel Strand. I 1816 sendte man to fremmede delfiner dræbt i Kattegat til beskuelse i Helsingør og København.

Alt efter omstændighederne kan en strandet hval holder sig i live i få timer eller i flere dage, som man så med 2010-finhvalen i Vejle Fjord (strandet 16-20. juni). Marsvin og delfiner kan overleve at blive fanget i fiskernes garn, så længe det er muligt for dem at trække vejret i fri luft. De ældst kendte eksempler på at fiskere har bragt sådanne levende fangede marsvin og delfiner i land for at udstille dem er fra 1800-tallet, men det kan have fundet sted længe før. Det voldte imidlertid store problemer, at holde liv i havpattedyrene. Der skulle gøres mange erfaringer mht. transportmetoder, bassinernes indretning, saltkoncentrationen i vandet i bassinerne, vandtemperaturen, iltning og udskiftning af vandet, føde m.v. inden man kunne holde liv i hvalerne i længere tid.

To delfiner (“Porpoises”) gæstede i sommeren 1809 Wareham Kanalen i det sydlige England. De blev jagtet og til sidst fanget af to fiskere. Den største vejede ca. 400 kg (8 cwt.) og døde under fangsten. Den mindste delfin levede næsten 24 timer ude af det våde element. En spækhuggerunge strandede i 1817 ved Nantucket. Den blev holdt i live i to døgn, imens man forsøgte at udtænke en metode til at få den transporteret til forlystelsesparadiset Washington Gardens i Bosten, hvor den skulle udstilles. Da man ikke kunne løse transportspørgsmålet, måtte den lade livet.

En 11 fod lang hunnæbhval blev fanget ved Le Havre i Nordfrankrig i 1828. Også denne hval holdt sig i live to døgn ude af vandet. Man forsøgte at made den med opblødt brød.

I maj 1853 bragte hollandske fiskere et levende marsvin (“bruinvish”) til Groningen. Det blev overgivet til Prof. Claas Mulder (1796-1867), som videregav det til Rijksmuseum van Natuurlijke Historie” i Leiden. Samtidens aviser oplyste desværre ikke, hvor længe det forblev i live.

Hvidhvaler og øresvin i Boston Aquarial Garden og Barnums American Museum

Det første offentlige akvarium åbnede i 1853 i London Zoo under navnet Fish House. Der gik ikke længe inden Berlin, New York, Boston m.fl. havde fået offentlige akvarier. Konkurrencen var benhård indenfor forlystelsesbranchen. Hele tiden blev de omrejsende menagerier, menneskeudstillinger, videnskabelige udstillinger o.s.v. udvidet med flere utrolige nye påhit. Damptogene og dampskibene gjorde det muligt at fragte alt fra levende næsehorn til præparerede kæmpehvaler fra by til by. Når det ikke længere var en nyhed at se f.eks. en eksotisk søløve svømme rundt i et bassin, så lærte dyreopkøberne og showmændene søløven at affyre en pistol, ryge pibe, spille med en bold o.s.v. Fysisk afstraffelse med piske, pigkæppe o.l. var den gængse måde at optræne dyrene på.

To legendariske amerikanere besluttede i 1861 at udnytte fremskridtet og indkøbe levende hvidhvaler og øresvin til udstillingsbrug. Opfinderen, fotografen og medstifteren af Boston Aquarial Garden (grundlagt 1859), James Cutting (1814-67) kom først. Han rejste til St. Lawrence-bugten i Canada, hvor han bestilte en levende hvidhval (en voksen hvidhval måler ca. 4,2 m og vejer op til 1,4 tons) hos hvalfangeren Charles Tetu. I en kæmpe tangforet kiste blev havpattedyret med besvær bragt op på en vogn og kørt til nærmeste jernbanestation. Under den 60 timer lange togrejse til Bosten blev hvalen med jævne mellemrum overpøst med vand. Som kost valgte man at fodre den med 60 pund levende ål og sild tre gange om dagen. Glasbassinet i akvariet i blev fyldt med saltvand fra havnen i Boston. Prof. Agassiz (1807-73) fra Harvard Universitetet gav hvidhvaludstillingen sin fulde opbakning. Kort efter indkøbte Cutting et levende øresvin, som Prof. Agassiz beskrev som det det mest intelligente væsen efter mennesket.

Verdens største showmand, P.T. Barnum (1810-91), tålte ikke sådan at blive overgået af James Cutting, så han indkøbe straks to levende hvidhvaler til sit American Museum i New York. De blev fanget ved drivfangst – en fangstmetode som nogle forskere mener kan være blevet praktiseret i Danmark siden Stenalderen. Ved hjælp af udspændte net drev flere både hvalerne ind mod kysten. Modsat i de indre danske farvande var der på østkysten af Canada et meget følbart tidevand, og når dette fortrak sig strandede hvidhvalerne. De blev ikke transporteret direkte fra Canada til New York men via Boston Aquarial Garden. Her opholdt de sig frem til primo august. Derfor kunne Cutting annoncere, at der nu var tre levende hvidhvaler at beundre. Barnums to hvidhvaler ankom til hans American Museum i primo august, hvor de næsten øjeblikkelig omkom. Barnum gav ikke op så let. Han sendte straks en bestilling på to nye hvidhvaler. Igen gjordes der holdt i Boston Aquarial Garden, så Cutting attter kunne annoncere, at der var tre hvidhvaler – 9, 11 og 12 fod lange og vejende mellem 800-1000 pund – sammen med 1.000 andre kuriositeter at skue i hans akvarium og zoologiske have. I november 1861 skrev Barnum om sit besvær med at holde liv i havpattedyrene:

“In August last I succeeded in bringing to the Museum, two living white whales from Labrador . One died the first day and the other the second day. Even in this brief period, thousands availed themselves of the opportunity of witnessing this rare sight. Since August I have brought two more whales to New-York, at an enormous expense, but both died before I could get them into the Museum. A fifth living whale has now arrived here, and will remain in the Museum as long as he lives. Perhaps this will be but a few hours, but in order to prolong his life as long as possible, I have, at an expense of $7,000, laid a six-inch cast-iron pipe from the river to the Museum, through Fulton-street and Broadway, and by means of a powerful steam-engine working night and day, the whale is constantly supplied with pure salt water at the rate of three hundred gallons per minute. This whale (some fifteen feet long) is undoubtedly the greatest “blower” in New-York. The Museum having expended altogether a sum not much less than $17,000 in the whaling business, this is probably the last attempt that will be made to exhibit a living whale in connection with the other expensive attractions of the Museum for only twenty-five cents. With these remarks, I leave this monster leviathan to do his own “spouting,” not doubting that the public will embrace the earliest moment (before it is forever too late) to witness the most novel and extraordinary exhibition ever offered them in this City”.

Til trods for at Den Amerikanske Borgerkrig (1861-65) rasede, vakte Cutting og Barnums hvaludstillinger kæmpe opsigt. Den blev bestemt ikke mindre, da Cutting i primo 1862 kunne annoncere, at han nu ville iføre sin levende hvidhval seletøj, så den kunne optræde som trækdyr. Miss Leone blev ansat til at lade sig trække rundt af hvalen som var hun gudinden Venus (”Wonder-Feat of the World, the Realization of the Poet’s Dream and the Age of Fable brought into Actual Existence; the Whale Harnessed to a Shell-constructed Car, in the form of a Nautilus, and Driven around the Mimic Sea by a Beautiful Young Lady of this City”). Senere samme år overtog P.T. Barnum Boston Aquarial Garden, så han ikke skulle konkurrere mod så farlig en konkurrent. Trods hans gentagne skuffelser med at holde liv i de dyrt indkøbte hvidhvaler, så vedblev han med at udstille dem. I 1865 nedbrændte hans American Museum. Talrige løver, isbjørne, kænguruer, slanger, Barnums angiveligt ottende og niende hvidhval o.s.v. led en forfærdelig død i flammehavet. En journalist fra avisen Tribune var øjenvidne til en af hvidhvalernes grusomme skæbne: ”… the poor whale … with great ulcers bursting from its blubbery sides, could only feebly swim about”. En brandmand følte medlidenhed med hvalen, så han smadrede glastanken med sin økse, så dyret i stedet for at blive kogt levende i stedet blev brændt ihjel. Da Barnums genopførte American Museum nedbrændte i 1868 begyndte han i stedet at turnere med hans spektakulære amerikanske cirkus, der bl.a. en overgang indeholdt en udstoppet kæmpehval (muligvis dog en forfalskning lavet af papmaché?). Amerikanernes import af canadisk-fangede hvidhvaler til kommerciel udstillingsbrug fortsatte. For eksempel i 1876 hvor impresariolegenden og tidl. manager for Barnums omrejsende cirkus, William Cameron Coup (1836-1895), indkøbte hvidhvaler til sit nyåbnede The Great New York Aquarium.

Marsvin i London Zoo

Nyheden om de Nordamerikanske forsøg med at udstille levende hvaler spredte sig naturligvis også til Europa. London Zoo havde succes med at forevise levende sæler, men man ville også gerne forsøge sig med det hjemlige marsvin. Lederen af London Zoo, Abraham Dee Bartlett (1812-97), var derfor ovenud lykkelig, da han i 1862 kunne sikre sig et levende marsvin. Marsvinet havde allerede gået grueligt meget igennem, inden det endte i den zoologiske haves lille bassin, for det var blevet fanget af fiskere i Brighton og dernæst bragt den lange vej til London. Her havde det tilbragt adskillige timer hos en fiskehandler i Bond Street. Kort sagt var det døden nær, så Bartlett skyndte sig straks at sende bud efter zoologen Francis T. Buckland (1826-1880). De to mænd havde held med at hælde ammoniak og brandy i det gispende dyr og standse en blødning ved halen, hvorefter de fik det løftet over i sælbassinet. Det svømmede nu forvildet rundt, hvorefter Buckland tog hjem. Marsvinet døde kort efter. Bartlett og Buckland tøvede ikke med at avertere efter et nyt levende eksemplar til London Zoo.

Det næste eksemplar ankom til London Zoo i oktober 1863 fra Boston, Lincolnshire. Denne gang var det fire fod lange marsvin pakket ind i et vådt tæppe og vådt græs under den otte timer lange togrejse, og det blev jævnligt overøst med vand. Det blev placeret i størens bassin, hvor det svømmede rundt og rundt i ring med lukkede øjne under Bucklands besøg samme dag. Det nåede aldrig at åbne øjnene i dets korte levetid i ferskvandsbassinet. De talrige skuffede besøgende kunne få lov at kaste et blik på det stive lig i en trillebør ude bag ved. Selveste William M. Thackeray (1811-63) skrev en humoristisk elegi over det blinde ”blustering snorting oily beast whichs is only an old Sea-Pig”, hvor han udgav sig for at være støren i London Zoo. Det seneste dødsfald fik ikke Bartlett og Buckland til at opgive. I december 1863 rejste Buckland til Folkestone for at hente et nyt levende fanget marsvin. Under den 2,5 timer lange togrejse til London kom zoologen ved et uheld til at tabe en langsom brændende tændstik (”vesuvian”) ned på ryggen af hvalen, hvorved den hoppede og rullede rundt i sin lille forede trækasse. Denne gang blev havpattedyret placeret i den zoologiske haves store bassin. Her tvangsfodrede Buckland den ved at tvinge en sild ned i dens hals. Den lavede nu et kraftigt hop, brækkede fisken op og rullede rundt og var død. Ifølge Buckland var dødsårsagen kvælning p.g.a. at silden havde sat sig fast i dens hals. Heller ikke denne for moderne dyrevenner hjerteskærende begivenhed fik de to mænd til at opgive. Det følgende år mislykkedes det at sende et levende fanget marsvin fra Wallsend til London Zoo. Først den 20. december 1864 ankom det næste eksemplar, denne gang fra Deal i Kent. Denne gang holdt de to herrer ankomsten hemmelig. På 11. dagen lykkedes det dem at få dyret til at spise lidt småfisk, som de viftede for snuden af den ved hjælp af en fiskestang. ”Ceta”, som den blev døbt, begyndte også at jage levende ål, som blev hældt ud i bassinet. Formentlig var der denne gang tilført salt til vandet, i hvert fald havde Buckland i sine avertisementer efter nye levende marsvin opfordret fiskerne til at opbevare dem i kar med havvand. Da også dette marsvin døde skaffede Buckland i 1866 hele tre marsvin på engang.

Buckland og Bartlett hjalp også med at styre Brighton Aquarium (grundlagt 1869). Her eksperimenterede de ligeledes med at holde marsvin i fangenskab i det for datiden kæmpestore bassin indeholdende næsten 378.600 liter havvand (100.000 gallons). Buckland havde videnskabelige belæg for de lidet humane eksperimenter, for det var aldrig før forundt en europæisk forsker at studere levende hvaler i fangenskab. Det første marsvin ankom til Brighton Aquarium i begyndelse af 1873 fra Rye-bugten og overlevede i hele syv måneder. Det populære havdyrs lig blev fotograferet, og kopier af fotografiet gik som varmt brød.

The Great Farini

William Leonard Hunt (1838–1929), bedre kendt som “The Great Farini”, var en europæisk version af P.T. Barnum. Han indså også udstillingspotentialet i såvel levende som udstoppede havpattedyr. I 1876 åbnede The Royal Aquarium and Winter Garden i Westminster i London. Farini stod bag mange af det nye forlystelsesetablisement forestillinger. Således var han i 1877 med til at bringe en hvidhval fra Nordamerika til London. Flere samtidige aviser hævdede, at P.T. Barnum deltog i forehavendet.

Aldrig før havde en levende eller udstoppet udstillingshval krydset Atlanterhavet ombord på et skib. Det stakkels havpattedyr fik i sine otte lange måneder ude af havet i sandhed at føle, at mennesket kan være det ondeste af alle levende væsener på denne jord. Det blev sammen med ti artsfæller fanget i begyndelsen af 1877 ved kysten i Labrador. I tangforede kasser blev hvidhvalerne fragtet til Montreal og derfra videre til New York. De andre ti individer døde, men denne 2,9 m lange hvidhval overlevede at blive begloet af tusindvis af mennesker igennem syv måneder i forlystelsesmekkaet Coney Island. Atter engang blev den proppet i en tangforet kasse og sendt til Southampton ombord på Norddeutscher Lloyds dampskib ”Oder”. Alene rejsen fra Coney Island til dampskibskajen i Hoboken, New York, var en dokumentarfilm værdig. En to-tre mand fulgte den på sørejsen og havde til opgave med jævne mellemrum at overpøse den med vand, da huden ellers ville tage slem skade. Fra Southampton gik turen med tog til London. Den var synlig udmagret ved ankomsten, da den havde måttet tære af sit eget spæklag de 14 dage rejsen varede. Dens nye hjem målte efter samtidige akvarieforhold imponerende 13 m længden, 6 i bredden og 1,8 m dybden, men metalbassinet var fyldt med ferskvand. Der var ellers havvand i The Royal Aquarium, men det cirkulerede mellem alle de andre bassiner. Man frygtede, at hvis man tilsluttede havvandet til hvalbassinet, så ville hvalens forurene vandet og slå alle andre dyr ihjel. Hvidhvalen levede under fire døgn i London. 1.600 betalende gæster så dens lig på lit de parade, inden Prof. Flower, kurator på The Royal College of Surgeons, Prof. Garrod, The Zoological Society, Dr. Bond, Westminster Hospital, m.fl. obducerede dyret. Det havde et par halvfordøjede ål i maven, så det havde evnet at spise efter ankomsten til London, men dens lunger var hårdt medtagede. Dødsårsagen blev angivet til at være lungebetændelse opstået p.g.a. kulde og eksponering under den lange tur over Atlanterhavet. Farini og manageren af The Royal Aquarium, William Wybrow Robertson (183x-1908), annoncerede begge øjeblikkelig, at man allerede havde bestilt den næste hval, og at man ville passe bedre på denne under transporten. Den velkendte biskop Piers Claughton m.fl. rettede en skarp kritik af forehavendet. De kaldte det dyrplageri og et rent kommercielt foretagende uden et reelt videnskabeligt formål. Englænderne var bannerførere indenfor udviklingen af den moderne dyreetik i den vestlige verden. Der skulle dog gå mange år endnu, inden et flertal af befolkningen kunne føle empati med vilde dyr – og endnu længere inden hvalerne blev inkluderet som levende væsener med rettigheder. Selvom dyrevennerne også forsøgte at kritisere selve sensationsværdien i at vise en hval, der ikke var meget større end den i England velkendte stør, så hjalp det ingenting.

Farini og hans kompagnoner forsøgte i første omgang at sende Zack Coup til Lerwick på Shetlandsøerne efter en hval (formentlig en grindehval) fra de hjemlige kyster. Coup blev i samtidige aviser krediteret for at have fanget 125 levende hvaler inkl. alle levende hvidhvaler, der var blevet solgt til udstillingsbrug. Det er ikke undersøgt, om der var hold i denne påstand. I teorien behøver han ikke have været hvalfanger men i stedet dyretræner eller forhandler af havpattedyr. Han havde ikke held med sig på Shetlandsøerne. Så i 1878 blev han sendt til Canada efter angiveligt seks nye hvidhvaler. Farini & Co. plan var at udstille dem i akvarier rundt omkring i England. Det lykkedes at afskibe fire levende hvidhvaler fra Québec. Det største af dyrene døde undervejs og blev hældt ud over siden på dampskibet ”Circassia”. Derfor herskede der stor forvirring om havpattedyrenes endelige destination i den engelske presse ved ankomsten i ultimo maj til Liverpool. Nogle blade reporterede, at de alle tre var på vej til The Royal Aquarium i London, mens andre skrev, at de skulle til henholdsvis Brighton Aquarium, Pomona Palace i Manchester og Blackpool. Farini & Co. besluttede, at sende den største (4,1 m lang) af de overlevende havdyr til The Royal Aquarium. De to andre kom til Blackpool og et nyopført bassin i The Agricultural Hall i Pomona Palace - sidstnævnte skulle angiveligt fyldes med havvand hentet i Liverpool. For hvalforskere og andre med kendskab til hvaler udgjorde de tre et sørgeligt syn ved ankomsten. Selvom man også denne gang med jævne mellemrum havde overhældt dem med vand, så var huderne slemt medtagne, og de var slemt underernærede. Psykisk kan de intelligente havpattedyr heller ikke have haft det for godt. Under sørejsen havde deres trange kasser været dækket med kanvas, undtagen når dyrene blev overhældt med vand. Det svarede omtrent til, at man i flere uger indespærrede et menneske i en kiste fyldt med vand, hvor man udskar et lille hul i kistens låg, som det kunne stikke næsen ud af for at trække vejret. Der lød igen sporadisk kritik af foretagendet. Frank Buckland gav ikke desto mindre sin fulde opbakning til dyrplageriet. I en lang artikel hyldede han Farini som verdens største showman og roste hvidhvalsudstillingerne for deres videnskabelige værdi for zoologer og som værende belærende for befolkningen – særlig børnene.

Efter to uger døde hvalen i dens 54 fod lange ferskvandsbassin i London. Farini & Co. udtænkte nu en større rokade. Hvidhvalen i Mr. Read’s Baths, Scuth Beach, Blackpool, blev sendt til The Royal Aquarium i London, mens den synligt syge hvidhval i i Pomona Palace skulle sendes til Mr. Read’s Baths i håb om at frisk havvand ville kurere den. Sidstnævnte klarede den kun til Moses Gate. Dens lig blev sendt tilbage til Manchester for at blive præpareret. Blackpool hvidhvalen nåede frem til London, hvor den blev døbt ”Beluga” efter dens art. Farini havde nu to kæmpe trækplastre i The Royal Aquarium. Det andet var ”The Mermaid Manatee” - en levende søko. Det kostede en Shilling ekstra at få adgang til at se disse ”Wonders of the Deep”. Akvariet bød derudover på flere koncerter, et loppecirkus m.v. Hvidhvalen var desværre i en slem forfatning. Huden var angrebet af en svampeinfektion, og den ville ikke indtage føde. Derfor mislykkedes Farini & Co.’s plan om at turnere med denne hvidhval til Paris.

Yarmouth Aquarium udlovede samme sommer den for en fisker pæne sum af fem pund for et levende marsvin. Til sammenligning modtog Farini & Co. 500 pund i erstatning for den hvidhval, der døde ombord på ”Circassia” på rejsen over Atlanterhavet. I ultimo juni tog fiskere fra Caister et levende marsvin i et sildegarn og bragte det til akvariet. Den følgende sommer fik Yarmouth Aquarium igen et levende marsvin.

En gravid, levende strandet marsvin blev i maj 1882 bragt fra kysten ved Sussex til Brighton Aquarium. Det blev det første marsvin til at føde i fangenskab, men den dødfødte unge sank straks til bunds. Moderen svømmede langsomt rundt i ring omkring hendes dødfødte unge. Hun døde selv kort efter.

Farini og The Royal Aquarium var ikke færdig med hvalerne. I ultimo juli 1883 indrykkede Farini en annonce om at seks levende hvaler var på vej fra Amerika. Kun én klarede rejsen til London – nemlig en lille delfin (øresvin?) angiveligt fanget i mundingen af St. Lawrence Floden. Farini & Co. håbede at den hurtig ville vokse sig stor og seværdig. ”Prince” som den blev døbt (en ofte benyttet joke indenfor hvaludstillingsindustrien, fordi det lød som den royale titel: Prince of Wales) blev madet tre gange om dagen med sild og makrel. Annoncerne for udstillingen ophørte imidlertid i slutningen af august. Herefter lader det til, at englænderne i en længere årrække klarede sig med levende hvaler fanget ved den hjemlige kyst.

De første udstillinger af levende marsvin i Danmark

Den berømte tyske zoolog, Alfred Brehm (1829-84), skrev i en artikel om Berliner Aquarium til Westermann’s Jahrbuch der Illustrierten Deutchen Monatshefte (Oct.. 1869-März 1870), at skønt der var over 120 forskellige ferskvandsfisk i akvariet efterspurgte publikum det umulige såsom en levende haj eller en ung hvalfisk. Naturligvis gjorde de det, for nyhederne om amerikanerne og englændernes eksperimenter med hvaler i fangenskab havde spredt sig som en løbeild over hele den vestlige verden. Det var meget forskelligt, hvornår de forskellige lande begyndte at efterligne amerikanerne og englændernes mere organiserede forsøg på at holde hvaler i fangenskab. I Danmark var det i de første mange årtier vores hjemlige hval, marsvinet, det gik udover.

Der var jævnligt artikler i aviserne om fangster af levende marsvin og opdagelsen af levende strandede hvaler ved dansk kyst. Når en hval gæstede en dansk havn, var det et øjeblikkeligt trækplaster. Omkring 1840 strømmede københavnerne f.eks. til for at se et marsvin boltre sig i havnebassinet. De ukyndige drab med geværer, leer, hjemmelavede harpuner o.s.v. på levende strandede hvaler eller hvaler i havnebassiner blev fulgt med stor interesse af tilskuerne. Den indtil videre ældst kendte – men næppe den første – udstilling af et levende marsvin i Danmark fandt sted i 1870 i Vejle Købstad. Fjordbyen havde tidligere haft primitive udstillinger af døde hvaler bl.a. kraniet af en potentiel nordkaper dræbt i Andkær Vig i 1838. Desværre skrev Vejle Amts Avis kun to linier om udstillingen, efter den var overstået, og der blev kun bragt en annonce i avisen:

”Et stort og smukt levende Marsviin er fanget imorges og forevises paa Havneveien. Entreen 8 Skilling, 4 Skilling for Børn” V.A.A. (02.05.1870).

”Om dette Aars Krammarked [på Kirketorvet], der sluttede i Middags … [så om markedsgøglen, herunder:] Et fra Fjorden importeret levende Marsviin, der havde forvildet sig til vore Farvande, forsøgte man forgæves ved tilførsel af Søvand at holde Liv i; det levede ikke Markedet over” V.A.A. (04.05.1870).

Redaktør Hertz var helt galt på den vedr. marsvin i Vejle Fjord. Den dengang fiskerige fjord fik så ofte marsvinebesøg, at man i 1800-tallet endog forsøgte at etablere organiseret marsvinefangst ligesom i Lillebælt, Isefjorden m.fl. De var eftertragtede p.g.a. deres tran. Selvom Oplysningstiden havde aflivet mange myter om havpattedyrene, så eksisterede der fortsat flere myter både blandt fiskerne og mere studerede borgere. F.eks. troede mange fortsat, at bardehvaler kunne sluge et menneske med hud og hår, og fiskerfamilien Dvinge ved Tirsbæk placerede en marsvinehale på taget af deres hus, fordi marsvin var kendt for at bringe held.

Garnfiskeriet efter laks ved Bornholm gav en del marsvin som bifangst. De fleste døde i garnene, men i sommeren 1886 bragte nogle fiskere et levende marsvin ind til havnen i Rønne. Det havde overlevet to timer i båden. Fiskerne dumpede nu det ca. en meter lange dyr i bassinet mellem den gamle og nye havn. I de næste mange timer strømmede tilskuerne til for at beundre det smukke dyr. Fiskerne planlagde angiveligt at slippe det fri efter 48 timers udstilling, men det ”omkom ynkeligen” samme eftermiddag, da det kom under en pram.

Fiskehandler Oscar Frederiksen, Gl. Strand 34, var lidt af et markedsføringsgeni. Til den store Nordiske Industri-, Landbrugs-, Fiskeri- og Kunstudstilling i København i 1888 proklamerede han, at han ville udstille en ”4 Alen lang Stør og et Par Marsvin, fangede i Roskildebugten, i levende Tilstand”. Det var et godt marsvinefangstår. I juni kunne aviserne meddele, at der var fanget tæt ved 1.000 marsvin alene i Isefjorden. Udover stør og marsvin ville fiskehandleren udstille et terrarium med ”Alligatorer fra Mississippi, Sumpskildpadder og Ildsalamandere”. Fiskeriudstillingen på den Nordiske Industri-, Landbrugs-, Fiskeri- og Kunstudstilling blev på alle måder helt overdådig, og Frederiksens vision gik næsten 100% i opfyldelse: ”Den karakteristiske [Fiskeriudstillings]bygning skilter godt. Ikke nok med, at Malingen og fremspringende Figurer antyde dens Bestemmelse, men i Vinduerne er der anbragt Bassiner med livlige, svømmende Fisk. Og indeni er der daglig udstillet nye Havets Vidundere [bl.a. stør, seks alligatorer og en tunfisk fra Middelhavet], der opvække Rædsel hos smaa Kjøbenhavnerinder eller Begjærlighed og Mordlyst hos determinerede Kokkepiger. De største Exemplarer, som Sælhunde og Marsvin, ere dog ikke udstillede i levende Tilstand. Et Par Stykker er det forsøgt med, men det viste sig snart nødvendigt at dræbe dem. Nu ligge de paa Is, og ingen skrigende eller gryntende Lyde høres, om de nok saameget trækkes i Haarene eller stødes i Flæsket” (Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger, 14.05.1888, Lemvig Avis, 07.06.1888 m.fl.). Blandt de udstillede marsvin på is var et gravid individ med det udskårne foster ved dets side (Dagens Nyheder, 30.05.1888). Ti år senere udstillede Oscar Frederiksen ”en levende Delfin” fanget under Anholt i et stort muret bassin i hans gård i Fiskerhuset no. 1, Gl. Strand 34.

2. påskedag 1901 fangede to fynske fiskere et levende marsvin i nærheden af Udbyhøj. De bragte det ind til Lundbyes Bådudlejningsplads ved Sønderbro i Randers, hvor de udstillede det for en entre af 10 øre. Randers Arbejderblad (16.04.1901) var ikke imponeret over hvalens størrelse men lovede, at man ville have fornøjelse af at stifte nærmere bekendtskab med den.

En set med nutidige øjne hjerteskærende begivenhed fandt sted i medio august, hvor fiskere fra R. Jacobsens Bådelav fik besøg af to nysgerrige ”marsvin” på to og fem alen (ca. 125 cm og 314 cm) ud for Karleby Klint. Hvis længdeangivelsen passede var der snarere tale om hvidnæser eller en fremmed delfinart. De blev så nærgående, at det lykkedes fiskerne at hale ungen indenbords med hænderne og smide den i dammen. ”Derover blev den gamle aldeles rasende: den løb mod Baaden og gav den nogle voldsomme Stød, dels løb den ind under den, saa Fiskerne blev bange for, at den enten skulde støde et Par Planker ind eller foranledige Baadens Kæntring. Da de ikke var i Besiddelse af noget, hvormed de enten kunde dræbe eller forjage den, satte de straks Kursen mod Land, som de naaede efter et Øjebliks Forløb, da de ikke var langt ude; i modsat Fald var de næppe sluppet saa godt fra den Fangst, thi Marsvinet hørte først op med at forfølge dem, da de kom ind paa grundet Vand” (Sorø Amts-Tidende 14.08.1902).

Op gennem hele 1800-tallet var der rig mulighed for at opleve mere eller mindre eksotiske sæler i særlig København men også i provinsen. De var fanget i de hjemlige farvande, bragt hertil af sæl- og hvalfangere fra Nordhavet eller kom ad landjorden fra syd eller øst med udenlandske menagerier. For at lokke betalende gæster til blev de ofte promoveret under eksotiske navne såsom søtigre, søaber, talende fisk etc. Fordi sælerne kunne dresseres til at gøre kunstner som de færreste andre dyrearter kunne gøre dem efter, var de uhyre populære. Zoologisk Have i København blev grundlagt i 1859, og direktør Niels Kjærbølling (1806-71) fandt det lige fra begyndelsen naturligt, at haven skulle have sæler, selvom man slet ikke havde faciliteter til det eller erfaring med at holde dem i fangenskab. Fædrelandet (27.09.1859) rettede en hård kritik af dyrplageriet: ”Det er et frastødende Syn at see en Sælhund vælte sig om i en Smule snavset og plumret Vand, paa Bunden af en Slags Vaskeballie…”. Året efter indrettede man et vandhul i zoo til en ny sæl.

Zoologi-professor Japetus Steenstup (1813-97) havde ikke meget til overs for hovedstadens zoologiske have. Da grundlæggeren Niels Kjærbølling døde i 1871, valgte man at spørge den magtfulde Steenstrup til råds angående en udbygning af Zoologisk Have. Steenstrups forslag er ikke kendt i detaljer, men hovedkonklusionen lød, at man burde koncentrere sig om nordiske dyr. Sikkert inspireret af eksperimenterne i USA og England foreslog han, at man skulle anbringe marsvin og sæler i Søndermarken i bassiner med saltvand, der skulle føres ind fra Øresund. Det fremgår af Christian den IX’s kabinetssekretærs dagbøger, at man fandt forslaget alt for dyrt at realisere.

I 1898 fik Zoologisk Have et nyt stort ”Ishavspanorama” med bl.a. sæler og dresserede søløver. To år senere fik haven sin første hvalros. Den var lejet af vilddyrsforhandler Carl Hagenbeck (1844-1913) fra Tierpark Hagenbeck i Hamborg, som igennem mange år leverede eksotiske sælarter m.v. til Tivoli, Zoologisk Have m.fl. I sommeren 1902 besluttede Zoologisk Have også at prøve kræfter med at holde hvaler i fangenskab. Den 29. august skrev Aarhus Stiftstidende, at der var ankommet en levende delfin fra Holland til Zoologisk Have. Københavner-aviserne skrev derimod, at der var tale om en delfin fra Højer i Sønderjylland. Bent Jørgensen kaldte det i sin bog om Zoologisk Haves historie fra 2018 for et marsvin fanget i et fiskergarn. I øvrigt havde hollænderne dengang vist ikke specielt gode erfaringer med at holde liv i levende hvaler. Algemeen Handelsblad (16.02.1896) skrev f.eks. (oversat til nudansk): ”I Artis Aquarium i Amsterdam befinder sig et levende marsvin, som er doneret af Hr. W. Geijs. Disse dyr lever ikke længe i fangenskab”. Marsvinet/delfinen ankom til Zoologisk Have i en trækasse. Den blev i første omgang anbragt i Den Japanske By, som da var havens helt store trækplaster. Derefter var det planen, at den skulle placeres i ”det store Glasbassin” (måske en del af ishavspanoramaet?). Zoo mistede imidlertid sin nye hovedattraktion efter få dage. Til Dannebrog (04.09.1902) fortalte havens direktør Julius Schiøtt (1856-1910): ”Som De kan tænke Dem, har vi med denne Sommers ulyksalige Vejr langtfra haft det Besøg, vi havde beregnet. […] Forøvrigt har Tilstanden i Haven været særdeles tilfredsstillende. Naar undtages Søløvens Død, har vi ikke haft noget Uheld af nævneværdig Betydning, medens vi paa den anden Side har kunnet glæde os over en sjælden Frugtbarhed hos Dyrene. Vaskebjørnene har saaledes faaet Unger, hvilket er noget ret enestaaende, saa godt som hos hver eneste Hjorteart er der Kid, og Pumaerne har paa ny ynglet. […]. [Delfinen] døde desværre kort efter Ankomsten; den havde ikke kunnet taale Rejsens Besværlighed; men Forsendelses maaden var jo ogsaa ret primitiv, og vi var slet ikke forberedte paa dens Ankomst. At dømme efter dette Forsøg, er der ingen Tvivl om, at Delfiner maa kunne sendes hertil langvejs fra, naar der blot sørges for et Bassin med Saltvand. Jeg vil da ogsaa ved Lejlighed gøre et Forsøg i saa Henseende”.

I begyndelsen af september 1903 kom den næste hval til Zoologisk Have. Denne gang var der med sikkerhed tale om et marsvin. Det blev fanget natten til 4. september i fisker P. Frederiksens torskegarn ved Strøby i Køge Bugt. Zoologisk Have betalte 20 kr. for den godt 50 kg. tunge, lille hval. I et kar med vand blev det afsendt med Masnedsundtoget til hovedstaden. Det overlevede fem dage i fangenskab. Direktør Schiøtt var så ovenud tilfreds med eksperimentet, at han bad redaktøren af Middelfart Avis om at meddele marsvinejægerne, at Zoologisk Have var interesseret i at købe to levende marsvin. I november fangede fisker H. Johansen, Bogense, et levende marsvin ved Æbelø. Han sejlede det til sin hjembys havn, hvor han bandt et reb om havdyrets hale og tøjrede det til en pæl. Da nyheden nåede Zoologisk Have og de fik sendt bud efter det, var det imidlertid død. Det ferske vand, som fra Møllebækken strømmer ud i havnen, fik skylden for dyrets død, men det var nok snarere den hårdhændede behandling. Det skulle vise sig at gå mange år, inden Zoologisk Have igen fik en hval.

Hverken de levende hvaludstillinger, zoologiske museer, zoologiske haver eller delfinarier kunne udkonkurrere udstillingerne og turneerne med mere eller mindre præparerede hvalskeletter, hvalhuder og intakte hvaler. Udstillingerne af såvel døde som levende hvaler var med tiden med til at ændre vores syn på havets giganter og gøre dem til symboler på vores dårlige samvittighed over mennesket overgreb mod naturen. Her en annonce for en primitiv marsvineudstilling i Vejle. Vejle Amts Folkeblad 16.07.1892

Danmark inkl. Zoologisk Have i København fik ligesom resten af verden delfinarier i det 20. århundrede samt en marsvinestation i Strib (læs mere herom i Teglbjærg, 2016). Inden det kom så vidt, var der to ”marsvinarier”, der i kort tid vakte en del opsigt. Et godt 50 kg. marsvin gik i ultimo april i et bundgarn stående mellem Knudshoved og skydebanerne ved Nyborg. Fiskerne dumpede marsvinet i et af de dybeste mosehuller ved Slipshavnsskoven, ”og dér synes det at befinde sig storartet. Det svømmer ustandselig rundt paa den for Marsvin ejendommelige Maade, der giver det Udseende af, at det slaar Kolbøtter i Vandet, hvad det ikke gør. Fiskerne fodrer det to Gange daglig med levende Fisk, med Sild og Smaatorsk, som Marsvinet fanger og spiser med stor Appetit” (Middelfart Avis, 01.05.1908). Dette glansbillede havde ingen hold i virkeligheden. Tyve år senere blev et marsvin i nattens mulm og mørke udsat i Sortedamssøen i Købehavn. Den lille hval nåede at blive en stor attraktion, og journalisterne udkastede vilde planer om at omdanne Sortedamssøen til et akvarium for havpattedyr.

Litteratur og kilder

Captive Belugas: A Historical Record & Inventory (Europe, Canada, North America & United Kingdom), Ceta-Base: Online Marine Mammal Inventory, 2010

Bushnell, Kelly P.: Looking at Leviathan – The first live cetacean in Britain, i bogen: Ecocriticism and the Anthropocene in Nineteenth-Century Art and Visual Culture, Routledge, 2019.

Faust, Ingrid m.fl.: Zoologische Einblattdrucke und Flugschriften vor 1800, A. Hiersemann, 1999.

Gray, John Edward: Catalogue of Seals and Whales in the British Museum, Order of the Trustees, 1866.

Hoare, Philip: The Whale – In search of the giants of the sea, Ecco Press, 2011.

Jørgensen, Bent: Zoo. En historie om dyr og mennesker gennem 125 år, Lindhardt og Ringhof, 2018.

Kisling, Vernon N.: Zoo and Aquarium History: Ancient Animal Collections to Zoological Gardens, CRC Press, 2000.

Kunhardt, P.B. m.fl.: P.T. Barnum – America’s Greatest Showman, Knopf, 1995.

Lawler, A.: Notes on Porpoises [at the Brighton Aqaurium], The Leisure Hour 1882, London, 1882.

Nystrøm, Eiler: Offentlige Forlystelser i Frederik den Sjettes Tid, Bind 2, Gyldendalske Boghandel, 1913.

Ryan, Jerry: The forgotten Aquariums of Boston, Finley Aquatic Books, 2002.

Svanberg, Ingvar: Walruses (Odobenus rosmarus) in Captivity, 2010.

Teglbjærg, Tore: Hvaler på afveje, Byhistorisk Forlag, 2012.

Teglbjærg, Tore: Hvaler på landevejen, Historia Forlag, 2016.

Encyclopaedia Londinensis – Porpoise.

»Rit Fiskideildar«, 1985 – vedr, 1817-Nantucket spækhuggerungen.

»Før og Nu«, Bind 6, 1920.

Adresseavisen (23.05.1898), American Artisan, New York (Dec. 1874), Ballou’s Dollar Monthly Magazine (July 1862), Bath Chronicle (29.10.1863), Berlingske Tidende (03.10.1877, 03.06.1878, 17.02.2014), Birmingham Daily Post (24.03.1873, 05.09.1873), Bornholms Avis (02.06.1886), Boston Post (17.08.1861), Bury Free Press (29.06.1878), Chambers’s Edinburgh Journal (23.08.1873), Chelmsford Chronicle (25.07.1879), Cork Examiner (02.12.1863), Dagens Nyheder (29.08.1902), Daily Ohio Statesman (31.05.1861), Dannebrog (29.08.1902, 04.09.1902), Dundee Courier (23.10.1863), Dundee Evening Telegraph (28.09.1877), Edinburgh Evening News (26.12.1876, 01.10.1877), Evening Star, Washington (03.06.1861), Fredericia Dagblad (15.06.1888), Frederiksborg Amts Avis (04.06.1899), Freeman’s Journal, Dublin (24.06.1878), Friend’s Review, Philadelphia (23.08.1873), Glasgow Herald (24.04.1866), Grantham Journal (06.10.1877), Groninger Courant (27.05.1853), Hasting and St. Leonards Observer (06.06.1874, 15.12.1877), Holstebro Avis (11.05.1888), Journal of the Society of Arts (24.04.1874), Kentisch Chronicle (31.10.1863), Kiøbenhavns Kgl. alene priv. Adresse-Contoirs Efterretninger (29.10.1813), Kjøge Avis (02.02.1898), Leeds Mercury (19.10.1863), Leeds Times (24.10.1863), Lincolnshire Chronicle (31.05.1878), Liverpool Mercury (29.05.1878), Lloyd’s Weekly Newspaper (02.06.1878), London Daily News (27.09.1877, 01.10.1877), London Evening Standard (21.04.1866), London Standard (07.08.1883, 31.08.1883), Manchester Courier (18.01.1865, 28.05-01.06.1878, 14.06.1878), Manchester Times (25.05.1878), Middelfart Avis (21.10.1903, 01.05.1908), Morning Post (02.06.1874, 26.06.1878, 25.07.1883, 03.08-06.08.1883), Nationaltidende (02.02.1898), New York Daily Tribune (10.08.1861, 13.09.1861, 07.01.1862, 18.01.1862, 19.04.1862), Popular Science (Aug. 1873, Okt. 1874), Preston Chronicle (22.09.1877, 22.06.1878), Randers Arbejderblad (16.04.1901), Salisbury and Winchester Journal (03.07.1809), Scientific American (15.06.1861), Sheffield Daily Telegraph (20.01.1865, 21.05.1878), Shetland Times (15.06.1878), Skive Avis (09.09.1903), Social-Demokraten (05.09.1903), Sorø Amts Tidende (14.08.1902), South Bucks Free Press (13.12.1862), Staffordshire Sentinel (27.09.1877), Stamford Mercury (23.10.1863, 06.11.1863), Sussex Advertiser (10.05.1864), The Aberdare Times (06.10.1877, 11.08.1883), The Era (16.02.1862, 19.05.1878, 23.06.1878, 04.08.1883), The Graphic (06.10.1877), The Ipswich Journal (09.04.1872), The Leavenworth Weekly Times (12.10.1876), The Sun (13.09.1861, 25.11.1861), The Pacific Commercial Advertiser (10.04.1862), Westmorland Gazette (07.11.1863), Yorkshire Post (28.05-29.05.1878), York Herald (01.10.1877, 29.05.1878), Østsjællands Avis (04.09.1903, 10.09.1903, 20.11.1903), Østsjællands Folkeblad (04.09.1903), Aarhus Stiftstidende (04.06.1878, 29.08.1902).

www.boweryboyshistory.com/2010/02/will-aquarium-come-to-midtown-manhattan.html