Frits Jensen
Frits Reinhold Jensen, arkitekt, født 12. januar 1877. Død 1960.
Efter konfirmationen kom Frits Jensen i tømrerlære, og efter læretiden i arbejde som forbundter hos en tømrer i Esbjerg. 1899 svendebrev, og kun 22 år gammel fuldmyndighedsbrev. På det tidspunkt var myndighedsalderen ellers 25 år.
Den 5. oktober 1900 fik Frits Jensen borgerskab til at drive selvstændig virksomhed som tømrermester i Vejle. Fra 1906 havde han også ret til at drive selvstændig virksomhed som murermester, altså egentlig bygmestervirksomhed. Men Frits Jensen havde mest lyst til at projektere, så han solgte bygmestervirksomheden, så han kunne hellige sig arkitektvirksomheden.
I de ca. 50 år, han arbejdede som arkitekt, satte han sit præg på byen med enfamiliehuse, etageejendomme, fabrikker, skoler, hospitaler, kirke osv. Man kunne nævne mange eksempler på Frits Jensens arbejde, men blandt de arkitektoniske perler er ejendommene Worsaaesgade 7, Nørrebrogade 27 og Sdr. Villavej 25. De to første repræsenterer nyklassicismen og den sidste er et godt eksempel på ”Bedre Byggeskik”.
Medlem af Vejle Byråd 1921-1933.
Vejle Stadsarkiv opbevarer et større tegningsarkiv fra Frits Jensen.
Billeder
Frits Jensen på inspektion på Rohden Gods, 1941