Sønderbro
Bro i Vejle over Sønderåen.
Det vides ikke, hvor længe der har været bro på dette sted, men eftersom broen var en del af vejen syd-nord gennem Vejle, var den vigtig for trafikken.
I midten af 1700-tallet hvilede den over 50 alen lange bro på 80 solide egepæle, der var nedrammet i åbunden. Men den stadige trafik - bl.a. studedrift - sled på Sønderbroen, og i 1802-04 blev det nødvendigt at opføre en ny i sten. Det er den Sønderbro, der stadig kan ses.
I 1905-06 blev fortove føjet til broen i begge sider, men de blev dog fjernet igen i 2009, så Sønderbro igen fremstår, som den var for 200 år siden. I hvert fald næsten:
"Sidebroens betonelementer blev skåret fri med en meget stor vinkelsliber, løftet op på en lastbil og kørt væk. Selve den gamle bro har fået ny belægning, så man også på den måde kan se den som en del af gågaden. Hele brorenoveringsprojektet koster 2,9 millioner kroner." (Vejlebogen 2009, s. 111)
Billeder
Carl Forups maleri af Sønderbro ca. 1900