Signe Troelsen

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Signe Troelsen (1914-2013) var lærer, instruktør, gymnastikleder og iværksætter.

Hun var landmandsdatter fra Holtum og tvilling. Både Signe og tvillingsøsteren Elna levede og virkede hele deres liv for gymnastik og åndsliv.

Signe Troelsen levede og virkede efter sit valgsprog: ”Viljen til at ville, skaber evnen til at kunne”. Hun var en stærk og karismatisk personlighed, dybt engageret og optaget af at forene krop og åndsliv.

Fra 1954 til 1987 var Signe Troelsen lærer på Vejle Idrætshøjskole og sideløbende lærer på Vejles store privatskole, Kirstine Seligmanns Skole. Signe Troelsen var i dagtimerne lærer på de to skoler, om aftenen var hun leder i Vejle Gymnastik Forening]]. Her virkede hun i over 70 år og blev hædret med et æresmedlemskab.

Signe Troelsen fortsatte sin indlevelse i Vejle Idrætshøjskoles udvikling længe efter, at hendes ansættelsesforhold var ophørt. Signe Troelsen stod således fortsat for planlægning og afvikling af instruktørkurser og den årlige højskoledag.

I 2012 blev Signe Troelsen hædret for sin indsats for gymnastiklivet i Vejle med en buste. Det var fans i Signe Troelsens netværk, der stod bag busten, som blev afsløret i forbindelse med højskoledagen. Busten har fået sin blivende plads i DGI-huset i Vejle, som var Signe Troelsens andet hjem, mens det hed Idrættens Hus.

Da Signe Troelsen døde som 98-årig den 6. marts 2013, havde hun for længst planlagt sin 100-års fødselsdag 25. maj 2014 og bestilt restaurant Skyttehuset til festen.


Litteratur

Vejle Stadsarkiv - U6384, U53078.