Skibsbyggere i Vejle

Fra VejleWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Vejle har gennem årerne haft flere dygtige og betydningsfulde skibsbyggere.

Før Vejle Havns åbning i 1826 var Tirsbæk Strand også kendt som Vejle Købstads vinterhavn. Vejles få galeasere generede ikke fiskeriet fra stranden, når de lå i vinterhavnen. Lidt mere trængsel var der, når der blev opført skibe ved fiskerlejet. Vejle-købmanden Jens Fæveil hyrede f.eks. nogle skibstømrermestre fra Tåsinge til at bygge en galease, der kunne rumme 1.000 tønder korn. Galeasen løb af stablen i 1765.

I 1830 anlagde Niels Hansen Printz (f. 1792 i Aarhus) et skibsværft på Vejles nye havn. To år senere løb Printz' galease ”Amtmand Treschow” af stabelen. Den var opkaldt efter den populære amtmand, der bl.a. stod bag Vejles nye havn.

I begyndelsen af 1833 var der over 200 næringsdrivende i Vejle, herunder to skibsbygmestre og ni skippere.

I 1837 overtog købmand Andreas Zimmermann Gylding (1810-1882) skibsværftet på Vejle Havn, som var anlagt af Niels Hansen Printz. På skibsværftet blev der især bygget jagter, som var beregnet til søfart i indenlandske farvande. I 1838 byggede Gylding en jagt, der kunne rumme 800 tønder korn, eller havde 800 tønders drægtighed, sådan som det blev udtrykt. Jagten blev døbt ”Fortuna”, og den blev i 1839 solgt for 4800 rigsdaler til kaptajn Bay fra Fredericia.

I april 1839 løb skibsbygger Gyldings slup ved navn ”Johanne Marias Haab” af stablen. Sluppen var på 200 tønder, men i maj blev det ændret til 300 tønder.

I november 1839 lod skibsbygmestrene Printz & Gylding to skibe løbe af stablen. Det ene var jagten ”Valdemar” på cirka 900 tønders drægtighed bygget for kaptajn Petersens regning. Han var fra København. Det andet var ”De fire Søskende” på 700 tønders drægtighed. Det blev bygget for skipper Windings regning. Han var en kendt Vejle-skipper.

Skibsbygger N.H. Printz forlod Vejle i 1844. Hans Peder Pedersen (d. 1905) havde stået i lære som skibstømrer hos Printz på Vejle Havn. Han blev dernæst pram- og jollebygger på Vindingland. Han forsøgte sig også kortvarigt som mekaniker og bøssemager. Særlig stolt var han af at have bygget både til de engelske ingeniører, der opførte jernbanen i 1860'erne (VAF 26.08.1905).

A.Z. Gyldings Skibsværft blev nedlagt i 1850. Han overtog herefter sin far, Niels Gyldings købmandsgård i Torvegade. Familien Gylding satte således i flere generationer præg på Vejles udvikling.

Andreas Zimmermann Gylding var en driftig mand og var fra 1860 til 1882 medlem af bestyrelsen for Vejle Byes og Amts Sparekasse. Han var desuden i 1881 medstifter af sejlsportsklubben Neptun.

I Vejle Amts Avis (21.09.1854) blev det nævnt, at skibsbygmester P. Møllers nye 50 commercelæster skonnert var klar til at løbe af stablen.

P.H.P. Illum fik borgerskab i Vejle i 1865. Han var født i Svanninge Bakker og var aktiv som skibsbygger i årene 1866 til 1876. Illum-slægten var også aktive skibsbyggere i Middelfart. I Vejle byggede P.H.P. Illum skonnerter og skonnertbrigger.

Skibsbygmester Simon Lindtner (1845-1926) havde sit hjem på Havnepladsen 6 i Vejle. Han var barnebarn af dannebrogsmand Jeppe Jensen (1778-1838). Jeppe Jensen var oprindeligt rebslager, men fordi han kendte dybde og strømforholdene i Vejle Fjord som sin egen bukselomme, fik han til opgave at stå i spidsen for anlæggelsen af den nye havn i Vejle. Desuden blev han havnens første havnemester, og han bestred jobbet fra 1827 til 1838.

Simon Lindtner fik borgerbrev i 1874 og stiftede sammen med Sophus Gylding skibsbyggerfirmaet Gylding & Lindtner. Briggen ”Gylding” var skibsbygger-parrets første nybygning efter deres kompagniskab blev indledt i 1874. Kapitalen til skibsbyggeriet var blevet rejst med 7 % svarende til 80.000 kroner af købmænd i Vejle. 30% svarende til 24.000 kroner havde skipper Peter Nielsen Winther fra Fanø selv skaffet. Skipper Nielsen Winther købte skibet i februar 1887, og allerede 2. september samme år blev skibet forladt og sank i Nordsøen. Det skete efter en lækage på en rejse fra København til Sct. Miguel.

Skonnerten ”Valborg af Vejle” blev bygget på Sophus Gylding og Simon Lindtners Skibsværft i Vejle i 1878. ”Valborg” var en frugtbåd, der blev ført af kaptajn F.B. Albertsen.

I 1891 forlod Sophus Gylding skibsværftet for at blive havnefoged i Vejle Havn, et job han bestred frem til 1914. Lindtner førte skibsbyggeriet videre alene. Han fortsatte arbejdet som en driftig og dygtig skibsbygger og byggede mange skibe. Et af dem var skonnerten ”Charlotte”, der blev bygget i 1908-1909. Skipper Knud Madsen bestilte skonnerten hos skibsbygger Lindtner i februar 1908. Skonnerten havde to 24 meter høje master og 149 tons dødvægt. Kølen blev lagt i foråret 1908, og 3. april 1909 kunne Knud Madsen sejle skonnerten ud for første gang. Skonnertens navn ”Charlotte” skyldtes, at det var opkaldt efter apoteker Daugaards hustru. Det havde en særlig forklaring. Apotekeren og bankdirektør Holm, Veile Bank, lånte Knud Madsen de penge, han manglede til at købe skibet.

Et andet skib, galeasen, motorskonnerten ”Erna af Vejle”, var bygget på Lindtners Skibsbyggeri i Vejle Havn i 1912. Skonnertens kaptajn var Peter Hansen. Skibet blev minesprængt under 2. verdenskrig ved Masnedø.

Et af de mest kendte skibe, bygget på Lindtners Skibsbyggeri, er skonnerten ”Martha”. ”Martha” blev bygget i årene 1899-1900 og søsat 7. februar 1900. ”Martha” kæntrede i Kattegat i farvandet mellem Anholt og Grenaa i 2004, hvor to besætningsmedlemmer omkom. ”Martha” har en fast plads i inderhavnen i Vejle.

Simon Lindtner var også manden, der i 1893 stiftede Vejle Sømandsforening. Han afhændede i 1920 sit firma til Christian Jepsen, der var mangeårig medhjælper på skibsbyggeriet.

Christian Jepsen var født i 1884 i Vonsbæk og havde sit hjem på Holmen 31 i Vejle.

Det var det gamle skibsværft, Børge Børresen overtog, da han etablerede Børresens Bådebyggeri på Vejle Havn.


Litteratur

Vejle Stadsarkiv -A3, A413, A6121, A8502, M790.


Tore Teglbjærg: Fiskeriets historie I Vejle Fjord og de tilløbene vande.


Vejle Amts Avis (04.09.1838 Skibsbygger Printz jagt løber af stablen, 07.09.1838 Skibsbygger Ole bechs skib løber af stablen).